Der er meget fokus på, at tosprogede børn halter efter i skolen, men ingen synes at spørge hvorfor. I stedet fokuserer man udelukkende på at gøre dem mindre tosprogede, selvom det ikke er det, der beviseligt virker.

Det er nogle gange svært at være tosproget i København. Man kan ikke købe halsbom i kioskerne. Københavnere har ikke pusser på fødderne, cykler ikke med en møtz på hovedet eller lapper cyklen, hvis den er platset. Det er ikke altid nødvendigt at komme langvejs fra for at føle sig tosproget. Selv en selvbestaltet eksilsønderjyde oplever tit det misbilligende blik efterfulgt af parolen: »Så snak dog dansk!«

Dansk skal der snakkes og bliver også snakket ganske meget inden for landets grænser. Faktisk er Danmark det sted i verden, der bliver snakket mest dansk. Alligevel er der mange steder en frygt for, at det ændrer sig, hvis vi også tillader brugen af andre sprog. En bekymring man blandt andet har prøvet at dæmpe ved at afskaffe obligatorisk modersmålsundervisning og indføre sprogscreening flere steder. Det virker nu tilsyneladende, som om bekymringen stadig er der.

I København er ca. 30 procent af de skolesøgende børn tosprogede. Mange af dem går på de samme skoler, og således er der i Københavns Kommune ca. 10 skoler, hvor over halvdelen er eleverne er tosprogede. Den seneste Pisa-undersøgelse viste, at 24 procent af eleverne i kommunen går ud af folkeskolen uden det, der kaldes funktionel læsefærdighed. Det tal var blandt førstegenerationsindvandrere på 55 procent, men mere væsentligt 47 procent blandt andengenerationsindvandrere. Næsten halvdelen af de tosprogede elever, der er født og opvokset her i landet, forlader altså folkeskolen uden en funktionel læsefærdighed.

Tallene vidner om en skævvridning og en meget negativ tendens, der har stor betydning for det fremtidige arbejdsmarked. Danmark er ikke ene om at tabe rigtig mange tosprogede elever i uddannelsessystemet. Til gengæld er vi et af de få lande, der stort set kun debatterer, at der er et problem, men ikke hvorfor. Allerhøjst bemærkes det subsidiært, at det jo nok har noget med kulturen at gøre. Hvad det så end betyder.

I kraft af det fokus har der været tænkt meget i løsningsforslag. I Københavns Kommune har man blandt andet startet forsøg med heldagsskoler, hvor flere undervisningstimer og en længere skoledag i sig selv har øget den dansksproglige påvirkning i dagligdagen. Man har ligeledes med Københavnermodellen været stor fortaler for en mere ligelig fordeling af etsprogede og tosprogede på kommunens skoler og er netop nu i overvejelser omkring en decideret tvangsmæssig spredning af elever. Disse tiltag har dog alle det fælles sigte, at eleverne skal tale mere dansk. En udmærket ambition, hvis der var belæg for at tro, at den dansksproglige indsats kan stå alene. Det kan den imidlertid ikke, hvis målet er en øget faglighed og øget søgning videre i uddannelsessystemet.

OECD har for nylig undersøgt forholdene for minoritetselever i den danske folkeskole i en rapport om ’Migrant education’. Den konkluderer blandt andet, at selvom en øget blanding af etsprogede og tosprogede fremmer de tosprogedes danskkundskaber, så er det en utilstrækkelig løsning, hvis man også har en forventning om øget faglighed.

Det samme resultat er man kommet frem til i en evaluering af heldagsskolerne i Odense, idet det øgede timetal (og den deraf øgede dansksproglighed) ikke nødvendigvis fører til bedre faglige resultater. Det kommer i høj grad an på tilrettelæggelsen af undervisningen, og hvordan og hvor meget den sproglige udvikling er tænkt ind i de forskellige fag.

Der er altså andre faktorer, der er udslagsgivende, og derfor er det massive, ensidige fokus på elevspredning ikke en fyldestgørende løsningsmodel. Cepos har for nylig kritiseret Århus Skolevæsen for selv at evaluere sit spredningsforsøg og udråbe det som en succes, idet der ikke foreligger dokumentation for, at det har en virkning. Det ville næsten også være utroligt, eftersom der, ifølge professor i tosprogethed ved DPU Anne Holmen, på verdensplan ikke foreligger dokumentation for et spredningsprojekt, der har haft en faglig gevinst. Det tætteste, man er kommet på et positivt resultat, er en undersøgelse fra Boston, der viser, at eleverne ikke tog skade af det.

