I går snakkede jeg med min lille datter om transportmidler – eller jeg forsøgte at forklare hende, hvad transportmidler er. Efter at have opremset tog, biler, cykler, både og fly, kigger min datter søgende på mig og siger:

»Mor, løbehjul, min scooter (benstyret) og rulleskøjter er da også transportmidler, så, og også mine ben, ikke?«.

Min datters ’venden tingene på hovedet-svar’ fik mig til at indse, at vi i den grad sidder fast i vores nuværende måde at tænke trafikpolitik på.

Klimatopmødet er fortsat på alles læber – og fiaskoen her viser, hvor stor en udfordring vi står med på klimaområdet for at sikre fremtidige generationer. Men internationale møder kan og skal heldigvis ikke stå alene. De skal følges op af handling i hvert land. Og efter fiaskoen i København kan Danmark ændre indtrykket ved at sætte turbo på vores indsats.

Ved at vise, at vi vil gå foran – for næste møde i Mexico. Og for Danmarks vedkommende er der masser at tage fat på.

Ja, vi var vært for et klimatopmøde uden at have orden i eget hus. Her tænker jeg især på trafikområdet, som er den helt store klimasynder for Danmarks vedkommende – det er det eneste større område, hvor CO2-udslippet er stigende. Det bliver et langt og sejt træk at få nedbragt trafikkens CO2-udslip, men det er kun en ekstra grund til at gå i gang med det samme. Danmark skal planlægge mere langsigtet og modigt og prioritere de transportformer, der bringer flest folk rundt med mindst CO2-udledning – altså tog, busser og cykler.

Bus og tog
SF var i januar med til at lave den langsigtede trafikinvesteringsaftale, der for første gang i mange år satsede mere på jernbaner end biler. SF’s klare mål var at få gennemført den såkaldte timemodel, hvor man kan komme med tog fra København til Odense på en time, fra Odense til Århus på en time, frem og tilbage mellem Århus og Aalborg på endnu en time. Også Esbjerg og Herning skal kunne nås på en time fra Odense. Og det lykkedes.

Og der er tilmed – for første gang under denne regering – besluttet at bygge en ny jernbane, nemlig fra København til Ringsted over Køge. Samtidig forbedres kapaciteten på flere strækninger med blandt andet dobbeltspor, og det nedslidte signalsystem udskiftes helt. Endelig er der truffet en principbeslutning om, at jernbanen på langt sigt skal elektrificeres. Det giver mulighed for, at alle tog engang i fremtiden får energi fra vindmøller, solceller eller andre former for vedvarende energi.

Det var en god begyndelse, men der mangler stadig en hel del investeringer, før togtrafikken for alvor kan trække passagerer væk fra bilerne og over i toget. Desværre er det sådan, at jernbaneinvesteringer tager lang tid at gennemføre, og i de næste ti år kommer vi stadig til at lide under fortidens forsømmelser. Men godt begyndt ...

LÆS OGSÅTrafikaftale til 94 milliarder på plads

Også busserne blev der afsat penge til – over 1 milliard kroner. De fleste af disse penge skal sikre, at busserne kommer hurtigere frem. Det er der i høj grad brug for. I København kører busserne i myldretiden i samme adstadige tempo som hestesporvognen for 100 år siden. Det gør det ikke ligefrem attraktivt at stille bilen – og det er netop her, vi skal slå til for at nedbringe CO2-udslippet. Vi skal gøre det let, billigt og lækkert at vælge de offentlige transportformer. Jeg tror på, at det er afgørende for at få folk til at stille bilen.

Mange steder i landet har regeringens økonomiske udsultning af kommunerne ført til lukning af stribevis af busruter. Det har blandt andet betydet, at mange gymnasieelever ikke kan møde til tiden og må pjække for at nå den sidste bus hjem. Det duer jo ikke. Over en tredjedel af togpassagererne kommer til stationen med en bus. Busserne er bare vigtige, og jeg er virkelig glad for, at det lykkedes at få denne buspulje med i aftalen, for regeringen havde nemlig bevidst udeladt busserne i deres udspil fra november 2008.

Bevægelse mod letbaner
SF’s ambition er også, at flere cykler i skole, på arbejde, til købmanden osv. De korte bilture forurener nemlig forholdsvis meget, og motion skader ikke – tværtimod. Trafikaftalen indeholder derfor store muligheder for bedre cykelforhold, ordentlige cykelstier, sikre cykelveje til skoler for eksempel.

Da regeringen trådte til i 2001, lukkede man for den trafikpulje, der blandt andet gav tilskud til cykelstier. Med vores pres i trafikforhandlingerne er det lykkedes at få ændret regeringens kurs og afsætte statspenge til kommunale cykelprojekter. En lang række større byer får nu mulighed for at blive cykelbyer.

