Har du en mening om den danske folkeskole? Naturligvis har du det! Alle har en mening om folkeskolen, eleverne, forældrene, lærerne, politikere, kunstnerne, erhvervslivet, professionelle meningsmagere, lommefilosoffer – og fem millioner andre, der med glæde eller ulyst har studeret fænomenet på nærmeste hold i ni eller ti år.

Skoletiden er en betydningsfuld del af vores liv, og både for dem, der lige nu er daglige brugere af skolen, og for de mange, der må trække på erindringen, er følelser og kendsgerninger smeltet ubrydeligt sammen, så vi hver især har vores helt personlige opfattelse af, hvad der egentlig foregår eller foregik. Og også en mening om, hvad der bør foregå. Heldigvis!

Den dag debatten om folkets skole forstummer, stander landet i våde. Men netop fordi vi alle sammen er eksperter på området, og fordi vores meninger i den grad bunder i selektiv hukommelse, personlige følelser og erfaringer, så kører diskussionen om folkeskolen hele tiden fra hovedvejen ud på markveje og stier, ja, ud i det blå.

Solide jordbundne undersøgelser af, hvad danske børn har ud af at gå i skole, har vi ikke. Man skulle tro, at analyse af et så væsentligt samfundsområde var en interessant og aktuel opgave for videnskaben, men hvor er forskerne?

Forældremøde: En skoleleder gennemgår skolens fagplaner og materialevalg for forældrekredsen. Overordnet, væsentligt og svært stof, men han er velforberedt, har overblik og formidler godt. En veltalende forælder bruger en spørgepause til lige at minde om, hvor vigtigt det er for læringen, at børnene har fået morgenmad. Skolelederen finder sin røde tråd igen og fortsætter.

En lærer bryder ind og beder forældrene om at give børnene vandflasker med af hensyn til væskebalancen, selv har hun altid en flaske på katederet og en med på gårdvagten.

Skolelederen vil fortsætte med aftenens overordnede tema, men flere forældre finder det alternative emne interessant, og han bliver lige mindet om ytringsfriheden og barnets tarv, og debatten drejes ind på skolens ansvar for børnenes væskebalance.

En ældre lærer, svært handikappet af erfaring, frygter at væskeindtagelsen også vil medføre våde skolebøger og mange toiletbesøg, og så er niveauet lagt til en livlig debat, hvor alle kan være med. Hvor længe kan børn tvinges til at holde sig? Frygtelige episoder beskrives, den siddende regering holdes ansvarlig, lovgivning kræves, menneskerettighederne nævnes. Skolelederen slipper sukkende sin røde tråd og slukker for sin projektor.

Skolen har horisontal ledelsesstruktur, men i krisesituationer er der alligevel en slags hierarki med ham selv nederst, og når situationen indbyder til at slå i bordet og råbe højt, nøjes han med diskret at banke tre gange under bordet og hviske et forebyggende knock-on-wood. Tanken om et tårevædet barn med tissetrang gør næsten hans foredrag om de nye lærebogssystemer i fysik og matematik umenneskeligt.

Detaljen skygger for helheden, faglighed stilles op som modsætning til menneskelighed. Sådan kan den pædagogiske diskussion køre af sporet på det lokale plan. Og efter samme mønster kan den såmænd gøre det i en større sammenhæng.

Alle vil det bedste
Der er ingen helte eller skurke i debatten om den danske folkeskole, og politisk deler deltagerne sig på bedste hørup’ske manér mere efter anskuelser end efter partifarve.

Lokalt kaldes forældrene jævnligt til møder på deres børns skoler; der er en god kontakt, og informationsniveauet virker højt. Og brugerne, de danske skolebørn, er ganske tilfredse med deres skole.

Mest glade er børnene på de lavere klassetrin, ved konfirmationsalderen tipper balancen lidt, og i de større klasser er begejstringen måske ikke meget større, end den var i bedsteforældrenes sorte eller gråmelerede skole. Glædeligt er det at se, at de allerfleste skolebørn sætter samværet med klassekammeraterne meget højt.

Alle vil det bedste for danske skoleelever, og mange giver deres bidrag til debatten. Nogle taler om dansk kultur og sammenhængskraften, andre om landets konkurrenceevne. Nogle taler på alles vegne om barnet i centrum, andre er mere beskedne og taler varmt for et enkelt barn i centrum, deres egen lille skævbenede Hassan. Desværre taler ikke så mange om skolekundskaber som basis for et rigt personligt liv. Debatten er bred, uendeligt bred, og i spørgsmål om centrale eller decentrale løsninger kan man virkelig blive glædeligt forbavset over, hvordan de folkevalgte markerer sig individuelt, helt uden partidisciplin.

Spørgsmål om f.eks. social arv, nationale test, privatskoler eller ghettoproblemer er ikke længere en del af klassekampen, men kan diskuteres med det faglige og menneskelige indhold som omdrejningspunkt. Floskler er der nok af. Grundtvig nævnes rutinemæssigt som et lysende fyrtårn, ja, gøres ligefrem til demokrat. Og oldtidens skole (= skolen før ’68) males sortere end beg, og Scherfig ophøjes til sandhedsvidne.

