For nylig gennemførte Lars Løkke den største regeringsomdannelse i parlamentarisk tid, efter at han kort tid forinden havde lagt luft til enhver tanke om en sådan omdannelse.

Udtalelsen faldt på et tidspunkt, hvor Lene Espersen – den danske Sarah Palin – søgte at få fjernet efterlønnen, hvad der førte til et så skarpt opgør mellem de to borgerlige partiledere, at Løkke truede med at udskrive valg.

Men de forsonedes for en stund. Den længe ventede regeringsomdannelse gennemførtes, og Espersen gjorde sig til udenrigsminister, mens hun forviste Per Stig Møller til kulturministerposten – til kulturfolkets store glæde.

Ikke bare læser han bøger – »svære bøger« ifølge Politiken. Han skriver også sådanne selv. Flest læsere har hans biografi om Hitler- og Mussolini-beundreren Kaj Munk fået, uden at forsøget på at rense denne fascistoide pastor blev beklaget af nogle af de kendte kulturister, som Politiken interviewede 24.2. i anledning af Møllers ministerskifte.

I en samtale med bladet samme dag berettede han i øvrigt, hvordan han i sin tid fortalte litteraturprofessoren, Billeskov Jansen, at han var på vej med en biografi om Munk. Det foranledigede denne tankevækkende kommentar: »Ja, man vender altid tilbage til sine rødder«.

Per Stig Møller lægger i sin biografi en beskyttende arm om Kaj Munk ved at påstå, at dennes beundring af Hitler indskrænkede sig til perioden 1934-35.

Hvis han havde været lidt grundigere, ville han have konstateret, at Munk 26.9.1936 skrev: »Ingen dansk kan ære Hitlers dåd mere end jeg«. Den 13.3.1938 fandt han det »umuligt andet end at prise det Hitlerske styre for klogskab over klogskab«.

Den 29.1.1939 mente Munk, at Hitler var så »nær ved at være en Gud, som det er muligt, når han dog blot er et menneske«. Og 5.11.1939 messede han, at Hitler er »den tysker, der blev vor tidsalders verdensnavn, medens han kæmpede (på grundlag af) sin egen korsfarertanke om Blut und Boden i fredens vældige navn«.

Det er skrevet et par måneder efter, at Hitler angreb Polen og dermed foranledigede Anden Verdenskrig.

I øvrigt fortsatte Kaj Munk sin Hitler-beundring efter, at Danmark blev besat af Nazi-Tyskland. Det skete første gang i en tale, som han holdt hos sin gode ven, forstander Niels Bukh, på Ollerup Gymnastikhøjskole 28.7.1940.

Bukh nærede de samme positive følelser over for dele af nazismen som Munk. I denne tale karakteriserede han bl.a. Hitler som »en af verdenshistoriens største skikkelser«. Det er dog en del.

»Munk var en god dansk mand«
I min bog ’Rigets bedste mænd’ (Gyldendal, 1990) beskriver jeg Højgaard- og Haustrup (Danmarks) kredsenes pinlige ageren efter den tyske besættelse. De to kredse forsøgte at få kongen overtalt til at gentage sit statskup fra påsken 1920 – støttet af VK-partierne.

Men det var i forbindelse med den tyske besættelse lykkedes Stauning at få V og K til at indtræde i en samlingsregering. Det begrænsede VK-partiernes antiparlamentariske handlemuligheder.

De to kredse bestod af en række godsejere, officerer og ledende erhvervsfolk. Det drejede sig bl.a. om lederne af entreprenør-firmaerne Højgaard & Schultz og Kampsax, A.P. Møller, DFDS, BP’s danske afd., enzymfirmaet Chr. Hansens Laboratorier, Daells Varehus, fire Odense-virksomheder:

Haustrups-, Allerups - og Roulunds Fabrikker og grossererfirmaet Muus, B&O i Struer, Scandia i Randers, og Randers Reb, tre Århus virksomheder: Entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kiær, Trikotage Fabrikkerne og Frichs Fabrikker og De Danske Bomuldsspinderier i Vejle.