Der er en relation mellem skoler med stor overvægt af tosprogede elever og fagligt svage resultater. Det er imidlertid usagligt at gøre det til en årsagssammenhæng uden at tage højde for andre faktorer som undervisningsform, lærer- og lederkompetencer, social polarisering og endda skolefaciliteter for blot at nævne nogle mulige. Det er en farlig konklusion, at A medfører B. Hvis det var gængs praksis at se relationer som årsagssammenhænge, ville aids stadig være en bøssesygdom.

Det er derfor på et noget tvivlsomt grundlag, at der lader til at være en politisk konsensus omkring, at elevspredning og mere danskpåvirkning i dagligdagen automatisk vil have indflydelse på de faglige resultater og læsefærdigheden. I stedet kunne man tage udgangspunkt i, hvad vi ved virker. Og det er ikke et fokus på dansk, men et fokus på sprog i det hele taget.

Hvis vi endnu en gang blander Sønderjylland ind i det her, så er der en grund til, at det tyske mindretal i Danmark har tyske skoler, ligesom det modsatte gør sig gældende syd for grænsen. Det er blandt andet, fordi man har næsten 100 års erfaring i, at har man talt dansk derhjemme hele sin barndom, så er det meget nemmere at lære at skrive tysk, hvis man samtidig lærer at skrive dansk.

Da man i 1975 indførte modersmålsundervisning for sproglige minoriteter i folkeskolen, var det blandt andet grundet i den forskning, der havde påvist, at hvis man knækkede læsekoden på sit modersmål, var det meget nemmere at lære at læse på sit andetsprog. Nyere forskning har ligeledes betonet de fordele, der kan være ved modersmålsundervisning. Senest har Judit Moschkovich offentliggjort en undersøgelse, der viste, at jo bedre tosprogede er til at skifte mellem modersmål og fremmedsprog, jo bedre er deres indlæring. Logikken bag denne sprogforståelse er endda meget ligetil. De fleste etnisk danske, selv dem der taler flydende engelsk, ville have svært ved at lære at skrive på engelsk uden først eller sideløbende at lære at skrive på dansk.

I Sverige har man gode erfaringer med modersmålsundervisning. OECD’s landerapport fra Sverige viser med al tydelighed, at modersmålsundervisningen har gjort en markant forskel i det sproglige niveau blandt elever med svensk som andetsprog. Endda klarer de tosprogede elever sig synligt bedre i engelsk end de etnisk svenske elever. En statistik, der ligger langt fra den danske virkelighed, hvor tosprogede elever i gennemsnit klarer sig væsentlig dårligere i engelsk end deres etnisk danske jævnaldrende. Et faktum, som blandt andet udelukker mange af dem fra erhvervsuddannelserne, hvilket står i skarp kontrast til statsministerens vision om, at vi i Danmark om 10 år er de bedste i Europa til at få første- og andengenerationsindvandrere ud på arbejdsmarkedet.

Modersmålsundervisning er et lovkrav i Sverige. I Danmark blev statsstøtten til modersmålsundervisningen fjernet i 2002, og det blev op til de enkelte kommuner, om de ville tilbyde modersmålsundervisning. Siden hen har retorikken ændret sig kraftigt i den politiske debat, og modersmål er ikke længere et læringsredskab eller en ressource, men et symbolsk tilbud. Modersmålet ses som en invaderende kraft, der fortrænger dansk sprog og danske værdier og virker i de flestes øjne som et fuldstændig overflødigt begreb. »Kan de ikke bare snakke dansk?«.

Paradoksalt nok er det ikke mere end et par måneder siden, man understregede vigtigheden af, at danske børn bosat uden for Danmark naturligvis skal undervises i deres modersmål. De danske briller synes at øge forståelsen for fremmedsprogliges behov for at mestre modersmålet sideløbende med landets officielle sprog. Med andre ord er danske børn, der lærer dansk i Kina, ingen trussel mod Kinas nationale værdier. Et barn med kinesiske aner i Danmark, der lærer kinesisk, er derimod i risiko for at undergrave danskheden og hans/hendes muligheder for en vellykket integration.

