Øjenhøjde, klar tale, tydelige forventninger, ydmyghed, hånd om fejl, professionalisme, sammenhæng, udvikling og ressourcer med omtanke. Det er regeringen, KL’s og Danske Regioners ni principper for god offentlig service, udg. 2007.

Der eksisterer på Christiansborg, i de kommunale og regionale landskaber en grundlæggende velfærdspolitisk konsensus. Alle vil velfærd. Mere og bedre, bakket op af befolkningens temmelig entydige prioritering heraf. Men kun få vil sikre uddannelse og forskning til velfærd.

Velfærdsuddannelserne til sygeplejerske, lærer, pædagog, socialrådgiver, fysioterapeut, ergoterapeut etc. er hengemt stof i den offentlige debat. Undtagen når en sygeplejerske eller to kommer til at læse Foucault (hvad fanden skal de med det), når små uddannelsessteder må lukke i nærheden af valgkredsen, eller når vi i festtalerne er ude på de store vidder og taler om uddannelse i verdensklasse. Det er egentlig besynderligt.

Enhver ved nemlig, at skolelærerens kompetence er afgørende for, om ungerne lærer noget, at pædagogens professionalisme har afgørende betydning i børnehaven, at sygeplejersken skal beherske sit fag i øjenhøjde med patienten. Ja, enhver ved, at kvaliteten skabes i mødet mellem borger, patient, studerende, barn og professionel, og snart sagt enhver har en holdning til lærere, pædagoger og sygeplejersker. Det er med andre ord uddannelser, hvor en løbende samfundspolitisk interesse for kvalitet og indhold burde være dagligdag. Men ikke desto mindre mangler disse professionsuddannelser politisk og offentlig opmærksomhed og debat lige bortset fra den rutinemæssige skepsis over for læreruddannelsen.
Og det er ikke, fordi området henligger i passivitet. I 2008 trådte en af de største reformer på Undervisningsministeriets område i 50 år i kraft. Professionshøjskolerne blev skabt som samling af disse mange uddannelser plus en lang række tekniske og merkantile videregående uddannelser. Der er i dag syv professionshøjskoler, som uddanner lige så mange mennesker som universiteterne, og som udgør den vigtigste kanal for medarbejdere til velfærdssamfundets frontlinje. For ti år siden var de samme uddannelser organiseret på knap 200 institutioner.

Det er jo ikke just en reform i småtingsafdelingen. Alligevel har sektoren ikke været nævnt af statsministeren en eneste gang. Og alligevel handler det meste af velfærdsdiskussionen om nye bygninger, nye strukturer, kontraktpolitiske garantier og styring for slet ikke at nævne en kakofoni af enkeltsager, som udstilles i medierne. Og alligevel synes der kun meget få drøftelser endsige overvejelser over forholdet mellem på den ene side politiske investeringer i uddannelse og på den anden side effekten heraf ude på skoler, sygehuse, forvaltninger og private virksomheder.

Høje forventninger til velfærden
Det kan undre, at der foregår så få overordnede diskussioner af de rammer, vi giver f.eks. professionshøjskolerne, der uden sammenligning er den institutionstype, der uddanner flest ansatte i den offentlige sektor.

Fordi der eksisterer i høj grad forventninger til den offentlige sektors velfærdsinstitutioner – at skadestuen er åben, når vi har brug for det, at de ældre kan modtage hjemmehjælp, når det bliver nødvendigt, at folkeskolerne til hver en tid har plads – i dobbelt forstand – til vores unger, at vi får genoptræning, når det behøves, at fødestuerne er åbne døgnet rundt, at børnehaverne er åbne året rundt osv. Tilsvarende eksisterer der forventninger til de videregående uddannelser om, at de ikke bare uddanner, men danner til et demokratisk samfundsliv, og at de bidrager til at mindske ulighed i uddannelse.

