Jeg var 32, da min kæreste og jeg gik i gang med projekt baby, og jeg var 33, da vi lidt over et år senere fik beskeden, at vi ikke skulle regne med at kunne få børn på naturlig vis, og at IVF-behandling var vores eneste mulighed, hvis vi skulle gøre os nogen forhåbninger om at få et biologisk barn.

Det var i marts 2008. Jeg gik med min kæreste i hånden hjem langs Søerne. Indeni var jeg i frit fald. Jeg tror ikke, man kan sætte sig ind i den sorg, det er at få at vide, man ikke kan få børn, hvis man ikke har prøvet det.

Og når jeg hører politikere sige, at det jo ikke er en menneskeret at få et barn, så studser jeg hver gang over, hvordan det argument rammer helt ved siden af det, barnløshed handler om.

Jeg tror i hvert fald næppe, der er mange ufrivilligt barnløse, som mener, at det er en menneskeret. Det er noget andet. Det er en sugende længsel.

I lang tid efter beskeden fortalte jeg det ikke til andre end mine allernærmeste veninder. Jeg sørgede i stilhed. Og det er meget almindeligt, fandt jeg ud af, for i takt med at jeg begyndte at indvie mine venner, familie og kolleger i, hvad vi skulle igennem, viste det sig, at mange af dem enten havde været i behandling selv eller var i gang netop nu.

De havde bare valgt ikke at fortælle det til nogen. Det skyldes sikkert til dels, at det er en privatsag at forsøge at blive gravid i det hele taget. Men jeg tror også, det skyldes, at det er skamfuldt ikke at kunne få et barn på naturlig vis, skamfuldt at være kvinde med et hormonsystem, en livmoder eller æggestokke, som ikke fungerer, skamfuldt at være mand med dårlig sædkvalitet.

Og i særdeleshed skamfuldt at være en kvinde, som ikke kan blive mor, fordi hun er for gammel.

Måske er det skammen, der gør, at så mange af os sidder bag nedrullede gardiner og græder i stilhed over vores barnløshed, mens vi stikker os i maven med hormoner i håb om at få et barn på trods af PCO (polycystisk ovariesyndrom), dårlig sædkvalitet og høj alder.

Det skyldes i hvert fald ikke nogen form for rimelighed. For vi burde råbe højt og være rasende. Rasende over at have fået spoleret vores fertilitet af de hormonforstyrrende stoffer, som forskerne mener har en stor del af skylden for i hvert fald danske mænds dårlige sædkvalitet, og rasende over at skulle høre på, at vi da bare kunne have fået vores børn noget før, mens vi stadig havde vores fertilitet i behold.

Særlig det sidste falder mig for brystet. Jeg er så træt af det billede, der bliver tegnet af ufrivilligt barnløse som forkælede, selvoptagne kvinder, som har haft travlt med at gå i byen og købe dyre sko i stedet for at få deres børn, mens tid var, og som nu, gamle og hormonudtørrede, kræver fertilitetsbehandling på statens regning, fordi vi åbenbart mener, det er en menneskeret at få et barn, der matcher vores Mulberrytaske.

Vi kunne jo bare have fået de der unger, mens vi læste, mens vi var unge og rørige, vi kunne have satset på at få en familie i stedet for at gå op i os selv, og ser det i øvrigt ikke også lidt træls ud med de der halvgamle mødre med gråsprængt hår og rynker omkring øjnene?

Den retorik er en hån mod alle os, som først er gået i gang med at få børn efter de 30, os, som man kan kalde generation X eller Y, eller hvad man nu kan finde på af sjove etikker. Jeg foreslår, at man kalder os den mest velopdragne generation nogensinde.

Vi har nemlig altid gjort, som vi har fået besked på, og derfor fik vi uddannelser, job og karrierer, før vi overhovedet så meget som tænkte på at lægge p-pillerne på hylden. Præcis som vi fik at vide, at vi skulle gøre.

Sagen er nemlig, at vi i 30’erne, som er gamle førstegangsfødende, vi var børn i 1970’erne, og dengang var der ingen, der talte om vigtigheden af at få sine børn, mens man var ung. Tværtimod. Vi er opdraget til at få uddannelse og karriere først. Mand og børn siden. Vi skulle have det, vores mødre ikke havde fået, eller ikke havde fået helt og fuldt i hvert fald, og vi gjorde, som de sagde.

