Ifølge en gammel, hidtil ukendt plan fra Rigspolitiets Rejseafdeling skulle fremtrædende medlemmer af Blekingegadebanden have været anholdt allerede i foråret 1981. De professionelle opdagere fra Rejseholdet havde konkret mistanke om, at banden stod bag både brandattentater og mordforsøg i Århus, ligesom man mente, at de var skyldige i et voldsomt kidnapningsforsøg mod en bankdirektør og hans familie i Glostrup.

Rejseholdet ville gribe ind og tjekke bandemedlemmernes alibier og fingeraftryk – men politiet blev forhindret i at udføre deres arbejde efter ordre fra Politiets Efterretningstjeneste, PET.

Først ni år senere blev Blekingegadebanden anholdt og konfronteret med sine handlinger. Da havde de hærget landet gennem mere end et årti og begået det ene voldelige røveri efter det andet. Deres forbrydelser kulminerede med drabet på den unge betjent Jesper Egtved Hansen foran Postkontoret i Købmagergade i november 1988. Men Rejseholdet var ikke de eneste, som kunne have standset dem. De fik nemlig aldrig et seriøst modspil fra politiet, selvom flere og flere kriminalfolk undervejs blev opmærksomme på deres eksistens.

Er dette PET’s skyld? Har det danske efterretningsvæsen et direkte medansvar for, at bandens forbrydelser eskalerede, som det påstås i dramaserien ’Blekingegade’, der i disse uger vises på TV 2 med nogle af landets mest fremtrædende skuespillere i hovedrollerne?

Meget tyder på det. I hvert fald ligger der mere gemt i den sag end drt, der er kommet frem i den officielle PET-kommissions beretning og journalist Peter Ø. Knudsens bøger.

Frygt for at være marionet
Sammen med tidligere efterforskningsleder Jørn Moos har vi gennem de senere år gravet videre i denne sag, der tilsyneladende nægter at dø. Og selv om der er gået mellem tyve og tredive år, siden begivenhederne fandt sted, er det stadig noget, som fylder mange af de involverede med utroligt stærke følelser. Gamle garvede politifolk har stadig svært ved at holde deres tårer tilbage, når de fortæller om, hvad de dengang blev udsat for af obstruktioner fra deres eget system.

Noget tyder også på, at sagen faktisk rummer en af dansk politis mest ubehagelige og indtil videre bedst bevarede hemmeligheder. Jørn Moos, hvis alter ego har hovedrollen i TV 2-serien, er selv forbløffet over, hvad der egentlig skete bag kulisserne i årene før politidrabet.

Jørn Moos troede, at det var ham, der var eksperten, ’bare’ fordi han i 1989 stod i spidsen for den efterforskning, som førte til anholdelsen af Niels Jørgensen, Jan Weimann, Torkil Lauesen, Peter Døllner, Karsten Møller Hansen, Bo Weimann og Carsten Nielsen fra banden i Blekingegade. Det arbejde, som også førte til fundet af den våbenspækkede dæklejlighed på Amager, der rummede panserværnsraketter, landminer og hemmelige rum med beviser og drejebøger for nogle af de største røverier, som hidtil var begået i Danmark.

I dag er det gået op for Jørn Moos, at flere personer inden for hans eget system vidste mere om sagen, end han selv og kollegerne i efterforskningsgruppen under Københavns Politi.

Han frygter, at han har været en marionet, der blev ført bag lyset af sine egne. Dette er en voldsom mistanke – men den er baseret på kendsgerninger.

Som nævnt var det almindelige kriminalpoliti klar til at slå til mod banden allerede i foråret 1981. Da havde Rejseholdet gennem et halvt år foretaget en efterforskning i Århus sammen med PET. Samarbejdet var historisk, fordi det åbne og lukkede politi ellers sjældent havde noget med hinanden at gøre, og efterforskningen involverede både overvågning, aflytning, meddelere – og mindst én hemmelig agent.