I disse forventninger ligger også, at vi – naturligvis – forventer, at de fagprofessionelle har kompetence af såvel faglig ’teknisk’ art, og at de er lydhøre over for borgernes, patienternes, klienternes særlige behov og egenart. Ydermere at de velfærdsstatslige institutioner løbende ikke blot følger med i nationale og internationale forskningsresultater, men også selv forsker i og udvikler deres vidensgrundlag.

Den offentlige sektor er med andre ord meget mere end at uddanne den enkelte studerende, at behandle den enkelte patient eller at give pædagogiske tilbud til det enkelte barn. Det er også at sikre udviklingen af indholdet i disse ydelser for fremtidige brugere samt at sikre tryghed, fairness, solidaritet i vores samfund. Og at gøre dette inden for politiske krav og organisatoriske og økonomiske rammer.

Vi forventer med andre ord, at velfærden er sikret for os alle og fremover. Dertil kommer, at forskningen efterhånden temmelig entydigt peger på, at velfungerende velfærdsinstitutioner er en afgørende forudsætning for vores nuværende velstand og konkurrenceevne: den offentlige og private sektor som hinandens forudsætninger. Så vidt så godt.

Det er uddannelsesinstitutionerne, der er grundlaget for, at varen kan leveres: at de fagprofessionelle har de rette kompetencer til at løse opgaverne. Men kan de det? Eller hvad skal der til for, at de kan?

Individuelt tilpasset behandling
For det første skal der en fælles forståelse til om, hvilke kompetencer der i bred forstand er brug for. Der eksisterer en opfattelse i offentligheden og blandt mange politikere af, at der ikke kræves megen kompetence for at kunne yde sygepleje, passe børn m.m. Her lægges vægt på de praktiske hænder, og alle politikere elsker derfor nærmest entydigt uddannelsernes praktik og gyser ved ethvert praksischok, som den nyuddannede måtte opleve. Hermed forfladiges og undervurderes kompetenceniveauet. Men det forholder sig snarere omvendt. Der er brug for en professionalisering ved at styrke det vidensgrundlag, hvorpå lærere, sygeplejersker, socialrådgivere og andre opererer og fornyer sig selv.

Nye og mere avancerede teknologier, videnseksplosion, politiske reformer, større dokumentations- og afrapporteringskrav m.m. rokker ved hidtidige måder at arbejde på og stiller krav til nye kompetencer og samarbejde. Forskningsresultaterne fløjter om ørene på lærere, socialrådgivere og andre og kan brolægge vejen til behandlingen af børnesager med (ofte ulæste) kataloger over best practice og forskningsrapporter fra SFI; sygeplejerskerne skal indgå i stadig mere komplekse funktioner i samarbejde med et mere og mere specialiseret lægefag, hvor forskningen og den teknologiske udvikling sprøjter nye behandlingsformer og medicin ud.

Samtidig er borgeren i stigende grad i centrum for ydelserne og kræver individuelt tilpasset behandling, ja måske endda et retskrav på særligt tilpasset undervisning af eleven i folkeskolen. På den anden side ønsker det politiske system overskuelighed, styrbarhed og kontrol – ikke mindst da medierne stort set nationaliserer ethvert tænkeligt problem.

Men skal sygeplejerskerne, lærerne, pædagogerne så være akademikere – forstået således, at de uddanner sig ind i en forskningsverden uden målrettet fokus på en bestemt gerning og profession. Nej, det skal velfærdsprofessionerne ikke. De skal have adgang til forskning, og deres uddannelse og profession skal basere sig på forskning, der er orienteret mod praksis og ikke alene publikationer i peer-reviewed-tidsskrifter. En basering på forskning sikrer, at der ikke alene uddannes varme hænder, men også kloge hoveder, der i praksis er fortrolige med brug af nye metoder og dermed kan forny deres profession i både kvalitet og effektivitet.

Og fordi en basering på forskning, herunder også samfundsvidenskab og teorier, der kan virke langhårede, er nødvendigt for, at de med en stærk dømmekraft kan navigere i en yderst kompleks hverdag, bruge nye indsigter og træffe begrundede valg.

