For nylig kunne man læse på forsiden af Jyllands-Posten, at Zentropa og dansk film er i knæ. Læste man Politiken den selv samme dag, kunne man erfare, at danskerne vil se film i biografen – og endda så meget, at besøgstallet i 2009 bliver det bedste i et kvart århundrede ...

Det er ikke første gang, dansk film byder på sådan et tilsyneladende paradoks. Man kan måske huske sidste år, hvor Nimbus Film fyrede hver tredje medarbejder i kølvandet på storfilmen og kæmpesuccesen ’Flammen & Citronen’ – en film, der samtidig medvirkede til, at også 2008 blev et rekordår for dansk film.

Hvordan kan det hænge sammen?

Skal man forstå det sådan, at jo flere mennesker, der går i biografen for at se danske film, jo værre går det for landets filmproducenter?

Eller skal man forestille sig, at Zentropas folkekære, næsten flamboyante, Peter Aalbæk Jensen er så dårlig en købmand, at han generøst forærer firmaets succeser væk til grådige fotografer?

Har Bo Erhardt fra Nimbus Film talt på knapper og brugt sit overskud på at sætte jurister til at udtænke nye selskabskonstruktioner i stedet for at konsolidere en sund forretning?

Eller er gassen af uransagelige årsager bare gået af ballonen?

Det kunne jo ligne en gåde. Masser af solgte billetter og producenter tvunget i knæ ...

Færre film, flere penge
I de seneste dage er der ganske mange, der har tilbudt forklaringer på, hvorfor producenterne lider.

Peter Aalbæk angiver først og fremmest et omkostningsniveau, der er eksploderet. Andre retter opmærksomheden på, at dvd-salget er stærkt nedadgående, samtidig med at de nye distributionsmuligheder gennem f.eks. video on demand endnu ikke er sat ordentligt i system.

Allan Hansen fra Nordisk Film drister sig til at sige, at der bliver lavet for mange film i Danmark, hvorfor statsstøtten bliver udtyndet, og den enkelte film får for dårlig en økonomi. Den tidligere direktør i Nimbus Film Jørgen Ramskov mere end antyder, at tv-stationerne har fået for meget magt. Alle disse forklaringer anslår hver for sig meget relevante diskussioner, men det er påfaldende, at de samtidig har det til fælles, at de kun ser på den enkelte films økonomi, og dermed ikke giver nogen forståelse af sammenhængen til det rekordstore publikumstal i biograferne.

De løsninger, der er kastet op i luften, ser lige så isoleret på situationen.

Man taler om, at Det Danske Filminstitut skal støtte færre film med flere penge. Man taler om, at kontrollere omkostningerne ved produktionen af film, og der bliver talt om at flytte på fordelingen af penge mellem DR, TV 2 og Det Danske Filminstitut.

Umiddelbart kan man godt forestille sig, at alle de tiltag hver for sig og sammen kan være med til at skabe en bedre økonomi for producenterne. Men det kunne samtidig se ud til, at det er forbundet med store vanskeligheder at se en sammenhæng mellem filmproducenternes økonomi og publikums køb af billetter. Eller også er der slet ikke sådan en sammenhæng?

Gynger og karruseller
Når nu hverken Peter Aalbæk eller de andre, der fyrer folk eller sig selv, kan skabe en sammenhæng til et stort biografpublikum, så kan man måske forsøge sig den anden vej og følge de penge, publikum lægger i billetlugen, og de penge, som Det Danske Filminstitut bruger til at producere spillefilm. For nu at starte i omvendt rækkefølge skal man først og fremmest være opmærksom på, at der bliver lavet i omegnen af 27 danske spillefilm om året. Heraf støtter Det Danske Filminstitut de 26.

Man kan derfor ikke komme uden om Det Danske Filminstitut, når regnebrættet skal gøres op. I grove træk arbejder Det Danske Filminstitut med gynger og karruseller. I gyngerne ser man film, der først og fremmest bliver lavet, fordi Filminstituttets konsulenter anser dem for at have en særlig kunstnerisk værdi, og dermed er det også almindeligt accepteret, at disse film ikke nødvendigvis skal ramme et stort publikum. Denne måde at give støtte på kaldes konsulentordningen.

