fakta

Stig Dalager er forfatter.

De civile dræbte i Afghanistan er »et perceptionsproblem – ikke et virkeligt problem«. Sådan udtalte en talsmand for Nato Mark Laity sig i juli 2008 efter meldingerne om, at først blev 15 civile afghanere 4. juli dræbt af et amerikansk fly og tre dage senere 47 personer ved et bryllup i den østlige del af landet – de fleste kvinder og børn – og endnu nogle dage senere otte afghanske civile som følge af et luftangreb i den vestlige Farahprovins.

Dengang hed det i det regeringsvenlige dagblad Weesa: »Sådanne tilfældige bombetogter og brutale drab er blevet gentaget mange gange i de næsten syv år, der er gået siden invasionen. Det er nu svært at tro på, at de udenlandske styrker er kommet for at hjælpe«. Nylige afsløringer af, at det danske forsvar tilsyneladende har hemmeligholdt drab på 24 civile afghanere, der er omkommet i kamphandlinger, som danske soldater har været involveret i, sætter yderligere denne problemstilling på spidsen.

I krigen er sandheden det første offer, og der er mange måder at tviste og fordreje den kendsgerning på, at invasionskrigen i Afghanistan nu tæller flere civile ofre end tallet af ofre for terrorangrebet på World Trade Center i New York og Pentagon 11. september 2001.

Invasionskrigen i Afghanistan, der var en direkte udløber og et svar på terrorangrebet på WTC og Pentagon, har i mange år – i kontrast til krigen i Irak – været betragtet som ’den gode krig’, ’den retfærdige krig’, som både havde til formål at knække Talebanstyrets magt i Afghanistan, fjerne alle al-Qaedas træningslejre i landet og dermed angiveligt forudsætningerne for terrorisme rettet mod Vesten og at forsvare vestlige sikkerhedsinteresser.

I stedet for en efterretningsaktion, der med større sandsynlighed kunne have opsporet ophavsmændene, herunder bin Laden, til terrorangrebet 11. september, valgte USA og Nato at gå krigens vej med alle de destruktive følger for civilbefolkningen, som en invasionskrig uundgåeligt har.

Der var omfattende protester imod Irakkrigen fra dens start, og den har givet store politiske problemer for det politiske establishment både i USA og England (og i mindre grad i Danmark). Invasionskrigen i Afghanistan er først i de seneste år i både USA, England og en række andre Nato-lande som f.eks. Tyskland blevet stadig mere upopulær i større dele af befolkningerne. Danmark er her en markant undtagelse. Her i landet bakker et befolkningsflertal stadig op omkring krigen og den danske krigsdeltagelse, og selv også en nu afgået forsvarsminister, der på mange måder med et ’menneskeligt ansigt’ har tegnet krigsdeltagelsen, nyder på trods af sin tilsyneladende forvikling i flere skandalelignende sager stor popularitet i befolkningen.

I modsætning til USA og for nylig England har Danmark ikke foranstaltet større tilbundsgående og kritiske undersøgelser af krigsdeltagelsen i Irak, der kan bringe klarhed omkring det politiske spil bag denne invasionskrig, som blev påbegyndt tilsyneladende på tværs af folkeretten og på falske præmisser med påstande om eksisterende masseødelæggelsesvåben i Irak og forbindelser imellem Saddam Hussein-regimet og al-Qaeda, påstande, der vildførte verdensoffentligheden.

Ej heller har man i Danmark og knap nok i USA og England endnu gjort status over de katastrofale tab af civile menneskeliv og de flygtningestrømme i millionstørrelsen og den øgede terrorisme, som Irakkrigen har medført. Denne skygge hviler stadig over den vestlige krigsdeltagelse i Irak og truer nu også på sin egen måde med at bringe den vestlige indsats i Afghanistan i knæ.

Afghanistan-diskussion på lavt niveau
I efteråret 2009 bredte rådvildheden sig i både Nato-kredse, den internationale presse og blandt politikere omkring Afghanistankrigen. Ikke alene kom man fra et militært synspunkt i tvivl om strategien, der synes at have slået fejl, men både den åbenlyst manglende indsats i feltet af statsopbygning og demokratiudvikling og ikke mindst de mange civile dræbte samt de stadig flere døde Nato-soldater skabte krisestemning omkring formålet med og tidsperspektivet for ’indsatsen’.

Især to hændelser bidrog til dette: I september 2009 bombede amerikanske fly to lastbiler, der var blevet kapret af Taleban. Den tyske oberst Klein vurderede, at lastbilerne skulle bruges til at angribe den tyske lejr i Kundduz. Bombardementet førte til et stort antal ofre blandt civile, der, i håb om gratis brændstof, var forsamlet omkring lastbilerne. Mindst 56 mennesker blev, ifølge afghanske myndigheder, dræbt.

