I disse dage markeres femåret for Yassir Arafats død, og det minder mig om vores sidste samtale i hans hjem i Ramallah. Det var ham, der bragte ideen om en trefoldig forbundsstat mellem Israel, Palæstina og Jordan op. »Og måske også Libanon. Hvorfor ikke?«. Det samme gjorde han på vores allerførste møde, i Beirut i juli 1982, midt under den israelske invasion af Libanon. Han nævnte Benelux-pagten mellem Belgien, Holland og Luxembourg, som var en forløber for Den Europæiske Union.

I den senere tid er ordet forbundsstat kommet på mode igen. Nogle mennesker mener, at sådan en forbundsstat mellem israelere og palæstinensere kunne udgøre et kompromis mellem en tostatsløsning, som der nu er international konsensus om, og en enstatsløsning, som er populær i radikale kredse. En forbundsstat for israelerne og palæstinenserne lyder som et mirakel: Der vil både være to stater for to folk og én enhed. To i én – én i to.

Selve Ordetforbundsstat skræmmer mig ikke. Tværtimod brugte jeg det allerede i denne forbindelse for 52 år siden.

2. juni 1957 bragte mit magasin Haolam Hazeh den første detaljerede plan for en uafhængig palæstinensisk stat, som skulle ligge ved siden af Israel. Vestbredden var dengang under jordansk besættelse og Gazastriben under egyptisk. Jeg foreslog, at man hjalp palæstinenserne med at slippe af med besætterne. Ifølge planen skulle de to stater, den israelske og den palæstinensiske, oprette en forbundsstat. Jeg tænkte, at et passende navn ville være Den Jordanske Union.

Et år senere, 1. september 1958, udkom et dokument med titlen ’Det Hebræiske Manifest’. Jeg er stolt af mit bidrag til udarbejdelsen af manifestet. Det var en omfattende plan for en fundamental ændring af staten Israel i alle dens aspekter – en slags hovedeftersyn. Og med manifestets forslag til en kulegravning af statens opbygning og det dertil knyttede idegrundlag er planen uden sidestykke fra grundlæggelsen af Israel og frem til i dag.

Blandt forfatterne var Nathan Yellin-Mor, den tidligere leder af Stern-gruppen (væbnet undergrundsorganisation i Palæstina, der kæmpede for oprettelsen af Israel, red.), Boaz Evron (israelsk forfatter og journalist, red.), Amos Kenan (israelsk forfatter og debattør, red.) og en række andre.

Jeg var ansvarlig for kapitlet om israelsk-arabisk fred. Jeg foreslog, at en suveræn palæstinensisk stat skulle oprettes ved siden af Israel, og at de to stater skulle grundlægge en forbundsstat, som gradvis skulle påtage sig en stadig større del af retsvæsenets opgaver. Jeg måtte opfinde et hebræisk ord for den udenlandske betegnelse forbundsstat. Det blev til ugda (’gruppering’), og jeg foreslog, at man kaldte forbundet Den Jordanske Føderation – Ugdat ha-Yarden på hebræisk og Ittihad al-Urdun på arabisk. (Til min store fortrydelse vandt betegnelsen ugda aldrig indpas. I stedet tog brugte hæren det til at navngive en deling, som består af grupper af regimenter eller brigader).

På morgendagen efter Seksdageskrigen i juni 1967, der endte med, at hele landområdet mellem Middelhavet og Jordan kom under den israelske hærs kontrol, opfordrede en ny politisk bevægelse kaldet ’Den Israelsk-Palæstinensiske Forbundsstat’ til øjeblikkelig oprettelse af en palæstinensisk stat ved siden af Israel. Grundlæggerne var mere eller mindre de samme, som havde udgjort Det Hebræiske Manifest.

En nation under Gud
Da denne historiske mulighed slog fejl, og besættelsesmagten blev stadig mere undertrykkende, opgav jeg betegnelsen forbundsstat. Jeg fornemmede, at den skræmte begge parter. Israelerne frygtede, at ordet dækkede over en plan om etablering af en binational stat – en tanke, der afvises af et overvældende flertal af jødiske israelere. Palæstinenserne frygtede, at den ville tjene som et skalkeskjul for permanent israelsk besættelse.

