En velfærdsstat som den danske har brug for en stram indvandrerpolitik. Hvis alle, der bor i landet, har ret til gratis lægehjælp, gratis uddannelse, bliver dækket af et socialt sikkerhedsnet osv., så er det attraktivt for mange hundrede millioner af verdens fattige at søge ophold i et sådant land. Men det er selvfølgelig helt uoverkommeligt for et lille land som Danmark at hjælpe alle verdens fattige.

Vil man bevare en velfærdsstat, der omfatter alle, der opholder sig i landet, er man altså nødt til at lægge stramme restriktioner på mulighederne for at komme ind i landet. Alternativt kan man opgive de generelle sociale sikkerhedsnet og indskrænke velfærdsstaten til kun at gælde en del af dem, der bor i landet, f.eks. danske statsborgere, personer der har betalt skat i en årrække eller lignende. Vi er da også gået langt i begge disse retninger i Danmark.

I 1973 fik vi et indvandrerstop, der kun gav adgang til landet for udlændinge med en særlig begrundelse for at komme hertil. Det kunne være arbejdstilladelse, flygtningestatus eller familiesammenføring; stoppet gjaldt ikke for indbyggere i andre nordiske lande, og senere kom også specielt lempelige regler for EU-borgere.

Dette ’stop’ stoppede imidlertid ikke indvandringen; tværtimod kom der flere og flere via flygtningereglerne og familiesammenføringerne, og specielt giftede mange indvandrere sig med ægtefæller fra deres hjemland, som de så blev familiesammenført med i Danmark. Derfor er indvandrereglerne gradvist blevet yderligere strammet.

Det er blevet sværere at opnå flygtningestatus (man har f.eks. afskaffet de facto flygtningebegrebet), og i 2002 indførtes 24-års reglen, hvorefter ægtefællerne skal være over 24 år for at blive familiesammenført, og tilknytningskravet, hvorefter kun ægtepar (hvis de er under 28 år), der samlet har størst tilknytning til Danmark, kan familiesammenføres her i landet.

Samtidig har man direkte og indirekte lavet en differentiering mellem det sociale sikkerhedsnet for danskere og indvandrere – direkte ved indførslen af lavere ydelse, ’starthjælp’, de første syv år man er i Danmark, og indirekte ved en række restriktioner som kontanthjælpsloftet og 300-timers (nu 450-timers) reglen, der i praksis først og fremmest rammer ikke-vestlige indvandrere på grund af deres familiemønster og uddannelsesniveau. Man får også først fuld folkepension efter 40 års fast bopæl i Danmark.

Der er gode argumenter for alle disse indgreb; de er måske nødvendige for at bevare et traditionelt højt sikkerhedsnet for den danske majoritetsbefolkning (og vi har bl.a. i Integrationsministeriets Tænketank været med til at forsvare det hele). Men det er klart, at der er betydelige praktiske og etiske problemer med alle disse indgreb. De er i bedste fald nødvendige onder.

Farlige dilemmaer
Det er et onde, at en 21-årig dansker, der bliver gensidigt forelsket i en japansk medstuderende, ikke kan blive gift med vedkommende og bosætte sig i Danmark. Det er problematisk, at en udlandsdansker, der kommer hjem efter en årrække i udlandet, de første syv år skal leve med lavere sociale ydelser. Det er derfor hele tiden værd nøgternt og fordomsfrit at overveje, om fordelene er større end ulemperne. Starthjælpen synes at få flere indvandrere i arbejde, men er det nok til at opveje den ulempe, at der også bliver flere fattige, og at de økonomiske og sociale uligheder bliver større?

Tilknytningskravet og 24-års reglen har utvivlsomt begrænset antallet af ægteskaber med ægtefæller fra hjemlandene. Det er blevet langt mere almindeligt, at f.eks. pakistanske og tyrkiske efterkommere gifter sig med andre efterkommere i stedet for med ægtefæller fra hjemlandet. Og det er utvivlsomt et gode for integrationen. Før så man ofte traditioner for f.eks. manglende kønslig ligestilling videreført via meget traditionalistiske ægtefæller fra hjemlandene. Men det er også klart, at det er et kraftigt indgreb i en danskers liv, når vedkommende ikke altid kan gifte sig med en udlænding og slå sig ned i Danmark.

