Polarisering er farlig for os alle sammen
Slagsmålet om indvandrerpolitikken har modarbejdet integration og sammenhængskraft.
| AF Erik Bonnerup og Niels Kærgård |
fakta
En velfærdsstat som den danske har brug for en stram indvandrerpolitik. Hvis
alle, der bor i landet, har ret til gratis lægehjælp, gratis uddannelse,
bliver dækket af et socialt sikkerhedsnet osv., så er det attraktivt for
mange hundrede millioner af verdens fattige at søge ophold i et sådant land.
Men det er selvfølgelig helt uoverkommeligt for et lille land som Danmark at
hjælpe alle verdens fattige.
Vil man bevare en velfærdsstat, der omfatter alle, der opholder sig i landet,
er man altså nødt til at lægge stramme restriktioner på mulighederne for at
komme ind i landet. Alternativt kan man opgive de generelle sociale
sikkerhedsnet og indskrænke velfærdsstaten til kun at gælde en del af dem,
der bor i landet, f.eks. danske statsborgere, personer der har betalt skat i
en årrække eller lignende. Vi er da også gået langt i begge disse retninger
i Danmark.
I 1973 fik vi et indvandrerstop, der kun gav adgang til landet for udlændinge
med en særlig begrundelse for at komme hertil. Det kunne være
arbejdstilladelse, flygtningestatus eller familiesammenføring; stoppet
gjaldt ikke for indbyggere i andre nordiske lande, og senere kom også
specielt lempelige regler for EU-borgere.
Samtidig har man direkte og indirekte lavet en differentiering mellem det sociale sikkerhedsnet for danskere og indvandrere.
Dette ’stop’ stoppede imidlertid ikke indvandringen; tværtimod kom der flere og flere via flygtningereglerne og familiesammenføringerne, og specielt giftede mange indvandrere sig med ægtefæller fra deres hjemland, som de så blev familiesammenført med i Danmark. Derfor er indvandrereglerne gradvist blevet yderligere strammet.
Det er blevet sværere at opnå flygtningestatus (man har f.eks. afskaffet de
facto flygtningebegrebet), og i 2002 indførtes 24-års reglen, hvorefter
ægtefællerne skal være over 24 år for at blive familiesammenført, og
tilknytningskravet, hvorefter kun ægtepar (hvis de er under 28 år), der
samlet har størst tilknytning til Danmark, kan familiesammenføres her i
landet.
Samtidig har man direkte og indirekte lavet en differentiering mellem det
sociale sikkerhedsnet for danskere og indvandrere – direkte ved indførslen
af lavere ydelse, ’starthjælp’, de første syv år man er i Danmark, og
indirekte ved en række restriktioner som kontanthjælpsloftet og 300-timers
(nu 450-timers) reglen, der i praksis først og fremmest rammer ikke-vestlige
indvandrere på grund af deres familiemønster og uddannelsesniveau. Man får
også først fuld folkepension efter 40 års fast bopæl i Danmark.
Der er gode argumenter for alle disse indgreb; de er måske nødvendige for at
bevare et traditionelt højt sikkerhedsnet for den danske
majoritetsbefolkning (og vi har bl.a. i Integrationsministeriets Tænketank
været med til at forsvare det hele). Men det er klart, at der er betydelige
praktiske og etiske problemer med alle disse indgreb. De er i bedste fald
nødvendige onder.
Farlige dilemmaer
Det er et onde, at en 21-årig dansker, der bliver gensidigt forelsket i en
japansk medstuderende, ikke kan blive gift med vedkommende og bosætte sig i
Danmark. Det er problematisk, at en udlandsdansker, der kommer hjem efter en
årrække i udlandet, de første syv år skal leve med lavere sociale ydelser.
Det er derfor hele tiden værd nøgternt og fordomsfrit at overveje, om
fordelene er større end ulemperne. Starthjælpen synes at få flere
indvandrere i arbejde, men er det nok til at opveje den ulempe, at der også
bliver flere fattige, og at de økonomiske og sociale uligheder bliver
større?
