Henrik Qvortrup, Michael Kristiansen og Michael Ulvemann. En kongerække af danske politiske journalister. Med dokumenterede store evner for den kritiske journalistik.

Men de fik noget andet til fælles. De blev alle hyret af Anders Fogh Rasmussen. Dennes analytiske hjerne så, at de ville være ideelle til at bekæmpe deres egne tidligere kolleger i de danske medier. Sådan blev det selvfølgelig ikke fremstillet, når jobbeskrivelsen på Danmarks højst rangerende spindoktor skulle udformes. Så var det noget med at forbedre offentlighedens adgang til information gennem troværdig kommunikation.

Det var en ny udvikling, som blev meget karakteristisk for århundredets første årti. At magthaverne i den grad erkendte, at de var tvunget til at købe journalister, der kunne spinde en ende over politikernes bedrifter, og at dygtige journalister ikke fandt noget problem i at skifte fra at være den kritiske til den logrende vagthund. Svingdøren drejede hurtigere og hurtigere rundt.

Jeg kommer til at tænke på en bemærkning fra afdøde Rolf Geckler i tiden på Det Fri Aktuelt. Journalist Michael Thorberg havde et stykke tid siddet som chef for den socialdemokratiske nyhedstjeneste på Christiansborg, da det kom op, om han kunne være et emne til vores politiske redaktion. Den iltre Rolf fejede det af bordet med ordene: »Så skal han da afluses nogle år først«.

For Rolf var det utænkeligt, at vi umiddelbart kunne overtage en spindoktor, og han så virkelig med foragt på folk, der gik den vej. Jeg har sidenhen haft det sådan, at man nok kun kunne skifte en enkelt gang. Når man først havde påtaget sig at doktorere for the powers that be, skulle man løbe linen ud. Men jeg måtte jo hurtigt erkende, at mit syn var naivt og lå milevidt fra realiteterne i dagens Danmark. Og jeg vil da heller ikke forsværge, at et menneske, som har set magtens udøvelse indefra, kan blive endnu bedre til at formidle analysen af den, hvad Kongekabales forfatter, Niels Krause Kjær, er et godt eksempel på.

Det – som står tilbage – er, at magthaverne både i det private og det offentlige – har oprustet voldsomt i deres bestræbelser på at styre kommunikationen og dermed forskønne borgernes/vælgernes billede af dem mest mulig, og at så mange af tidens bedste journalister intet problem ser i fra den ene dag at være i sandhedens tjeneste til den næste dag at være i en position, hvor det gælder om ikke at rutte med den – altså sandheden.

Elastik i metermål
Da statsminister Anders Fogh Rasmussen trådte til i december 2001 indførte han ugentlige offentlige pressemøder i Statsministeriet. Hvor hans forgængere havde siddet og sludret med Christiansborg-journalisterne omkring et langt bord, blev det nu iscenesat efter alle kunstens regler med en magtens scenografi, der var beregnet på transmission til fjernsynet.

Budskabet var, at nu skulle befolkningen have mere at vide om beslutningsprocesserne på det højeste plan. Resultatet var det modsatte. Hurtigt kendte vi alle til ulidelighed Anders Foghs yndlingsudsagn: »Der er ikke noget at komme efter« – og seancerne var fyldt med tvistede formuleringer, bortforklaringer og en form for newsspeak, som selv en George Orwell knap havde kunnet udtænke. Man kom hele tiden til at tænke på Storm P. og hans uforlignelige udsagn: »Der skal karakterstyrke til at sælge elastik i metermål«.

Det blev ikke mindst vigtigt i forhold til statsministerens retorik omkring Irakkrigen. Da det viste sig, at den gennemgående argumentation om masseødelæggelsesvåben ikke kunne holde, blev stort set alle andres indvendinger om krigens eventuelle ulovlighed blot betegnet som ’juristeri’, mens Fogh Rasmussen i øvrigt gennem flere år nægtede at lade sig interviewe af Bo Elkjær, den journalist fra Ekstra Bladet, der sammen med andre havde fået Cavlingprisen for forsøget på at afdække omstændighederne bag Danmarks krigsdeltagelse.

Den daværende spindoktor, Michael Kristiansen, fortalte på en konference i 2009, hvordan statsministeren havde rettet en anklagende pegefinger mod oppositionen og tordnet: »I er landsforrædere!« Ifølge Kristiansen var det dermed lykkedes at gøre kritik af krigen illegitim – en vej, som siden flittigt er blevet fulgt af regeringen og dens støtteparti, når røster i pressen eller medlemmer af oppositionen har efterlyst en exitstrategi og en dato for udløbet af vores engagement i Afghanistan. Så er disse holdninger blevet betegnet som »at gå Talebans ærinde«.

Man ønsker ikke den diskussion på velgennemtænkte argumenter, som skulle være særlig nødvendig, når danske soldater sendes i krig for demokratiet. Tilsyneladende er taktikken lykkedes. Diskussionen er stort set lagt død. Men man skal være en stor kyniker for at se det som en sejr for demokratiet. Det hjemlige.

