Hvad er der galt på universiteterne? På andet år i træk skæres der ned, og højproduktive videnscentre smadres. På Københavns Universitet fyres fastansatte forskere på bl.a. det naturvidenskabelige, det biovidenskabelige og det farmaceutiske fakultet. Også sidste vinter var der massefyringer.

Folketingets politikere talte ellers i efteråret 2009 om, hvor glade de var for, at det var lykkedes at lave en aftale, der sikrede forskningen milliarder fra globaliseringspuljen.

Hvad er op og ned i den farce, der igen udspiller sig på universiteternes centrale administrationer?

Hvad sker der med grundforskningen og kvaliteten af de uddannelser, der ellers skulle føre de studerende, vores fremtidige styrke af vidensarbejdere, til det ypperste faglige niveau?

Universiteterne er ramt af en dyb krise, der berører hele meningen med at have offentlige forsknings- og undervisningsinstitutioner i Danmark. Krisetegnene er mange.

Helge Sanders ministerium har netop udgivet et ’ideoplæg’, som ingen embedsmænd har villet lægge navn til. Det forsøger igen at sælge tanken om at privatisere danske universiteter. Sanders seneste udspil er en lille brik i en lang række tiltag, der siden universitetsloven fra 2003 er gået ud på at afvikle den pagt mellem universiteter og samfund, som udviklede sig i perioden fra 1950’erne til langt op i 1990’erne.

Den gamle pagt var baseret på

1) en opfattelse af, at inden for forskning og videregående uddannelse er en mangfoldighed af organiseringsformer en god ide, pga. opgavernes mangfoldighed og en fornuftig arbejdsdeling mellem universitets- og sektorforskning, og mellem universitetsuddannelser og en række andre videregående uddannelser;

2) tillid til de ansattes faglige ekspertise og dedikation;

3) stigende indrømmelse af, at medbestemmelse ikke blot var motiverende og førte til bedre arbejdspladser, men også var til gavn for helheden;

4) at selv den ’unyttige’ grundforskning, fordi den er uforudsigelig, viser sig ikke blot at være til civilisatorisk gavn og give øget erkendelse af den verden, der omgiver os, herunder vores egne samfund, men også at føre til pludselige gennembrud, der gavner også økonomisk og teknologisk, og at Danmark, når vi satser på områder som medicin, bio-, info-, kommunikations- og nanoteknologi, nødvendigvis må have et basalt vidensberedskab med rod i grundforskning for hurtigt at kunne forbinde den internationale videnskabs resultater med vores egen forskning og udvikling; og

5) at universiteterne som offentlige skal tjene hele det danske samfund, og her er erhvervsinteresser trods alt kun én type blandt andre.

Denne gensidige forståelse mellem universitet og samfund var under universiteternes og sektorforskningsinstitutionernes ekspansion et historisk kompromis mellem hensyn til praktisk nytte, i form af forskning, der tjener stat, velfærdssamfund og erhvervsliv, og hensyn til erkendelse, som forskning og undervisning i sprog, kunst og kultur, og fortsat udvikling af den akademiske videnskab.

Det sanderske universitet
I modsætning hertil er det sanderske universitet ikke opbygget på basis af tillid mellem mange parter i og uden for universitetet, men er en modsætningsfyldt topstyret kontrolstruktur under et lag af neoliberal fernis; en krydsning af Foghs værdikamp, statslig overstyring og troen på, at et universitet kan drives som en privat koncern på et globalt marked. Hovedvægten lægges på hensyn til ‘strategisk’ og anvendt forskning, som erhvervslivets ledere forventes at interessere sig for.

Topstyringen sker gennem nye lag af ansatte ledere og administratorer, der på trods (eller på grund?) af regeringens liberalistiske profil er underlagt New Public Management, der kan oversættes med ’lad os mime markedet’, med afpolitiserende forsøg på automatiseret styring efter institutionernes output, statsligt dikterede mål i ’udviklingskontrakter’ og med et svulmende bureaukrati til følge, der indkradser dokumentation, udvikler indikatorer (som den såkaldt bibliometriske forskningsindikator), og som i forsøget på at indføre ’transparens’ og selvledelse (man hylder universiteternes formelle autonomi) reelt indfører DDR-lignende tilstande, ikke alene på de højere læreanstalter og universiteter, men alle steder i den offentlige forvaltning.

Politikens læsere vil nok huske, da otte direktører, chefkonsulenter og administrationschefer i Kroniken ’Tilgiv os – vi vidste ikke, hvad vi gjorde’ (29/3-2007) skrev, at »Vi var selv med til at skabe styrings-tænkningen i det offentlige. I dag ved vi, at det er gået over gevind«. Siden da er tingene ikke blevet bedre.

Topstyringen af universiteterne har spillet fallit. Erhvervsledere i bestyrelsen og et magtfuldt rektorat på Københavns Universitet har ikke rettet op på en elendig økonomistyring og administrativt vokseværk.