LÆS OGSÅFlere cykelstier skal skabe arbejdspladser

Odense er (indtil videre) Danmarks eneste cykelby og er blevet det med tilskud fra den gamle trafikpulje. Vi vil gerne mange flere cykelbyer i Danmark; succesen i Odense er nemlig til at få øje på. Der er nu mange flere cykler i bybilledet, og sundheden i Odense Kommune er nu forbedret så meget, at udgiften til investeringer i cykelstier mv. allerede har tjent sig ind igen.

Endelig glæder jeg mig over, at regeringen langsomt er ved at bevæge sig i retning af en accept af letbaner – moderne sporvogne – som i disse år skyder op som paddehatte rundt omkring i Europas storbyer. Jeg tror, at letbaner – i samarbejde med S-tog og metro – er en nødvendig del af et moderne og grønt transportsystem i Storkøbenhavn, ligesom der andre steder i landet også er brug for og perspektiver i letbaner.

Letbaner er et behageligt og hurtigt kollektivt transportmiddel, som kører på elektricitet, og erfaringen synes at vise, at de i høj grad kan bidrage til at begrænse biltrafikken. Det kan metro også, men letbaner er langt billigere at bygge end metroer. I trafikaftalen har vi fået sat penge af til 1. etape af letbanen i Århus, de første penge til en letbane i Ring III om København (som transportministeren vistnok og desværre hellere ser brugt til en højklasset bus) og en forundersøgelse af letbane i Odense. Danmarks tre største byer er med, og det glæder jeg mig over.

Flere tiltag
En række eksperter har påpeget, at trafikaftalen ikke er nok til at få trafikkens CO2-udslip til at falde. Det er jeg helt enig i. Jeg kan også love, at havde SF haft 90 mandater, havde trafikinvesteringsaftalen set anderledes ud, end den kom til. Vi havde f.eks. ikke besluttet at bygge en motorvej til Frederikssund, hvor der netop er gode muligheder for at løse transportopgaven med kollektiv trafik med en udbygning af S-banen kombineret med en letbane i Ring 3.

LÆS OGSÅEkspert: Uklogt at udbygge motorveje

Når det er sagt, synes jeg selv, at det lykkedes meget godt at få drejet regeringens noget forkølede trafikudspil fra november sidste år over til et godt og overvejende grønt resultat. Samlet set var trafikinvesteringsaftalen et sporskifte i dansk trafikpolitik – et sporskifte, som ikke er nok til at stoppe, men nok til at dæmpe væksten i transportens klimabelastning.

Den næste og meget afgørende beslutning bliver, hvordan vi indretter fremtidens bilafgiftssystem. Det vil påvirke CO2-udledningen og klimabelastningen væsentligt. Regeringen har lagt op til, at den vil halvere registreringsafgiften på alle biler og i stedet for opkræve en kørselsafgift.

Det forslag giver et meget stort problem, fordi også biler med en høj klimabelastning, altså dem, der kun kører kort på en liter benzin eller diesel, skal have nedsat deres registreringsafgift.

Socialdemokraterne og SF er blevet enige om en anden og bedre omlægning af bilbeskatningen.

For det første foreslår vi en kørselsafgift for lastbiler og en betalingsring om København. Det vil give betydelige indtægter, som skal bruges til at gøre den kollektive trafik bedre og billigere. Der vil også være penge til bedre forhold for cyklister og parkeringspladser ved en række stationer i Københavns omegn.

Tilsammen betyder de tiltag, at det både økonomisk og tidsmæssigt bliver meget mere fordelagtigt at tage den kollektive trafik ind til København – måske kombineret med en cykel- eller biltur til en passende station. Det er en væsentlig forskel til regeringen, der på grund af skattestoppet ikke vil bruge penge fra øgede afgifter på lastbiler til forbedring af den kollektive trafik – bortset fra de penge, der kommer fra udenlandske biler. Betalingsring vil regeringen slet ikke være med til på trods af de gode erfaringer fra f.eks. Stockholm og London.

Tegning:  Jørn Villumsen
For det andet vil vi halvere registreringsafgiften på de personbiler, der forurener klart mindre end gennemsnittet – og vi vil sikre, at kravene bliver skærpet i takt med den teknologiske udvikling, så der hele tiden bliver en tilskyndelse til at købe biler, der forurener endnu mindre. De penge vil vi skaffe ved at indføre en kørselsafgift, dog først efter en periode på fem år, så der bliver tid til at skifte den gamle benzinsluger ud med en mere klimavenlig bil, før man skal til at betale kørselsafgifter.

