fakta

Tine Basse Fisker er ph.d. fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Aarhus Universitet, hvor hun gennem flere år har arbejdet med pædagogisk og psykologisk forskning, særlig i forbindelse med børn med autisme.

I de fleste vestlige lande oplever man i disse år en sand eksplosion i antallet af børn, som får en psykiatrisk diagnose. Det er især varianter af ADHD (Damp, red.) og autismediagnoser, som er i stærk stigning, og man kan ikke umiddelbart forklare hvorfor. Fra 2001 til 2007 er antallet af skoleelever i specialundervisning steget med 40 procent, og der ses især en voldsom stigning i børn med problemer i forhold til sociale færdigheder.

Diagnoserne giver en lang række problemer for børn, forældre, pædagoger, lærere og samfund i det hele taget. Nogle af disse problemer skyldes måske, at vi ikke endnu har fundet måder at håndtere det store antal børn på, men stadig håndterer dem, som vi gjorde, da der var tale om få børn.

Emma er f.eks. en skøn pige på seks år, som jeg kender, og som i år har fået en variant af autismediagnosen. Hun er højt begavet, kvik, køn og har venner, som hun er stærkt knyttet til. Men mange ting er svære for Emma: f.eks. når planer ændres, når hun skal skifte aktivitet, når hun skal koncentrere sig om en opgave og måske skal acceptere, at den ikke bliver perfekt. Hun kan blive rasende og ulykkelig, når hun kommer til at tegne uden for stregerne i sin malebog, eller når hun skal ud ad døren derhjemme for at komme hen til en veninde – som hun i øvrigt gerne vil lege med.

Men Emma kan også til en vis grad ’styre sig’, så i børnehaven har pædagogerne ikke bemærket, at der er noget alvorligt anderledes med hende: Det er først, når hun kommer hjem, hun reagerer. Forældrenes venner og familie ser det heller ikke, for når de er sammen, opfører Emma sig som de fleste andre børn. Først når de kommer hjem, går hun ’amok’, fordi presset af alt det uvante har været for stort for hende.

Emmas forældre har derfor selv måttet tage kontakt til kommunens PPR (pædagogisk psykologisk rådgivning), som straks sendte Emma videre til et langvarigt udredningsforløb på et psykiatrisk børnehospital. Her har Emma så fået en diagnose og en anbefaling om massiv støtte i skolen, som hun i mellemtiden er begyndt i, og som hun er rigtig glad for.

På netop dette punkt starter problemerne. En diagnose kan tjene mange formål: Den kan bl.a. give de voksne omkring et barn mulighed for at se, hvilken type problemer barnet har, og dermed hjælpe barnet på en konstruktiv og udviklende måde. En diagnose tjener også det formål, at den åbner for at kunne give støtte til barnet.

Det er formen på denne støtte og den hjælp, barnet får, som imidlertid er et problem, fordi den måde, hvorpå vi i dag har organiseret støttemulighederne, lader både barn, forældre og samfundet generelt i stikken.

Vigtig social læring
Emma er som sagt en højt begavet pige, og hun kommer fra en ressourcestærk familie. Emma er det, man kalder højt fungerende, og i et livslangt perspektiv vil det være sandsynligt, at hun vil kunne få en uddannelse, familie og job og dermed blive i stand til at klare sig selv.

Disse fremtidsudsigterer imidlertid helt afhængige af, hvad vi gør for Emma lige nu! Hvis Emma bliver sendt på en specialskole, kommer hun sammen med en masse børn, som er langt dårligere fungerende på en række områder end hun selv, og som virkelig har brug for det meget beskyttende miljø, som en specialskole tilbyder. Hun får ingen eller kun få kammerater, som hun kan lære af.

Vi ved i dag, at den sociale læring, som børn får af andre børn, er umådelig vigtig: De lærer at lege med forskellige børn, de lærer regler for, hvordan man omgås hinanden, de lærer at håndtere konflikter (af en art, de ikke ville have med voksne), de lærer at blive gode venner igen, når de har været uvenner, de lærer at håndtere, at andre børn opfører sig uforudsigeligt. Kort sagt: De lærer, hvordan man begår sig i et socialt fællesskab, og de lærer det af børn, som er lidt bedre til det, end de selv er.