I Slagelse Kommune har man for nylig debatteret modersmålsundervisningen, idet der fra socialdemokratisk side blev stillet forslag om gratis modersmålsundervisning til kommunens ca. 900 tosprogede. Bjørn Olsen (DF) bemærkede i den forbindelse: »Der er andre ting, der er vigtigere, og det kan ikke nytte at lukke sig inde i en skal og fastholde sit sprog og sin kultur«. En udtalelse, der er meget symptomatisk for den forståelse eller mangel på samme, man i Danmark udviser over for flersprogethed.

At man som dansksproget uddannet i det danske skolesystem har svært ved at forstå, at forståelse for ens førstesprog hjælper, når man skal knække den danske læsekode, er gået hen og blevet et argument for, hvorfor vi nødig tilbyder modersmålsundervisning. Jeg forstår det ikke, altså kan det ikke være nødvendigt, synes tankegangen at være.

Det er samtidig påfaldende, at et land af Danmarks størrelse ikke ser indbyggere med sprogkompetencer som en ressource. At kunne formulere sig på engelsk er efterhånden ingen kunst. At være flydende, skriftligt og mundtligt, i andre sprog er derimod en kæmpe gevinst for vores arbejdsmarked i alle dets afskygninger. Sprog er en kompetence og en enorm ressource. Der er ikke kun brug for folk, der kan tale tysk og fransk. Der er også brug for urdu, arabisk, albansk osv.

Der findes over hundrede sproglige minoriteter i Danmark, og en genindførelse af obligatorisk modersmålsundervisning ville uden tvivl være en ambitiøs investering dybt afhængigt af politisk velvilje. Et øget fokus på sprogtilegnelse i folkeskolens fagrække og et syn på flersprogethed som et vilkår burde derimod være langt mere fremherskende, end det er på nuværende tidspunkt.

Det er iboende i den danske folkeskoles selvforståelse, at man stiler mod chancelighed og altid tager udgangspunkt i det enkelte barn. Det er imidlertid ikke afspejlet i særlig høj grad i tilgangen til tosprogede elever, hvor undersøgelser viser, at man forudsætter en vis sproglig færdighed hos barnet, før det er muligt at gennemføre undervisning. OECD pegede allerede i 2004 på en dansk tendens til at se sproglige mangler som intellektuelle mangler og sende de pågældende elever over i et specialundervisningsregi, hvor antallet af tosprogede er markant højt i Danmark.

I stedet kunne man med fordel ændre den pædagogiske tilgang til sprogtilegnelse. Anne Holmen har beskæftiget sig indgående med denne problematik. »Hvis man opfatter sprog som et problem, børnene har, så kan det være svært at komme videre derfra. Hvis man derimod ser sprog som noget, der skal læres løbende, og ikke som noget, man har eller ikke har, giver den ændrede pædagogik gode resultater«.

Sprog er en ressource og ikke kun i skoleregi noget, der er i en løbende udvikling. At tilegne sig sprog er at øge sine kompetencer, og tosprogede burde ses som en kapacitet for erhvervslivets konkurrencemuligheder på den store scene. Ikke som en byrde for et samfund, der i den grad er afhængigt af den omkringliggende verden. Derfor er det vigtigt, at man allerede i folkeskolen indfører et sprogsyn, der giver en fortjent status til sproglige kompetencer og i langt højere grad fokuserer på flersprogethed som et vilkår og mål snarere end på etsprogethed som forudsætning i den danske folkeskole.

Beskæftigelses- og integrationsborgmester i København Klaus Bondam fremhævede i en Kronik i Politiken i februar, at man ville fokusere på at »løse problemerne ved hjælp af indsatser, hvis effekt er bevist«. Vil man løse det tosprogede problem, kunne man jo passende starte med at læse den massive forskning, der er på området, og gøre brug af den viden. Orker man ikke det, kunne politikerne prøve at lytte til de mange kompetente sprogforskere, vi har her i landet, der ved, hvad virker. For politikerne forstår da dansk, gør de ikke?