En af disse dage for 50 år siden lettede en af forsvarets DC-3 transportmaskiner fra Værløse flyveplads med kurs mod Pisa i Italien. Om bord sad undertegnede, en 22-årig grønskolling, på vej mod Gaza til FN’s fredstyrke, UNEF.

Året før var jeg som journalistspire blevet indkaldt til telegraftropperne i Høvelte nord for København. Som student blev man den gang ’taget’ til sergentuddannelse, hvor tjenestetiden så var to år. I sommeren 59 var jeg blevet sergent med speciale i signalkontortjeneste ved de højere stabe. Blandt andet, husker jeg, blev jeg clearet til at modtage de mest hemmelige Nato-telegrammer.

Men udsigten til de næste 15 måneder at skulle fjolle rundt på en kaserne og uddanne rekrutter var ikke lige sagen for en ung mand, der ville ændre verden. Så jeg søgte alle de udstationeringer, som forsvaret kunne tilbyde. Blandt dem én som Assistant Information Officer i Gaza. En skønne morgen i begyndelsen af november fik jeg at vide, at jeg fra 1. december skulle tiltræde i Gaza, og her var et buskort til København og en rekvisition til en hel masse udstyr og uniformer. Så jeg tog en gul bus ind til Lyngbyvejens station, hvor Hærens Munderingsdepot dengang lå. Jeg drog ind som sergent og kom tilbage i ny uniform som midlertidig løjtnant af reserven. Pludselig havde jeg adgang til officersmessen, pludselig blev jeg (delvist) behandlet som et menneske og ikke som et stk. kanonføde.

Forunderligt.

Men ingen kunne fortælle mig, hvad jobbet gik ud på. Det ville jeg få at vide, når jeg kom frem, lød meldingen. Da jeg stilfærdigt spurgte, hvordan jeg var fundet egnet til et job, som man ikke vidste, hvad var for noget, så fik jeg fortalt i klar tekst, at jeg bare skulle smække hælene sammen og sige javel.

Jeg skulle ikke tage civilt tøj med. Det ville jeg ikke få brug for, lød det. Sludder. Jeg måtte siden bruge måneder på at få sendt mit eget tøj ned og købe lidt ind. Jeg havde en hel sæk med uniformer nok til en mindre vinterkrig, som stod ubrugt i bunden af mit skab i de 20 måneder, jeg var dernede. Da forsvaret 44 år senere sendte soldater af sted til Irak med sneskovle, blev jeg ikke det fjerneste overrasket.

Efter at være blevet vaccineret mod alt, hvad den onde Orient truede med, kom så den årle morgen, hvor jeg stod ude på Værløse flyvestation og blev ført op i den gamle DC-3’er sammen med tre-fire andre og en stor bunke fragt og postsække. Maskinens første stop var Frankfurt. Flyet måtte ikke gå over Alperne, så turen gik vestenom i strid modvind, så vi også måtte mellemlande i Nice for at få brændstof på til at nå dagens mål Pisa. Vi få passagerer blev indlogeret på et lille hotel næsten over for det skæve tårn, som man dengang kunne komme op i.

Buldrende tømmermænd
Næste morgen steg vi med buldrende tømmermænd (grappa skal omgås med varsomhed) om bord i et canadisk North Star militærfly, der bragte os til Athen. Her havde piloten en kæreste, så den dag kom vi ikke videre.

Men så næste morgen lettede vi og fløj ud over Middelhavet. Langsomt dukkede Sinais kystlinje op, og snart lagde vi an til landing i lufthavnen i El Arish. Palmer, uendelige sanddyner, beduintelte, kameler, æsler, hele den mellemøstlige kulisse fra eventyrene hvirvlede lige forbi maskinens lille koøje, da vi satte hjulene i asfalten. Tre dage om en tur, der i dag tager ca. fire timer.

Jeg blev modtaget af ham, jeg skulle afløse, Anker Svendsen Tune (senere mangeårig redaktør af Hjemmet), der berettede, at jeg ikke skulle arbejde i den dansk-norske bataljon, DANOR, som jeg havde fået at vide, men i fredstyrkens hovedkvarter inde i Gaza by og være redaktør af styrkens lille engelsksprogede ugeblad The Sand Dune – ud over andet informations- og pressearbejde.

Turen fra El Arish op til Gaza førte fra en næsten tom ørken med vajende daddelpalmer ind i en krigszone med smadrede huse, pigtråd, vejspærringer og sandsække, efterladenskaber fra krigen i 1956-57. Og et mylder af mennesker. Fattige mennesker. Og børn. Masser af børn, de fleste barfodede eller i udtrådte sutsko. Nysgerrige, søde, påtrængende. Fattigdommen og stanken var det første indtryk. Denne særlige hørm af lort, brænderøg og krydderier, som man har i næsen resten af livet.