Åndslivet var repræsenteret af litteraturprofessor Vilh. Andersen, historieprofessor Knud Fabricius, tyskprofessor L.L. Hammerich, lektor Vilh. la Cour, Birkerød Kostskole, rektor Paul Holt, Århus Seminarium – ledende medlem af partiet Dansk Samling – højskoleforstander Robert Stærmose – ligeledes DS-medlem - og højskoleforstander Aage Møller, Rønshoved, som vel var den grundtvigianer, der vovede sig længst ud til højre.

Jeg sendte i sin tid min partifælle Frode Jakobsen, Frihedsrådets grundlægger, min bog. Kort forinden havde jeg gennemført en lang række videosamtaler med ham om modstandskampen under Besættelsen.

Jeg modtog et meget venligt svar. Han havde læst min bog »med stor interesse«. Men han beklagede min Munk-kritik. »Han viste dog i løbet af besættelsesårene, at han var en god dansk mand«.

Jeg har siden holdt en del foredrag over emnet: ’Kaj Munk og den danske fascisme’ – en fascisme, som havde et noget større omfang, end historiebøgerne lader ane. De unge Konservative har uretmæssigt måttet bære hovedbyrden af kritikken for Mussolini og Hitler-beundringen, skønt mange voksne konservative gjorde fælles sag med dem.

Mange venstrefolk tilsluttede sig Landbrugernes Sammenslutning, LS, der ifølge egne – noget overdrevne – oplysninger organiserede halvdelen af de danske landbrugere, og hvis ledelse var klart nazi-orienteret.

LS blev i Folketinget repræsenteret af Det frie Folkeparti/Bondepartiet – et udbryderparti fra Venstre, som gik i direkte samarbejde med det danske naziparti DNSAP.

Foragt for demokratiet
Flere borgerlige aviser nærede sympati for dele af nazismen. Det kan man få et indtryk af ved at læse Rasmus Kreths bog ’Pilestræde under pres’ (1998) om de Berlingske aviser 1935-45, Gerhardt Eriksens bog om Jyllands-Posten ’Sider af avisens historie’ (1990) og tidsskriftet ’Louis’, som desværre kun nåede at udkomme med et enkelt nummer i 1988.

Også repræsentanter for Indre Mission og visse grundtvigianere nærede beundring for dele af nazismen.

Ofte får jeg i forbindelse med det nævnte foredrag gentaget Frode Jakobsens synspunkt – Kaj Munk blev jo dog modstandsbevægelsens flammende agitator, konstateres det.

Men der behøver jo ikke at være nogen modsætning imellem det at være national eller nationalistisk og det at være højreorienteret – tværtimod. Munk var selv nærmest overnational på samme måde som mange hjemlige nazister – inklusive deres fører den fhv. konservative læge Frits Clausen.

Havde Hitler flyttet grænsen nordpå til Kongeåen, ville han have fået med Clausen at bestille. Han så således hellere, at den blev flyttet sydpå til Ejderen, så vi kunne få Slesvig tilbage.

Det kritisable ved Munk var ikke hans nationalisme. Det kritisable var hans intense foragt for demokratiet – en foragt han, så vidt jeg kan skønne, fastholdt til sin død.

Kaj Munk var en af 30’ernes mest profilerede kulturister. Hans anti-demokratiske synspunkter nåede derfor vidt ud. Det gør det endnu sværere at forstå Per Stig Møllers trang til at rense ham.

I 1931 foreslog Munk sig selv som fast skribent ved Jyllands-Posten, og da hans synspunkter lå helt på linje med redaktør H. Hansens, blev denne tilknytning hurtigt en realitet.

Ved nytårsskiftet 1933-34 – dvs. det første nytår efter Hitlers magtovertagelse – følte redaktøren sig overbevist om, at »hvis en mand med vilje og evne til at handle i nationens interesse dukkede op i Danmark, (ville) et stort flertal af befolkningen ... hilse ham som en befrier og følge ham på den energiske handlingens vej«.

