Malerkunst. Christen Købke: 'Havelågen ved bagermester Købkes gård på Blegdammen', ca. 1845. - Foto: SMK Foto

Det går ikke stille af i radioen, når store komponister fylder trecifrede runde år. Altså forstået på den måde, at deres musik bliver flittigt spillet. Ingen P2-lyttere er således i tvivl om, at det i år er 200 år siden, Chopin blev født. På samme måde var der ingen danskere, der undgik at bemærke, at H.C. Andersen rundede samme runde hjørne for fem år siden.

Men hvad så med billedkunstnere? De fleste tv-kanaler er bange for billedkunst, men kunstnerne kan blive hædret med udstillinger, hvis de er store og interessante nok. Det blev Eckersberg i 1983, da han ville være blevet 200 år, og sidste år var det Wilhelm Freddies tur i anledning af 100-års dagen.

Men der er alligevel nogle påfaldende udeladelser. Ingen danske kunstmuseer markerer i samme store stil, at Danmarks måske største maler Christen Købke blev født i dag for 200 år siden. Det er der flere gode grunde til, og nogle er bedre end andre.

En vigtig grund er, at Købke ikke er hjemme i dag. Han er ’bortrejst på dagen’, som man plejer at sige, når man ikke ønsker for meget opmærksomhed på en rund fødselsdag, eller når man (måske snarere?) er bange for ikke at få nok!

LÆS OGSÅDansk lysmester får internationalt gennembrud

For Købke betyder det dog øget opmærksomhed. Næsten alle hans bedste malerier er for tiden samlet på National Gallery i London på hans første retrospektive udstilling i udlandet. Indtil nu har næsten 100.000 mennesker besøgt udstillingen på kun to måneder, og så mange gæster havde han ikke fået herhjemme. Finere kan det vist ikke blive. Og så alligevel.

Viser hverken frem eller tilbage
Jeg vil vove den påstand, at det er en udbredt opfattelse, at Købke på flere måder ikke er rigtig interessant. Ganske vist fik han i 1996 både en af de mest omfattende retrospektive udstillinger på Statens Museum for Kunst og en af de største danske kunstnermonografier i form af Hans Edvard Nørregård-Nielsens trebindsværk. Men betegnelsen ’enfoldig’ er ikke desto mindre hæftet på ham, og han er ikke tildelt en rigtig banebrydende betydning i kunsthistorien.

Tag blot Købkes lærer, Eckersberg. Han var ikke blot en betydelig kunstner, men også en pioner, der ændrede kunsthistoriens gang i Danmark – og han var tilmed på visse punkter enestående i international sammenhæng. Han baserede også sin kunst på klare kunstneriske principper, og han formulerede sine ideer mundtligt og skriftligt. Og nok så vigtigt: han var centralt placeret i den danske kunstverden og fik meget stor betydning for rigtig mange yngre kunstnere.

Det samme kan man ikke sige om Købke. Den gamle drøm om, at han foregreb naturalismen og impressionismen, er for længst bristet. Malere som Krøyer og Philipsen har ikke lært noget af ham. Han havde stort set ikke betydning for nogen. Han var ikke velformuleret verbalt, hans udtalelser om kunst er nærmest naive, og han indtog en ikke særlig central rolle blandt billedkunstnerne i sin samtid. Han havde heller ikke berøring med samtidens digtere og tænkere.

Hertil kommer, at han fandt hovedparten af sine motiver inden for en meget kort radius fra sit hjem – han var altså heller ikke udfordrende på dette felt. På den måde er Eckersberg interessant, og Købke ikke. Problemet med Købkes kunst er, at den ikke viser frem eller tilbage, men ’bare’ er enestående god. Måske var Købke højere værdsat for 30-40 år siden, da de æstetiske kvaliteter var i højsædet – og hvor den daværende direktør for Statens Museum for Kunst, Jørn Rubow, var parat til at sprænge museets budgetter for at købe de bedste malerier af Købke!