Man må ikke glemme, at den oprindelige delingsplan for Palæstina, der blev vedtaget af FN’s Generalforsamling 29. november 1947, sigtede mod en form for forbundsstat, uden at bruge betegnelsen. Den sørgede for oprettelsen af en jødisk stat og en arabisk stat og en separat enhed i Jerusalem under FN’s administration. De tre områder skulle være del af en økonomisk union, der blandt andet indebar fælles told, valuta, jernbaner, postvæsen og lufthavne. Dette skulle, i praksis, gøre det ud for en forbundsstat.

Problemet med betegnelsen forbundsstat er, at der ikke er nogen officiel definition på begrebet. I forskellige dele af verden beskriver det vidt forskellige regimer. Det samme gælder statsforbund (konføderation).

Ikke to lande i verden ligner hinanden fuldstændig, og ikke to forbundsstater er ens. Hver stat og hver forbundsstat er blevet formet af den historiske udvikling og de omstændigheder, der kendetegner den, og afspejler de folk, der dannede den.

Betegnelsen forbundsstat (føderation) er afledt af det latinske foedus, traktat. Grundlæggende er en føderation eller en forbundsstat en pagt mellem forskellige stater, der beslutter at forene sig på aftalte betingelser. USA er en forbundsstat, og ligeså er Rusland. Og hvad har de til fælles?

USA er, teoretisk set, et frivilligt forbund af stater. De enkelte stater har mange rettigheder, men statsforbundet ledes af en enkelt præsident med vidtrækkende magtbeføjelser. I praksis er det én stat. Da Sydstaterne i 1860 forsøgte at løsrive sig og danne deres eget statsforbund, nedkæmpede Nordstaterne oprøret i en brutal borgerkrig. Hver eneste morgen sværger millioner af skoleelever troskab mod flaget og ’En nation under Gud’.

Også Rusland er officielt en forbundsstat, men russernes opfattelse af begrebet er en helt anden. Moskva udpeger guvernørerne i de enkelte provinser, og Vladimir Putin leder landet som et personligt len (Putin var præsident 2000-2008 og har været ministerpræsident siden 2008, red.). Da Tjetjenien forsøgte at løsrive sig fra Den Russiske Føderation, blev oprøret slået endnu mere brutalt ned end sydstaternes under den amerikanske borgerkrig. (Dette har dog ikke forhindret Putin i at støtte to løsrivelsesprovinser i nabolandet Georgien).

Tyskland definerer sig selv som en forbundsrepublik (Bundesrepublik). Den består af delstater (Länder) med udstrakt selvstyre. Schweiz betegner sig selv som et statsforbund på tysk og italiensk (tysk: Schweizerische Eidgenossenschaft, italiensk: Confederazione Svizzera), og dets kantoner har selvstyre. Men det er også i høj grad et forenet land.

Ildevarslende indvandring
Der er generel enighed om, at en forbundsstat er en tæt sammenslutning, mens et statsforbund er løsere. Men i realiteten er forskellighederne meget uklare. Det lader til, at amerikanere, russere, tyskere og schweizere først og fremmest identificerer sig med enhedsstaten, ikke med de mindre statsenheder. (Med undtagelse af bayrerne, naturligvis).

Det nye Europa er i praksis et statsforbund, men grundlæggerne betegner det ikke officielt som sådan. De har valgt det mindre specifikke Den Europæiske Union. Hvorfor? Måske synes de, at betegnelser som forbundsstat og statsforbund er umoderne. Måske opfatter de disse betegnelser som for bindende. Betegnelsen union forpligter ikke medlemmerne til noget specifikt, og de kan lade den bestå af hvad som helst, de måtte blive enige om, og ændre den fra tid til anden.

Det giver derfor ingen mening at drøfte ideen om en israelsk-palæstinensisk forbundsstat i generelle termer, uden helt fra begyndelsen at definere, hvad det indebærer. Det samme ord, anvendt af forskellige folk, kan have vidt forskellig betydning og sågar modstridende intentioner.