Tilknytningskravet og 24-års reglen har utvivlsomt begrænset antallet af
ægteskaber med ægtefæller fra hjemlandene. Det er blevet langt mere
almindeligt, at f.eks. pakistanske og tyrkiske efterkommere gifter sig med
andre efterkommere i stedet for med ægtefæller fra hjemlandet. Og det er
utvivlsomt et gode for integrationen. Før så man ofte traditioner for f.eks.
manglende kønslig ligestilling videreført via meget traditionalistiske
ægtefæller fra hjemlandene. Men det er også klart, at det er et kraftigt
indgreb i en danskers liv, når vedkommende ikke altid kan gifte sig med en
udlænding og slå sig ned i Danmark.
Der er således tale om en lang række dilemmaer, hvor skråsikkerhed er det
allerfarligste. Hvis man taler om de ’ikke stuerene’, om ’halalhippier’
eller betragter kampagner for en stram udlændingepolitik som en kamp for
danskheden parallelt med modstandskampen, så er man på vej væk fra
realiteternes verden og ind i demagogiens og populismens.
Der er endnu ikke nogen kvindelig muslimsk jurist, der bare nærmer sig en dommerkarriere.
Store dele af den politiske debat i Danmark er imidlertid slået ind på denne
vej. F.eks. har mange, bl.a. integrationsministeren, været meget hurtige til
at sammenkæde nogle velmenende, men måske naive humanister som
Bedsteforældre for asyl og Kirkeasyl med de autonome; på den måde er man
ikke med til at løse problemerne, men med til at forstærke dem.
Denne tone har resulteret i en række symbolladede politiske beslutninger, der
ikke har været med til at beskytte den danske velfærdsstat, men tværtimod
været med til at modarbejde integrationen og sammenhængskraften. Vi tænker
f.eks. på debatten om de irakiske tolke, hjemsendelsen af de irakiske
børnefamilier, dommeres mulige tørklæde- og burkaforbud. I ingen af disse
tilfælde har der været tale om så store grupper eller så akutte problemer,
at det har nogen selvstændig samfundsmæssig betydning.
Dispensationsløs immigrationspolitik
Med hensyn til irakerne, både tolkene og børnefamilierne, var der specifikke
argumenter for at give opholdstilladelse, uden at der var nogen
præcedensskabende virkninger, eller i hvert fald kunne en fleksibel konkret
afgørelse sikre, at de præcedensskabende virkninger i værste fald ville
blive yderst begrænsede.
Tolkene havde sat livet på spil for de danske interesser i Irak, antallet var
klart afgrænset og yderst begrænset. Ikke desto mindre startede man med at
være vrangvillig og var meget principielt ufleksibel vedrørende deres
traditionelle familiemønster (to koner), selv om heller ikke det ville skabe
nogen præcedens, og det var svært at se, hvem dette principrytteri og denne
meget rigide retshåndhævelse var til gavn for.
Også de tvangshjemsendelsestruede iranske flygtninge er en meget speciel
gruppe med bl.a. børn, der er født i Danmark, og som har været her i
adskillige år, og hvor bl.a. hensynet til børnene taler klart for en
humanitær opholdstilladelse.
Disse mennesker har i øvrigt været forhindret i at vise, at de gerne ville
arbejde og integreres i det danske samfund. Selve rydningen af Brorsons
Kirke forekommer mildt sagt også at være en unødig dramatisk demonstration
af, hvor dispensationsløst den stramme immigrationspolitik gennemføres.
Problemet var ikke, om loven skulle overholdes, men at situationen
overhovedet fik lov at komme så langt – og dermed kunne misbruges af begge
sider til en unuanceret for og imod-argumentation.
En intens debat og lovgivning om, hvorvidt kvindelige dommere må bære
tørklæder i retssale, er også langtfra nogen påtrængende aktuel
problemstilling. Der er endnu ikke nogen kvindelig muslimsk jurist, der bare
nærmer sig en dommerkarriere. Og her i landet er der ganske få kvinder, der
går med burka, så uafhængig af, hvor håbløs kvindeundertrykkende en sådan
påklædning er, så kan det næppe siges at være noget seriøst samfundsproblem.
I forhold til velfærdsstatens problemer er der i alle disse tilfælde tale om
ren symbolpolitik, og det er ikke nogen uskadelig symbolpolitik – selv når
man ser helt bort fra hensynet til de involverede konkrete
flygtningeskæbner. Den er nemlig skadelig for både integrationen og den
danske sammenhængskraft, og her er måske nogen af de største trusler mod den
danske velfærdsstat i øjeblikket.
