Næsten ti procent af en ungdomsårgang går ikke op til 9. klasses afgangsprøve. Og næsten 20 procent af en ungdomsårgang gennemfører ikke en ungdomsuddannelse.

Konsekvensen er, at flere og flere unge bliver udstødt af samfundet. Dette er ikke bare en katastrofe for de unge selv, men også en trussel mod velfærdssamfundet, der i fremtiden kommer til at mangle mange medarbejdere.

Dansk skolepolitik er i krise, og der er brug for en revolution, hvis den igen skal på rette spor.

Regeringens skolepolitik har slået fejl. Besparelser og dårlig økonomi sætter begrænsninger for en lang række skoler og lærere, samtidig med at politikernes krav om samlebåndspædagogik strammer grebet om engagerede lærere. Resultatet er, at en stadig stigende andel af den danske ungdom aldrig gennemfører en uddannelse.

Regeringen bærer en stor del af ansvaret herfor. Men oppositionen skylder et alternativ, der handler om andet end »flere ressourcer« og »et opgør med regeringens sorte uddannelsespolitik«.

Der er således et stort behov for, at skolen og skolepolitikken igen bliver sat til debat.

Dette skal vel at mærke være en debat, der kan være med til at løfte folkeskolen op til nye højder – og ikke en debat, der igen taler skolen ned i et nyt sort hul.

Mange elever forlader skolesystemet med succesoplevelser i rygsækken og høje kompetencer. Men desværre er der noget, der tyder på, at skolen ikke har de rammer og muligheder, der er nødvendige for at leve op til de høje forventninger. En stadig større gruppe af børn og unge falder igennem og fravælger en uddannelse. Ambitionen om, at 95 procent af alle unge skal have en ungdomsuddannelse, er med andre ord mislykket.

Der er mange forklaringer på, hvorfor det ikke går bedre. En væsentlig del af forklaringen er, at lærere oplever, at de ikke har tid og ressourcer til at indrette undervisningen til den enkelte elev. Årsagerne til at alt for mange unge får fiasko i grundskolen er mangfoldige, men det står tilbage, at situationen ofte er alvorlig for den enkelte, der må igennem en lang række nederlag – og for samfundet, hvor der i fremtiden vil være færre til at bære søjlerne i velfærdssamfundet.

Den nuværende mangel på lærere, pædagoger og sygeplejersker vil blive styrket, og erhvervslivet vil komme til at råbe på kompetente medarbejdere.

Der er brug for politikere, der tør tro på vores folkeskole. Det er på høje tid, at den skolepolitiske vision med bund i ensrettet undervisning erstattes af en skolepolitik, der tør sætte børn fra ikke-akademiske hjem i første række. Det omgivende samfund og naturen skal igen ind i skolen. Det samme skal teknologien og de moderne og tidssvarende rammer og undervisningsmaterialer. Dette kræver bedre økonomi, og det kræver efteruddannelse af lærerne.

Men skolen og lærerne kan ikke kun klare det med hjælp fra visionære politikere. Forældre til børnene på de danske skoler skal involvere sig i højere grad. Undervisningspligten skal i fremtiden også dække forældrene.

Forældre forventer allerede i dag at blive inddraget aktivt og modtage tilbagemelding på deres barn. Til gengæld stiller undervisningspligten krav – ikke kun til børnene, men også til forældrene. Det skal fra hele samfundets side gøres tydeligt, at man forventer, at alle forældre – også dem med etnisk baggrund – deltager i forældremøde, skole-hjem-samarbejdet og i de sociale aktiviteter omkring klassen.

Forfatteren Lars Olsen her flere gange dokumenteret, at langt flere unge tager en uddannelse, hvis de går i blandede skoler med børn, der kommer fra familier, hvor man har tradition for at tage en uddannelse. En socialt blandet folkeskole er altafgørende, hvis vi ikke fortsat skal lade en stor andel af en ungdomsårgang falde fra, allerede inden de er færdige med folkeskolen, med den medfølgende store risiko at blive marginaliserede eller socialt udstødte. Denne erkendelse har bredt sig til venstrefløjen. Men politikerne er endnu ikke nået dertil, hvor man præsenterer andre politiske løsninger end, »det bør kommunerne gøre noget ved«.

Østerbro i København og Åby i Århus er eksempler på, hvor godt det kan gå, imens udviklingen er væsentlig mere kritisk i bydele som Vollsmose og Gellerup. Tallene taler et entydigt sprog: Et skolemiljø, hvor eleverne er blandet på tværs af sociale skel, giver mere social mobilitet og bedre uddannelseschancer.

Derfor skal der ske en blanding af skolebørnene, og hvis det er nødvendigt, må det ske med tvang. Derfor skal der ske en styrkelse af folkeskolen, og om nødvendigt via et opgør med den økonomiske støtte til privatskolerne.

Dette forudsætter først og fremmest, at alle børn lærer de basale færdigheder, og at uddannelser indrettes på en helt ny måde. Eksempelvis er klassekvotienter tæt på 30 ensbetydende med, at undervisningen ofte bliver den klassiske, hvor eleverne sidder og begraver næsen i en bog, imens læreren står foran tavlen eller sidder bag katederet.

Skal alle grupper af børn have et godt afsæt i livet, er der brug for en politik, der kræver virkeligheden – det praktiske – ind i undervisningen. Der skal i langt højere grad lægges vægt på fællesskabet i stedet for at overlade børn og unge til sig selv. Lærerne skal frigøres for regeringens stramme detailstyring og i langt højere grad bruge deres tid på at forholde sig til den enkelte elevs behov.