I den jyske hovedstad afdækkede politiet dengang to yderligtgående politiske grupperinger. Den ene kom fra Århus og havde tæt kontakt til den tyske byguerilla omkring Rote Armee Fraktion. Den anden gruppe bestod formentlig af de mennesker, der senere blev kendt som Blekingegadebanden, men som i årene omkring 1980 foldede sig ud i Århus. Bandens daværende kernemedlem Holger Jensen blev i september 1980 dræbt ved en trafikulykke i Tilst i udkanten af byen, hvor han sandsynligvis var ved at planlægge et kup mod varehuset Bilka.

Rejseholdets og PET’s indsats medførte desuden, at man fik konkret mistanke om, at Blekingegadefolkene i sommeren 1980 havde gennemført en dramatisk gidseltagning mod bankdirektør Poul Würtzen fra Forstædernes bank i Glostrup. Her bortførte unge, velklædte røvere Würtzen og ville tvinge ham til at udlevere 30 millioner fra bankboksen på hans arbejdsplads, mens direktørens kone og otteårige barnebarn blev holdt som gidsler i det private hjem.

To tidligere ledere fra Rigspolitiets Rejsehold afslører nu, hvordan de dengang kom på sporet af den senere Blekingegadebande. Den pensionerede kriminalkommissær Ernst Søndergaard og hans kollega, vicekriminalkommissær Arne Siezing, var så langt i deres arbejde med at efterforske de yderligtgående grupper i Århus, at de i foråret 1981 var klar til at anholde en snes navngivne personer. Herunder nøglefolk fra Blekingegadebanden.

»Men vi blev stoppet af politimesteren i Århus og PET’s ledelse«, siger pensioneret kriminalkommissær Ernst Søndergaard i dag. Han har skrevet dagbog om sit arbejde og kan derfor dokumentere, hvad der skete.

For eksempel kan han oplyse, at Rejseholdet i efteråret 1980 fik en grundig orientering af PET om efterretningstjenestens mistanke mod banden, som man mente samarbejdede med den palæstinensiske kampgruppe PFLP og derfor begik alvorlige forbrydelser i Danmark.

Den tidligere politileder kan også dokumentere, at Rejseholdet afholdt hele to møder med kriminalpolitiet i Glostrup og fortalte dem, hvem man mente stod bag kidnapningen af bankdirektøren i politikredsen.

Alligevel reagerede Glostrup Politi ikke, og sagen blev aldrig opklaret.

Arbejdede i blinde
Dette mønster gentog sig op gennem 1980’erne. Flere og flere kriminalfolk fra det almindelige politi fik konkret mistanke til Blekingegadebanden, men deres arbejde blev standset, når de satte sig i kontakt med PET for at få hjælp og oplysninger.

I dramaserien ’Blekingegade’ fremgår det, at PET holdt øje med stormagasinet Daells Varehus, da voldelige gerningsmænd røvede 5,5 millioner kroner i julen 1986. De detaljer i serien er ikke helt nøjagtige, men hemmelighedskræmmeriet og PET’s modvilje mod at dele sine oplysninger med det almindelige politi fanger serien efter alt at dømme meget præcist.

Det er nemlig fuldstændig korrekt, at PET fra sommeren 1986 vidste, at Blekingegadebandens medlemmer var på vej til at gennemføre endnu et kæmpekup i Danmark. Derfor indledte PET den såkaldte ’Operation Pineapple’ rettet mod banden. Mere end en enkelt gang mødte PET op i retten og bad om tilladelse til at aflytte bandemedlemmernes telefoner og private mødesteder. Dette tillod retten, og banden var altså under direkte PET-overvågning, da det store kup mod Daells Varehus fandt sted i julen 1986.

Blandt de helt nye oplysninger, som vi har fundet frem til sammen med Jørn Moos, er, at kriminalbetjente fra Lyngby dengang ringede til røveriafdelingen i København og fortalte, at PET kendte identiteten på de formodede røvere fra Daells Varehus.

