Succes. Både anmelderne og folk, der normalt holder sig langt væk fra litteratur, er helt 'fra sig' af begejstring over 41-årige Knausgårds 'Min Kamp'. - Foto: PR-FOTO

Her i Norge er navnet Knausgård alle vegne; i alle aviser og på alles læber. Når man møder en ven eller bekendt, er deres tanker et andet sted. De hører ikke efter, hvad man siger, de tænker bare på Karl Ove Knausgårds romanværk ’Min Kamp’, og man behøver ikke vente længe, før spørgsmålet kommer: »Har du læst Knausgård?«’ Eller Karl Ove’ som kvinderne siger med forelskelse i stemmen.

Det er ingen overdrivelse. Kvinderne er virkelig forelskede, og mændene opfører sig, som om de endelig har fået en ven, der forstår dem. Både anmelderne og folk, der normalt holder sig langt væk fra litteratur, er helt ’fra sig’ af begejstring over 41-årige Knausgårds ’Min Kamp’, hvor han over tre bind og næsten femten hundrede sider beskriver sit nuværende liv som familiefar i Malmø og sin opvækst i Kristiansand med en alkoholiseret og tyrannisk far. Og det er kun begyndelsen. De tre første bind udkom i løbet af efteråret, og der kommer tre bind til i løbet af foråret 2010, så romanværket i omfang når op på mindst 2.500 sider.

Alle taler om Knausgårds endnu ikke færdiggjorte romanværk, som om det har fået dem til at se lyset, og som man kunne læse i Carsten Andersens artikel i Politiken 13. januar, blev det til sidst for meget for forfatteren Jan Kjærstad. I en kronik i Aftenposten 7. januar skrev han, at kritikerne var blinde over for værkets svagheder, fordi de lå med næsen i gruset, og dagen efter skrev alle aviser, at han bare var misundelig. Siden er der ikke gået en dag uden en kronik om Knausgård i de norske aviser.
En kønsforsker mener, at han fortjener nobelprisen, en litteraturprofessor, at både kritikerne og forskerne mangler ord for den type roman, Knausgård har skabt, en moralfilosof taler om hovedpersonens kamp som et nådesløst kald og sammenligner Karl Ove med selveste Kristus.

Og mens al denne virak finder sted, sidder forfatteren i Malmø og skriver, som om det gjaldt livet. Ti tryksider om dagen! I en mail til avisen Morgenbladet 15. januar fortæller Knausgård, at han netop har afleveret fjerde bind til forlaget og nu har isoleret sig for at skrive det femte. Med klædelig beskedenhed udtaler han, at han troede, han havde skabt »noe omvendt spektakulært, et næsten søvndyssende realistisk projekt«. I stedet blev værket det mest omtalte i nyere tid, og værket kommer også til at handle om sin egen tilblivelse og modtagelse, og anmelderne ved ikke, om de kommer til at optræde i bøgerne, og læserne ved ikke, om han kommer i mål med projektet, så alle venter i spænding på de tre næste bind, som var Knausgård en moderne tids Nansen på vej over indlandsisen.

Anmeldernes våde drøm
I en så feststemt atmosfære var det både modigt og dumdristigt af Kjærstad at gå ud i Aftenposten og spørge, om kejser Knausgård nu også havde tøj på. Til Politiken udtalte Kjærstad efterfølgende, at det slet ikke var hans intention: »Jeg mener, han har tøj på, men at han måske ikke er kejseren, og at tøjet er meget mere almindeligt, end mange anmeldere synes«. Og fem dage senere havde Kjærstad endnu en kronik i Aftenposten, hvor han under titlen ’Grus og diamanter’ skrev, at man fratager forfattere muligheden for at deltage i debatter, hvis ethvert forsøg på at kritisere samtidens litteraturformidling bliver stemplet som et udslag af misundelse.

Det har Kjærstad fuldkommen ret i. Men når han siger til Politiken, at Knausgård er enhver anmelders våde drøm, fordi han rammer alle de rigtige motiver og tankesystemer, kan man ikke lade være med at tænke, at den modtagelse, Knausgårds værk har fået, er enhver forfatters våde drøm. Og hvis Kjærstad ikke allerede havde kritiseret Knausgård for at have en freudiansk verdensanskuelse, kunne man næsten tro, at der var tale om god gammeldags freudiansk projektion fra Kjærstads side, for hvilken forfatter drømmer ikke om at modtage læsernes kærlighed og hyldest samtidig med, at anmelderne sammenligner deres værk med Ibsen og Hamsun og Proust!