Nu skal det imidlertid ikke lyde, som om Købke i dag slet ikke får nogen anerkendelse. Fra alle sider påskønnes han som et enestående talent, og det understreges af, at hans malerier ikke bare indtager en central plads på en lang række af de vigtigste danske kunstmuseer og efterhånden også på rigtig mange i udlandet. Der er bare et ’men’.

I de senere års kunsthistoriske forskning er der især hos flere yngre forskere sket en tydelig afsmitning fra beslægtede fag som litteraturvidenskab, filosofi, æstetik og kvindeforskning, og tilgangen til kunsthistorien er blevet teoretiseret. En så uhåndterlig størrelse som kunstnerisk kvalitet er gledet i baggrunden.

Når det gælder kunsten i den første del af 1800-tallet, betyder dette skift, at kunstnere, som kan sættes ind i andre sammenhænge, er blevet mere interessante end Købke. Indfaldsvinklen kan være teoretisk (Eckersberg), intellektuel og litterær med vægt på symbolik (Wilhelm Bendz), eksistentiel (Johan Thomas Lundbye) eller kønspolitisk (Elisabeth Jerichau Baumann) eller være en diskussion om national identitet (Lundbye, Skovgaard, Sonne). Selv en omdiskuteret maler som Carl Bloch kan forekomme mere tillokkende end Købke netop på grund af sin tidligere så forkætrede status.

Selvforskyldt skæv position
De hidtidige forsøg på at intellektualisere Købkes kunst har ikke været overbevisende. Men det betyder jo ikke, at man behøver at gå over i den anden grøft og opfatte ham som enfoldig.

Næsten alle hans malerier vidner om en meget udtalt bevidsthed om de kunstneriske virkemidler, han benyttede. Købke havde en enestående evne til at se motiver, som ingen andre kunne få øje på. Han kunne lade en skorsten være omdrejningspunkt i et lille billede, hvor det ellers er skyer, der har næsten hele opmærksomheden. Eller gøre en beskeden havelåge til hovedmotiv i en studie, hvor de frodige træer og det solbelyste stakit fanger hele opmærksomheden – og hvor han helt undlader at give indtryk af haven og det hus, han boede i. Det hele er skildret med en unik sans for at gengive lyset i billederne.

Købke kunne bruge penslen med langt større elegance og virtuositet end læreren Eckersberg, og mere end nogen anden samtidig dansk maler havde han en intuitiv sans for at skabe raffinerede, fint afstemt koloristiske virkninger, gerne med brug af enkelte kontrastfarver, der sætter farveholdningen i resten af billedet i relief. Som portrætmaler evnede han som få at trænge ind bag de portrætteredes facade og give indtryk af deres personlighed.

I sine større malerier fra Københavns omegn og Frederiksborg Slot er han ikke altid så dristig i sine virkemidler, men altid overlegen og sikker i sine kunstneriske valg. Hans billeder kan simpelt hen ikke være malet af en enfoldig kunstner!

I og for sig var Købke selv skyld i den lidt skæve position, han har fået. Han fulgte ikke med strømmen og traf nogle karrieremæssige valg og fravalg, der bragte ham ud på et sidespor i forhold til de toneangivende personer i datidens kulturliv. I den første del af sit korte kunstnerliv, i 1830’erne, nød han ganske vist pæn opmærksomhed fra de indflydelsesrige folk i kunstverdenen som en af flere talentfulde unge kunstnere. Hans stemningsfulde malerier fra Frederiksborg Slot bidrog endog til at formulere periodens nye nationale, romantiske strømninger.

Men han fortsatte ikke ad dette spor, da det omkring 1840 for alvor spidsede til i striden om hertugdømmerne Slesvig og Holstens tilhørsforhold til kongeriget. Denne strid betød en voldsom opblussen af de nationale følelser og kom i høj grad til at gribe ind i billedkunstnernes virke.