Jeg blev indkvarteret i en beskeden lille bungalow sammen med to andre officerer, feltseng, pedallokum og stinkende petroleumsovne og så af sted og møde mine nye kolleger og chef. Han hed Gary Stradling, uddannet tv-journalist, udsendt fra FN’s hovedkvarter i New York. Han tog det helt roligt, da jeg åbent tilstod, at mine engelskkundskaber ikke rigtig var til at være bladredaktør.

»Jeg lærer dig engelsk på tre uger«, sagde han. Og det gjorde han. Fra morgen til aften hersede han med mig, alt hvad jeg sagde og skrev blev rettet og rettet.

Hvordan så Gaza ud dengang? Der boede omkring 650.000 (i dag tre gange så mange). En bykerne af gamle etageejendomme i Middelhavsstil, larmende markedspladser, folk, der bar alt fra havestole til vanddunke på hovedet. Æsler og vakkelvorne hestevogne, prustende lastbiler af ældre sovjetisk årgang. Over for vores bungalow lå et beduinertelt på en byggegrund, hvor en storfamilie med to bedstemødre, en bedstefar, mor, far, seks børn og en uspecificeret invalid boede. Deres geder og kameler græssede lidt længere væk.

Informationschef på 23
Efter knap et halvt år, hvor jeg var kommet på højde med jobbet, blev Stradling pludselig alvorligt syg og indlagt på Tel Hashomer hospitalet i Tel Aviv. Jeg var så pludselig midlertidig informationschef for hele UNEF, en fredsstyrke på 5000 mand placeret langs våbenhvilelinjen mellem Gaza og Israel og langs grænsen ned gennem Sinai-ørkenen mellem Israel og Egypten. Foruden en post ved Sharm el Sheikh og en forsyningsenhed i Port Said.

Det var noget af en opgave. Jeg var lige fyldt 23. Men en hel masse rare mennesker gav gode råd og i fællesskab holdt vi skansen. Jeg fik ros for nogle historier og indslag af ingen ringere end Ralph Bunche, FN’s højt respekterede vicegeneralsekretær, der kom på besøg. Intet professionelt har siden overgået det øjeblik.

Først og sidst sad jeg på en utrolig udkigspost, mødte mange spændende mennesker. Alle skulle besøge verdens første egentlige fredsstyrke. I flæng husker jeg Jens Otto Krag og Helle Virkner, Ingemar Johansson, Dag Hammarskjöld, alverdens forsvarsministre og generaler foruden optrædende kunstnere, der skulle underholde soldaterne. Alle skulle interviewes og fotograferes. Jeg deltog i stabsmøderne med styrkens chefer, jeg kørte og fløj rundt, skrev, filmede og båndede alt, hvad fredsstyrken foretog sig, besøgte FN’s informationskontorer i Kairo, Beirut, Damaskus, Amman og Jerusalem.

Lige inden Stradling blev syg, var det halve Mellemøsten oppe i det røde felt. Indiens premierminister Jawaharlal Nehru kom på officielt besøg hos Egyptens præsident Nasser, og han skulle så også besøge UNEF’s indiske troppekontingent, der bevogtede et grænseafsnit i den sydlige ende af Gazastriben.

Af sted i den hvidmalede Land Rover med sejldugstag, jeg havde fået udleveret, ned gennem Sinai-ørkenen, over Suezkanalen, ind til Kairo, værelse på Hotel Hilton og i fineste puds til reception i en eller anden park og gøre honnør for Nasser og Nehru og næste dag eskortere ham og hans enorme følge tilbage til Gaza og til stor parade med de indiske soldater, interviewe Nehru, filme og fotografere. Knald på. Besøget var på forsiderne over det meste af jorden, for Nasser, Nehru og Jugoslaviens Tito var på den tid lederne af de alliancefri lande.

Nogle dage efter min chef var blevet indlagt i Tel Aviv, blev jeg sendt op til ham, dels med nogle private ting og dels med en stabel sager fra kontoret, som jeg skulle have afklaret.

Det var mit første besøg i Israel. Igen af sted i den gamle Land Rover med nummer UNEF38 op til ADL, Armistice Demarcation Line. Det måtte endelig ikke kaldes en grænse, for det er en folkeretlig størrelse, som er internationalt anerkendt, det er en demarkationslinje ikke nødvendigvis. Og så ind i det forjættede land og op til hospitalet, der var forfriskende moderne oven på Gazas forfald. Bagefter skulle jeg så lige ind til Tel Avivs centrum og studere lidt folkeliv, når jeg nu endelig var der. UNEF måtte ikke operere på den israelske side af grænsen, så derfor var det besluttet, at vi heller ikke måtte tage til Israel i vores fritid, men kun i særlige ’humanitære’ tilfælde. Og det var et sygebesøg altså.

Velkommen til Israel
Jeg satte mig ind på en fortovscafé for at drikke lidt køligt. Men ingen ville betjene mig og min blå FN-baret. Samme morgen – hvad jeg ikke vidste noget om – var Israel blevet kritiseret i en FN-udtalelse i anledning af et grænsesammenstød med syrerne oppe ved Golan-højderne nogle dage tidligere. Den gang som nu ser Israel meget mørkt på kritiske udtalelser fra FN.