Der er således tale om en lang række dilemmaer, hvor skråsikkerhed er det allerfarligste. Hvis man taler om de ’ikke stuerene’, om ’halalhippier’ eller betragter kampagner for en stram udlændingepolitik som en kamp for danskheden parallelt med modstandskampen, så er man på vej væk fra realiteternes verden og ind i demagogiens og populismens.

Store dele af den politiske debat i Danmark er imidlertid slået ind på denne vej. F.eks. har mange, bl.a. integrationsministeren, været meget hurtige til at sammenkæde nogle velmenende, men måske naive humanister som Bedsteforældre for asyl og Kirkeasyl med de autonome; på den måde er man ikke med til at løse problemerne, men med til at forstærke dem.

Denne tone har resulteret i en række symbolladede politiske beslutninger, der ikke har været med til at beskytte den danske velfærdsstat, men tværtimod været med til at modarbejde integrationen og sammenhængskraften. Vi tænker f.eks. på debatten om de irakiske tolke, hjemsendelsen af de irakiske børnefamilier, dommeres mulige tørklæde- og burkaforbud. I ingen af disse tilfælde har der været tale om så store grupper eller så akutte problemer, at det har nogen selvstændig samfundsmæssig betydning.

Dispensationsløs immigrationspolitik
Med hensyn til irakerne, både tolkene og børnefamilierne, var der specifikke argumenter for at give opholdstilladelse, uden at der var nogen præcedensskabende virkninger, eller i hvert fald kunne en fleksibel konkret afgørelse sikre, at de præcedensskabende virkninger i værste fald ville blive yderst begrænsede.

Tolkene havde sat livet på spil for de danske interesser i Irak, antallet var klart afgrænset og yderst begrænset. Ikke desto mindre startede man med at være vrangvillig og var meget principielt ufleksibel vedrørende deres traditionelle familiemønster (to koner), selv om heller ikke det ville skabe nogen præcedens, og det var svært at se, hvem dette principrytteri og denne meget rigide retshåndhævelse var til gavn for.

Også de tvangshjemsendelsestruede iranske flygtninge er en meget speciel gruppe med bl.a. børn, der er født i Danmark, og som har været her i adskillige år, og hvor bl.a. hensynet til børnene taler klart for en humanitær opholdstilladelse.

Disse mennesker har i øvrigt været forhindret i at vise, at de gerne ville arbejde og integreres i det danske samfund. Selve rydningen af Brorsons Kirke forekommer mildt sagt også at være en unødig dramatisk demonstration af, hvor dispensationsløst den stramme immigrationspolitik gennemføres. Problemet var ikke, om loven skulle overholdes, men at situationen overhovedet fik lov at komme så langt – og dermed kunne misbruges af begge sider til en unuanceret for og imod-argumentation.

En intens debat og lovgivning om, hvorvidt kvindelige dommere må bære tørklæder i retssale, er også langtfra nogen påtrængende aktuel problemstilling. Der er endnu ikke nogen kvindelig muslimsk jurist, der bare nærmer sig en dommerkarriere. Og her i landet er der ganske få kvinder, der går med burka, så uafhængig af, hvor håbløs kvindeundertrykkende en sådan påklædning er, så kan det næppe siges at være noget seriøst samfundsproblem.

I forhold til velfærdsstatens problemer er der i alle disse tilfælde tale om ren symbolpolitik, og det er ikke nogen uskadelig symbolpolitik – selv når man ser helt bort fra hensynet til de involverede konkrete flygtningeskæbner. Den er nemlig skadelig for både integrationen og den danske sammenhængskraft, og her er måske nogen af de største trusler mod den danske velfærdsstat i øjeblikket.

Øget segmentering
Meget tyder på, at polariseringen af debatten har bevirket, at de efterkommere, der burde være mest integrerede, har følt sig provokeret til at markere deres rødder tydeligere, og det er et alvorligt problem for integrationen. Det viste sig f.eks. i en stor undersøgelse af indvandrere og efterkommeres holdninger og værdier, som Integrationsministeriets Tænketank gennemførte i 2007. Her svarede de pakistanske og tyrkiske efterkommere, der på mange måder viste sig velintegrerede eller i hvert fald havde holdninger tættere ved de ’danske’ end deres forældre, for 42 henholdsvis 33 procents vedkommende, at de er blevet mere religiøse (muslimske) i de senere år, mens kun 11 henholdsvis 7 procent er blevet mindre religiøse.