De mere kommercielle film kører rundt på karrusellerne i en ordning, der kaldes 60/40. Betegnelsen dækker over, at film, der har et særligt publikumspotentiale, kan støttes med op til 60 procent af produktionsomkostningerne. Reelt set sker det uhyre sjældent, for virkeligheden er de senere år blevet sådan, at hvis Det Danske Filminstitut støtter en dansk spillefilm, så går de ind med ca. 6 mio., uanset hvilken ordning der støttes ud fra.

Billetsalg
Der er en række forhold, der er medvirkende til på forskellig måde at kvalificere en film til at modtage støtte fra den kommercielle ordning, men det er et ufravigeligt krav, at filmen kan vurderes til at sælge mindst 175.000 billetter!

Når en dansk film sælger 175.000 billetter i biografen, regner man den for at være en succes. Hvis den så oven i købet sælger godt på dvd, er det jo endnu bedre.

Efter den sidste dvd er solgt, skulle man så tro, at filmproducenten har tjent rigtigt godt. Men sådan er virkeligheden ikke.

Det forholder sig nemlig sådan, at producenten altid selv skal investere penge i filmen, før andre vil sætte penge i den – og før den kan få støtte fra Det Danske Filminstitut.

Ser man nærmere på, hvordan indtjeningen på filmen fordeler sig mellem investorerne, viser det sig, at producenten selv med en succesfuld film ikke er i nærheden af at få sin investering forrentet.

Tværtimod viser de tørre tal, at producenten gennemsnitligt taber 70 procent af sin investering i den enkelte film. Til sammenligning går det f.eks. langt bedre for distributøren, der er det selskab, der sørger for, at filmen kommer i biografen. Gennemsnitligt får distributøren forrentet sin investering med omtrent 40 procent.

Så mens mange andre tjener penge, taber filmproducenten altså penge på at lave filmen.

Sådan ser det ud for film, der går rigtigt godt. Man behøver vel ikke finde den store kugleramme frem for at danne sig et billede af, hvordan det så går med den måske lidt mindre succesfulde film eller ligefrem med et flop.

Hvis producenterne altså ikke tjener deres penge på at sælge billetter, hvordan kan det så være, at der overhovedet er producenter som f.eks. Zentropa, Nimbus og Nordisk Film? Hvordan overlever filmproducenter, hvordan skal man tjene penge?

En solid dansk producent har fortalt, at filmproduktion er en dyr hobby. Hun sagde det ganske vist om dokumentarfilm, men det ser bestemt også ud til, at det gælder for spillefilm. Men tjener man ikke penge på at vise sin film til publikum, så kan man jo kun tjene dem, mens man producerer filmene – med andre ord ved at generere et dækningsbidrag, når filmene udvikles optages og færdiggøres.

Har producenten f.eks. en lampe, kan man jo tjene penge ved at leje den samme lampe ud til alle de film, man producerer.

Måske er det derfor, landets store producenter har investeret ganske massivt i udstyrspakker, klippegange og den slags. Og måske er det medvirkende til, at produktionsbudgetterne er steget voldsomt de senere år.

Alternativt kan man lade sig inspirere af de amerikanske studier og forsøge at kontrollere så meget af fødekæden som muligt. Og måske var det et forsøg med sådan en tænkning, da Nimbus og Zentropa gjorde et bekosteligt forsøg på at etablere et distributionsselskab.

Ser man på Nordisk Film er det i hvert fald ikke en hemmelighed, at deres store økonomiske styrke hænger sammen med, at de er landets suverænt største ejer af biografsæder, at de selv distribuerer og sælger i udlandet, at de selv har studier, udstyr, lydstudier, klippegange og laboratorier.

Risiko og afkast
Der er som sådan ikke noget i vejen med, at hvis producenterne ikke kan tjene penge på det ene, så kaster de sig over det andet. Så længe producenterne tjener de penge, der skal til for at holde maskinerne kørende, så kan offentligheden vel være tilfreds?

Det er bare ikke uden vanskeligheder, at dansk film står med en forretningsmodel, der tilskynder producenterne til at tjene penge på at forvalte udstyr frem for at lave indhold.