Øget segmentering
Meget tyder på, at polariseringen af debatten har bevirket, at de
efterkommere, der burde være mest integrerede, har følt sig provokeret
til at markere deres rødder tydeligere, og det er et alvorligt problem for
integrationen. Det viste sig f.eks. i en stor undersøgelse af indvandrere og
efterkommeres holdninger og værdier, som Integrationsministeriets Tænketank
gennemførte i 2007. Her svarede de pakistanske og tyrkiske efterkommere, der
på mange måder viste sig velintegrerede eller i hvert fald havde holdninger
tættere ved de ’danske’ end deres forældre, for 42 henholdsvis 33 procents
vedkommende, at de er blevet mere religiøse (muslimske) i de senere år, mens
kun 11 henholdsvis 7 procent er blevet mindre religiøse.
Vi har også set, at brugen af tørklæder er blevet mere og mere almindelig
blandt muslimske piger i Danmark. Og hvor tørklædet før blev brugt af
traditionelle, ofte undertrykte kvinder, så bruges det i dag bl.a. også af
’rapkæftede studiner’, der vil demonstrere, at de ikke lader sig undertrykke
af majoritetskulturen. Vi er ved at gøre de danske muslimer, der har været
lige så meget ’firehjulsmuslimer’, som danskerne er ’firehjulskristne’ uden
megen interesse for religion, til – ind imellem demonstrativt – bekendende
religiøse.
Hvor man før var inde i en (ganske vist langsom) integrationsproces, så er der
fare for, at vi er på vej ind i en øget segregering. Et lille, men meget
symbolsk eksempel på segregeringen, er studenterhuerne. I gamle dage var der
ingen, der tænkte på den danske studenterhue som noget symbolsk kristent. Nu
skal de unge vælge mellem en studenterhue med kors (den traditionelle
’kristne’), en med muslimsk halvmåne eller en med jødisk davidsstjerne. At
valg af studenterhuen er blevet en religiøs bekendelseshandling, kan næppe
siges at styrke hverken sammenhængskraften eller integrationen.
Men hovedproblemet for sammenhængskraften i det danske samfund er måske, når
det kommer til stykket, at indvandrerpolitikken har splittet
majoritetsbefolkningen.
Tre procent muslimer er næppe nogen trussel for det danske samfund og
velfærdsstaten. Men det kan det være, hvis politikere og presse alene ser
det som deres opgave at markere klare, evt. populære standpunkter og ikke
viser nogen respekt for eller har lyst til at lytte på og forstå
modstanderne.
Farlig polarisering
Hvis nogen betragter kunstnerne og de intellektuelle som en kulturradikal,
unational klasse, der skal bekæmpes i radio, tv og dagspresse, og andre
betragter dele af det danske politiske system som så fremmedfjendsk og
inhumant, at de skammer sig over at være danske, så er det et hovedproblem
for den danske sammenhængskraft og for det danske politiske systems
funktionsduelighed.
Men man løser ikke konflikterne – tværtimod – ved at gøre konflikterne til en religionskrig.
Danmarks styrke har altid været et samfund med en høj grad af konsensus, med
en meget stor gensidig tillid borgerne imellem og med en i alle kredse meget
bred tiltro til samfundets institutioner. Det er helt afgørende, at denne
styrke ikke sættes over styr.
Det er selvfølgeligt helt uacceptabelt, at utilpassede unge tyranniserer hele
kvarterer, at brandfolk, busser og hjemmehjælpere trues og chikaneres, og at
homoseksuelle og præster forfølges. Men man løser ikke konflikterne –
tværtimod – ved at gøre konflikterne til en religionskrig. Hvis
indvandrerbanderne opfattes som repræsenterende muslimerne og rockerne som
de kristne, så får begge grupper let ved at rekruttere nye medlemmer, og det
hele kommer til at se håbløst ud. Situationen er for problematisk til, at
den kan bruges som kasteskyts i en indenrigspolitisk strid, som man f.eks.
har set mellem et venstrefløjsstyre i Københavns Kommune og en
højrefløjsregering.
Det er klart, at den farlige polarisering ikke er et isoleret dansk fænomen.
