Otte år ved magten er lang tid. Det giver tid til at stikke en ny kurs ud. Det skulle ikke mindst gælde, når man sidder på et flertal.

Det har heller ikke skortet på store ord. Venstres ledere Anders Fogh Rasmussen og nu Lars Løkke Rasmussen har aldrig lagt skjul på, at de og deres parti er arkitekterne bag et systemskifte. Det er i visse henseender rigtigt. Det vil denne kronik eftervise. Samtidig er det dog tvivlsomt, om systemskiftet 2001 har styrket landet i mødet med fremtiden. Det spørgsmål vil denne kronik motivere.

Regeringen har siden 2001 gennemført en stribe reformer. De har for en del været store, og der er ingen grund til at forklejne indsatsen, som bestemt tæller fornuftige tiltag. Fælles for dem er, at de uden undtagelse har været rettet mod den offentlige sektor. Resultatet er i 2009 en offentlig sektor, hvis organisation og styring er forvandlet. Det er virkelig et systemskifte.

Den store kommunalreform gav os nogle af verdens største kommuner. Den erstattede amterne med fem store (sygehus-) regioner. Løsenet var faglig og økonomisk bæredygtighed. Efter bogstavet må det være kommuner og regioner, som løser deres opgaver selv, fordi de har kapacitet til det. Praksis er en anden. Det er mest åbenbart i forhold til regionerne, som ikke har deres egen økonomi.

De er på det altafgørende sundhedsområde underlagt statsplanlægning og -styring i et omfang, som er uforeneligt med gamle forestillinger om kommunalt selvstyre. Det er ikke meget anderledes for kommunerne. Så længe det gælder velfærdsservice (de små, de gamle og skolerne), møder de centralt fastlagte krav (madordninger, prøver og nationale test, standardkrav).

Selv den økonomiske frihed er undergravet gennem aftaler og som noget nyt lovgivning. Den fastholder kommunernes status som skatteudskrivende enheder, men den enkelte kommune har i virkeligheden bevaret meget lidt af fordums bevægelsesfrihed. Forhøjer den skatten, forvolder den store spændinger inden for KL, og sænker den skatten, låser den sig selv fast på et niveau, der senere kan give problemer.

Parallelt med kommunalreformen vrimler det med nye organisationsformer. Nogle er selvejende institutioner, andre selskaber eller noget, der giver sig ud for at være det. Fælles for dem er, at de har professionelle ledelser. I det ligger to ting: Bestyrelser, der enten er politisk indsatte eller selvsupplerende, og en daglig ledelse, der er sat i spidsen for en blomstrende administration med chefer i mange lag og såkaldte stabe; de er beskæftiget med alt andet end løsning af institutionernes kerneopgaver, og de har efter klassisk offentlig standard langt højere lønninger end dem, der tilkommer kernemedarbejderne. De sidste er i øvrigt dem, der efter normal sprogbrug er de professionelle.

Den officielle forklaring på den omsiggribende bureaumani er den samme som for kommunalreformen. Institutionerne skal være selvbærende. Men se ordentligt efter, og institutionerne (gymnasierne, erhvervsskolerne og universiteterne) er underlagt et fletværk af regler, hvor der er få grænser for, hvad man blander sig i og forlanger godkendt hos ministerielle instanser. Skam få den, der tror, at den virksomheds- og selskabsmodel, der er den foretrukne på andre områder (f.eks. DSB, jernbaner, gas og energi), er ensbetydende med drift på markedsvilkår i armslængde fra politikken.

Frit valg og en økonomi, der er koblet sammen med aktivitet og præstationer, er endnu et element i forvaltningen af den offentlige sektor. Det er en gammel idé, der har været anvendt i forhold til erhvervsskoler og universiteter rigtigt længe. Den er nu udstrakt til gymnasierne og ikke mindst til sygehusene. Logikken er økonomistisk, men ikke desto mindre simpel nok: Institutionerne er alt for træge, når de skal tilpasse sig ændringer i efterspørgselen. Det går ud over deres produktion, når efterspørgslen stiger, og ud over deres produktivitet, når efterspørgslen falder. De mangler rent ud sagt kontante tilskyndelser til at gøre noget ved det.

Forvandlingen har været mest iøjnefaldende på sygehusområdet. Der er to årsager til det. Den ene er, at efterspørgslen er stort set uendelig. Den stiger uophørligt. Den anden er, at man har udstrakt modellen, så patienterne på visse betingelser har ret til at vælge et privat sygehus i stedet for et offentligt. Det virker. Det er sigende, at næsten 40 procent af borgerne hvert år modtager behandling mod 33 procent ved årtiets begyndelse.

Og sigende er det også, at de samlede offentlige udgifter til sundhed i samme tidsrum er steget med en fjerdedel (i faste priser), samt at værdien af de private sygehuses og klinikkers behandling var tre og en halv gang større i 2008 end i 2003 (der er først tal her). Det er fritvalgsordningen, som er slået igennem. Men det er også de skattesubsidierede sundhedsforsikringer, der har skabt eksistensgrundlaget for virksomheder, der vaklede på konkursens rand, før statsmagten kom dem til undsætning.