Der skal udvikles og investeres i nye undervisningsmaterialer, der aktiverer eleverne fysisk, varierer undervisningen samt opfordrer til, at eleverne selv indsamler erfaring om omverdenen. Der skal ligeledes bygges undervisningsrum, der ligger uden for klasselokalerne.

Det øger indlæringsevnen markant at skifte mellem forskellige rammer. Samtidig muliggør undervisning uden for klasselokalet, at eleverne i højere grad selv undersøger genstanden for undervisning i stedet for kun at læse om den. Det kræver efteruddannelse af lærerne, og det kræver materialer, der støtter den slags undervisning og undervisningstilbud.

Flere og flere eksperter og politikere bakker i dag op om 13 års uddannelsespligt som en del af løsningen på uddannelsessystemets krise. Der er flere positive perspektiver i dette forslag.

Men det er oplagt, at man ikke bare kan udvide uddannelsespligten inden for det nuværende system. Der er brug for reformer, hvis man ikke vil tage livet af de skoletrætte unge.

Det vil være nødvendigt enten at skabe en form for alternativ uddannelse eller give mulighed for, at folkeskolen og ungdomsuddannelserne bliver mindre bogligt orienterede. Det praktiske, det musiske, det kreative og den fysiske udfoldelse skal opprioriteres. Eksempelvis skal eleverne have langt bedre muligheder for at komme i længere praktikforløb inden for forskellige erhverv. Med 13 års uddannelsespligt skal vi vænne os til, at uddannelse kan være nogle meget praktiske forløb, der foregår ude på virksomhederne.

Det vil være nødvendigt med et løft af hele erhvervsskoleområdet, ligesom de ungdomsuddannelser, man i dag tilbyder de unge, skal være mere varierede, så der også er noget for de skoletrætte unge. Fordelen ved 13 års uddannelsespligt vil samtidig være, at man vil tvinge uddannelsesinstitutionerne og politikerne til at udvikle tilbud, der i langt højere grad end i dag tager hensyn til de bogligt svage og skoletrætte. Nye tilbud kunne give hele uddannelsessektoren et løft.

En stadig voksende del af de ressourcer, der bruges på den danske folkeskole, bruges på en lang række evalueringstiltag. I løbet af et skoleår skal jeg som lærer beskæftige mig med trivselsundersøgelser, brugertilfredshedsundersøgelser, APV’er, nationale test, elevplaner og kvalitetsrapporter. Og disse er bare et lille udpluk af de evalueringstiltag, der i dag fylder i skolens hverdag, og dræner ressourcer fra undervisningsopgaven.

Folketinget har besluttet, at der hvert år skal udarbejdes såkaldte kvalitetsrapporter for alle folkeskoler i Danmark. I flere kommunerne måles og undersøges der på over 100 indikatorer.

Rapporterne er et typisk eksempel på det bureaukratiske pres, som er ved at tynge hele den offentlige sektor i knæ.

Der udføres hvert eneste år store mængder af kvalitative undersøgelser, og der skrives mange rapporter, der allerede er blevet en så integreret del af forvaltningerne, at de synes næsten uundværlige og umulige at afskaffe. Men har de ført til mere kvalitet og bedre resultater for vores børn? På ingen måde. Rapporterne har ført til øget bureaukrati.

Ville det ikke være klogere at koncentrere ressourcerne de steder, hvor der er udfordringer og problemer, frem for alle disse dyre masseevalueringer, som meget få mennesker – og mindst af alt dem med deres hverdag på skolerne – forholder sig til? Det er vigtigt at understrege, at der ikke nødvendigvis er noget i vejen med den kvalitative evaluering. Men det bliver et stort problem, når denne evalueringsform står alene og fylder det hele.

Vi er nødt til at stå fast på, at kvalitet i den offentlige sektor skal komme nedefra.

Hvis det skal lykkes, er det helt afgørende, at medarbejderne får bedre mulighed for at levere kvalitet. Jo større ansvar den enkelte lærer får til at prioritere og handle, jo større motivation, energi og engagement vil læreren kaste i arbejdet, og derfor haster det med et opgør med det evalueringskaos, der i dag presser folkeskolen i knæ.

Lærerne skal frigøres fra regeringens stramme detailstyring og i langt højere grad bruge deres tid på at forholde sig til den enkelte elevs behov. I dag bruger lærerne en uforholdsmæssig stor del af deres arbejdstid på at løse mere eller mindre administrative opgaver som for eksempel på at lave individuelle elevplaner mm.

Der skal ryddes op i den store administrative og bureaukratiske jungle, der æder lærernes arbejdstid, så der frigives menneskelige og pædagogiske ressourcer til undervisningen af den enkelte elev. I forlængelse heraf skal der indføres to-lærer-ordninger i dansk og matematik i de mindste klasser, hvilket vil forbedre elevernes basale kundskaber og derved samtidig forebygge behovet for specialundervisning.

I dag går mere end 20 procent af udgifterne til folkeskolen i de fire største danske byer til specialundervisning.

Der skal investeres i tidssvarende undervisningsmaterialer. Som følge af en presset økonomi på skolerne er forældede landkort og gamle lasede bøger virkeligheden mange steder. Det er en selvfølge, at de gamle materialer, der i dag anvendes på mange skoler, ikke giver de bedste rammer for fagligheden. Dette skal rettes op.

Der er brug for en folkeskole, der kan sikre fagligheden for alle – uanset baggrund.

Alle skal opleve glæden ved at lære at læse, skrive og regne. I nutidens samfund er tal og bogstaver ikke den eneste vigtige viden, men forudsætningen for at lære og få succes i resten af tilværelsen. Folkeskolen er nøglen til dette – men det kræver, at vi giver den et løft!