Alle politikere bakker efterhånden op om velfærdsstaten. Sygehuse. Hjemmehjælp. Børnepasning. Motorveje og cykelstier. Samfundets infrastruktur skal være i orden, så borgerne kan få tilfredsstillet deres behov for materiel velfærd.

Der er ligeledes bred enighed om, at den materielle velfærd skal blive bedre år for år. På sigt skal behandlingen på sygehusene blive bedre.

På sigt skal de ældre ikke længere klage over hjemmehjælpen. Og på sigt skal forældrene ikke bekymre sig om tilfældige lukkedage og dårlige hygiejneforhold i landets daginstitutioner.

Men hvad med den mentale velfærd i en befolkning, der i den ene mere aparte undersøgelse efter den anden påstås at være verdens lykkeligste? Hvad er visionerne og fremtidsperspektiverne for den? Er der nogen plan for, hvordan velfærdsstaten anno 2010 kan hjælpe med at sikre borgernes mentale udvikling og gøre Danmark til en rigere nation rent kulturelt?

Eller er det kun den materielle side af begrebet velfærd, staten skal sikre, mens den mentale og kulturelle velfærd er og forbliver mere eller mindre privatiseret?

Sagt med andre ord: Nåede man nogensinde at udvikle en kulturpolitik, der gav velfærdsstaten et kulturelt fundament, inden man begyndte at betragte kulturpolitik som et sort hul, man hælder penge ned i uden at få noget igen?

Lad os spole tilbage. 1977. Socialdemokraten Niels Matthiasen sidder i Kulturministeriets chefstol. Han arbejder på en ny udformning af visionerne for dansk kulturpolitik. I sin redegørelse til Folketinget skriver han:

»Hvad der betyder mest er, at en aktiv kulturpolitik kan gøre os alle bedre rustede til at møde udfordringerne (…) ved at give stadig flere mennesker mulighed for en personlig udvikling, der kan sætte dem i stand til aktivt at tage del i udformningen af samfundet og deres tilværelse (…) Kulturpolitikkens overordnede mål – som den har tilfælles med politikken på mange andre områder – er at medvirke til et bedre samfundsmiljø og til at fremme livskvaliteten for det enkelte menneske«.

Fokus på fremtiden
Og så tilbage til nutiden. 2009. Ikke siden krigens tid er der blevet snakket så meget om danske værdier, det danske samfunds historie, det danske fællesskab, den danske nation, dansk identitet. Alligevel er der ikke det store politiske fokus på at udvikle og fremtidssikre Danmark i kulturel henseende. Kulturpolitikken forekommer skizofren. Set udefra flakker den hvileløst rundt mellem Kulturministeriet, Finansministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet og Integrationsministeriet.

Det handler om kultur som dynamo for økonomisk vækst og om dansk kultur som værn mod islamisk kultur. Begge indsatsområder forekommer mere end halvhjertede. Der synes ikke at være nogen egentlig plan for, hvordan kulturen kan løfte Danmark ind i oplevelsesøkonomiens tidsalder. Og værnet omkring dansk kultur rækker ikke meget længere end til investeringer i vedligeholdelse af bevaringsværdige bygninger og nationale monumenter. Udmærkede initiativer.

Men hvor er fokus på fremtiden? Hvor er visionen for en fremtidig kulturpolitik, der – med Niels Matthiasens ord – medvirker til et bedre samfundsmiljø og til at fremme livskvaliteten for det enkelte menneske?

Eksperter verden over anbefaler øgede offentlige investeringer i den offentlige velfærd for i disse krisetider at holde gang i de økonomiske hjul. Det samme bør gøre sig gældende i forhold til kulturpolitikken. Krisetid er kulturtid. Krisen er det tidspunkt, hvor den selvkritiske ransagning af, hvad der gik galt, kan føre til, at man lægger de første byggeklodser til noget nyt og endnu bedre. Der skal investeres i kulturen nu, ligesom der investeres i veje, jernbaner og andre offentlige byggeprojekter.

Men kulturpengene skal ikke bruges på byggesten og prestigeprojekter. Dem har vi nok af. Nu skal der i stedet tænkes i indhold. Som den verserende sag med ARoS viser, kan de færreste kulturinstitutioner klare sig uden en substantiel statslig støtte til drift og indhold. ARoS risikerer ifølge museet selv at miste sin internationale profil og forfalde til et regulært provinsmuseum, blandt andet fordi den statslige støtte aldrig har nået niveauet for støtten til f.eks. Louisiana og Arken. Og Ny Carlsbergfondet, som yder massiv støtte til ARoS’ kunstindkøb, tilkendegiver, at de kan blive nødt til at begrænse støtten, hvis museet ikke kan sikre Carlsberg den fornødne internationale profilering.

Sagen er symptomatisk. De private fonde, der har støttet kulturen med milliardbeløb de seneste år, er nu på grund af krisen presset helt i bund. Det betyder endnu færre penge til kulturlivet. Og det er i virkeligheden politikernes egen skyld, fordi de ønsker, at private penge skal bære en stadig større del af investeringerne i kultur.