Der er ikke noget at sige til, at Kjærstad måtte knibe sig i armen, da han så de sammenligninger – men nej, han drømte ikke, han var vågen. Og den frygtelige sandhed, Kjærstad har måttet vågne op til i flere måneder, er, at de nu har placeret Knausgård sammen med Solstad og Fløgstad, så han ikke selv står på sejrsskamlen længere – end ikke en bronzemedalje kan det blive til, selv om Kjell Askildsen og Per Petterson kører deres egne suveræne løb på hver sin sidelinje, og det er forståeligt nok svært at bære for Kjærstad, som selv har oplevet at være på hele Nordens læber, da han udgav trilogien om Jonas Wergeland.

Men man kan ikke bare ignorere Kjærstads kritik af ’Min Kamp’ som et udslag af misundelse, for han har ret i, at der er utallige forfattere, som har skrevet selvbiografiske romaner, og som bevidst har spillet på forholdet mellem virkelighed og fiktion.

Kjærstad trak nobelpristagerne V.S. Naipaul og J. M. Coetzee frem som eksempler på forfattere, som har skrevet en subtil form for selvbiografi, og han nævnte også en lang række svenske eksempler fra de senere år – blandt dem Lars Noréns 1.700 sider lange ’En dramatikers dagbok’ og P.O. Enquists selvbiografiske ’Ett annat liv’.

Man kan nævne lignende eksempler fra Danmark, hvor Claus Beck-Nielsen og Knud Romer har udgivet tilsvarende selvbiografiske romaner, og allerede tilbage i slutningen af halvfjerdserne og starten af firserne udgav Suzanne Brøgger ’Creme Fraiche’ og ’Ja’, hvor hun iscenesatte sig selv og beskrev sit privatliv i detaljer. Brøgger var inspireret af den amerikanske forfatter Henry Miller, hvis romaner også var selvbiografiske og skrevet med den samme fandenivoldskhed, som kendetegner Knausgårds romanværk. Og man kunne nævne mange andre eksempler fra nyere tid, for eksempel Klaus Rifbjergs mere blufærdige karakterbøger, og ikke mindst norske Dag Solstads roman ’16.07.41’.

Men som litteraturprofessor Arne Melberg skriver i en kronik i Aftenposten, går ideen om at skrive sit liv helt tilbage til 1580, hvor Montaigne i forordet til sine nyskabende essays erklærede, at han havde skrevet en oprigtig bog om sig selv.

Enestående lancering
Knausgård skriver sig altså ind i en flere hundrede år gammel litterær tradition, og derfor har Kjærstad delvis ret, når han går ud og siger, at ’Min Kamp’ ikke er så enestående, som de norske medier giver indtryk af, men måden, Knausgård har lanceret værket på, og værkets overvældende omfang er så radikalt realiseret, at det slår tilbage på Kjærstad, når han anklager Knausgård for at være konservativ og spørger, om der ikke er nogen, som kan lugte mølkuglerne.

Kjærstad kritiserer værket for at repræsentere en kristen-freudiansk verdensanskuelse og anklager med rette Knausgård for at dyrke en romantisk kunstnermyte, hvor kunstneren har lov til at gå over lig for sin kunst, men det er svært at tage hans kritik alvorligt, for lugten af mølkugler er godt nok intenst nærværende, når man læser Kjærstads to indlæg i debatten, men det skyldes, at Kjærstads egen trilogi om Jonas Wergeland kommer til at fremstå som en ligegyldig konstruktion – en postmoderne leg med biografigenren – når man sammenligner den med Knausgårds langt mere ærlige og levende skildring af, hvad det vil sige at være et menneske.

Det er altid hårdt, når en ny generation tager over, og det er ikke så underligt, hvis Kjærstad er chokeret over, at han nu er blevet detroniseret. Der har været mange tilløb, men det er først med Knausgårds romanværk, at en ny generation har overtaget nuet og den litterære dagsorden, og Kjærstad har altid været så ivrig efter at bringe nyt om fremtiden, at det må ramme ham ekstra hårdt, når han nu ikke længere selv repræsenterer det nyeste nye.

Der har længe været en ekstrem længsel i samtiden efter det ’virkelige’. Måske er det, fordi folk føler sig fremmedgjorte i en mere og mere teknologiseret virkelighed, at de har et så voldsomt behov for at blive bekræftet i, at de findes. Reality-serier dominerer fjernsynets sendeflade, og almindelige mennesker beskriver deres hverdag på Facebook og andre sociale medier, ja de filmer tilmed deres egne liv og lægger deres sex med kæresten ud på nettet.

Knausgård har nu skabt den litterære version af denne tidstypiske trang til selveksponering og til at følge med i andres intime liv. Forskellen mellem ham og amatørbloggerne på nettet er, at han er en kunstner med ord, og forskellen mellem ham og de andre forfattere, som skriver selvbiografi, er, at ’Min Kamp’s ekstreme omfang gør det legitimt, at han skriver alt om sit liv, også alt det, som normalt ville blive anset for alt for trivielt til, at man kan skrive om det i en roman eller selvbiografi.

