fakta

Karsten Ohrt er direktør for Statens Museum for Kunst.

Et hammerslag på over en halv milliard kroner for et kunstværk skaber overskrifter. Også her i landet. Og særligt når kunstnerens navn er Alberto Giacometti, der er fornemt repræsenteret på dansk grund, ikke mindst på Louisiana, som ejer en af de fineste samlinger af den schweiziske kunstners værker i Europa. En af bronzeskulpturerne i Humlebæk er en senere version af værket fra auktionen i London, og rekordsalget har derfor endnu en gang, og måske ikke så overraskende, åbnet for diskussionen om salg fra kunstmuseernes samlinger.

Diskussionen dukker op med jævne mellemrum, enten i forbindelse med hysteriske auktionspriser som her, eller når museumsfolk ytrer ønske om at kunne skille sig af med værker, der blot fylder op i magasinerne. Scenariet synes fristende: Museer kan sælge ud af deres samlinger og fra provenuet erhverve anden og mere interessant kunst uden at belaste de i forvejen overbelastede budgetter. Eller arvesølvet kan ligefrem omsættes med henblik på egenfinansiering af institutionernes nødvendige drift og udvikling.

Set fra en realøkonomisk optik bør vi ikke have den store berøringsangst ved en sådan liberalisering af vores kulturarv, og partiet Venstre har senest taget problemstillingen op i kølvandet på Giacometti-salget i London.

I andre lande har man i forvejen en mere liberal holdning til sagen. I Holland må kunstmuseer efter særlig tilladelse gerne udskille værker fra deres samlinger, hvis de vel at mærke kan finde andre værker af bedre kvalitet end dem, de har. I USA sælges der i øjeblikket i betænkelig grad ud af kunstmuseernes samlinger for at få råd til udbygninger og almindelig drift.

I Danmark er sagen anderledes. Museumsloven forhindrer enhver udskillelse fra samlingerne. Der findes ganske vist en teoretisk mulighed, men den kræver særlig tilladelse af kulturministeren, og denne kattelem er sjældent blevet anvendt og indtil videre aldrig med videresalg for øje. Reglerne for de danske kunstmuseer er altså, at så snart et kunstværk erhverves, så bliver det en del af den danske kulturarv og skal med en sådan status forblive i museets eje og bevarende varetægt herfra og til evigheden. Der er så at sige ingen fortrydelsesret ved et køb eller modtagelse af en donation, hvilket nogle kan mene er en svaghed, for hvor ellers i samfundet skal man kunne levere en sådan totalgaranti?

Uheldige konsekvenser
Omvendt ligger der hos museumsfolk så en stærk forpligtelse i at vide, at man foretager et definitivt og irreversibelt valg, hver gang man køber til samlingen. Og tænker man nærmere over det, vil det også tilføre museumsdriften mere betænkelige sider, hvis mulighederne for senere salg lå i overvejelsen for nye erhvervelser. På den måde får kunstmuseerne en hel anden proaktiv rolle i kunstmarkedet, hvilket kan få vidtrækkende og uheldige konsekvenser.

Eksempelvis kunne jeg som museumsdirektør for landets nationalgalleri spotte en lovende kunstner og købe op af dennes hovedværker og mere til. Indkøbet vil sammen med museets faglige profil uden tvivl være med til at blåstemple den pågældende kunstner. Efterfølgende kunne jeg sidde lidt på værkerne, eksponere dem vidt og bredt, bl.a. gennem udlån. Og når så kunstneren for alvor er slået igennem og priserne på dennes værker er tilsvarende steget, kunne jeg sælge ud. Det ville være fatalt for kunstneren, som nu pludselig får det røde kort, fordi andre værker skal købes, måske endda med et senere salg for øje.

Ser man samtidig på den kendsgerning, at de fleste museer køber værker med støtte fra de store fonde, så melder der sig også en anden bekymring. Hvis jeg var medlem af et fond, ville jeg måske tøve en ekstra gang, hvis jeg vidste, at den forestående bevilling til værkindkøb måske var uden en mere langsigtet værdi. Og erfarede jeg tilsvarende, at et museumsværk, erhvervet med fondets midler, pludselig var i handlen igen, vil jeg nok være en kende mere forbeholden, næste gang jeg mødte en ansøgning fra den pågældende institution.

