Når anmelderne skriver om ’Bygmester Solness’, som spilles på Det Kongelige Teater frem til 22. december, genkender de straks de velkendte ibsenske temaer om livsløgneren, idealisten, den desillusionerede, den vankelmodige etc. Men hovedpersonen i stykket er hverken arkitekten, elskerinden, konen eller hetæren på 22, nej, det er boligen.

Den aldrende arkitekt Halvard Solness ser med bekymring på de unge arkitekter, som ikke vil bygge et hjem, men »sånn en bolig. En slags tilholdssted bare«. Livsstilseksperterne skelner ikke mellem hjem og bolig, men mellem nesting og resting, altså mellem redebyggere og så dem, der bare skal have et sted, hvor de kan hvile ud. Redebyggerne udgør den kompakte majoritet. Danmarks største ejendomsmæglerkæde hedder Home.

Som boligfilosof kan Ibsen sagtens måle sig med Martin Heidegger, der i 1951, stående midt i den tyske ruinhob, proklamerede, at tyskernes største problem ikke var manglen på boliger, men at de aldrig har lært, hvad det vil sige at bo. For Heidegger var det at bo ensbetydende med at have fundet helt hjem, hjem til det tabte paradis.

Lad os lige slå fast, hvad Ibsens stykke handler om, for det har hverken instruktøren eller anmelderne opdaget. Det handler om en arkitekt, som vil skabe Paradis på Jord.

Bygmester Solness byggede i begyndelsen af sin karriere som arkitekt ikke boliger, men kirker. Han ville tjene Gud, verdensarkitekten. Men da han bygger et tårn til den gamle kirke i den by, hvor den 12-årige Hilde bor, når han i både bogstavelig og overført betydning helt til tops.

Han overvinder sin højdeskræk og kravler selv op i tårnet med kransen til rejsegildet og befinder sig nu i øjenhøjde med selveste Gud. Ham får han sig så en snak med: »Hør nu her, du mægtige! Herefterdags vil jeg være fri bygmester, jeg også. På mit område. Ligesom du på dit. Jeg vil aldrig mere bygge kirker for dig, bare hjem for mennesker«.

Halvard Solness vil altså det samme som Heidegger. Han vil bygge Paradis på Jord. Ordet paradis er persisk og betyder fredet, beskyttet have. Solness vil give menneskene et hjem, ikke bare en bolig. Han er klar over, at det er en umulig opgave. Men nu er han jo blevet kunstner, og kunstnere kan jo det umulige, for var det muligt, var det jo ingen kunst: »Det er umuligt at bygge et hjem, men netop det umulige er det, som lokker«.

’Bygmester Solness’ (1892) hører jo til i rækken af nutidsdramaer eller familiedramaer. Bortset fra ’Når vi døde vågner’, som foregår på et sanatorium, udspiller alle de øvrige stykker sig i privatboligen: på en herregård, en landejendom, i byhuse og villaer. Vi inviteres indenfor i havesale, stuer, dagligstuer, arbejdsværelser, selskabsværelser, saloner, havestuer og en enkelt pragtsal. Vi opholder os på verandaer, i haver og på en gårdsplads.

Ibsen er uhyre detaljeret i sine sceneangivelser. Det er næsten som at bladre i et boligmagasin fra 1890’erne. Man kunne godt indrette værelser efter Ibsens anvisninger, så nøje beskrevet er de. Men det er typisk for moderne Ibsen-opførelser, at man ikke vil lukkes inde i den ibsenske stue.

Man vil væk fra den ’intime’ naturalisme. Man giver pokker i de ibsenske sceneangivelser og forlader naturalismens lukkede rum. Men derved forråder man for fornyelsens skyld stuedramaets egentlige pointe, som er, at stuen spiller hovedrollen.

Jeg afslører ingen hemmelighed, når jeg siger, at menneskene ikke trives i Ibsens boliger. Boligen værner ikke menneskene mod ubehagelige overraskelser. Det banker på døren, noget kastes ind ad brevsprækken, eller nogen står pludselig i stuen.

Den beskyttelse, som boligen skulle yde, snydes man for. Pludselig står bygmester Solness i stuen hos den 12-årige Hilde, som er alene hjemme. Han kysser hende mange gange, bøjer hende bagover og kaster hende over ende, skriver Ibsen.

