10. december er det vanen tro FN’s menneskerettighedsdag.

I indeværende år er det ikkediskrimination, der er blevet valgt som årets tema. Højkommissær for menneskerettigheder Navi Pillar udtaler i den anledning, at: »Vi har valgt ikkediskrimination som dette års tema, fordi diskrimination spreder mistillid og ydmygelse for ofrene og fører til vold, konflikter og splittelse generelt. Vi er alle bekendt med resultatet af diskrimination, og alligevel fortsætter vi med at praktisere den (…) vores hovedmål er at hjælpe med at fremme diskriminationsfri samfund og en verden med lige behandling af alle«.

Pillar, der er fra Sydafrika, ved, hvad hun taler om, og som leder af bestyrelsen for Dokumentations- og rådgivningscentret om racediskrimination (DRC) glæder det mig, at FN har valgt ikkediskrimination som året tema. På verdensplan er der enormt behov for at bekæmpe diskrimination mod kvinder, handikappede, homoseksuelle og en lang række etniske og religiøse minoritetsgrupper m.v.

Diskrimination fører til konflikter og i værste fald voldsudøvelse. Vi kender alle denne sammenhæng, siger Pillar, men alligevel bliver vi ved med at gentage historien om og om igen. Det har vi i den nyeste tid set i ekstreme udgaver i bl.a. det tidligere Jugoslavien og Rwanda.

Danmark kan også bidrage til at fremme en udvikling frem mod afskaffelse af diskrimination med henvisning til vores historie. Netop i år er 70-års jubilæet for Danmarks indførelse af lovgivningen om beskyttelse af religiøse og etniske mindretal mod racistisk hetz. Som en følge af Krystalnatten i 1938 svarede det danske Folketing tilbage på nazisternes pøbelvælde og overgreb mod jøder ved at gøre det strafbart at lægge mindretal for had ved at udsprede løgnagtige anklager m.v.

Med vedtagelsen af straffelovens paragraf 266 a og b i 1939 indskrev Danmark sig i historien som – formentlig – det første land i verden, der sikrede sine mindretal statens beskyttelse mod hetz og syndebuks retorik.

Derfor er det også så meget desto mere påfaldende, at det officielle Danmark intet har gjort for at markere jubilæet, uanset at dette burde fejres på linje med hjælpen til at skjule jøder og transporterer dem til Sverige under 2. Verdenskrig.

DRC har sammen med andre ngo’er markeret 21. marts – som er FN’s racismedag – og senest 9. november, hvor vi mindedes, hvad der overgik jøder under Krystalnatten i Nazityskland. 9. november 1938 hærgede nazistiske bøller jødiske butikker, synagoger og private hjem overalt i Tyskland og Østrig. Et hundrede jøder blev myrdet og mere end 20.000 arresteret. Som det synlige bevis på nattens overgreb lå der glasskår som krystaller overalt bagefter.

Det var den voldelige kulmination på den hetz mod jøder, som i årene efter udviklede sig til tvangsinternering og folkemord. Dette var samtidig optakten til folkemordet på ikke alene jøder, men også sigøjnere (romaer), handikappede, homoseksuelle og andre ’undermennesker’, som ikke levede op til den ariske ’standard’.

Det er derfor et stolt jubilæum, når det nu er 70 år siden, at det danske Folketing besluttede at svare igen på Krystalnatten med indførelsen af bestemmelsen, der i dag kendes som ’racismeparagraffen’. Samtidig giver dette jubilæum os ikke ret til at tro, at den hellige grav er vel forvaret. Tværtimod er der meget, der taler for, at udviklingen går i den forkerte retning.

Som forkvinde for DRC kan jeg alene udtale mig om den periode, hvor vi har eksisteret, og jeg vil gerne give jer nogle eksempler på, hvorfor jubilæet bør bruges til en kritisk gennemgang af politiets indsats i forhold til racismeparagraffen.

Kort efter DRC’s oprettelse blev der afholdt en såkaldt Rudolf Hess-march af de danske nazister. Det skete bl.a. med teksten »Smash the Jews«, hvilket Roskildes politimester ikke kunne se noget ulovligt i. Beskyttelse af jøder mod antisemitisme var jo netop et af hovedformålene, da Folketinget vedtog racismeparagraffen. Derfor klagede DRC over afslaget, og vi fik senere medhold, så sagen alligevel endte med at komme til retten, og gerningsmanden blev dømt!