Mange af tendenserne er mere eller mindre fælles for hele den vestlige
verden, men de generelle tendenser kan forstærkes eller afbødes, og der er i
hvert fald ikke brug for at puste til ilden. Der påhviler de politikere, der
risikerer at sætte sammenholdet blandt indbyggerne i Danmark og mellem
forskellige befolkningsgrupper i samfundet over styr ved at bruge nogle
slagkraftige formuleringer, der kan gøre dem synlige og vinde nogle løse
stemmer, et stort ansvar.
Et gammelt ord siger, at mennesket har fået to ører og en mund, fordi det er
vigtigere at lytte end at tale. Det er det specielt i indvandrerdebatten
vigtigt at huske på. Her er ikke brug for slagkraftige og smarte
formuleringer, skråsikre meninger eller overilede handlinger, men for et
langsigtet solidt arbejde, for besindighed og for eftertænksomhed. Uden
forsigtighed og omtanke kan vi ødelægge den danske velfærdsstat, som det har
taget generationer at bygge op.
Se også
- Pas på den omverdensangste danskhed 23. nov 00.01
- Fogh: Tørklædedebatten har skadet 07. nov 21.04
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
Habit-mændene er tilbage med højt begavet pjat
ibyen anbefaler
-
23. maj. 2012 KL. 22.44 Biografen Men in Black 3
- 23. maj. 2012 KL. 07.53 Kunst Emily Wardill
- 22. maj. 2012 KL. 10.56 Scenen Cirkusrevyen 2012
restaurant & cafe
Seneste Leder
-
24. maj 00.01
-
23. maj 00.01
-
22. maj 00.01
-
21. maj 00.01
-
20. maj 00.01
-
19. maj 00.01
-
18. maj 00.01
-
17. maj 00.01
-
16. maj 00.01
-
15. maj 00.01
- › Se flere
Seneste læserbreve
-
23. maj 17.59
-
23. maj 16.40
-
23. maj 13.21
-
23. maj 12.07
-
22. maj 13.56
-
22. maj 08.24
-
21. maj 15.37
-
19. maj 23.22
-
19. maj 19.44
-
19. maj 10.47
- › Se flere
Seneste Skriv
-
19. maj 12.11
-
18. maj 12.47
-
18. maj 11.09
-
18. maj 10.39
-
15. maj 07.43
-
14. maj 12.41
-
11. maj 17.34
-
11. maj 11.17
-
10. maj 09.14
-
09. maj 09.27
- › Se flere
Seneste Dagens tegning
-
24. maj 00.01
-
23. maj 00.01
-
22. maj 00.01
-
21. maj 00.01
-
20. maj 00.01
-
19. maj 00.01
-
18. maj 00.01
-
17. maj 00.01
-
16. maj 00.01
-
15. maj 00.01
- › Se flere
Mest læst i dag
-
23. maj 10.38
-
24. maj 00.01
-
23. maj 12.04
-
23. maj 13.36
-
24. maj 00.01
-
23. maj 00.01
-
23. maj 14.48
-
19. maj 18.55
-
23. maj 11.02
-
22. maj 08.45
Mest læst i går
-
23. maj 10.38
-
23. maj 10.13
-
23. maj 00.01
-
22. maj 13.02
-
22. maj 08.45
-
23. maj 00.01
-
23. maj 13.36
-
23. maj 12.04
-
21. maj 10.34
-
23. maj 14.48
Coldframe i cedertræ
Dyrk i dit drivhus - også på altanen eller terassen ! Cedertræ er en fuldstændig vedligeholdelsesfri træsort, der får en smuk grå patina henover årene, og udover det så dufter cedertræ fantastisk og giver varme til omgivelserne.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 150 kr.
Alm. pris 180 kr
|
|
Pluspris 1395 kr.
Alm. pris 1680 kr
|
|
Pluspris 500 kr.
Alm. pris 600 kr
|
|
















God tone i debatten
Hjælp os med at sikre en sober debat. Hold dig til saglige argumenter, og brug klagefunktionen, hvis du støder på bandeord, krænkelser eller personangreb.
›Læs reglerne for kommentarer LUK OG SKRIV KOMMENTAR