Når producenten laver en film, der sælger godt og stadig har en negativ forrentning af sin egeninvestering, mangler der en sammenhæng mellem risiko og afkast på investering.

Det er producenten, der tager risikoen, og det er producenten, der mister penge på dén del af forretningen. I snart sagt alle andre områder af samfundet er sådan en sammenhæng mellem risiko og afkast et helt grundlæggende princip, og så længe den ikke er til stede i filmproduktion, vil det fortsat være så godt som umuligt at tiltrække andre investorer, og man må derfor forlade sig på øremærkede offentlige penge.

Det er desuden sådan, at netop denne forretningsmodel er et krav fra Det Danske Filminstitut, hvis man skal have støtte til en spillefilm. På den måde er Det Danske Filminstitut altså med til at cementere en forretningsmodel, der ikke længere er lønsom.

Systemet er også med til at hindre udviklingen af nye forretningsmodeller, ligesom filmbranchen på producentsiden bliver udynamisk. Vil man etablere en virksomhed, der skal lave film, er det nemlig ikke nok at være god til at udvikle og afsætte indholdet, man skal også kunne investere massivt i udstyr. Skulle en Peter Aalbæk starte Zentropa i dag, ville han stå over for kolossale vanskeligheder.

Samme mareridt som musikbranchen
Det største problem ved den måde, man i dag producerer dansk film på, er nok, at det ikke kan betale sig at tænke på publikum.

Sat på spidsen kan man sige, at tænker man som en god købmand, når man laver film, så bruger man altså penge og kræfter på at udvikle et manuskript frem til det punkt, hvor man kan få produktionen finansieret. Og fra det punkt kan det ikke længere betale sig at gøre det bedre, for selv om en forbedring kunne hjælpe filmen til at sælge 25.000 billetter mere, så gør man det som filmkøbmand ikke, for man ser jo alligevel ikke noget til de penge.

I dét perspektiv er det jo rigtig godt købmandskab, at Nordisk Film som ejer af Zentropa fortæller Peter Aalbæk, at omkostningerne skal reduceres.

Her er det værd at bemærke, at den mere traditionelle forretningsmæssige tilgang til filmproduktion, som Nordisk Film vel kan siges at være eksponent for, netop slår ned på indholdsproducenten i koncernen.

For de er ganske klar over, at det er på udstyret, at man skal tjene sine penge. Ikke på indholdet.

Men det kan snart vise sig at være en ganske kortsigtet strategi, der i et lidt længere perspektiv kan være ødelæggende for dansk film. Måske er der tale om forsømmelse, måske er det bare konservatisme, men ved at holde fast i en urentabel forretningsmodel og skyde skylden på fotografer og tv-redaktører kommer man let til at minde om nogle gamle elefanter, der vælter ud af skabet og siger: »Det er os, der er bedst til at producere dansk film, for det er os, der er bedst til at tjene penge på at leje udstyr ud til os selv«.

I en tid, hvor verden er fuld af fortællinger og levende billeder, kunne man i stedet overveje, om ikke en strategi, der tværtimod fokuserer på indhold, er et bedre svar på de aktuelle udfordringer?

Hvis det svar giver et behov for nye forretningsmodeller, kan det jo være, at dansk film ikke skal igennem det samme mareridt, som musikbranchen var få år tilbage.

Nyt filmforlig
Ja, medgivet, vi ser jo stadig nye film, men det viser nok i virkeligheden, hvor stædigt instruktørerne og manuskriptforfatterne arbejder på deres film.

Sandheden er, at talentet og fortælleglæden trækker derhen, hvor man tror, at sikkerheden for, at ens film bliver lavet, er størst. Uanset om den så bliver lavet på alt andet end underholdning eller kunst.

LÆS OGSÅBetyder Zentropa-krise filmkrise?

Skal vi gøre noget for, at den aktuelle krise ikke graver et stort hul, som dansk film ender i, må det helt centrale spørgsmål nu være:

Skal vi gribe chancen og strikke det næste filmforlig sammen på en måde, der kan være med til at gøre det attraktivt for filmproducenterne at fokusere og konkurrere på indholdet i stedet for at konkurrere på udstyr?