De fleste børn kan indgå i disse sociale relationer med andre børn med kun lidt støtte fra voksne. Andre børn, som Emma, har brug for mere støtte fra voksne.

Emmas forældre har forsøgt at få støtte til Emma, så hun kan forblive i sin skole, hvor hun allerede har gode venner. Men de løber panden mod en mur: Skolen kan ikke give denne støtte. De har ikke midler til det, og de har ingen steder at hente disse midler. Så Emma må, trods forældrenes protester, henvises til en specialskole.

Vi ved i dag, at børn, som henvises til specialskole, har langt ringere chancer for at klare sig godt i livet. Dette gælder også for de højtfungerende børn, som går på specialskole. Deres chancer for at få en uddannelse og dermed blive i stand til at leve et selvstændigt liv, er ganske enkelt meget små, selv for børn, som er så intelligente og relativt velfungerende som Emma.

Dette er jo fortvivlende, både for Emma og hendes forældre. Men i høj grad også for samfundet. Vi sender nemlig flere og flere børn på specialskole og i specialbørnehave. Aldrig har der været brugt så store ressourcer på specialområder som nu, og aldrig har vi set så massiv en stigning i henvisninger. Hvis alle disse børn dermed mere eller mindre udelukkes fra at få en uddannelse og indtage en plads i samfundet, bidrage til samfundet og deres egne liv, får vi et alvorligt problem, når denne generation af børn bliver voksen.

Lav faglighed på specialskolerne
I dag bruger vi 60 mia. kr. om året på folkeskolen, 20 procent af disse penge, dvs. 12 mia., bruges på specialområdet. Det er en svimlende andel, og pengene kan udnyttes langt bedre, end de bliver i dag. Men problemet er den måde, de kommunale ’pengekasser’ er organiseret på. Traditionelt har man i stort set alle kommuner i dag opdelt handikapområdet og almenområdet (dvs. de almindelige børnehaver og skoler) i to skarpt adskilte puljer, som typisk befinder sig under to forskellige forvaltningsområder

Skoleinspektøren på Emmas skole kan ikke få midler til at ansætte en støttepædagog til Emma i skolen, fordi pengene til en sådan støtte skal hentes i ’handikapkassen’ (hvor der mange steder heldigvis er en del midler). Men Emmas skoleinspektør har kun adgang til ’almenkassen’ (som mange steder er meget slunken), og af midlerne fra denne ’almenkasse’ skal skoleinspektøren jo sørge for, at alle de andre elever på skolen får en god undervisning. Alle udgifter, som særligt går til Emma, vil altså gå fra alle de andre børn.

Netop her ligger et paradoks, som vi er nødt til at tage alvorligt nu, fordi vi får flere og flere børn med samme type problemer som Emma. Vi er nødt til at begynde at overveje, hvordan vi kan omstrukturere henvisningspraksis og den pædagogiske praksis i skoler og børnehaver, så vi får plads til disse børn. Der vil udelukkende være gevinster for alle parter ved en sådan omstrukturering, både for barnet med en diagnose, for de øvrige børn, for den kommunale økonomi og for samfundet.

For det første viser evalueringer, at de børn, som går i integrerede tilbud, dvs. som går i almindelige børnehaver med støttepædagog, udvikler sig mere på det sociale område end børn i specialbørnehaver, mens børn i specialbørnehaver til gengæld bliver bedre på nogle praktiske områder, som f.eks. at tage tøj på selv og andre selvhjælpsfærdigheder

I min egen forskning har jeg dokumenteret, at mange af de højtfungerende børn, som går i specialbørnehaver, har et potentiale for social udvikling, som de ikke får støtte til at udvikle og udfolde i de specialpædagogiske miljøer. Blandt disse børns forskellige dysfunktioner er det netop det sociale handikap, som er det mest invaliderende, og et af de områder, hvor der kan være mest brug for støtte.