Herefter rettede en leder fra Københavns Politi henvendelse til PET og bad om oplysninger, men han fik det lakoniske – og forkerte! – svar, at efterretningstjenesten ikke havde nogen mistanke til konkrete personer. Ikke et ord om ’Operation Pineapple’ eller den aktuelle aflytning af bandens medlemmer.

Derfor arbejdede røveriafdelingen i København gennem hele 1987 i blinde, og sagen forblev uopklaret. Så sent som i begyndelsen af 1988 blev to opdagere fra Københavns Politi sågar nægtet adgang til PET’s korrekte materiale. Ti måneder senere blev politibetjenten Jesper Egtved Hansen skudt.

Direkte og personligt ansvar
Det hører med til de nye oplysninger, at både medarbejdere fra Rejseholdet og to kriminalfolk fra Lyngby flere gange forsøgte at råbe andre politikredse op, når de fik mistanke om, at Blekingegadebanden havde begået nyt kup. De kontaktede deres kolleger og anbefalede dem at gå til PET og få informationer.

I 1983 havde de to kriminalbetjente Johannes Pedersen og Karsten Høy fra Lyngby ellers fået en direkte ordre fra deres chefer om, at de skulle neddrosle arbejdet med at finde gerningsmændene til røveriet af over otte millioner kroner fra en pengetransport i Lyngby. Også i dette tilfælde spillede såvel PET som Justitsministeriet en aktiv rolle i kulissen:

»Vi blev direkte truet på jobbet, hvis vi fortsatte vores efterforskning«, fortæller Johannes Pedersen.

»Men alligevel kunne vi ikke få os selv til at sidde passivt og kigge på, når vi fik mistanke om, at ’vores røvere’ udfoldede sig i andre politikredse«.

Betjentene fra Lyngby advarede mindst tre gange deres kollegaer. Først efter det såkaldte ’Rullestolsrøveri’ i Gladsaxe, siden i forbindelse med Daells Varehus-kuppet og endelig, da Købmagergades Postkontor var blevet røvet.

På samme måde havde deres kolleger fra Rejseholdet allerede i begyndelsen af 1980’erne ringet rundet til lokale afdelinger af kriminalpolitiet og meddelt deres mistanke til præcis den samme gruppe mennesker – altså Blekingegadebanden.

Det skete efter postrøveriet ved Vesterport i 1982 og i forbindelse med overfaldet på pengetransporten i Lyngby i 1983. Sidstnævnte røveri er det eneste, hvor vi i dag ved, at PET rent faktisk gav oplysninger om banden til det almindelige politi. De to kriminalbetjente Johannes Pedersen og Karsten Høy fra Lyngby Politi fik nemlig navne og cpr-numre på fire af Blekingegadebandens medlemmer, men de fik også at vide, at de ikke måtte dele oplysningerne med deres kolleger. De måtte heller ikke nedskrive dem i deres rapporter eller bruge dem til at ansøge om ransagningskendelser hos en dommer. Og fem år senere var det netop Lyngby Politi, som nægtede to opdagere fra København adgang til PET-materialet!

Københavns pensionsmodne chefpolitiinspektør Per Larsen og den tidligere rigsadvokat Henning Fode har et direkte og personligt ansvar for dette forløb. De var nemlig henholdsvis operativ chef og øverste leder i PET, da hovedparten af disse begivenheder fandt sted.

Per Larsen tiltrådte i 1983 og Henning Fode i 1984. Per Larsen gav i 1983 de to Lyngby-betjente en sporadisk orientering om PET’s mistanke, men forbød samtidig de to kriminalfolk at bruge denne viden aktivt eller fortælle andre om den. Per Larsen gav heller ikke kopier af de fotografier af bandens medlemmer, som PET ellers havde.