Nu kan nogle sige, at det var dengang, og sagen blev jo ført til doms. Men så må jeg bare sige, at så sent som i år har vi oplevet en sag, hvor der er blevet råbt dødstrusler mod jøder på Rådhuspladsen i København.

Selv om der stod mange politimænd rundt om gerningsmanden, var der ingen, som greb ind og prøvede at stoppe ulovlighederne. DRC har sammen med Mosaisk Trossamfund anmeldt forholdet – som er blevet afvist med den begrundelse, at politiet ikke kan finde gerningsmanden.

Jeg synes, det er direkte pinligt, at man kan optræde så uprofessionelt, og vi har bestemt tænkt os at forfølge sagen hele vejen, da det virker som et grelt eksempel på behovet for, at racismeparagraffen skal tages meget mere alvorligt af politi og anklagemyndigheden, end tilfældet er i dag.

Det er dog ikke alene jøder, som ikke kan regne med den beskyttelse, som minoriteter skulle have ifølge lovens ord. Somaliere er en gruppe, som igen og igen er blevet lagt for had.

DRC har måttet anmelde af Pia Kjærsgaard for at sammenligne somaliere med pædofile og voldtægtsforbrydere. Det gjorde vi på vegne af formanden for den somaliske forening, men anmeldelsen blev afvist hele vejen igennem af den danske anklagemyndighed, og DRC måtte derfor indbringe en klage til FN’s racediskriminationskomite.

FN gav os medhold og fastslog, at Danmark havde overtrådt FN’s racediskriminationskonvention. FN mente også at formanden – Mohammed Gelle – skulle have en økonomisk godtgørelse, men det nægtede de danske myndigheder hårdnakket, og den dag i dag er der ikke fundet noget løsning på dette problem, som er eksempel på de danske myndigheders arrogance over for ofre for racistisk hetz.

At hetzen i dag også rammer somaliere, skyldes måske ikke mindst, at mange somaliere også er muslimer – og generelt må vi desværre konstatere, at det nu er muslimer, som er en gruppe, der oftest bliver udsat for racistisk/islamofobisk hetz og forfølgelse.

Lykkeligvis har racismeparagraffen siden 1939 indeholdt en specifik beskyttelse på grund af tro, så vi ikke skal til at diskutere, om islamofobi er racisme. Vi kan bare konstatere, at begge dele er beskyttet under dansk lovgivning – ligesom vi også kan være stolte af, at eksempelvis homoseksuelle er taget med i beskyttelsen.

Da Mogens Glistrup sagde, at »Muhammedanere formerer sig som rotter«, blev han fredet af anklagemyndigheden, mens han var formand for Fremskridtspartiet. Men da han ikke længere var formand, og han gentog en række forhånelser mod muslimer, blev han dømt af byret, landsret og Højesteret.

Desværre ser vi mange andre sager, hvor folketingspolitikere fra især Dansk Folkeparti får fuldstændigt frit lejde af politi og anklagemyndighed til at drive hetz mod muslimer.

Eksempelvis Søren Krarup som påstod at: Muslimske mænd banker deres koner og børn gule og blå på en særlig sadistisk og brutal måde.

Da DRC var med til at markere Krystalnatten 9. november, var det derfor i høj grad ud fra sloganet ’Det må ikke ske igen’. Problemet er, at den gradvise tilvænning til overgreb i Tyskland under nazisternes fremmarch havde vænnet befolkningen til, at det ekstreme var normalt og acceptabelt. Krystalnatten blev begyndelsen på et terrorregime, hvor jøder, kommunister, antinazister, sigøjnere, homoseksuelle og anderledes tænkende blev forfulgt og udryddet i kz-lejre.

Rundt om i Europa vokser mere og mere ekstremistiske kræfter. I Ungarn, i Holland, i Storbritannien for at nævne enkelte aktuelle steder. Også her er det ekstremister, der er på spil. Men de arbejder i et politisk klima, hvor holdningerne over for det ekstreme og det åbent racistiske er i skred. Også i Danmark er det i den nationale elite blevet god latin at hetze mod mindretal eller skabe falske problemer – som for eksempel burkasagen.

Det gør, at vi ikke må glemme historien om Krystalnatten. Vi må se vores samtid i historiens lys – og det er der god grund til. Den er præget af nogle fundamentale brud, hvis konsekvenser er smerteligt mærkbare i bestemte befolkningsgrupper.