Og når basismidlerne konstant er faldende, hvilket er Folketingets ansvar, skal pengene hives i land af eksterne kasser. Rektor og universitetsdirektør svarer på en kritik af dårlig universitetsledelse (Universitetsavisen 8.1.), at KU »i øjeblikket har 6.000 eksterne projekter med særlig økonomisk bogføring og hele 200-250 medarbejdere på fakulteter og institutter er involveret i den økonomiske styring af dem«.

Ved siden af bureaukratiseringen ser vi en risikabel konsulentgørelse af forskningen, som truer dens uafhængighed: Statsansatte lektorer og professorer piskes i stigende grad af institutlederne til at »finde midler til deres egen løn«, så den tid, de skulle have brugt på at forske og undervise, går nu til at skrive boglange ansøgninger for at konkurrere med deres kolleger om midlerne i de samme få private og offentlige råd og fonde, f.eks. Danmarks Grundforskningsfond (DG).

Universiteternes budget er blevet et balkankort af projektpenge. Hvad betyder det for den faglige ekspertise?

For det første, når forskerne af de nye lederkadrer (dekaner, prodekaner, viceinstitutbestyrere, etc.) opfordres til at »gå derhen, hvor pengene er«, trues forskningens frihed og uafhængighed. En god ting ved universitetsforskning – også den anvendte – er jo, at den er uafhængig.

Men hvis forskere fra de tidligere sektorforskningsinstitutioner som f.eks. Danmarks Miljøundersøgelser, som blev tvunget til at fusionere med universiteterne i 2007, i noget af deres arbejdstid skal lave udredningsopgaver for ministerier (med følgegrupper af embedsmænd åndende dem i nakken, som Cavlingpris-modtager Jesper Tynell for nylig dokumenterede), endda i skarp konkurrence med private rådgivende ingeniørfirmaer, og i en anden del af deres arbejdstid skal teste f.eks. virkningen af pesticider for private virksomheder og så i resten af deres tid kan udføre fri toksikologisk grundforskning, så bliver det måske så som så med det sidste, og dens uafhængighed kan ikke siges helt hævet over enhver tvivl.

For det andet sker der en alvorlig forringelse af hele det system til sikring af faglig ekspertise og kvalitet, som i det akademiske system virker f.eks. ved ansættelse af nye forskere.

For hvordan får en forsker penge af en fond, f.eks. DG, til at ansætte en videnskabelig assistent? Den enkelte universitetsforsker, og den mindre selvorganiserede forskningsgruppe på 5-10 personer (studerende, ph.d.-stipendiater, lektorer, adjunkter, postdocs, samlet om en professor) eksisterer stadig, men kun på trods af det sanderske system. Som enhed for finansiering af et stykke forskning er den lille forskergruppe og den enkelte professor truede arter: Alt skal bunkes i større enheder, stjerneprogrammer eller satsningsområder. Kun store konglomerater kan søge penge.

Selv erhvervsledere er skeptiske
Masser af tid går på, at forskergrupper og netværk søger sammen for at skrive ansøgninger, og splittes igen, enten med, men som oftest uden penge, når ansøgningsfasen er ovre. Der er en vis prestige i at hive penge hjem fra DG, men bemærk, at det kræver institutlederens underskrift på, at de stillinger, der midlertidigt finansieres eksternt af fonden efter bevillingens ophør, ’indlejres’ på universitetet.

Hvad betyder det? Dels at andre end universiteternes egne faglige eksperter bestemmer hvilke forskningsområder, der skal rekrutteres til, dels at hvis et institut endelig får mulighed for at opslå en stilling, er man allerede bundet på hænder og fødder i form af indlejringserklæringer. Dekan og institutleder (der før var valgt blandt de videnskabelige medarbejdere og nu er ansat oppefra på deres evner som entreprenører og fundraisere) får uforholdsvis meget magt over ansættelserne.

Den for videnskaben helt afgørende faglige kvalitetsvurdering fjernes fra de faglige miljøer, som bl.a. påvist af Asger Sørensen (Slagmark 52, 2008). I en omtalt sag på Humaniora ved KU sidste år endte dekanen med at ansætte en ansøger, der ikke havde dokumenteret nogen videre forskning inden for det område, der var angivet i opslaget.

Så meget for universiteternes højt besungne ’autonomi’ og muligheder for at ‘profilere sig strategisk’, som også hyldes af det internationale panel, der netop har evalueret universitetsloven og fusionerne.

Panelets kritik af den sanderske universitetslov er moderat, men af en vis symbolsk betydning for forskningsfriheden. Panelet foreslår at fjerne institutlederens beføjelse til at pålægge den enkelte professor bestemte forskningsopgaver. Det vil være et positivt signal for forskningsfriheden og understreger vigtigheden i, at forskeren kan vælge emner, der ikke ligger inden for ledelsens politiske ‘universitetsstrategi.’ Men en fjernelse af instruktionsbeføjelsen vil ikke i sig selv fjerne den strukturelle tvang, som hele det sanderske system af finansiering af forskning indebærer.