Der er utrolig mange eksempler på, hvad ministre og embedsmænd er sluppet af sted med i de sidste ti år. Som integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, der hemmeligholdt en del af hjemsendelsesaftalen med Irak. Og som folkene i Danmarks Miljøundersøgelser, der under pres fra Miljøministeriet, ændrede beskrivelsen af de danske skoves tilstand fra ’ringe’ til ’god’.

Men de helt oplagte eksempler kommer selvfølgelig fra Forsvarsministeriets netop afgåede spindoktor, Jakob Winther. Jeg skal ikke gå nærmere ind i lækagesagen – mens retten sidder – hvad den forhåbentlig stadig gør uanset Gades og Winthers exit – men genopfriske Winthers højt roste svendestykke i forbindelse med dokumentarfilmen ’Den hemmelige krig’.

'Unlawful combatants'
Den handlede om, at Danmark under krigen i Afghanistan i 2002 udleverede fanger til de amerikanske styrker, selv om USA ikke længere overholdt Genèvekonventionerne, og at Fogh-regeringen fortav sin viden om dette over for Folketinget. Altså noget der i princippet kunne føre til en rigsretssag, hvad der også blev fremført i udsendelsen af folkeretseksperten, Jens Elo Rytter.

Næsten inden filmen var løbet over skærmen, satte Forsvarsministeriets spindoktor en større offensiv i gang for at miskreditere filmen og dens instruktører, Guldbrandsen og Giversen, mens statsministeren i Folketinget erklærede, idet han selvsikkert lod tommeltot og pegefinger forme et nul, at der ikke var noget at komme efter. Det blev søgt bekræftet i en regeringsrapport af 13. december 2006. Den viser sig ved en nøjere gennemgang – foretaget i 2007 af Jens Elo Rytter i et Festskrift til Morten Kjærum – at være endnu et cover up.

Folketingets ja 14. december 2001 til deltagelse i krigen i Afghanistan var gjort betinget af, at Danmark og dets koalitionspartnere ville respektere de internationale humanitære love, herunder Genèvekonventionerne, og derfor gav man lov til, at fanger kunne overgives i amerikansk varetægt.

Men allerede måneden før havde præsident Bush udstedt en såkaldt Military Order, som erklærede, at mistænkte terrorister af sikkerhedsgrunde kunne udsættes for tidsubestemt detention uden at skulle stilles for retten, og – hvis de blev anklaget for krigsforbrydelser – kunne det ske ved militærtribunaler. Det vil sige uden de samme retsgarantier som ved en domstol og med mulighed for dødsstraf.

Denne præsidentielle ordre, som gav anledning til et ramaskrig hos de store internationale menneskeretsorganisationer og hos amerikanske folkeretseksperter, blev også omtalt i dansk presse, og lederskribenterne i både Politiken og Berlingske tog afstand fra den amerikanske politik. Men den er karakteristisk nok ikke nævnt med ét ord i regeringens rapport fra 2006. For det ville være ubekvemt.

I januar og februar 2002 – forud for danskernes overlevering af fanger den 13. februar og 17. marts 2002 – fanger, hvoraf en del hævdede at været blevet mishandlet af amerikanerne – besluttede den amerikanske regering endvidere, at ingen personer, der var fanget i Afghanistan og bragt til Guantánamofangelejren ville få krigsfangestatus og heller ikke få adgang til ved en ret at få prøvet, om de burde have krigsfangestatus – og derved være beskyttet af Genèvekonventionens artikel 3.

Man kreerede i stedet for en helt ny betegnelse, unlawful combatants, hvilket efter USA’s mening betød, at de heller ikke var beskyttet af den fjerde Genèvekonventions bestemmelser om civile i krigssituationer. Man lovede at ville behandle fangerne humant og i overensstemmelse med konventionerne, i det omfang den militære nødvendighed tillod det.

Kodeks
Hvad denne musefældeklausul betød, stod hurtigt klart, da de første billeder og beretninger indløb til offentligheden fra fangeburene på Guantánamo.

Den danske regering var nødt til at spørge storebror, om det virkelig kunne være rigtigt, og fik hver gang at vide, at man ville respektere Genèvekonventionerne. Og det var så det bekvemmeste at lade, som om man troede på det. »Indtil der er fuldt bevis for det modsatte«, som Per Stig Møller sagde i Folketinget 22. januar.

Man var altså ikke villig til – som ellers forudsættes af de internationale konventioner – at lade den berettigede tvivl, som eksisterede på grundlag af den amerikanske regerings egne officielle beslutninger om netop fangespørgsmålet, komme fangerne til gode, og man overleverede – stik imod Danmarks egne internationale forpligtelser – de folk, som man mistænkte for at tilhøre Taleban, til noget, som ifølge udsagn fra fangerne var grov mishandling.

Da to danske journalister gjorde deres arbejde og afdækkede det, skød regeringen budbringeren ned med en byge af upræcise og vildledende forklaringer, som i sig selv kunne bringe ministrene i nærheden af en rigsretssag for at have givet urigtige oplysninger til Folketinget.