Vi har også set, at brugen af tørklæder er blevet mere og mere almindelig blandt muslimske piger i Danmark. Og hvor tørklædet før blev brugt af traditionelle, ofte undertrykte kvinder, så bruges det i dag bl.a. også af ’rapkæftede studiner’, der vil demonstrere, at de ikke lader sig undertrykke af majoritetskulturen. Vi er ved at gøre de danske muslimer, der har været lige så meget ’firehjulsmuslimer’, som danskerne er ’firehjulskristne’ uden megen interesse for religion, til – ind imellem demonstrativt – bekendende religiøse.

Hvor man før var inde i en (ganske vist langsom) integrationsproces, så er der fare for, at vi er på vej ind i en øget segregering. Et lille, men meget symbolsk eksempel på segregeringen, er studenterhuerne. I gamle dage var der ingen, der tænkte på den danske studenterhue som noget symbolsk kristent. Nu skal de unge vælge mellem en studenterhue med kors (den traditionelle ’kristne’), en med muslimsk halvmåne eller en med jødisk davidsstjerne. At valg af studenterhuen er blevet en religiøs bekendelseshandling, kan næppe siges at styrke hverken sammenhængskraften eller integrationen.

Men hovedproblemet for sammenhængskraften i det danske samfund er måske, når det kommer til stykket, at indvandrerpolitikken har splittet majoritetsbefolkningen.

Tre procent muslimer er næppe nogen trussel for det danske samfund og velfærdsstaten. Men det kan det være, hvis politikere og presse alene ser det som deres opgave at markere klare, evt. populære standpunkter og ikke viser nogen respekt for eller har lyst til at lytte på og forstå modstanderne.

Farlig polarisering
Hvis nogen betragter kunstnerne og de intellektuelle som en kulturradikal, unational klasse, der skal bekæmpes i radio, tv og dagspresse, og andre betragter dele af det danske politiske system som så fremmedfjendsk og inhumant, at de skammer sig over at være danske, så er det et hovedproblem for den danske sammenhængskraft og for det danske politiske systems funktionsduelighed.

Danmarks styrke har altid været et samfund med en høj grad af konsensus, med en meget stor gensidig tillid borgerne imellem og med en i alle kredse meget bred tiltro til samfundets institutioner. Det er helt afgørende, at denne styrke ikke sættes over styr.

Det er selvfølgeligt helt uacceptabelt, at utilpassede unge tyranniserer hele kvarterer, at brandfolk, busser og hjemmehjælpere trues og chikaneres, og at homoseksuelle og præster forfølges. Men man løser ikke konflikterne – tværtimod – ved at gøre konflikterne til en religionskrig. Hvis indvandrerbanderne opfattes som repræsenterende muslimerne og rockerne som de kristne, så får begge grupper let ved at rekruttere nye medlemmer, og det hele kommer til at se håbløst ud. Situationen er for problematisk til, at den kan bruges som kasteskyts i en indenrigspolitisk strid, som man f.eks. har set mellem et venstrefløjsstyre i Københavns Kommune og en højrefløjsregering.

Det er klart, at den farlige polarisering ikke er et isoleret dansk fænomen. Mange af tendenserne er mere eller mindre fælles for hele den vestlige verden, men de generelle tendenser kan forstærkes eller afbødes, og der er i hvert fald ikke brug for at puste til ilden. Der påhviler de politikere, der risikerer at sætte sammenholdet blandt indbyggerne i Danmark og mellem forskellige befolkningsgrupper i samfundet over styr ved at bruge nogle slagkraftige formuleringer, der kan gøre dem synlige og vinde nogle løse stemmer, et stort ansvar.

Et gammelt ord siger, at mennesket har fået to ører og en mund, fordi det er vigtigere at lytte end at tale. Det er det specielt i indvandrerdebatten vigtigt at huske på. Her er ikke brug for slagkraftige og smarte formuleringer, skråsikre meninger eller overilede handlinger, men for et langsigtet solidt arbejde, for besindighed og for eftertænksomhed. Uden forsigtighed og omtanke kan vi ødelægge den danske velfærdsstat, som det har taget generationer at bygge op.