Og i Justitsministeriet var Henning Fode sagsbehandler på Lyngbykuppet, da de to kriminalfolk året efter blev truet til at stoppe arbejdet. Siden blev han selv politimester i PET

Flere af Blekingegadebandens store røverier fandt sted, mens Fode og Larsen styrede PET. Det var under deres ledelse, at PET indledte ’Operation Pineapple’, og det var i deres tid, at det almindelige politi kun fik bortforklaringer, når man spurgte konkret til det, der siden blev kendt som Danmarks største forbryderbande.

Per Larsen har ellers i de senere år givet malende beskrivelser af, hvordan han var ved at skære sig selv under barberingen, da det efter røveriet og politidrabet i Købmagergade gik op for ham, at det kunne være ’banden’, som var på spil.

I dag må det undre alle, der gider kigge blot en smule kritisk på forløbet, hvordan det kan være, at Larsen ikke havde problemer med at holde sit barbergrej i ro efter rullestolsrøveriet mod Herlev Postkontor og julekuppet i Dalle Valle. Det er en kendsgerning, at PET forsøgte at hjælpe Lyngby Politi en smule i 1983. Og at tjenesten hjalp Københavns Politi meget i 1988. Men efter de to røverier, som ligger i den mellemliggende periode, lod Per Larsen og hans folk øjensynligt skægget gro.

Kampen om sandheden
For to år siden lovede forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen og daværende justitsminister Lene Espersen, at »hver en sten skulle vendes« i denne sag.

Det er aldrig sket, selvom den såkaldte PET-kommission fik til opgave at undersøge nogle få elementer og i sommer valgte at frikende PET fuldstændigt i sagen.

Over for kommissionen gav PET’s tidligere operative leder Per Larsen to forklaringer, som den offentlige kommission har taget til sig.

1. PET havde ingen viden, kun en såkaldt ’mavefornemmelse’, om gruppens aktiviteter.

2. PET havde ingen beviser.

Begge dele forekommer at være noget sludder. PET’s såkaldte ’mavefornemmelser’ medførte nemlig, at efterretningsvæsenet gentagne gange formåede at overbevise retten om, at bandens medlemmer skulle overvåges og aflyttes. Og da det almindelige politi i 1989 endelig fik adgang til sagens akter, var der samlet så meget PET-materiale, at det tog to politifolk mere end en halv måned at læse PET’s papirer igennem.

Københavns nuværende chefpolitiinspektør Per Larsen påstår, at man ikke havde beviser til at få gruppen dømt. Men i normalt politiarbejde har man altså ikke forbud mod at kontakte mistænkte og bede dem afgive forklaring. Ligesom man kan indsamle fingeraftryk og lave konfrontationer med vidner. Dette skete ikke, når det handler om Blekingegadebanden.

Tværtimod forhindrede PET det almindelige politi i at foretage denne helt almindelige efterforskning mod banden. Første gang i foråret 1981. Og siden igen og igen og igen.

Folketinget skal lige efter nytår beslutte, om sagen trænger til at blive underkastet en ny undersøgelse. Forinden stiller en række af de gamle kriminalefterforskere for første gang op og fortæller, hvad der egentlig skete dengang. Samtidig beretter et helt nyt øjenvidne, hvordan PET tilsyneladende kørte sin egen sideløbende efterforskning, som man holdt skjult for det almindelige politi. Det sker i udsendelsen ’Blekingegadesagen genoptaget’, der sendes på TV 2 mandag 4. januar 2010.

LÆS OGSÅFlertal for ny undersøgelse af Blekingegadebanden

Deres beretninger stemmer hverken med PET-kommissionens eller Per Larsens forklaringer. Per Larsen angriber sågar sine gamle kolleger og medarbejdere for at viderebringe skrøner og ikke at have forstået et ord af det hele, og han bakkes tilsyneladende op af justitsminister Brian Mikkelsen. Men hvad siger Folketingets flertal?

Kampen om sandheden er gået ind i sidste omgang – efter mere end tyve år.