For det andet ved vi, at fagligheden på specialskolerne af mange forskellige årsager er lavere end i den almene folkeskole. Det betyder, at selv de relativt velfungerende og godt begavede elever, som Emma, i specialskolerne ofte ikke får en afgangseksamen og dermed ikke har mulighed for at videreuddanne sig og på sigt måske få et selvstændigt liv.

Dårlige odds
For det tredje viser forskning, at de ’almindelige’ børn, som har en kammerat med en social dysfunktion, også udvikler sig mere i forhold til sociale færdigheder, end de børn, som ikke har en kammerat, som indimellem opfører sig lidt specielt og har brug for hjælp.

For det fjerde viser evalueringer (Etiba-rapporten), at en henvisning til f.eks. en specialbørnehave for børn med autisme koster ca. 423.000 kr. pr. år, mens en støtteordning i den almindelige børnehave koster 224.000 pr. år (målt for normalt begavede børn i 2006). Der vil altså være rundt regnet 200.000 kr. at spare ved at ansætte en dygtig støttepædagog i barnets egen børnehave. For mange børns vedkommende lægger de ikke beslag på ’deres’ pædagog hele dagen, og i mange tilfælde kunne en støttepædagog være støtte for to børn på én gang, eller kunne indgå mere aktivt i arbejdet med de øvrige børn.

Nogle af de mest velfungerende børnehaver, vi har i dag i Danmark i forhold til børn med specielle behov, er børnehaver, som har en generelt høj normering, dvs. få børn pr. voksen, og hvor en vis andel af børnene har en social dysfunktion. Ideen er, at alle pædagoger tager ansvar for alle børn, og alle er uddannet specielt til at håndtere de særlige udfordringer, som diagnosebørnene giver. Denne måde at strukturere støtten på er overordentlig velfungerende, både for børnene med diagnoser, for de almindelige børn og for pædagogernes arbejdsmiljø

For det femte vil man i skolerne kunne opnå den fordel, at man i mange klasser ville have en ekstra voksen i timerne. Erfaringer fra f.eks. Finland (og forsøgsordninger i ca. 30 kommuner i Danmark) med hjælpelærer viser, at det giver rigtig gode resultater at arrangere undervisningen med ekstra hjælp, netop fordi der i dag er mange urolige børn. En støttepædagog i klassen er i mange tilfælde en fordel for alle eleverne, fordi pædagogen naturligvis ikke udelukkende er optaget af barnet, der skal have støtte, men også i mange tilfælde kan fungere som en hjælp for nogle af de andre børn.

Der er altså gevinster hele vejen rundt ved at begynde at bryde traditionelle pædagogiske og økonomiske tænkninger op.

Der vil først og fremmest være enorme fordele for børn og forældre, både for de børn, som skal have støtte, men i høj grad også for de andre børn. På børnehaveområdet er pædagoger og børn særlig ramt af de alt for stramme normeringer, som giver alt for få voksne til alt for mange børn. I takt med at der bliver stadig færre voksne, får man dårligere og dårligere mulighed for at rumme børn, der er bare en smule anderledes, og dermed må flere og flere børn henvises til meget dyre specialtilbud. Ved en omorganisering af ’pengekasserne’ vil menneskelige ressourcer (både børns og pædagogers) kunne udnyttes bedre, og vi kunne få mere kvalitet for pengene, både her og nu og i et livslangt perspektiv for børnene.

Imens starter Emma imidlertid i sin specialskole. Det lykkedes ikke hendes forældre at få midler til støtte ind i Emmas skole.

Specialskolen bliver sikkert på nogle punkter en lettelse for både Emma og hendes forældre, for de slipper for en evig kamp om at overbevise andre om Emmas problemer og behov for støtte, og Emma er ikke overladt til selv at klare sin dagligdag i skolen.

Spørgsmålet er nu, hvad Emmas fremtid byder på? Jeg håber, hun er en af de få, som får et velfungerende liv, og som får mulighed for at udfolde og udnytte sin høje begavelse trods dårlige odds.