Banal og brilliant
I Kjærstads seneste kronik ’Grus og diamanter’ skriver han, at den går altså ikke; man kan ikke have hundredvis af sider, hvor sproget er på det jævne, selv om der indimellem er brillante passager, men Knausgård har dækket sig ind via formen, som giver ham lov til at hænge et spejl op foran sin egen virkelighed, et spejl, som samtiden hellere end gerne spejler sig i, for læserne er helt enige med Knausgård: Sådan ser livet ud. Banalt og brillant. Grus og diamanter.

Utroligt nok lykkes det Knausgård at bevare sin kunstneriske integritet, samtidig med at han giver folk, hvad de vil have, fordi han skriver så godt, og fordi romankonceptet er så genialt tænkt, at han kan gå så detaljeret til værks, at det, han skriver, bliver alment nok til, at alle kan genkende sig selv i det. Og dermed kan han realisere sig selv som kunstner, samtidig med at læserne får opfyldt deres længsel efter at føle sig set og levende.

Det er i sig selv en sjældenhed, og Knausgård gør mere end det: Han besvarer også folks ønske om at føle sig specielle, for som allerede prisbelønnet forfatter var han noget specielt inden udgivelsen af ’Min Kamp’, men han giver dem adgang til sit liv, og det ligner deres eget, og de får lov til at gå helt ind i hans tanker, og tænker de ikke også næsten sådan selv? Så må de jo også være specielle. Og jo mere specielle, de gør Knausgård, jo mere specielle bliver de selv.

Det er lidt en kontrakt, han indgår med læserne, for alle vil være specielle, og det kan de være i selskab med ’Min Kamp’, og det er måske forklaringen på den massepsykose, Kjærstad oplever blandt kritikere og læsere, og som han har al mulig grund til at være mistænkelig over for. I kronikken ’Grus og diamanter’ påviser han, at anmeldernes tilbedelse af Knausgårds værk har en religiøs karakter, og i et sidste forsøg på at sætte spørgsmålstegn ved værkets litterære værdi kommer han med eksempler på Knausgårds brug af klicheer som »stormende forelsket« og »det skar som en kniv i hjertet«.

Men uanset hvad Kjærstad og andre måtte mene om ’Min Kamp’, så har Knausgård ramt noget helt centralt i samtiden, og hans megalomane selvbiografi, hvor han nærmest beskriver virkeligheden i forholdet en til en, får det meste andet, der er skrevet i lang tid, til at fremstå som ren konstruktion. (Det gælder interessant nok ikke de største navne i norsk litteratur, som Dag Solstad og Per Petterson, for de formår at skabe karakterer, som vi lever med, som var de virkelige, sådan som alle store forfattere til alle tider har gjort det).

Grænser til ren populisme
Det er kun gennem litteraturen, at vi kan opleve virkeligheden inde fra et andet menneske, og Knausgård har udnyttet denne force i ekstrem grad, og han er lykkedes med det, og derfor er ’Min Kamp’ stor litteratur, selv om han benytter en strategi, som grænser til ren populisme.

Lige nu er der mange af hans forfatterkolleger, som er i chok, for midt i al mediehypen kan det virke, som om Knausgård har taget patent på selveste virkeligheden. Men de kommer sig nok snart, og fremover vil vi komme til at opleve mange romaner, som forsøger at skabe en illusion af at være virkelige, for Knausgård er langtfra den eneste forfatter, der lider af fiktionskvalme.

Mange af de forfattere, som har mistet troen på fiktionen, vil søge mod det litterære essay, andre vil eksperimentere med New Journalism eller forsøge at skabe nye blandingsgenrer. Der vil med andre ord være tale om gentagelse af, hvad der skete i 60’erne og 70’erne, hvor den litterære journalistik, den dokumentariske roman og bekendelseslitteraturen – som ’Min Kamp’ må ses som en videreudvikling af – havde sin storhedstid, efter at modernismen havde drevet romangenren til en endestation, hvor der kun var de rent formelle eksperimenter tilbage.

Da den engelske romanforfatter Zadie Smith for nylig udgav essaysamlingen ’Changing My Mind’, indrømmede hun i ’The Observer’, at hun var begyndt at skrive essays, fordi hun led af novel-nausea. Der er tale om en epidemi blandt forfatterne, og den har også spredt sig til den anden side af Atlanten. I næste måned udkommer en essaysamling af den amerikanske forfatter David Shields, som hedder ’Reality-Hunger – A Manifesto’, hvor han opfordrer forfatterne til at gøre oprør mod romanformen med dens konstruerede plot og karakterer for i stedet at trække virkeligheden ind i romanen i rå og ubehandlet form.

Samtiden hungrer efter få beskrevet virkeligheden, så den føles virkelig. Knausgård har stillet denne sult for et stykke tid. Når de tre næste bøger i romanværket er fortæret og fordøjet, kan vi måske begynde at se mere nøgternt på, hvad det var, han fodrede os med.