I august gennemførtes et præsidentvalg, der efter aflysningen af en anden valgrunde i november endte med et genvalg af præsident Hamid Karzai. Ud fra de fleste målestokke var dette præsidentvalg med dets korruption og valgsvindel en demokratisk farce, som ifølge den tyske Afghanistanekspert Konrad Schatter afslørede, at »Vesten nu mangler en legitimering af den militære tilstedeværelse. Indtil nu har argumenterne for tilstedeværelsen været statsopbygning og demokratisering. Men ingen i Afghanistan tror længere på, at tropperne er i landet for at skabe demokrati«. Heller ikke de danske forsvarspolitiske ordførere troede mod slutningen af 2009 på dette og besluttede sig for at afmelde demokratidimensionen for Afghanistanindsatsen.

I den forkølede og langt hen ad vejen berøringsangste danske og publicistiske diskussion af Afghanistankrigen har med nogle få spredte undtagelser (bl.a. Carsten Jensen, P1’s Orientering og nærværende avis) dette demokratiproblem og legitimeringsspørgsmål ikke været et større anliggende. Den offentlige verbalisering af disse spørgsmål har i Danmark ligget på et så lavt niveau, at det ikke er forkert at sige, at diskussionen de facto er så godt som ikke eksisterende, endskønt Danmark nu på niende år har været en krigsførende nation i Afghanistan.

Nationen har etableret en flagdag til behørigt minde om og ihukommelse af de dræbte danske soldater, hvor forsvaret og forsvarsministeren har lejlighed til markere betydningen af den danske ’indsats’, men kun med påfaldende sjældenhed bliver Afghanistankrigen gjort til genstand for debatter og udredninger i Folketinget. De fleste danske politikere virker, som om de bliver taget på sengen, når en krise omkring krigsførelsen melder sig, og er generelt dårligt informerede som senest i tilfældet med pressens afsløring af et dubiøst langvarigt samarbejde imellem det danske militær (gruppe 8) i den afghanske hovedby Gereshk og byens vicepolitichef, der viser sig at være narkobaron.

Politikere som Helge Adam Møller, der på mange måder tegner regeringens holdninger i Afghanistanspørgsmålet, synes at fortabe sig i ellers prisværdige sager om at skaffe særhjælp til de hjemvendte invaliderede danske soldater og har ligesom den afgåede og ny forsvarsminister intet overordnet bud på, hvad Danmark stiller op på længere sigt.

Det handler om en afghansk civilbefolkning, som gang på gang både fra Talebans side, men også fra Nato-troppernes side udsættes for drab. I årtier har den afghanske civilbefolkning – først under den sovjetiske besættelse og den efterfølgende krig, hvori USA var dybt involveret, og senere under det efterfølgende Talebanstyres diktatur – lagt ryg til brutale handlinger, og invasionskrigen har ikke formået at standse denne spiral af vold.

2009 er det blodigste år
Af en nyligt frigivet FN-rapport fremgår det, at næsten 350 afghanske børn mistede livet i krigen i Afghanistan i 2009, og ifølge FN bærer de internationale Nato-styrker skylden for halvdelen af dødsfaldene. Radhika Coomaraswamy, der er FN’s særlige repræsentant for børn i væbnede konflikter, siger, at 131 børn blev dræbt under luftangreb, mens 22 blev dræbt under soldaternes natlige aktioner. Taleban menes at være skyld i 128 dræbte børn i 2009, heraf syv af dem angiveligt, fordi Taleban brugte dem som selvmordsbombere. Flere end 2.400 civile afghanere blev dræbt sidste år, hvilket gør 2009 til det blodigste år for den civile befolkning siden invasionen og Talebanregimets fald i 2001.

Nato’s øverstkommanderende i Afghanistan, den amerikanske general Stanley McChrystal, siger, at de internationale styrker vil »samarbejde med FN om at sikre bedre beskyttelse for børnene«. Men realiteterne viser noget andet. Senest har de internationale Nato-styrker kaldet Isaf på baggrund af de af præsident Obama ønskede amerikanske troppeforstærkninger indledt en storstilet militær offensiv – Operation Mushtarak – i det sydlige Afghanistan med dansk militær deltagelse med det formål én gang for alle at indkredse og sætte Taleban ud af spillet i en større del af Afghanistan. Men på trods af hyppige meldinger fra Nato’s side om militær succes, så indløb der allerede under storoffensivens første dage meldinger om civile drab forøvet af Nato’s styrker.

Operation Mushtarak førte på kort tid til drabet på mindst 15 civile, og foreløbig er disse drab kulmineret i endnu en (ufrivillig) massakre på 21 civile afghanere, der mistede livet i februar måned, mens 14 blev såret. Det skete ifølge oplysninger fra det afghanske indenrigsministerium i Kabul, da Nato-fly angreb tre køretøjer i provinsen Urzugan. Ifølge oplysninger fra Isaf antog Nato-piloterne, at det var militante oprørere, der var undervejs i de tre biler for at deltage i kamp mod udenlandske soldater. Blandt de dræbte var flere kvinder og børn.