Det stærke ved vores lovgivning er netop, at et værk købt til en museumssamling træder ud af markedsmekanismerne. Værket får en ny status, og prismæssigt sættes det så at sige i nul. Det bliver en del af et fælles arvegods, der tilhører os alle sammen. Et stykke kulturarv, der skal registreres, bevares, forskes i og formidles. Det eneste tidspunkt, museerne opdager, at deres værker har en markedsværdi, er, når de låner dem ud og skal forsikre dem. Her rejser der sig til gengæld det problem for museerne, at de til tider eksorbitante markedspriser får præmierne til at stige tilsvarende. Værket er det samme, men den forsikringsmæssige udgift kan pludselig være femdoblet.

Museer skal gøre sig umage
Som det er i dag, er det samlingerne, der består, mens museumsfolk (og direktører) forgår. Museumsloven sikrer både konstans og mangfoldighed i samlingerne. Museumsdirektører kan ikke lade deres personlige idiosynkrasier få frit spil på bekostning af den samlingshistorie, der ligger forud. Og museumssamlinger er som sådan sammensat af forskellige tiders faglige præferencer og forskningsmæssige viden, hvilket i sig selv rummer en unik indsigt. Det definitive valg, som museet foretager ved erhvervelse af et værk, er særlig interessant, fordi det er sjældent, at man i vores moderne verden står over for handlinger, der ikke kan gøres om, kaldes tilbage, fortrydes.

Derfor skal hvert eneste valg af et nyt værk til samlingerne gennemtænkes nøje. Man skal med andre ord gøre sig umage. Først gælder det den indholdsmæssige side af sagen: Tilføjer værket noget til samlingerne, og har det den kunsthistoriske tyngde og kraft, der er nødvendig? Og når det gælder ældre værker, er det nødvendigt at undersøge værkets autenticitet, dets tilstand og proveniens (værkets ejerhistorik, helst helt tilbage til da det forlod kunstnerens atelier). Med henblik på alt dette udvikler vi på Statens Museum for Kunst til stadighed nye teknikker og forskning i vores bevaringsafdeling, ligesom vores kunsthistorikere gennem deres forskning udvikler deres viden om værkerne.

Statens Museum for Kunst er en forskningsinstitution, og vores udstillinger og indsamling bygger på forskning. Og gennem forskningen erkender vi ofte, at vi mangler materiale til større forståelse af samlingerne. På den baggrund opdager vi af og til værker, der kan have betydning for samlingen, og som vi derfor forsøger at rejse midler til at erhverve.

Sidste år viste vi udstillingen ’På tværs’, som udelukkende præsenterede museets nyerhvervelser og redegjorde for begrundelserne bag disse indkøb. Ud over en række værker af sværvægtere i dansk og international kunst indeholdt udstillingen også flere værker af kunstnere, som få kender. Men det er netop museets forpligtelse også at huske dem, der glemmes, hvis de vel at mærke har kvaliteten. På den anden side skal vi helst kunne gennemskue de umiddelbare modeluner, der ofte præger kunstmarkedet, og forbigå det, som ikke har langtidsholdbarhed.

Museumsloven forhindrer fejlsalg
Det er netop den forskningsbaserede viden, der ligger til grund for vores erhvervelser. Forskningen sikrer også, at vi gør opdagelser i samlingerne, som vi måske ikke havde kunnet gøre, hvis tidligere generationer havde haft frit spil med hensyn til salg fra samlingerne. For vi ved i dag, at kunstværker ligesom så meget andet også værdivejes af tidens smagsstrømninger. Vilhelm Hammershøi, som i dag er en international stjerne med store retrospektive udstillinger i Paris, London og Tokyo, blev slet ikke værdsat for 50 år siden.

Statens Museum for Kunsts store samling af hans malerier lå hengemt i magasinerne over en længere periode, hvor det var abstraktionens mestre, der blev hyldet. Jeg tvivler dog ikke på, at det ville have været en smal sag at afsætte Hammershøis genkendelige og stemningsmættede motiver, hvilket jo havde været en katastrofe set med vores optik. Museumsloven forhindrer netop sådanne hypotetiske fejltrin.

Og netop fordi værker ikke er skilt ud, gør vi gennem forskningen hele tiden nye fund i samlingerne. I øjeblikket undersøger vi f.eks. et vidunderligt maleri af Madonna med barn fra 1400-tallet. Indtil nu har der været usikkerhed om værkets ophavsmand. Vores igangværende undersøgelser understøtter imidlertid vores formodning om, at værket kan være udført af en af 1400-tallets store nederlandske mestre. Det samme var tilfældet i 2006, hvor museet bl.a. på baggrund af en række forskellige tekniske og kemiske undersøgelser kunne gentilskrive to malerier til Rembrandt. Igen ville der have været tale om en ubodelig skade, om værker som disse havde været solgt, fordi man var i tvivl om maleren.