Det sanderske universitet blev i 2003 lanceret som en åbning af universitetet mod samfundet. Var det i virkeligheden ikke snarere en lukken ned for vigtige funktioner, videnskaben har i et civilt samfund, som ikke lader sig måle i antal publicerede artikler i amerikanske tidsskrifter eller antal beståede eksamenspoint?

Københavns Universitets ledelseskrise – en dyb tillidskrise mellem ’de forskningsudførende lag’ og den nye nomenklatura af ledere – sætter spørgsmålstegn ved den ensliggørende tanke om forskning, det sanderske universitet var et udtryk for:

Er det ikke vigtigt, at et samfund som det danske ikke blot har topstyrede højere forsknings- og læreanstalter som CBS og DTU til gavn for dansk industri, handel og erhverv, men også multifakultære universiteter, hvor en bred kreds af videnskabelige perspektiver balancerer hinanden i et venligt-fjendtligt samarbejde?

Hvorfor skal alle universiteter drives som en privat virksomhed af selvsupplerende bestyrelser med eksternt flertal? De har ikke en jordisk chance for at sætte nogen indflydelse igennem, hverken i den daglige drift eller over for ministeriet og er uden nærkontakt med forskning og undervisning. Giver ensliggjorte organisatoriske bindinger Danmark nogen vidensfordel? Gavner eller skader det sanderske universitet Danmarks konkurrenceevne? Selv erhvervsledere er skeptiske.

Fri og demokratiske universiteter
De politiske partier må indse de fordele, det har for samfundet, at vi efter Sander igen får frie og demokratiske universiteter, hvis primære formål – uafhængigt af politiske eller økonomiske interesser – er at søge sandheden og uddanne kandidater til det højeste faglige niveau.

Det er ikke dokumenteret, at det bedste for det danske samfund er et ensidigt fokus på ’stimulering af konkurrencen mellem universiteterne’ (jævnfør Sanders ændring af basismidler til midler tildelt efter en forskningsindikator), ensidig belønning af samarbejder med erhvervslivet og belønning af effektivitet snarere end kvalitet i undervisningen (taxametersystemet, der tildeler penge efter antal beståede eksaminer).

Måske har vi hverken helt forstået den kompleksitet, dansk erhvervsliv i dag rummer; hvad et moderne mangfoldigt universitet kan tilbyde, hvis det får de rette udfoldelsesmuligheder; eller hvordan et nutidigt samfund med dets rigdom af aktivitetsformer og befolkningsgrupper har brug for et universitet for hele det civile samfund, som kan tilbyde andet end masseuddannelser i metermål og rugbrødsforskning på bestilling. Over for staten ikke blot myndighedsbetjening, men også bidrag til myndighedskritik og myndighedsbygning.

Vi må indse videnskabernes mangfoldighed og forstå de normer for kvalitet, der gælder forskellige typer forskning, som flere bidragydere til bogen ’Hvad er Forskning?’ er inde på.

Påstanden om det humboldtske universitets død, som universitetsledere gentager som et mantra, skygger for en bredere forståelse af de oplagte muligheder, vi efter evalueringen af universiteterne har for at indrette forskningens rammer mere hensigtsmæssigt.

Den nationalromantiske tanke om universitetet som stedet for elitens klassiske dannelse er død, og dannelsesprocesser udfoldes i dag i tværgående eksperimenter med læring, pædagogik, didaktik, medier og social kognition, som rækker langt ud over universitetets rammer.

Men tanken om en intim forbindelse mellem forskning og undervisning er langt fra død. Den praktiseres hver dag på alle landets universiteter.

Det sanderske universitet er stivnet, men den videnskabelige fornufts idealer – fri nysgerrighedsdrevet grundforskning, akademisk frihed, også for de studerende, frihed for universiteterne til selv at bestemme udbud af undervisning, skabelse af rum for den frie tanke, hvor udforskning og kritik foregår åbent og uden hensyn til religiøse, politiske eller ideologiske dogmer, afsøgende og afprøvende det bedste argument – må udvikles i samspil med et mere nuanceret billede af universitetets rolle, der er ved at opstå:

Ikke ’fra tanke til faktura’, men universitet som civilisatorisk ressource – en smidig styrkelse af videnskabernes arbejdsmuligheder på et universitet, der indgår en ny frihedspagt med hele det civile samfund, som blandt andet forpligter universitetet på at yde et modspil til forskning i rent privat regi, og til alt det politiske spin i forskningspolitikken, der kører på frihjul i forhold til allerede vundne erfaringer med en mere fornuftig balance mellem universitet, stat og samfund.