Disse angreb underminerer yderligere McChrystals strategi, som blev initieret sidste år og allerede blev sat tilbage under de nævnte drab på civile i september 2009 og gør den stadig mere utroværdig.

Ydermere er det tvivlsomt, om de meldinger og tal på civile dræbte, der af forskellige kanaler tilflyder de internationale nyhedsmedier er troværdige. En del kunne tyde på, at antallet af dræbte civile er (langt) højere end det hidtil kendte. Under Vietnamkrigen havde den vestlige presse betydeligt friere adgang til at rapportere om og undersøge de civile tab, end tilfældet er i Afghanistankrigen (og Irakkrigen). Den folkelige modstand over for denne krig var ikke mindst en udløber af de mange vestlige journalisters arbejde ’i marken’ på at belyse krigens konsekvenser for civilbefolkningen.

'Embeddede journalister'
Belært af bl.a. erfaringerne herfra har både USA’s væbnede styrker og Nato-landenes hærenheder (også den danske) for længst implementeret den såkaldte ’embedded journalism’, der via kontrakter imellem journalister og militær begrænser, hvad krigskorrespondenterne har lov til at rapportere om. Disse kontrakter sætter helt klare grænser for den journalistiske frihed og tvinger ofte krigsreporterne til at holde sig til de områder og hændelser, som er inden for styret rækkevidde under deres ophold på krigsskuepladsen sammen med Nato’s enheder.

Den ’embeddede’ journalistik er af gode grunde allerede ofte blevet kritiseret for at ende med at blive en del af en propagandakampagne for Nato’s indsats og for at være et behændigt redskab, hvormed militæret kan dominere ’informationsmiljøet’ og udelukke krigskorrespondenterne fra en nærmere kontakt med civilbefolkningen.

Ser man på de danske udgivelser omkring Afghanistankrigen, der er blevet til som et resultat af den ’embeddede journalistik’, er de fleste netop præget af en manglende kritisk rapportering om de lidelser i civilbefolkningen, der er direkte forårsaget af Isaf’s ’fejlbombninger’ og ’fejltagelser’. Ydermere finder mange luftangreb sted i fjerntliggende og ofte umiddelbart utilgængelige områder, hvor ofrene begraves hurtigt. Mandlige journalister har samtidig forbud mod at besøge sårede kvinder på hospitaler, hvor de ville have mulighed for at efterprøve de mange verserende rygter om (flere) dræbte civile.

Det har på denne baggrund sin egen historiske ironi, at en krigsberetning som Thomas Rathsacks bog ’Jæger’, der er så sympatiserende med den danske indsats i Afghanistankrigen og heller ikke for alvor belyser den afghanske civilbefolknings trængsler, er blevet forsøgt standset af den danske Forsvarskommando. Alt for mange af de kræfter, der p.t. i Danmark har svoret faneed til en nærmest absolutistisk udgave af ytringsfriheden, har været helt fraværende i dette spektrum af diskussionen om ytringsfriheden for journalister, og det på et område, hvor den virkelig ville have betydning for også den danske befolknings mulighed for selv at tage stilling til krigen i Afghanistan.

Hvis ikke – som den berømte amerikanske journalist Gay Talese har sagt det – krigskorrespondenterne fortsat skal være militærets maskotter og vigtige momenter af Afghanistankrigen fortsat skal være mørkelagt, vil en åben og fordomsfri diskussion af Afghanistanskrigen, selv om den så skulle komme i gang på dette niende år af den danske krigsdeltagelse, have meget dårlige vilkår.

Og så er vi tilbage ved talsmanden for Nato, Mark Laity, der påstår, at de civile dræbte i Afghanistan er et »perceptionsproblem og ikke et virkeligt problem«. Så længe de krigsførende landes befolkninger bliver holdt hen i mørke, hvad rapporter fra krigsskuepladsen vedrørende de dræbte civile angår, så kan Mark Laity på en ironisk måde have ret. For renser man i de store træk en krig for et indtryk af de civile ofre, så kan de ikke sanses og eksisterer derfor enten kun som tal eller slet ikke.

En fjern krig vindes i forhold til de moderne vestlige kommunikationssamfund først og fremmest på det, som den amerikanske hær kalder ’information war’, informationskrig. Før eller senere vil dog informationerne om de dræbte civile nå frem og gøre deres indtryk, også på den danske befolkning, og så kan nok så mange smarte retoriske manøvrer kun falde tilbage på deres ophavsmænd og forstærke fornemmelsen af, at her virkelig har været noget at dække over.