Kunstmuseerne, og især et museum som Statens Museum for Kunst, indeholder en uudtømmelig kilde af kunstværker fra 1400-tallet til i dag. Samlingerne i Sølvgade rummer godt 10.000 malerier og skulpturer og ca. 245.000 tegninger, fotografier og grafiske værker i Den Kongelige Kobberstiksamling. Der er tale om en uvurderlig skat af kunstværker, der med billedkunstneres æstetiske øjne fortæller om deres tid, historier, mennesker, skæbner. Billeder, der tager temperatur på deres tid, ligesom de perspektiverer vores egen. Billeder, som til stadighed kan tages frem og genfortolkes ud fra ny viden, som vi skaffer os om fortiden.

Hvis dette skatkammer pludselig gennemhulles, og uerstattelige værker glider os af hænde, vil det være en amputering ikke blot af de respektive samlinger, men også af den kulturelle nation. Statens tilskud til danske kunstmuseer skal netop garantere, at indkøbte kunstværker til museerne for altid er sikret. Hvis man begynder at gradbøje disse bestemmelser, er vi ude på en glidebane, som er uoverskuelig glat. Forpligtelsen til at købe rigtigt ind er en reel forpligtelse. Den skal kunne begrundes i grundige undersøgelser af forskningsmæssig karakter, der indeholder både den kunsthistoriske og den bevaringsmæssige vurdering.

Giacomettis verdensrekord
Men hvor muligheden for udskillelse ikke er til stede, og altså heller ikke i fremtiden bør være til stede, ser det anderledes ud med ind- og uddeponeringer af kunstværker. Statens Museum for Kunst har gennem 80 år uddeponeret væsentlige værker af de franske impressionister til Glyptoteket, som til gengæld har uddeponeret en lang række værker af ældre udenlandske mestre til Sølvgade (bl.a. ovennævnte værk, som vi muligvis snart kan tilskrive en nederlandsk mestermaler).

Louisiana har netop tilbudt et stort antal værker fra deres ældre samling i deposita af ti års varighed til andre danske kunstmuseer. Det er et særdeles prisværdigt initiativ. For i stedet for at disse værker lever i Louisianas magasiner, kan de nu få et nyt liv på andre danske kunstmuseer. Statens Museum for Kunst vil på samme måde i de kommende år arbejde på, at den slags deponeringsordninger i højere grad kommer i spil, til gavn for danske museer og os selv. Udvekslingsordninger med udenlandske museer prioriteres på samme vis højt. På den måde tager man i mindre grad ejerskab af et værk og lader det i højere grad indgå i den fælles kulturarv med en placering, hvor det giver mening. Samtidig er det vores håb, at vi gennem deponeringer fra private samlinger vil kunne udfylde huller i samlingerne.

Giacomettis nylige ’verdensrekord’ i London lugter jo ikke meget af krise på kunstmarkedet. Meget tyder da også på, at de store, solide navne holder priserne. Her kan de danske museer med deres begrænsede midler umuligt følge med. I stedet må vi gå andre veje, samarbejde om logiske bytteaftaler og deponeringer til gavn for ikke kun forskningen i, men også formidlingen af den danske kulturarv. Statens Museum for Kunst er med det udgangspunkt i dialog med Odense Bys Museer. Såfremt Fyns Kunstmuseum kan finde mere plads, og sådanne nye rammer lever op til de sikkerheds- og bevaringsmæssige krav, vil vi stille et stort antal værker til rådighed for museet, der kan supplere og perspektivere deres egen samling.

Diskussionerne om udskillelse fra samlingerne dukker af og til op, og man kan selvfølgelig begynde at regne på, hvad et solgt værk til en halv eller hel milliard kan give i nye og mere interessante kunstværker. Bedre vil det dog være at konkludere, at et værk, der har nået en så stor værdi derude på markedet, som nu f.eks. Louisianas Giacometti-værk, i museumssammenhæng og i sammenhæng med den nationale kulturarv har en helt anden og uvurderlig værdi. Nemlig, at værket i dag kan ses og nydes af os alle på Louisiana.

Det samme gælder Statens Museum for Kunsts vidunderlige samlinger af de italienske, franske og nederlandske renæssancemestre og mesterværker af kunstnere som Dürer, Cranach, Matisse, Derain, Nolde, Hammershøi og de danske guldaldermalere. En ufattelig billedbank, som generationer af museumsfolk har passet på og bevaret, så den kan opleves af alle. Og så er det ganske gratis!