Jamen, synes jeg så, at det er vores mødres og fædres skyld? Nej, det er det ikke. Det er ikke nogens skyld. Det er bare en kulturel og historisk omstændighed, som min generation af kvinder nu samler regningen op for – og ikke bare regningen i form af udmarvende fertilitetsbehandlinger i kamp mod uret, men nu også snart regningen i kroner og øre, fordi regeringen åbenbart synes, det er en slags luksus at få hjælp til at få et barn.

Samtidig skal vi så høre på, at vi er selvoptagede, at vi kun tænker på at købe dyre sko og tage på weekendture, at vi ikke har plads i hovedet til andet end os selv.

Vorherre bevares. Den kritik er simpelthen så giftig og ondskabsfuld, og så kommer den oven i købet ofte fra andre kvinder – enten fra dem, som valgte at få børn tidligt, eller fra vores mødres generation, som pludselig er rasende over ikke at have fået børnebørn endnu, og som har glemt, at det var dem, der opdragede os til at give den gas i skolen, at komme ind på de tunge uddannelser, gøre os gældende, vise mændene, at vi er mindst lige så gode, nej bedre, som opfordrede os til at etablere os på arbejdsmarkedet, komme ud og få de gode stillinger, de spændende job, ud at rejse (husk nu at rejse ud og se verden, du kan tids nok få børn).

Jamen, har de helt glemt, at det var sådan, de sagde? Vi er rødstrømpernes velopdragne døtre. Vi er dem, der har udlevet det, de kæmpede for. Ja, måske ikke godt nok, vi kæmper jo stadig for ligeløn, men vi har rykket langt på få årtier, og det er jo bl.a., fordi vi har fokuseret på uddannelse og arbejdsmarked i en grad, så universiteterne nu har overvægt af kvinder. Det er sgu ret godt gået. Men det har en pris, og den pris er bl.a., at vi har udsat at få børn.

Hvis vores mødre og fædre havde vidst, at det ville blive så svært for os at få de børn, som det er nu, ja, så havde de nok ikke sagt til os, at vi bare skulle vente. Men da jeg startede på mit studium i sin tid, var der altså absolut ingen, hverken forældre eller politikere, der talte om, at det kunne være et problem at udsætte det med børn, for der var slet ikke så stor viden om alderens betydning – i hvert fald var det ikke en viden, der blev talt synderlig meget om, eller som fyldte i medierne.

Det handlede mere om, at det var bedst at få foden indenfor på arbejdsmarkedet, inden man fik børn, at det var det bedste for børnene, at der ligesom var ro på den front først.

Der var heller ingen, der talte om, at det nok var en god ide at have etableret et parforhold, så vi kunne få de børn, så snart det med uddannelsen og arbejdsmarkedet så var på plads. Og en del af os har da også netop oplevet, at ham den store kærlighed måske ikke lige var der, når uddannelse og jobbet så var på plads.

Jeg bebrejder ikke mine forældre (eller lærere og medier), at de opdragede mig til at fokusere på uddannelse og arbejde. De gjorde det, de mente var bedst, de var hundeangste for, at jeg skulle ende i en situation, hvor jeg var afhængig af en mand, hvor jeg ikke kunne klare mig selv, hvor jeg ikke fik udnyttet mit potentiale osv.

De havde da aldrig tænkt, at prisen var, at jeg som 34-årig skulle igennem et forfærdeligt fertilitetsbehandlingsforløb, som godt nok ikke som udgangspunkt skyldtes min alder, men hvor min alder alligevel blev den faktor, som vi også kæmpede mod.

Som professor Anders Nybo Andersen på Rigets fertilitetsklinik sagde til mig, da jeg spurgte om vores odds: »Det er svært at sige, for i virkeligheden kan din alder vise sig at være den største udfordring for jeres chancer for at få et barn ...«.