’Det hele menneske’ bøjes i fundamentalistisk neon, så vi overlevende fra den sorte skole stille må glæde os over, at vores lærere kunne nøjes med det halve. I medierne kan ethvert generelt synspunkt gendrives med klokkeklare enkelttilfælde. Jo, der er meninger nok i skoledebatten – sådan cirka fem millioner forskellige.

Kom med en kritisk generel bedømmelse af fagligheden, omgangstonen eller arbejdsindsatsen i den danske folkeskole – og medierne vil på et øjeblik kunne vise enkelteksempler med ’dokumentation’ for præcis det modsatte med gribende nærbilleder i tv, netop den slags enkelteksempler, der taler til følelsen og langt mere end grundige analyser og statistiske opgørelser skaber opinion.

I skolens hverdag er det naturligvis ikke muligt at skelne mellem det faglige, det metodiske og det menneskelige. Tingene hænger jo sammen. En halv million elever og 70.000 lærere oplever og analyserer ikke de enkelte lektioner eller skoledage som en funktion af overordnede regler om undervisningspligt, læseplaner, metodefrihed, lokale ordensregler og lærerens popularitet. Og uden for klasseværelset kan både elever og lærere beskrive den selvsamme skoletime så forskelligt, at der slet ingen lighedspunkter er.

Opgør med den sorte skole
Skolens kerneydelse er og bliver målbare færdigheder og kundskaber, og den kendsgerning står på ingen måde i modsætning til alle smukke ønsker om et varmt og menneskeligt miljø, variation i undervisningen og kreative udfordringer. Tværtimod!

Tressernes opgør med den såkaldte sorte skole begyndte som en berettiget kritik af et stivnet skolesystem, men blev hurtigt til en revolution, der rev mere ned, end den byggede op. Det kloge ’Lyt ikke til falske autoriteter’ blev til kampråbet ’Lyt ikke til autoriteter’. ’Undgå gold udenadslære’ blev til ’Undgå udenadslære’, og ’Afskaf kedsommelig klasseundervisning’ blev til ’Afskaf klasseundervisning’.

En undervisningsminister med et kærligt øje til det spirende Tvind-imperium blev citeret for at sige, at det, ikke alle kunne lære, skulle ingen lære. Måske fejlciteret, men ganske betegnende for tendensen og dens konsekvenser for folkeskolen. ’Afskaf karakterræset’ blev til ’afskaf karakterer’, nu senest fulgt op af heftig modstand mod fornuftige nationale test. Og helhed, systematik og kronologi i fagene blev overladt til eleverne selv under det feje slogan ’Ansvar for egen læring’.

Eksamen blev afskaffet i væsentlige natur- og orienteringsfag, og der er ingen seriøse undersøgelser af, hvad elever med Folkeskolens Afgangsprøve egentlig har af struktureret basal viden om for eksempel geografi, biologi, og historie. Et rigtig godt forskningsprojekt, kom så, I lærde!

I den seneste menneskealder har folkeskolens mål og midler undergået så mange ændringer, at omstillingsparathed er blevet det vigtigste værktøj i lærernes værktøjskasse, og ingen af de hurtigt skiftende ideer når at fungere så længe, at de kan evalueres eller danne skole. I samme åremål er en tredjedel af lærernes arbejdstid ændret fra skematimer til forberedelses- og mødetid og krævende koordineringsarbejde i lærerteams. Ingen betvivler, at det er hårdt at være lærer, men en spirende sympati er i nogen grad baseret på tanken: Godt, det ikke er mig!

Værdifulde nyskabelser som gruppearbejde, temauger, projektarbejde, tværfaglig undervisning, selvvalgte opgaver, individuelle læseplaner eller den sidste ganske hysteriske dille ’læringsstile’ gøres kortvarigt til det eneste saliggørende og altdominerende; lærere tager på kursus, der holdes interne og eksterne møder, skeptikere fryses ud af lærerværelset.

Og for hver ny idé kan lokalpressen bringe billeder af tilfredse børn, der med én mund siger: »Det her er meget sjovere end at sidde og høre på en lærer, der står oppe ved tavlen og taler«. Sjovere? De mange nye pragtfulde arbejdsformer opfattes i alt for høj grad som mål og ikke som midler, og uden en faglig ballast og en fælles viden erhvervet gennem solid klasseundervisning bliver disse krævende arbejdsformer let til varm luft og tidsfordriv.

Trænger til eftersyn
Når 40 års progressiv pædagogik overhovedet ikke har ændret på den sociale arv, hænger det i høj grad sammen med skolens ulyst til at stille absolutte krav til den allermest elementære kunnen. For akademikerbørn spiller det ikke den store rolle, men for børn fra ikke-boglige miljøer, herunder indvandrerbørn, betyder det en eksponentielt voksende udelukkelse.

At et gruppearbejde lærer eleverne meget om research, samarbejde og arbejdsdeling står ikke til debat, men det kunne være et rigtig godt forskningsprojekt at undersøge, hvor stort elevernes rent faglige udbytte af et sådant projekt er. Kom så, I karle!