Så ikke nok med, at ingen ville servere for mig, ude på fortovet blev jeg antastet af en lille ældre, meget vred israeler, der med strittende hår sagde en hel masse meget hurtigt og meget højt på hebraisk og endte med at spytte mig lige midt i ansigtet.

Velkommen til Israel.

Retfærdigvis må jeg sige, at jeg efterfølgende ofte var i Israel, hvor ingen antastede mig, men hændelsen fortæller lidt om spændingerne og temperamenterne på de kanter.

Midt i alt andet skulle vi også lave en film om de palæstinensiske flygtninge for UNWRA, FN’s hjælpeorganisation for flygtningene. Jeg tror, jeg besøgte alle flygtningelejrene i Libanon, Syrien, Jordan og så selvfølgelig Gaza. På det tidspunkt havde de været fordrevet i 12 år. De boede i usle lejre, i telte, hytter og blikskure med deres minder fra livet i det daværende Palæstina. Et gammelt skøde fra de osmanniske myndigheder fra før 1918 ét sted, en rusten gadedørsnøgle et andet, et uklart sort/hvidt billede af et bitte hus et tredje, små minder om en svunden tid, et andet liv.

Det, jeg først og fremmest lærte, var, at palæstinensere også er mennesker. På den tid forsøgte mediemøllen at putte dem ned i den store pose, som der bare stod arabere udenpå. Håbet i Israel og vel også i store dele af den vestlige verden var dengang, at de arabiske nabolande over tid ville opsuge flygtningene, så problemet løste sig selv. 50 år senere kan man vist fastslå, at det ikke kom til at passe.

Jeg snakkede selvfølgelig mest med de unge på min egen alder. Hvor forældregenerationen resignerede og var uden troværdige ledere, var de unge fulde af vrede og frustrationer over deres sløve forældre. Det var de årgange, der i de følgende år organiserede sig som væbnede oprørere i Fatah, PFLP, eller hvad de nu kaldte sig. Socialisme, ikke islam, var dengang samlingspunktet.

Fanden er løs i Gaza
Før 1967 blev Gaza administreret af de egyptiske myndigheder. De behandlede også palæstinenserne som 2. klasses borgere. Arabisk solidaritet? Glem det. Det var og er stamme- og klansamfund gennemsyret af korruption. Palæstinenserne er brugbare prygelknaber i regionens magtspil.

Da Israel sidste vinter rykkede ind i Gazastriben for at stoppe Hamas, må det have været mine jævnaldrendes børnebørn, de sloges med. Tre generationer har siddet og rådnet op i den lille stump land. Mit råd til mine jævnaldrende dengang var, at de skulle få en uddannelse og se at komme væk. Kan man give dem et bedre råd i dag?

I sommeren 1960 var der valgkamp i USA. En ung John F. Kennedy udfordrede Eisenhowers republikanske vicepræsident Richard Nixon. Vi sad med ørerne klistrede til hvæsende, hvislende og hvinende radioer og lyttede til taler og valgreportager, fyldt med ungdommens håb om en bedre fremtid. Kors, hvor vi jublede, da Kennedy vandt i november. Der bredte sig et håb om endelig at lægge den triste stemning fra Anden Verdenskrig bag sig og trods kold krig skabe fred og fordragelighed. Jeg var i hvert fald stolt, da jeg fik min lille FN-medalje som bevis på at have tjent »in the service of peace«. Ak ja, det var dengang.

Når man har taget rundturen én gang til med fredsforhandlinger, køreplaner, sammenbrud, intifadaer, israelske straffeekspeditioner, så står der er par kendsgerninger tilbage Et er spørgsmålet om vand. Da Jordans Kong Hussein underskrev fredsaftalen med Israel i 1994, sagde han, at nu var krig med Israel utænkelig, med mindre det kom til at dreje sig om vand.

I dag ser vi billeder af gletsjere og arktisk is, der forsvinder. For 50 år siden var Det Døde Hav mellem Vestbredden og Jordan en betragtelig indsø. I dag er det en ulækker saltsump. Vestbreddens vandreservoirer er ved at blive tømt. Det samme er Gazas. Kan mangelen på vand få palæstinenserne og israelerne til at samarbejde, eller bliver det anledningen til en ny konflikt? Vil det overhovedet være muligt at skaffe vand til befolkningerne dernede på længere sigt? Eller vil israelske soldater på Vestbredden fortsætte med at sidde i skyggen og skyde huller i palæstinensiske vandtanke, når de keder sig? Svarene blæser i vinden.

En gammel FN-diplomat sammenfattede dengang konflikten således: »Da Gud gav det samme stykke land til to forskellige folk, slap han Fanden løs«.

Han er ikke blev indfanget endnu.