Hermed kan de være det nødvendige bindeled mellem politikeres generelle visioner og borgernes specifikke behov og ønsker.

Det er noget andet end at skabe halvstuderede røvere. Gør vi det sidste, uddanner vi dem væk fra de professioner, hvori de gør en forskel for den enkelte og for samfundet. Så uddanner vi dem væk fra klasseværelset og ind i forvaltningen, fra operationsstuen ind på kontoret. Strategien er altså hverken en back to basics med forlæg i uddannelsernes tradition og håndværk eller en tyendementalitet, der angler efter gammeldags akademisk anerkendelse.

Mangel på politisk vilje
For det andet skal den viden og de kompetencer, de studerende opnår, kunne udfolde sig i praksis. Desværre har den praktiske del af uddannelsen også trange kår mange steder. En presset hverdag og situationer, hvor der er flere studerende end færdiguddannede, er – i underdrivelsens form – ikke de bedste forudsætninger for at løfte uddannelsesopgaven. Uddannelse til velfærdsområderne kan derfor ikke løsrives til alene at dreje sig om uddannelsesinstitutionernes forhold, men må også medtænke skolernes, kommunernes, sygehusenes engagement og ikke mindst vilkår for at gøre praktikken til et udfordrende læringsrum.

Men samfundet investerer som aldrig før i uddannelse, forskning og innovation? Må indvendingen vel være. Og det er korrekt. Men midlerne går mestendels til universitetssektoren – det skal være den vel undt – og navnlig til de ’våde’ områder, hvor det giver en slags mening at gå fra ’Tanke til faktura’, som videnskabsminister Helge Sander formulerede det år tilbage. Her er målet konkurrenceevne i den private sektor og dermed finansieringsgrundlaget for velfærd.

Målet er ikke at forny og forbedre velfærdsydelserne. Midlerne går stort set ikke til at knytte forskning til velfærdsuddannelse og praksis; den såkaldte videnstrekant. Professionshøjskolesektoren, der uddanner lige så mange som universitetssektoren, har i 2010 en udviklingsøkonomi på ca. 350 mio. kr. Besluttet af forligskredsen bag globaliseringsaftalen, der faktisk var en velfærdsaftale. Pengene udgør knap 5 procent af landbrugsstøtten her til lands for nu at sætte perspektiv på proportionerne. Resten af skolernes økonomi er hovedsagelig benhård taxameter- og markedsstyring, hvor pengene følger de studerende. Med andre ord en meget behersket uddannelses- og forskningspolitisk investering i velfærd.

Undskyld os, men vi finder den politik meget lidt i tråd med de principper for god offentlig service, regeringen selv har lanceret. Det er ikke klar tale, når professionshøjskolerne kun berømmes i festtaler og ikke sikres rammer og økonomi. Det er ikke ydmyghed, når de politiske beslutninger på områder reelt tilsidesætter mange års erfaringer med at udvikle velfærdsuddannelser til fordel for enøjede styrings- og ledelsesmodeller.

Det er ikke professionalisme at nedsætte et stort anlagt Vækstforum, der straks vil beskæftige sig med skole og uddannelse uden én eneste kyndig fra Undervisningsministeriets område. Det er ikke at tage hånd om egne politiske fejl, når det er stort set umuligt for aktører på området at komme i reel dialog om, hvordan vi de facto sikrer professionshøjskolerne og dermed velfærdsuddannelserne. Hvad er det da? Mangel på politisk vilje? Tjoh.

Men måske er problemet, at opgaven er spredt mellem mange ministerier, styrelser og politiske aktører uden stærk koordination? God service er menneskeskabt, skriver regeringen i sin lille pamflet om principper for god offentlig service. Det er politiske valg også. Det er en stille tanke eller to værd i en tid, hvor en regeringsrokade, reorganisering af ministerierne og en mulig politisk fornyelse er på spil.