Den nye offentlige sektor er baseret på stordrift. Det går igen fra reform til reform og fra reorganisering til reorganisering. Kommunerne, regionerne, de nye supersygehuse, universitetsreformen, der har givet os storanstalter som de sydeuropæiske, politiet, domstolene, professionshøjskolerne, der landet over nu hedder ’university colleges’, den centralstatslige økonomi- og it-forvaltning. Ja, selv de institutioner, der har selveje som erhvervsskoler og gymnasier, mærker presset for at gøre sig selv større gennem fusioner med andre.

Løsenet er igen bæredygtighed, denne gang parret med nye plusord som konkurrenceevne, synergi og verdensklasse. Der sære er, at ingen studser over modsætningen mellem geografisk og institutionel koncentration og kravet om konkurrence. Lige så sært er det, at kravet ikke er mere konsekvent formuleret, end at supersygehusene først og fremmest skal vise deres konkurrencedygtighed i forhold til privatsygehuse, der blot er specialklinikker for kirurgiske rutineoperationer, hvortil de offentligt ansatte speciallæger haster, når de offentlige operationsstuer lidt op ad eftermiddagen lukker.

Nogle ser skattestoppet som en del af systemskiftet og som en forudsætning for de mange reformer af den offentlige sektor. Deres logik er sådan set uantastelig. For er skattestoppet ikke ensbetydende med et politisk genialt tænkt låg over de offentlige udgifter? Da man ikke kan stoppe væksten i de populære offentlige udgifter ad budgetvejen, har regeringen gjort det ved at lægge et loft over skatten. Jo, såmænd. Problemet er bare, at skattestoppet ikke virker sådan. Det blev lanceret på kanten af en højkonjunktur, der frem til 2008 tillod regeringen at udvide både det offentlige og det private forbrug.

Derfor har der aldrig været så mange offentligt ansatte som nu. I 2001 var det godt 750.000 fuldtidsbeskæftigede. I løbet af 2009 har vi passeret 800.000. Og skattestoppet har da lagt låg på skattetrykket?

Ja, måske, men det var alligevel i 2008 det samme (godt 48 procent), som da VK tog over og er ifølge OECD nu verdens højeste. Dets primære effekt har altså ud over en effektiv politisk symbolværdi været en fastlåsning af beskatningsstrukturen, der under højkonjunkturen begrænsede boligskatterne.

Andre ser institutionelt selveje, offentlige selskabsdannelser, taxametre og frit valg som raffinerede genveje til realisering af Foghs fortrængte drøm om minimalstaten. Der er imidlertid umådeligt lidt at have en sådan frygt/et sådant håb i. Tallene for skattetrykket og den offentlige sektors ekspansion peger ikke just i den retning.

Men hvad så med det frie valg? Forvandler det ikke os alle sammen fra borgere til forbrugere? Og er de nye organisationsformer ikke en totalkapitulation for erhvervslivets habitklædte direktører? Vil de ikke gennemtvinge den effektivisering til benet, som de gammeldags kommunalpolitikere og deres embedsmænd ikke magtede?

Svaret er nej og atter nej. Tag som et eksempel forsommerens dramatiske og bitre opgør om betalingen af privathospitalerne. Der gjorde regeringen ved sundhedsministerens og finansministerens fælles anstrengelser det aldeles klart, at det ikke handler om effektivitet i økonomisk forstand. Det handler ene og alene om at give folk det, de gerne vil have meget, af på præmisser, som de selv bestemmer. Så må det koste, hvad det vil, for staten betaler gladelig (over skattefradrag) eller lader regionerne gøre det inden for den ramme, som er stillet til rådighed af, ja, staten. Det frie valg er også sat i scene på andre områder, ikke mindst omsorgen for de ældre.

Det er svært at overskue det, men hvis man skal tro Indenrigs- og Socialministeriets fritvalgsdatabase er der her skabt rammer, som uden for nogle få og tætbefolkede kommuner kun bliver sporadisk udnyttet.

Den borgerlige regerings reformer i den offentlige sektor varsler altså næppe hulemandens undergravning af velfærdsstaten. Forklaringen kan ikke være ideologisk og slet ikke i gængs højre-venstre-forstand. Der er langt snarere tale om et politisk teknokrati, der leverer organisation og styring til tiden. Det viser sig på flere måder.

Den bygger på en klar prioritering. Den er popularitets- og enkeltsagsorienteret. Men i modsætning til, hvad man ofte hævder, er enkeltsagspolitikken proaktiv snarere end reaktiv. Regeringen har skabt en organisations- og styringsmodel, hvor den formulerer kravene og beslutter rammerne for at imødekomme de borgere, der tæller: Det er børnene (og deres forældre), de gamle og dem, der kan blive syge, altså de rigtigt store vælgergrupper.