Men som så ofte før måtte man konstatere, at de sædvanlige mekanismer for undersøgelse og ansvarspådragelse i det danske parlament var sat ud af kraft, fordi Dansk Folkeparti ved at redde regeringen endnu en gang cementerede sin magtposition og kunne få tildelt endnu flere lunser, når det gjaldt mærkesagerne omkring behandlingen af udlændinge.

Jakob Winthers arbejde over for Guldbrandsen blev i kommunikations- og journalistkredse fremhævet som usædvanlig dygtigt, selv om der i realiteten var tale om en vildledning af offentligheden. Moralen – den manglende – bag dette, bekymrede ikke eksperterne.

Det er netop kommet frem, at regeringen siden 2001 har tredoblet det beløb, som bruges til de særlige rådgivere. Fred være med den økonomiske side af sagen. Det er mere princippet. Holdningen, der ligger bag. Jeg bilder mig ikke ind, at embedsmændene før spindoktorernes tid var totalt neutrale og ikke tænkte i ministerbetjening. Se blot på tamilsagen.

LÆS OGSÅRegeringens spindoktorer får ministerløn

Men jeg tror alligevel, at der var et vist kodeks. At man så at sige godt vidste, hvornår man i omgangen med medierne på ministerens vegne overskred en usynlig grænse og derfor fik lyst til at lægge en livsforsikring i et pengeskab. Som i tamilsagen.

Jeg er bange for, at nyskabelsen, de særlige rådgivere som ministerens håndgangne mænd med særlige evner til at overskride denne grænse – with a license to spin – sætter dårlige eksempler for hele forvaltningen, sådan at der mere eller mindre spinnes over det hele. Hvad Jesper Tynells cavlingprisbelønnede afdækning af vildledningssagerne i Claus Hjort Frederiksens beskæftigelsesministerium er et godt eksempel på.

Når man læser detaljerne i disse sager og ser hvilken ihærdighed, det har krævet af Tynell at grave sandheden frem, bliver man på én gang glad over, at han findes, og deprimeret over, at forsøgene på at vildlede er så konsekvente og omfattende.

Vindere dyrkes
Denne åbenlyse anvendelse af magten i forhold til moralen er med til at skabe en almindelig kynisme i den brede offentlighed, en holdning i retning af, at politik kun er magt og berigelse på bekostning af andre. Lidt som med vores holdning til Tour de France: »De er nok alle dopet«.

Denne udvikling understøttes af det lag af analytikere, som har vundet indpas i medierne. I mindre og mindre omfang får vi at vide, hvad der egentlig er foregået i en sag. I stedet får vi forklaret, hvem der har vundet eller tabt. Præmisserne for disse domme er mere eller mindre skjulte, men hovedpræmissen er stort set altid, om vedkommende person eller parti er kommet nærmere magtens centrum.

Derimod handler det kun sjældent om, hvorvidt en beslutning tjener samfundets vel. Eller kunne ses som et forsøg på at udvikle en politik med langsigtede perspektiver, en ide om, hvordan vi burde leve sammen. Viggo Hørups udsagn: »Del jer efter anskuelser«, bliver i disse analytikeres optik i stedet til et: »Søg med alle midler hen til magten. Og skulle de være lidt mindre fine i kanten, får I tilgivelse, når sejren er spundet hjem«.

Vindere dyrkes hæmningsløst, og det bliver ikke mindre diabolsk af, at der ofte vil være tale om selvopfyldende profetier. Som når Peter Mogensen i Politiken bruger udtrykket »SF i frit fald«. Hvem ønsker at støtte et parti i frit fald? Metaforerne fra sportens verden falder over hinanden, og analytikerne ligger i sjælden grad under for den lemmingeeffekt, der kommer af, at de finder deres synspunkter i den sidste meningsmåling. Alle styrter stort set i den samme retning.

På skærmen i bedste sendetid giver de vinderne endnu et vigtigt skub fremad, mens det er en katastrofe, hvis de vender tommelfingrene nedad, og de politiske aktører derpå mødes med spørgsmål efter modellen: »Hvornår er du holdt op med at slå din kone?«

Vi har som vælgere brug for at få at vide, hvad politikerne mener og hvorfor, og ikke hvorfor analytikerne mener, at de ikke burde mene det.

Ofte suppleres indslagene med såkaldte vox pops, hvor man hører udvalgte medlemmer af folket ultrakort sige det samme – ofte med præcis de samme ord – som man har hørt fra analytikerne. Så er cirklen sluttet. Kortsluttet. Demokratiet er blevet til et spin- og skindemokrati.

Så er det lykkedes at tage politikken ud af politikken. At gøre det som ideelt burde være en kærlig kamp på meninger til en glædesløs personkamp om magten, hvor vi som borgere føler os magtesløse i forhold til de kræfter, der vil forvandle os til manipulerbare forbrugere på det politiske marked.

Som der står skrevet inde på Christiansborg: ’Folkets gunst er idel dunst’. Bare de dog ville rette sig efter det.