Bygmester Solness beslutter sig for, at hjemmet skal være den ny kirke. Han vil »bygge hjem for mennesker. Hyggelige, lune, lyse hjem, hvor far og mor og hele børneflokken kunne leve i tryg og glad fornemmelse av at det er en svært lykkelig ting, det at være til i verden. Og mest det at høre hverandre til – sånt i stort og småt«.

Det er som hentet lige ud af en boligannonce. Hører vi ikke også Paulus fra Første Brev til Korinterne? »Så bliver da tro, håb og kærlighed, men størst af dem er kærligheden«. Da vi mistede troen og siden håbet, var der kun kærligheden tilbage, altså kærligheden i kærlighedsægteskabet. I hjemmet dyrker vi kærlighedsreligionen.

Ibsen smører tykt på. Selvfølgelig er han ironisk i det ovenfor citerede. Men man ved aldrig præcist, hvor man har ham. Ibsen er meget snu og beregnende og sørger hele tiden for, at de spor, han lægger ud, ender blindt.

I ’Bygmester Solness’ er boligen som sagt dramaets hovedperson. I første akt befinder vi os vi i arkitektens kontor eller arbejdsværelse med døren åben ind til tegnestuen, så bevæger vi os i anden akt ind i salonen, for så i tredje akt at ende på verandaen. I flere af Ibsens nutidsdramaer slutter vi på verandaen, men vi undslipper ikke privatboligen.

Handlingen i stykket er den, at bygmester Solness får uventet besøg af en 22-årig pige, Hilde Wangel. Hilde kommer som dødens engel på årsdagen, 19. september, for det fatale møde med bygmesteren i barndomshjemmets stue. Hun kommer for at hævne den begivenhed, som fandt sted ti år tidligere. Hun er formodentlig blevet voldtaget i stuen.

Det fremgår af snakken mellem dem, som kredser om vikingerne. Halvard ville gerne have levet i vikingetiden, for da kunne man voldtage kvinder uden anger, siger han, og de kvinder, som var blevet voldtaget, knyttede sig endda til voldtægtsmanden. Hilde mener selv, at hun er sådan en pige.

Da Halvard beslutter sig for, at han vil være som Gud, altså et nietzscheansk overmenneske, og han vil være det i skikkelse af socialreformator ved hjælp af arkitektur, er det første, han gør, at misbruge et barn i dets eget hjem. Derfor omtaler Hilde barndomshjemmet som et bur.

Den egentlige handling er jo altid hos Ibsen henlagt til en fjern fortid. Den handling, som udspiller sig på selve scenen, varer jo kun et døgn. Bygmester Solness har måske – måske ikke – brændt konens barndomshjem ned. Han var vidende om, at skorstenen havde slået revner. Han holdt den viden for sig selv. Det fremgår også, at han ønskede meget stærkt, at huset måtte brænde.

Nu mange år efter branden fabler han om tankeoverføring. Huset brændte, fordi han ønskede det så brændende. Han er brandstifteren, og han er det alligevel ikke. Men han havde et motiv. Hvis konens hjem brændte, kunne han udstykke jorden og på den måde komme i gang som arkitekt.

Som et resultat af branden dør deres to sønner. Muligvis har konen ombragt børnene for at hævne sig på den mand, som udslettede hendes barndomshjem. I hvert fald er hun indirekte skyld i deres død. Fra nu af er mand og kone bundet til hinanden på grund af den skyld, de hver især føler over for hinanden. At det seksuelle også er slut, kan vi slutte af, at de ikke forsøgte sig med et nyt kuld børn.

Ibsen kan sagtens konkurrere med Strindberg i at fremstille ægteskabet som det rene helvede. Han kaldte Strindberg sin »dødsfjende« og havde et portræt af ham hængende på væggen i hjemmet.

Den tyske stjernesociolog Ulrich Beck skriver i sit hovedværk, ’Risikosamfundet’, at det, som Ibsen forestillede sig i sine familiedramaer, nu finder sted i almindelige menneskers køkkener og soveværelser – med et halvt til et helt århundredes forsinkelse: »Vi oplever så at sige, hvad der sker efter tæppefald i et stykke af Ibsen«.

Der er jo ingen grænser for Halvard Solness’ ondskab. Det er en stor svaghed ved stykket, at Ibsen ikke giver os den mindste chance for at føle sympati for arkitekten. Halvard Solness ødelægger systematisk alle de mennesker, han kommer i nærheden af. Det mere end antydes, at han måske slet ikke er en stor arkitekt, men har lukreret på andres talenter.