I øvrigt var han af den opfattelse, at diktaturet i Italien og Tyskland ikke var kommet, »fordi en Mussolini eller en Hitler har lyst til at regere enevældigt, men simpelthen fordi tidens vanskeligheder kræver et håndfast og målbevidst styre«.

Lodret nonsens
At Kaj Munk var helt på redaktørens linje turde fremgå af dette citat. Et par måneder efter Hitlers ’Machtübernahme’ glædede Munk sig over, at Tyskland havde fået »en mand med et propert håndelag ... (Han) ryddede klubben for alle rigsdagsbaronerne, fortalte de herrer bengnavere (politikerne), at nu gik den (demokratiske) svindel ikke længere«.

Socialdemokraternes »håbløse ’frihed for Loke såvel som for Thor’ var på nippet til at bane vej for en kommunisme ... Hvis dette ikke kunne hindres ved anden metode end den hitlerske, så op at stå mine herskaber, alle – også mine herrer socialdemokrater ... og i vejret med den højre arm og så på én gang: Hitler heil, heil, heil« (J-P 23.3.1933).

Det var for det første groft provokatorisk, når Munk forlangte, at SPD – der som det eneste tyske parti, uafkortet trådte op imod nazismen – skulle hylde Hitler.

For det andet var det lodret nonsens, når han – på linje med andre borgerlige – antydede, at Tyskland i 1933 var på vej til at blive kommunistisk med socialdemokratisk bistand.

Tværtimod gik kommunisterne ved visse lejligheder sammen med nazisterne mod socialdemokraterne. Alt for sent blev kommunisterne klar over, at nazisterne alligevel var en tand værre end socialdemokraterne – »socialfascisterne« – skønt de længst muligt søgte at bevare demokratiet i den Weimar-republik, som de havde lagt grunden til, men som kommunisterne var med til at undergrave sammen med mange borgerlige.

Da Første Verdenskrig var tabt for Tyskland i nov. 1918, lykkedes det det såkaldte ’arbejder- og soldaterråd’ at erobre magten næsten ublodigt. To gange fik den tyske venstrefløj – ’Spartakisterne’ – mulighed for ved repræsentative arbejder- og soldaterrådsmøder at skaffe sig flertal for at kopiere Lenins diktatur.

Men begge gange tabte venstrefløjen stort til SPD. ’Spartakisterne’ – de senere kommunister – ville imidlertid ikke bøje sig for det socialdemokratiske flertal.

Den ordensmagt, som SPD herefter måtte gøre brug af, var bl.a. resterne af hæren, som gik i opløsning efter våbenstilstanden 11.11.1918. Denne rest var dybt reaktionær.

Af denne konfrontation mellem socialdemokrater og kommunister groede et voldsomt had, som altså førte til, at kommunisterne endnu i 1930’erne i enkelte tilfælde gjorde fælles sag med nazisterne mod socialdemokraterne.

Demokratiet som forbryderisk statsform
Ved årsskiftet 1933-34 blev Kaj Munk af Jyllands-Posten sendt af sted til Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien, for at han i rejsebreve kunne fortælle, hvordan det stod til i de to lande.

I et af hans første breve kunne man læse, at »der er enhed og orden, men der er også koncentrationslejre og folk i landflygtighed og afskedigelser og arrestationer. Nuvel, sligt må der til. Det er dog alt sammen bedre end ... det evig golde, besmudsede kævleri«.

Det var det fra kommunistisk, konservativ og nazistisk side stærkt truede eller likviderede demokrati, som måtte finde sig i denne karakteristik fra Munks side. Per Stig Møller undlader hensynsfuldt i sin biografi at anføre denne sidste pinlige sætning.

Munks rejsebreve fra Hitlers Tyskland og Mussolinis Italien blev i bogform året 1934’s bestseller. Munk afslutter bogen med at fremhæve, at det parlamentariske demokrati har »vrøvlet som bærende princip«.

Året efter karakteriserede han demokratiet som værende »for længe siden tjenligt til bisættelse på møddingen«. Ja, det kom så vidt, at han ligefrem karakteriserede demokratiet som »en forbryderisk statsform«.