Den brede skoledebat, som man oplever den på forældremøder, i pressen og i hverdagens mange samtaler børn og voksne imellem, drejer sig væsentligst om det metodiske og det disciplinære. Hvad det faglige angår, er der konsensus om, at børn skal lære noget – men ikke nogen kvalificeret debat om hvad. Erhvervslivet har naturligvis sine legitime ønsker til visse kontante fag, der sigter mod en tilværelse som rig. Men der er virkelig brug for en bred folkelig samtale om fag og skolekundskaber som grundlag for en rig tilværelse.

Den danske folkeskole trænger til et gennemgribende eftersyn og en glidende reform, ikke en lappeløsning. Og slet ikke til en revolution som 60’ernes, der forkaster alt bestående, for den sidste menneskealders turbulente eksperimenter med mål og midler har givet mange gode resultater og erfaringer, der bestemt hører hjemme i fremtidens skole. Og der er slet ikke brug for en tilbagevenden til de sider af den sorte skole, der førte til et tiltrængt opgør.

Reformer i skolen er et langsigtet projekt, hvor det er vigtigt ikke at lade de dagsaktuelle problemer overskygge perspektivet. Massive, til dels fortiede, disciplinære vanskeligheder er mange steder så store, at det i sig selv kunne være udgangspunktet. Men en skolelov kan jo ikke indledes med sætningen: Eleverne skal opføre sig ordentligt! Og lærernes højt besungne metodefrihed har i en menneskealder fået formidlingsprocessen til at overskygge det faglige indhold i en grad, så der kunne være god grund til at se kritisk på lærernes håndværksmæssige brug af metoder.

Men selv med en formildende omskrivning kan man ikke i jobbeskrivelsen snige sig til at bemærke, at lærerne ikke er ansat som entertainere.

Og endelig er skolereformer en rekursiv proces, hvor man filosofisk kan overveje, hvor man skal springe på karrusellen. Hos par der overvejer at få børn? I de nye førsteklasser? Med eksamenskrav? På seminarierne? Nogle fag og arbejdsformer har i en generation været nedtonet, så en ny tids lærere ikke har dem med som en personlig erfaring fra deres egen skoletid, og det kan blive mere end vanskeligt at skaffe kvalificerede lærere til ’smalle’ skolefag, der kræver en tung uddannelse, men ikke er attraktive for skemalæggere. Og det er fatalt for et fag at tage en generations tornerosesøvn.

Fokus på reelle kundskaber og færdigheder
Et paradoks er de manuelle fags stilling i dagens skole. I 40 år har kreativitet og kropsudfoldelse været et mantra i toneangivende skolekredse, men i samme periode har fag som billedkunst (hvem fandt dog på den betegnelse!), sløjd, håndgerning, musik og idræt fået ringere og ringere vilkår, og manglen på respekt og fornyelse har været altødelæggende.

En skolereform må og skal give disse fag et helt nyt indhold og en ligeværdig plads i fagrækken, meget gerne med lektier, karakterer og afgangsprøver på linje med andre fag.

I den uendeligt brede debat om en reform af folkeskolens mål og midler er der kun ét fornuftigt sted at begynde, nemlig ved kerneydelsen, det minimum af kundskaber og færdigheder, man ønsker at alle elever skal have tilegnet sig efter niende eller tiende skoleår. Her er det ikke eleverne eller lærerne eller de fem millioner andre stemmer i koret, der ligesom skal snakke om, hvad de ligesom mener, der ligesom er problemet.

Alle de klassiske skolefag – og de nye, som bør komme til – har deres udspring og næringskilder i uddannelser og organisationer på højere og højeste niveau. Her sidder der folk med tanker om, hvad der inden for deres område er det mindste, man kan forlange af unge mennesker på det sidste uddannelsestrin, alle danskere har til fælles. Det er også dem, der løbende er i stand til at justere skolefagenes indhold efter seneste fremskridt på området. Som udgangspunkt er der brug for et forskningsarbejde, der dybtgående tester danske skoleelevers reelle viden og kunnen i de nuværende skolefag, et projekt, der reelt kun kan gennemføres uden for skolens slørende regi.

At se en seminarieelev stå og være usikker på Afrikas placering på en globus eller tale med en gymnasieelev, der erklærer sin krop sund og helt fri for bakterier eller høre en tiendeklasse-elev placere Cæsar og Chr. IV som samtidige – er skræmmende. Der må i alle skolefag være et mindstemål for, hvad alle har som fælles viden om verden. Ikke bare de videregående uddannelser og erhvervslivet må kræve en sådan basis, nej, det er lige så væsentligt, at ingen kan leve et jævnt og muntert, virksomt liv på jord uden helt elementære færdigheder og kundskaber bredt fordelt på mange områder. Så kan vi tale sammen.

Der er ingen, der ønsker skolen tilbage til de ’gode’ gamle dage, men skolen har brug for en debat, hvor ønsket om at sætte fokus på kerneydelsen, reelle kundskaber og færdigheder, ikke bevidstløst mødes med et æv-bæv-sort-skole.