For nylig så jeg for eksempel en plan for en forbundsstat her, hvor alle skulle have ret til at bosætte sig hvor som helst i en hvilken som helst af staterne, selv om de kun havde statsborgerskab i den ene af dem. Jeg har svært ved at forestille mig, at særlig mange israelere eller palæstinensere ville acceptere dette. Israelerne ville frygte, at araberne snart ville udgøre flertallet, og palæstinenserne ville være bekymrede for, at de israelske bosættere ville tage hver en bakketop mellem havet og Jordan i besiddelse.

I enhver diskussion om en israelsk-palæstinensisk forbundsstat lurer emnet indvandring som et ildevarslende stridens æble. Ville millioner af palæstinensiske flygtninge få lov til at vende tilbage til israelsk territorium. Ville millioner af jødiske indvandrere få lov til at oversvømme den palæstinensiske stat?

Det samme gælder for spørgsmålet om bopæl. Kunne en palæstinensisk borger bosætte sig i Haifa, og en israelsk borger i Nablus, ligesom en polak nu kan bosætte sig i Frankrig, en newyorker i Miami, og en Zürich-borger i kantonen Uri?

Alle, der overvejer ideen om en israelsk-palæstinensisk forbundsstat, skal beslutte, hvad han eller hun ønsker: at tegne en fin plan på papir, som ikke har en chance for at blive realiseret, fordi den ikke tager begge parters ønsker i betragtning, eller at tænke i praktiske løsninger?

I praksis kan en forbundsstat kun blive til på baggrund af en fri aftale mellem de to parter. Det betyder, at den kun kan realiseres, hvis begge parter – israelere og palæstinensere – ser det som en fordel for sig selv og i overensstemmelse med deres nationale aspirationer.

»Yes, we can!«
I mine øjne kunne en praktisk løsning se således ud:

Trin 1: En suveræn palæstinensisk stat skal oprettes. Dette skal gå forud for alt andet. Den israelske besættelse skal bringes til ophør, og Israel skal trække sig tilbage til den grønne linje fra 1967 (eventuelt med aftale om gensidig udveksling af territorier). Det gælder også Jerusalem.

Trin 2: De to stater finder en model for fornuftige relationer og vænner sig til at leve side om side. Der vil være behov for reelle skridt mod forsoning og heling af fortidens sår (for eksempel oprettelse af en sandheds- og forsoningskommission efter sydafrikansk forbillede). På det praktiske plan skal der findes retfærdige løsninger på spørgsmål som flytning mellem de to stater, deling af vandressourcer osv.

Trin 3: De to stater indleder forhandlinger om oprettelsen af fælles institutioner, for eksempel åbningen af den fælles grænse, så der er fri bevægelighed af personer og varer, en økonomisk union, fælles valuta, told, anvendelse af havne og lufthavne, koordinering af internationale relationer og så videre. Indvandringspolitikken skal de respektive lande selv vedtage. Således vil statsborgere i et af landene ikke pr. automatik have ret til at bosætte sig i det andet.

De to parter kan i fællesskab beslutte, om de vil invitere Jordan med som en tredjepart i den foreslåede traktat.

En sådan forhandling kan kun lykkes, hvis befolkningen i partnerstaterne er overbeviste om, at samarbejdet kan give dem fordele. Da israelerne er stærkest økonomisk og teknologisk, skal de være parate til at komme med generøse forslag.

Trin 4: Jo større tillid parterne får til hinanden, des lettere vil det være at udvide samarbejdet og de fælles institutioners beføjelser.

På dette tidspunkt i processen vil forholdene måske være modne til dannelsen af et større forbund i hele regionen, ligesom det er sket i Den Europæiske Union. Et sådant forbund kan rumme de arabiske stater, Israel, Tyrkiet og Iran. Det navn, jeg tidligere foreslog, var Den Semitiske Union. (Tyrkere og iranere er ikke sprogligt semitiske nationer, men islam er en semitisk religion og spiller en stor rolle i deres kultur).

Dette er en vision for fremtiden, og den kan realiseres. Sagt med Barack Obamas slagord, om end det har mistet noget af sin kraft: »Yes, we can!«.

Oversættelse: Helle Albeck