De senere år har vi været vidner til, at afviste asylsøgere har været fastlåst i asylcentre i årevis uden mulighed for arbejde eller uddannelse; asylbørn vokser op og lever en kummerlig tilværelse; flygtninge lever i fattigdom på starthjælp, og senest er irakerne blevet hevet ud af en kirke, de søgte tilflugt i, hvorefter de nu tvangsudvises, ligesom der sker administrative udvisninger uden retslig proces.

Det er bekymrende, at der i demokratiets navn accepteres brud på menneskerettigheder, på retssikkerheden og på demokratiske spilleregler. Ytringsfriheden bruges i demokratiets navn i værdidebatten til at fremstille især den muslimske del af befolkningen som kulturelt mindreværdige.

Men fører hetzen så til vold – sådan som Pillar advarer imod? Ja, det er jo et springende punkt, hvor vi desværre må sige, at det er der meget, der tyder på. Samtidig må vi også sige, at de danske myndigheder gør, hvad de kan for at undertrykke opklaringen af, om der er en sådan sammenhæng. Det mest grelle eksempel herpå er den såkaldte avisbudsag fra sidste år.

Gerningsmanden og den dansk-tyrkiske dreng havde aldrig mødt hinanden og havde ingen forudgående konflikter. Et vidne så gerningsmanden gå direkte hen til avisbuddet og slå ham med en kølle, mens han sagde »Hvad glor du på, perkersvin«.

Den samme gerningsmand havde to uger før overfaldet en anden dreng af anden etnisk oprindelse end dansk. Denne dreng blev også slået i hoved (med et jernrør), hvilket gerningsmanden blev dømt for under samme sag som avisbudsagen.

En række andre forhold peger også på, at angrebet kunne være racistisk motiveret, men alligevel kunne drabschef ved Københavns Politi Ove Dahl efter få dages ’efterforskning’ bekendtgøre, at der intet racistisk var i sagen!

Jeg finder det skræmmende, at politiet på denne måde prøver at forhindre, at domstolene får lejlighed til at tage stilling til, om det var eller ikke var et racistisk motiveret overfald! Straffelovens paragraf 81, stk. 6 indeholder mulighed for at kræve skærpelse af straffen i sager om racistisk eller homofobisk motiveret vold.

At anklagemyndigheden undlader at nedlægge påstand omstrafskærpelse i avisbudsagen – og ligeledes i den såkaldte huesag, bliver så meget desto mere påfaldende, når det samtidig godt kan lade sig gøre at rejse tiltale mod overfaldsmændene under Outgames for homofobisk vold (og efterfølgende få dem dømt).

Jeg taler ikke for, at ethvert voldeligt angreb begået af en majoritetsborger over for en minoritetsdansker er racistisk. Derimod taler jeg for, at når der er klare indicier for et racistisk motiveret overgreb, så må det være de danske domstole, som skal have mulighed for at tage stilling til beviserne og afgøre, om det er racistisk eller ej – på samme måde som det er tilfældet med homofobiske overfald. Jeg finder det stærkt kritisabelt at politi og anklagemyndighed gør sig til overdommere i sådanne sager.

Lad os derfor fejre FN’s internationale menneskerettighedsdag i erkendelse af det enorme arbejde, som ligger foran os, både internationalt og nationalt. Det er helt afgørende, at de danske myndigheder både konkret og overordnet viser sig opgaven voksen. Først og fremmest må der ske en mere konsekvent håndhævelse af den eksisterende lovgivning, og dernæst må der vises stolthed over vores rolle som foregangsland i bekæmpelsen af racisme og mindretalsbeskyttelse.

Som det er nu, har det officielle Danmark fuldstændig overladt det til det civile samfund at fejre 70-års jubilæet for racismeparagraffens indførelse i dansk ret og for at sikre dens konkrete håndhævelse i dagens Danmark.

Hvis vi ville, kunne vi vise Danmark frem som et foregangsland ikke bare på miljøområdet, men også i forhold til at udvise tolerance og respekt for mindretal. Danmark kunne på verdensplan gå foran og sikre, at andre lande også fik lovgivning ligesom vores for at sikre religiøse og seksuelle mindretal beskyttelse mod hetz og vold.

Desværre synes regeringens totale afhængighed af Dansk Folkeparti fuldstændig at blokere for et sådan moralsk lederskab, og vi skal derfor være glade for at FN’s menneskerettighedskommissær er parat til at påtage sig dette lederskab på vores vegne.

Derfor skal der lyde et tillykke med FN’s menneskerettighedsdag fra det civile samfund i Danmark.