Når teknikken tillader det, skal afgiften indrettes, så den er høj på indfaldsvejene til de store byer i myldretiden og lav på f.eks. de sparsomt befærdede nordjyske motorveje. Det vil gøre det økonomisk mere attraktivt at tage bus, tog eller letbane – eller cyklen – ind til byen og hjem igen. Samtidig betyder mindre trængsel også, at bussen kan komme hurtigere frem.

Alt sammen gode incitamenter til at flytte folk over i den kollektive trafik, når det kombineres med store investeringer i den kollektive trafik, som skal være nem, hurtig og lækker at benytte. Hvis det skal gennemføres fuldt ud, kræver det et ret avanceret system for beregning af kørselsafgiften blandt andet baseret på satellitdata, og der vil formentlig gå en del år, før det kan fungere fuldt ud. I mellemtiden må man benytte sig af andre teknologier.

Vi vil også afsætte en pulje til de mest klimavenlige biler. De penge tænkes brugt til blandt andet elbiler, som i dag er temmelig dyre, men som på langt sigt vil være en rigtig god trafikløsning, fordi de kan køre på strøm fra vindmøller, solceller mv., og fordi deres batterier kan fungere som lager for overskydende strøm.

Hverken investeringer eller afgiftsomlægninger gør det alene. Heldigvis er der mange andre muligheder. Lad mig bare nævne, at Dansk Transport og Logistik – vognmandsbranchen – og Dansk Erhverv har fremlagt en lang række forslag, der kan nedbringe klimaforureningen fra lastbiler med mange procent.

Det drejer sig om alt fra mere aerodynamiske lastbiler over sikring af korrekt dæktryk til bedre køreteknik. De forslag er særlig interessante, fordi de også vil give en økonomisk gevinst og således skulle være til at få gennemført! SF har fremlagt et beslutningsforslag, der på den baggrund opfordrer regeringen til at lave en frivillig aftale med vognmandsbranchen om reduktioner på mindst 20 pct. i løbet af tre år.

Også i forhold til privatbiler er der meget at hente på grøn køreteknik, og fremover bør bilsyn omfatte en kontrol af, om bilen er klimaoptimeret (f.eks. med hensyn til dæktryk).

Og så er der grund til at kigge på den fysiske planlægning. Det er nemlig et problem, at folk pendler længere og længere, samtidig med at flere og flere lægger deres indkøb i store indkøbscentre, som man reelt kun kan komme til med bil.

I hovedstadsområdet er det i dag sådan, at der ingen sammenhæng er mellem, hvor man arbejder, og hvor man bor, og princippet om at nyt byggeri skal være stationsnært, blæser man højt og flot på. Femfingerplanen for hovedstaden var en visionær plan, og der er brug for mere af den slags tænkning. Ja, det vil tage lang tid, før det virkelig batter, men hvis vi ikke tager den fysiske planlægning i forhold til trafikken alvorligt nu, bliver problemerne bare større og større.

COP15-fiasko
Jeg synes, at det er dejligt, at min lille to et halvt-årige datter ser muligheder i at transportere sig selv rundt med nogle af de transportmidler, der ikke har noget CO2-udslip – nemlig sine ben og rulleskøjter. Det har min datter nemlig mulighed for, fordi hun bor et sted, hvor afstandene er sådan, at det faktisk kan lade sig gøre.

Hvis vi alle kiggede os i spejlet og på de korte afstande brugte vores ben, lidt længere vores cykel osv. og tilpassede vores transportmiddel til den afstand, vi skulle, så er vi nået et stykke, men det kan naturligvis ikke gøre det alene. Fordi der er mennesker, der bor steder, hvor de offentlige transportmuligheder er begrænsede, og de skal naturligvis have mulighed for at transportere sig rundt i bil. Andre har så lange afstande, at de aldrig ville nå til og fra arbejde, hvis de ikke kunne benytte de hurtige transportmidler.

Vi kan bare ikke lukke øjnene for, at vi skal nedbringe transportsektorens CO2-udslip, og det kræver, at vi tager mange virkemidler i brug. Netop derfor er det afgørende, at vi skaber offentlige transportmuligheder, der imødekommer forskellige afstandskrav, og at vi skaber incitamenter til, at folk vælger at bruger ben, cykel, løbehjul eller lignende. På de korte afstande.

Jeg vil gerne videregive en klode i ordentlig stand til min datter og alle andre børn samt deres børnebørn. Det er afgørende, at vi knækker CO2-kurven, og det skal også transportsektoren bidrage til. Og det skal vi i gang med – topmødet i Bella Center var en fiasko; hvis fremtidige klimatopmøder skal blive til mere, så kræver det, at vi politikere har billedet af bl.a. min datter på nethinden for at huske, at fremtidige generationers muligheder skabes af os, der træffer de politiske valg nu.