I talen på Ollerup Gymnastikhøjskole 28.7.1940 sørgede Munk derfor »ikke over demokratiets dødsfald« i forbindelse med den tyske besættelse af Danmark, for vi »troede ikke mere på parlamentarismen«.

Ved Folketingsvalget i april 1939 havde de parlamentarisk indstillede partier nu ellers fået 94 procent af stemmerne. Men det var tilsyneladende forbigået Munks opmærksomhed. »Er det gået nogen værre end os«, spurgte han.

»Vi fik Hitler og beholdt Stauning« – der ikke blot var demokrat. Han tog som bekendt også nogle afgørende velfærdsskridt i retning af det, Munk kaldte »socialfidusmageriet«, der foranledigede »dybe sår« i »gammel (liberalistisk) dansk æresfølelse« (J-P 13.4.1941) om at være sin egen lykkes smed.

I august 1940 fortalte Munk ved et møde på Gerlev Idrætshøjskole en gruppe studerende, at »demokratiets sandhed blev til løgn – folket styrer ikke længere, men en præstekaste af golde debattører holder sig ved magten ved brød og skuespil:

Brød i form af understøttelser og skuespil i form af periodisk tilbagevendende hanekampe, der kaldes for valg«, mens »man giver Fanden i alle de store, nye (fascistoide-)ideer«.

En af mødelederne var Per Stig Møllers far, Poul Møller. I forbindelse med en videooptagelse fortalte han mig, at ikke én af de studerende opponerede mod Munks tilsvining af folkestyret.

Forsvarsskrift for Munk
I 1934 købte Studenterforeningen for en aften Munks forestilling ’Hamlet’, som 30’ernes teaterdiva Betty Nansen opførte på Allé Scenen. Stykket handler om en sønderjysk nazileder, som indtager København og sætter Stauning-Munch-regeringen fra magten.

Det har de siddet og hørt på de senere professorer og departementschefer og højesteretsdommere og biskopper og rektorer og overlæger uden, at en eneste af dem protesterede – med en enkelt undtagelse.

En stud.polit. J.O. Krag – landets senere socialdemokratiske statsminister – råbte op.

Per Stig Møller stiller i sin biografi det meget relevante spørgsmål: Hvad fik Kaj Munk til at beundre Hitler? Hans yderst pinlige svar lyder, at det gjorde likvideringen af lederen af nazipartiets venstrefløj Ernst Röhm.

Han havde udviklet sig til en farlig rival for ’der Führer’. I dagene omkring 30. juni 1934 blev han og adskillige hundrede af hans sympatisører derfor myrdet.

»Dette, at Hitler selv turde stå frem og tage ansvar, har nok imponeret Munk« – mener Møller – samtidig med, at han »bebrejdede de demokratiske politikere, at de skubbede ansvaret fra sig (hvilket ansvar?).

Det var dette mod til at handle og bryde alle konventionelle (dvs. demokratiske) spilleregler, der formentlig overbeviste Munk om Hitlers enestående kvaliteter sammenlignet med de demokratiske politikere, som han ikke havde meget tilovers for… Nu var han ikke i tvivl om mandens historiske mission og storhed«.

Jamen, hvordan kan Per Stig Møller dog få sig selv til at angive dette Röhm-blodbad som selve årsagen til Munks Hitler-beundring? Hvordan skulle det kunne begrunde Hitlers »enestående kvaliteter« og »historiske mission og storhed?«.

Er handlekraft i sig selv et gode – uanset dens mål og midler?

Kulturpolitikken er altså nu lagt i hænderne på en politiker, der for ti år siden ifølge Billeskov Jansen søgte tilbage til ’rødderne’ med et forsvarsskrift for den Kaj Munk, der beundrede Hitler og Mussolini og svinede demokratiet til.

Og tavsheden er i dag lige så intens, som den var i 1934 hos Betty Nansen og ved Gerlev-studentermødet i 1940.

Det er meget tankevækkende og ikke mindre tankevækkede, at Munk-biografien indbragte sin forfatter DR’s Rosenkjærpris og senere minsandten også Georg Brandes-prisen.