Men dermed har de forregnet sig. For i et velfærdssamfund som det danske opfatter erhvervslivet det ikke som sin pligt at drive kulturinstitutioner. Drift er en statslig opgave, mens erhvervslivet vil profilere sig via fyrtårnsprojekter.

Men hvad bør man så egentlig gøre for at få udbygget velfærdsstatens kulturelle ben? Man kunne jo starte med at kigge lidt nærmere på nogle af kulturpolitikkens traditionelle kerneområder. 2010 er et år, hvor der skal indgås mange tunge forlig på Kulturministeriets område: Der skal indgås et nyt medieforlig, et nyt filmforlig, og teaterkommissionen barsler med sine anbefalinger til en ny struktur for dansk teater.

'On demand'-kulturforbrug
Lad os starte med det sidste. Efter mange års tovtrækkeri står Danmark nu endelig over for at få en ny teaterlov. Vi ved endnu ikke, hvad teaterkommissionen nedkommer med, men jeg håber, at der er et stærkt fokus på at bringe teatret ind i den nye digitale tidsalder. De nye interaktive digitale medieplatforme rummer såvel potentialet for en helt ny og langt mere ’demokratisk’ formidling af teatret som for udviklingen af helt nye teateroplevelser.

Undersøgelser af danskernes kulturvaner viser gang på gang, at godt en tredjedel af danskerne stort set aldrig benytter sig af de offentlige kulturtilbud, og at kulturtilbuddene er langt rigere i hovedstaden og de andre store byer end i de tyndt befolkede landområder. Med internettet og en lang række andre digitale medieplatforme er det nu muligt at levere f.eks. Det Kongelige Teaters forestillinger hjem i stuen til folk i Vestjylland – og det vel at mærke på det tidspunkt, folk måtte ønske det.

Det vil naturligvis ikke være den samme oplevelse som at sidde i de historiske bygninger på Kongens Nytorv, i det nye skuespilhus eller i Operaen. Men det vil være en anderledes teateroplevelse, der udnytter den nye teknologi til at løse kulturpolitikkens evige dilemma: nemlig at få bragt de gode kulturoplevelser ud til folk på folks præmisser. ’On demand’-kulturforbrug bliver en vigtig faktor i fremtidens kulturpolitik. Hvis jeg af den ene eller anden grund ikke kan nå teaterforestillingen kl. 20, skal det ikke være en hindring for, at jeg kan se forestillingen. Jeg skal med andre ord kunne fange den på min laptop eller mobiltelefon, når det passer mig.

De nye digitale medieplatforme opstiller ikke blot helt nye betingelser for formidling. De slører også skillelinjen mellem formidling og produktion af indhold. Digital formidling er ikke blot formidling af en levende, fysisk oplevelse. Det er også udviklingen af en ny teateroplevelse, fordi det nu vil være muligt for modtageren at spole i forestillingen, gense scener og ikke mindst sammensætte sit eget teaterstykke.

Næste skridt er naturligvis, at brugeren kan caste sig selv via web-kamera og på den måde forsøge at bringe sig i position til en rolle i instruktørens næste forestilling.

En ny teaterlov bør altså ikke mindst tænke i formidling og brugergenereret indhold. Hvordan etablerer man rammebetingelserne for en frugtbar synergieffekt mellem det danske teaterpublikum og det professionelle teatermiljø? Vi skal ikke bruge den digitale teknologi til at køre de fysiske kulturinstitutioner ud på et sidespor. Det digitale er altid et supplement, aldrig en erstatning for det fysiske liv.

Derfor bør det stadig være et kerneelement i dansk kulturpolitik, at hvert lokalområde har sine kulturinstitutioner. Visionen om ’kultur til hele landet’ fejler ikke noget. Men det ville være en god idé at bruge de digitale platforme langt mere aktivt til at nå dette mål. Derfor bør man også opstille et succeskriterium for det digitale kulturforbrug, ligesom man gør for det fysiske.

TV2 på tryk
2010 er ligeledes året for indgåelsen af et nyt medieforlig. Det store spørgsmål er her, hvilke kriterier der skal opstilles for den statslige mediestøtte. For mig at se er det helt afgørende, at man udvikler en støttemodel til understøttelse af medier, der genererer indhold af vital demokratisk betydning.

Skillelinjen går ikke mellem trykte, elektroniske og digitale medier. Den går mellem medier, der i overensstemmelse med kommercielle produktionsvilkår publicerer de historier, der sælger, og medier, der i den klassiske publicistiske tradition hver dag graver efter historier af stor samfundsmæssig betydning. Gratisaviserne minder jo i virkeligheden mere om TV 2 på tryk end om de store morgenaviser.

Derfor er det ikke indlysende, at det er printmedier og DR, der skal løbe med langt størstedelen af den statslige mediestøtte. Det afgørende kriterium er oplysning, og den kan som bekendt finde sted på såvel digitale platforme som ved gammeldags avislæsning og tv-sening.

2010 byder også på et nyt filmforlig. Det eksisterende filmforlig er vidt og bredt blevet kritiseret for at give DR og TV 2 alt for stor magt over støtten til produktion af nye danske film.