Logikken er, at de skal have næsten, hvad de vil. Logikken er samtidig, at det ikke er staten og dermed regeringen, der leverer servicen. Det gør andre (regionerne, kommunerne, de selvejende institutioner, de offentlige virksomheder). Logikken er dernæst, at går noget galt, så er det regionens, kommunens, institutionens eller selskabets ansvar. De kendte jo kravene, men levede ikke op til deres ansvar. De er formuleret af staten (regeringen), og de tager taknemmeligt mod vælgernes, undskyld brugernes ros, når det går godt.

Logikken er også i anden henseende klar. Regeringen kommer med pengene til de opgaver, som her og nu har bevågenhed, politisk og hos borgerne. Men den økonomiske prioritering er så viseligt indrettet, at der kommer penge til de opgaver, som man ved, er populære, mens de udførende kommuner, regioner, institutioner må løse de øvrige inden for det restbeløb, der bliver tilovers. Det har man inden for mit fagområde et fint og dermed amerikansk ord for: Det hedder blame avoidance. Man savner endnu et dansk ord for det, men jeg kan røbe, at de politikere, der er gode til det, undgår at tage det sure med det søde.

Jamen, hvor kommer så ideerne om stordrift, ledelse og atter ledelse, økonomiske incitamenter, straf og sanktioner så fra? Det er ikke til at sige helt præcist. De er i hvert fald ikke forankret i de grene af samfundsvidenskaberne, der beskæftiger sig med den offentlige sektors organisation, styring og økonomi, altså de politologiske og økonomiske videnskaber. Derimod kan man iagttage, at det er tanke- og især talemåder, som i mange år har optaget de embedsmænd, der er med på noderne, og at tanken derfra er sprunget over til politikerne, herunder ikke mindst Venstre. Der er noget demonstrativt testosteronstruttende over disse moderne ledere.

Det kan virke naivt, men er i virkeligheden en raffineret form for demokratisk politik. Man koncentrerer sig om det, folk – vælgerne – gerne vil have. For målet er i meget høj grad at forvalte den magt, som vælgerne har givet, så man ikke forskertser muligheden for at fastholde den.

Der er imidlertid store problemer i det. Hvor er moderniseringerne, der skal sikre, at Danmark også om 25 år er et rigt land med råd til en overdådig velfærdsstat, der tjener høj som lav? Til tider aner man konturerne af en sådan langsigtet indsats som med 1990’ernes reformer af arbejdsmarkedet (hov, det var nogle andre) og velfærdsforliget i 2006. Andre tiltag som aftalen om globaliseringspuljen har først og fremmest handlet om at dele penge ud.

Man kunne forestille sig, at en borgerlig-liberal regering også havde været optaget af at videreudvikle den særlige danske model, som kombinerer en konkurrencebaseret markedsøkonomi med en stor velfærdsstat. Det er, viser internationale sammenligninger, en af landets stærke sider, og Danmark ligger stedse højt på ranglisterne over de lande, der har det bedste erhvervsklima. Men økonomerne beretter, at det kniber med konkurrenceevnen, fordi omkostningerne er høje, og produktiviteten ikke stiger.

Går jeg til et felt, som jeg selv bilder mig ind at vide lidt om, kan jeg berette, at Danmark i Verdensbankens Doing Business-indeks nok ligger højt. Det er dog også iøjnefaldende, at Danmark ikke i noget særligt omfang er registreret for reformer, der gør det lettere at drive virksomhed.

Det eneste område, hvor der sker noget, er i effektiviseringen af skatteopkrævningen. Det er der en vis ironi i. Regeringen har ellers sat målet højt. I 2001 bebudede den, at de administrative byrder på erhvervslivet i 2010 ville være reduceret med 25 procent. Det gik, som den slags gør, først strygende. Derpå stod barometret længe stille med en registreret reduktion på godt 10 procent. På det sidste har en troldmand dog svunget sin stav over tallene, så reduktionen nu er 15 procent.

Men vi befinder os jo også på tærsklen til 2010. For at fuldende det mistrøstige billede viser de årlige redegørelser fra Konkurrencestyrelsen, at det er så som så med konkurrencen her til lands. Det gælder ikke mindst inden for servicefagene, og resultatet er, at danskerne betaler omkring 7 procent mere for deres varer og tjenesteydelser end forbrugerne i de gamle EU9-lande.

Det er ikke noget prale af. Det gør regeringen og Venstre da heller ikke. Man bryster sig langt hellere af – med stor handlekraft og rastløs energi – at have iværksat en fair og fast politi-, rets- og udlændingepolitik, der optager både offentlig opmærksomhed og politisk energi, men egentlig ikke imødegår de udfordringer, som danskerne står over for. Det kunne være derfor, at Lars Løkke Rasmussen i sin store tale til Venstres landsmøde rettede blikket mod fjerne horisonter.