Den besked kan alle os, som ventede med at få børn, ikke stille så meget op over for nu. Men jeg tror omvendt, at mange af os, som har været i fertilitetsbehandling og har oplevet, hvor opslidende og angstfyldt det er, og som har oplevet, hvordan tiden er en faktor, man kæmper mod oven i, hvad der ellers måtte være i vejen, vil råde vores døtre til at få deres børn tidligere. Det er det, jeg hører mine veninder sige. Og det er også det, jeg vil sige til min datter, som jeg netop nu er på barsel med.

Måske går min datter og hendes veninder i gang med at få børn tidligere end mig og mine veninder. Men alene det at gå i gang tidligere er jo ikke en garanti for at få sine børn uden problemer, for selv om vi alle fik børn i begyndelsen af 20’erne, skulle vi jo stadig kæmpe mod PCO, endometriose, dårlig sædkvalitet, følgerne af kønssygdomme samt alle de andre lidelser, som gør det svært eller umuligt at blive gravid.

Derfor er hele løsningen heller ikke at få børn tidligt, og derfor er det også arrogant af politikerne, når de både vil have, at vi får vores børn tidligere og flere af dem, og samtidig vil fjerne den gratis fertilitetsbehandling, for unge studerende har da i hvert fald ikke råd til at betale for behandlingen selv.

Danmark har verdensrekord i dårlig sædkvalitet. Der er ikke nogen, der med sikkerhed kan sige, hvad det skyldes, men i mange tilfælde vurderer forskerne på center for arv og reproduktion på Riget, at stærkt nedsat sædkvalitet skyldes, at drengefostret er blevet udsat for hormonforstyrrende stoffer på fosterstadiet.

»Vores bedste bud er, at din mor har drukket af en plastikkop med blødgørere, da hun var gravid med dig«, var den besked en af mine veninders mand fik, da de blev udredt for deres barnløshed. En anden af mine veninder har været i fertilitetsbehandling på grund af sygdommen PCO, som gør det svært for kvinder at blive gravide. Man kender ikke årsagen til PCO, men flere og flere kvinder lider af det, og også her har forskerne kig på miljøpåvirkninger og forsker i, hvilken rolle bl.a. hormonforstyrrende stoffer spiller.

Det er ikke en menneskeret at få et barn. Det er åbenbart heller ikke en menneskeret at blive beskyttet mod skadelig kemi. Og når man nu i mange tilfælde ved, at kemi har en finger med i spillet, når man skal pege på årsager til ufrivillig barnløshed, så burde man da være taknemmelig over, at så mange kvinder frivilligt underlægger sig skrappe hormonbehandlinger – for ikke at tale om de forfærdelige skuffelser man går igennem, når behandlingen (endnu en gang) viser sig at have været nyttesløs.

Man burde klappe de kvinder på hovedet og stryge dem over håret og sige ’tak, fordi I tager det så pænt, at I og jeres mænd sådan har fået ødelagt jeres fertilitet’.

Der er en pris at betale for, at vi har rykket på uddannelse og arbejdsmarked. Og der er en pris at betale for industriel udvikling, og hvad det har betydet i form af miljøskadelige og hormonforstyrrende stoffer. Den pris betaler nogle af os nu.

Med regeringens spareplan skal vi altså også betale den i kroner og øre, samtidig med at alle os over 30 skal finde os i at blive omtalt som forkælede og selvoptagne gamle gimper, der tror, det er en menneskeret at få et barn. Gu’ er vi da ej selvoptagne og forkælede. Vi er den mest velopdragne generation nogensinde. Vi har gjort præcis, som vi fik at vide, vi skulle gøre.

At det har fået betydning for vores fertilitet, er en omstændighed, som måske ikke var til at forudse, men det ville være rimeligt at sige, at når nu prisen skal betales, så er det vores fælles ansvar at gøre det. Det er den forkerte vej at gå at fjerne de tre gratis forsøg i fertilitetsbehandling.

Tværtimod burde man tilbyde hjælp til også det andet og tredje barn. Det ville være en naturlig konsekvens af, at vi er et samfund med det fælles problem, at vi får sværere og sværere ved at reproducere os selv.

En naturlig konsekvens af regeringens besparelse på netop dette område burde til gengæld være et rasende oprør fra alle os velopdragne ufrivilligt barnløse.