En magt, tv-stationerne i virkeligheden helst ser sig fritaget for, fordi deres interesser – høje seertal – ikke harmonerer med Filminstituttets kunstneriske kriterier for filmstøtte. Branchen frygter, at man er godt i gang med at sætte dansk films internationale succes over styr ved at fokusere på at producere tv-film til hjemmemarkedet. Det er netop Filminstituttets fokus på at støtte film, der på én gang er kunstnerisk fornyende og appellerer til et bredt udsnit af befolkningen, der har givet os nationale og internationale succeser som ’Flammen og Citronen’ og ’Frygtelig Lykkelig’.

Dansk film er vel i virkeligheden de sidste 20 års største kulturpolitiske succes, og den bør ikke smides væk, fordi man ønsker at spare et par millioner hist og her.

Derfor må ønsket være, at et nyt filmforlig giver de bedste rammebetingelser for talent- og manuskriptudvikling, den kunstneriske nytænkning og den gode historie, der appellerer bredt.

Det var nogle af de væsentligste aftaler, der skal indgås på Kulturministeriets område i 2010. Derudover mener jeg, at en markant øget indsats inden for oplevelsesøkonomien og det, man kunne kalde det frivillige foreningsliv, vil styrke den kulturelle velfærd betragteligt.

Oplevelsesøkonomien har en ganske vital betydning for vores økonomi. En netop offentliggjort rapport afslører, at værditilvæksten er størst i de kulturelle erhverv. I 2006 arbejdede 294.000 danskere i erhverv som film, musik, softwareproduktion, mode, legetøj, arkitektur m.m., og den samlede omsætning var på 463 mia. kr. Syv år tidligere arbejdede 222.000 danskere inden for disse erhverv, og omsætningen var dengang 229 mia. Der er med andre ord tale om en fordobling af omsætningen i løbet af syv år (Børsen, 31. august 2009).

Dansk kulturliv er i krise
Investeringer i de kulturelle erhverv og i et øget samarbejde mellem kulturliv, forskning, vidensinstitutioner og erhvervsliv bør med andre ord af indlysende økonomiske årsager være øverst på den erhvervspolitiske dagsorden. Men den bør også være øverst på den kulturpolitiske, for det gode ved oplevelsesøkonomien er netop, at den indeholder en kulturel såvel som en økonomisk dimension.

Den formidler et bredt spektrum af nye oplevelser til den brede danske befolkning, og den rummer et stort potentiale for at forbedre vores økonomi. Derfor mener jeg, at det nu er på tide med en samlet strategi for indfrielse af Danmarks oplevelsesøkonomiske potentiale, og den kunne f.eks. indeholde en vision for, hvordan vi får sparket gang i den nye oplevelsesøkonomi – samarbejdet mellem ikke blot kultur og erhverv, men mellem kultur, erhverv og vidensinstitutioner.

Sidst, men ikke mindst, er det altafgørende, at en ny kulturpolitik indeholder en vision for det frivillige arbejde inden for kultur, idræt og oplysning. Det frivillige foreningsliv har historisk spillet en helt unik rolle i opbygningen af det danske demokrati. Det kan naturligvis ikke eksistere i sin ærværdige historiske skikkelse til evig tid. Men der er grund til bekymring, hvis vi ikke har noget at sætte i stedet.

Det frivillige foreningsliv er vel nok en af vores samfunds største kulturbærende kræfter. Det er i den lokale amatørteaterforening, mange første gang stifter bekendtskab med scenekunsten, og det er til et af de utallige foredrag og debatarrangementer arrangeret af frivillige, at mange første gang stifter bekendtskab med demokrati for fuld udblæsning. Det frivillige foreningsliv er karakteriseret ved folkeoplysende og sundhedsfremmende aktiviteter arrangeret af borgerne selv. Det er ethvert demokratis drøm, fordi det som bekendt er noget lettere at engagere borgerne, hvis de selv ønsker det.

Derfor skal vi have opfundet en version 2.0 af foreningslivet. I den digitale tidsalder, hvor undersøgelser viser, at vi efterhånden bruger mere tid på elektroniske og digitale platforme end på fysisk socialt samvær, må folkeoplysningen flytte med over i cyberspace. Hvordan bruges internettet og alle de andre interaktive platforme aktivt til at styrke oplysning og demokrati? Det er i sandhed en af en ny kulturpolitiks største udfordringer.

Dansk kulturliv er i krise. Vi er ikke i gang med at opbygge velfærdsstatens kulturelle ben. Vi er ved at afvikle det. Når det drejer sig om offentlige velfærdsopgaver som sygehuse og hjemmepleje, diskuterer man fordele og ulemper ved privatisering.

På kulturområdet sker privatiseringen helt af sig selv. Og det er i disse år tydeligere end nogensinde, hvor farlig den kurs er. Når krisen kradser, investerer private ikke i kultur. Derfor er det nu, visionære politikere skal på banen, hvis ikke velfærdssamfundet skal forfalde til et velstandssamfund.