Jeg skal ikke gå videre i min fortolkning af ’Bygmester Solness’. Stykket er lige så meget en komedie, som det er en tragedie. Der er farceagtige scener, og replikskiftet er rapt og timet som i amerikanske film fra 1930’erne. Kan det være forklaringen på, at anmelderne så gerne vil tro, at stykket handler om den umulige kærlighed mellem Hilde og Halvard?

Hvis Hilde skal videre i sit liv, er hun nødt til at dræbe Halvard. Mennesker uden hjem kalder vi husvilde, selv om det er inde bag hjemmets fire vægge, den virkelige vildskab udspiller sig. Halvard er pædofil, bedrager sin kone, mobber sine ansatte og bygger helt bogstaveligt sin drøm om at skabe hjem til menneskene på en mordbrand.

Det er først i midten af 1800-tallet, at arkitekterne begynder at interessere sig for privatboligen. Hjemmet som fredhelligt sted hører biedermeiertiden til. John Ruskin skrev om hjemmets sande natur i 1865: »Dette er hjemmets sande natur, det er et fredens sted; et tilflugtssted, ikke blot fra alle sår, men fra al frygt, tvivl og splittelse.«

»Er det ikke det, er det ikke noget hjem; for så vidt som ængstelserne fra livet udenfor trænger ind i det, og enten manden eller hustruen tillader det inkonsekvent indstillede, ukendte, uelskede eller fjendtligsindede samfund i verden udenfor at træde ind over dørtærsklen, ophører det med at være et hjem; så er det kun en lille del af verden udenfor, som man har bygget tag over og tændt op i«.

Ikea’s katalog for 2008 kunne med videnskaben i ryggen slå fast, at »Dit hjem er det vigtigste sted i verden«. Ordet ’hjem’ kendes i øvrigt kun i Nordeuropa. Ifølge Ikea vil hver tredje dansker gerne tilbringe mere tid i hjemmet. Baggrunden er selvfølgelig den turbulente, globale verden, som vi søger tilflugt fra, fordi den stresser os. Hjemmet som hule, livmoder, borg og beskyttelsesrum bliver mere og mere attråværdigt som det sted, hvor man kan melde sig ud.

Selv om nesting rummer et behov for omsorg og beskyttelse, som alle boliger bør tilgodese, vil overdreven nesting som oftest være at betragte som en reaktionsdannelse på den generelle nomadisering og mobilisering af mennesket i den globale landsby. Det er denne mobilisering af arkitekturen mod den moderne flygtighed og hjemløshed, som Ibsens gør op med.

Martin Heidegger holdt sit førnævnte foredrag for en række arkitekter på en konference i Darmstadt. En af kritikerne, Dolf Sternberger, mente, at Heidegger ville indrette et Paradis på Jord og dermed havde glemt, at vi for altid er forjaget fra Paradis. Jorden er ikke beboelig, men den er heller ikke ubeboelig, fortsatte han og spurgte: »Skal vi overvinde hjemløsheden? Hører den ikke til menneskets væsen?«.

Heidegger havde forklaret, hvad det vil sige at bo, ved at gå etymologisk til værks, dvs. han gik til selve ordets rødder på forskellige sprog og kunne så konstatere, at det at bo har at gøre med selve dette at være i verden og at finde fred og finde hjem. En kritiker bemærkede, at fred på tysk også indgår i ordet Friedhof, gravsted, kirkegård. Der skulle altså ligge en dødslængsel skjult i Heideggers opfattelse af boligen som hjem.

Her kunne jeg så passende slutte med at citere Nietzsche, som i ’Den muntre videnskab’ skriver, at det er »min lykke ikke at være husejer«. Eller filosoffen Th. W. Adorno fra den berømte Frankfurterskole. Han ønskede, at boligen skulle være et »asyl for hjemløse«.

Adorno skrev også, at »Den der flygter til en ægte, men færdigindrettet stilbolig lader sig balsamere i levende live. Men hvis man flytter på hotel, kapitulerer man. Det hører med til moralen ikke at føle sig hjemme i sit hjem«. Dette citat kan også gælde for Ibsens budskab, den Ibsen, som selv levede i eksil i Italien og Tyskland det meste at sit voksne liv.