Den centrale skikkelse i denne sammenhæng var kunsthistorikeren Niels Laurits Høyen. Han er ikke uden grund blevet kaldt guldalderens Godfather, eftersom han havde et afgørende ord at skulle have sagt overalt i kunstverdenen og havde uhyggelig stor indflydelse på kunstnernes muligheder for at gøre karriere. Han mente, at kunsten skulle bidrage til at styrke fædrelandsfølelsen og opfordrede de unge malere til at male store malerier af typisk danske landskaber. Han definerede nærmest, hvad kunstnerne burde male.

Unge malere som Johan Thomas Lundbye og P.C. Skovgaard fulgte hans opfordringer, men det gjorde Købke til gengæld ikke. Han tilhørte ganske vist den nationale fløj, men malede italienske landskaber i stedet for. Især Lundbye ’overhalede’ hurtigt Købke i bestræbelserne om at opnå offentlig opmærksomhed – og vinde Høyens gunst. Kunsthistorikeren tabte derimod interessen for sin tidligere protegé, og Købke gled ud i skyggen og blev nærmest glemt efter sin tidlige død i 1848. Der skulle gå hele 35 år, før han blev genopdaget.

Det ubesvarlige spørgsmål
Selv om Købke omkring år 1900 fik tildelt en fortjent plads i første række i dansk kunst, har hans fravalg af den nationale sag forfulgt ham siden. Især i en periode som nu, hvor det er vigtigere at tematisere og teoretisere kunsten og at tale om national identitet end om kunstnerisk kvalitet.

Købke var imidlertid mere fremsynet – og dermed mere ’interessant’! – end mange af os umiddelbart er klare over. Nogle gange hjælper det faktisk at gå over åen efter vand. I Købkes tilfælde lønner det sig at lytte til, hvad der bliver sagt om ham i London.

LÆS OGSÅBritiske kritikere roser »hemmelig« dansk maler

Et af de mest forbløffende billeder på udstillingen er et af hans allersidste malerier, nemlig et portræt af hans fætter, bagermester Ryder, fuldført mindre end en måned før hans død. Billedet var ikke ukendt i Danmark, da det kom på auktion for et år siden, men ingen danske museer kunne matche vurderingsprisen på hen ved en million kroner. Det blev i stedet købt af en meget god engelsk ven af National Gallery, og han har udlånt det til udstillingen.
Købke.  'Bagermester P. Ryder', 1848. Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner.Jeg har selv været ret begejstret for dette portræt, siden jeg så det første gang for femten år siden. Atypisk for Købke, men en fin skildring af fætteren. Så det var et glædeligt gensyn for mig. Ved udstillingsåbningen fortalte en dansk kollega mig imidlertid, at engelske kunsthistorikere mener, at der er tale om et portræt, der er ganske enestående i en europæisk sammenhæng! Maleriet er nemlig det første portræt overhovedet, hvor den portrætterede er skildret i arbejdstøjet, altså med angivelse af sin profession.

Iagttagelsen var overraskende, men er ved nærmere eftertanke indlysende rigtig. Indtil da havde ingen portrætmaler valgt denne løsning, men havde betonet kundernes stand (kongelig, adelig eller borgerlig – endnu ikke arbejdsklasse), givetvis fordi kunderne ønskede det sådan. Købke var selv bagerbarn, og han havde tidligere udelukkende skildret sin far som statelig bedsteborger og ikke som bagermester. Med sit billede af fætteren var Købke derfor slået ind på en helt ny type portrætter, som først nogle årtier senere slog igennem i europæisk portrætkunst.

Det markerer altså en ny epoke. Meget betegnende er det malet i begyndelsen af 1848 – netop det år, hvor demokratiet blev indført i Danmark. Portrættet af bagermester Ryder fremtvinger uvilkårligt det ubesvarlige spørgsmål: Hvad mon Købke kunne have bragt det til, hvis han havde fået lov til at leve længere?