Når et barn alene eller sammen med sin familie søger asyl i Danmark eller et andet land, får det status som det, vi i daglig tale kalder et asylbarn.

Kategorien afspejler det dobbelte blik, det omgivende samfund ser på barnet med. Et blik kigger mistroisk på endnu en asylansøger, der har krydset grænsen til vores land. Et andet blik ser inkluderende på barnet som et suverænt individ med krav på beskyttelse og samme rettigheder som alle andre børn.

Den tvetydighed, kategorien asylbarn altså rummer, betyder, at asylbarnet kan tildeles forskellig status i de nationale asylpolitikker: som primært barn eller som primært asylansøger.

Sammen med en norsk kollega har jeg analyseret asylbørns status i henholdsvis Norge og Danmark. Vores arbejde viser, at det har stor betydning for børnenes liv, hvordan det politiske og administrative system vægter barnet over for asylansøgeren. Og det står klart, at i Danmark er asylbørn mere asylansøgere, end de er børn, ikke mindst når man sammenligner med asylbørns status i det norske asylsystem.

Kategorien asylansøger er resultatet af en glidning i den juridiske, sociale og politiske tilgang til mennesker, der søger om ophold i et andet land. Med FN’s Flygtningekonvention af 1951 blev mennesker i denne situation betragtet som flygtninge fra trusler i hjemlandet. Termen flygtning henviser altså implicit til, at der er en legitim årsag til at flygte; at dette menneske flygter fra noget.

Efter den kolde krigs afslutning og op gennem 1990’erne er betegnelsen flygtning imidlertid erstattet af den mere administrative betegnelse asylansøger. Asylansøgeren er et menneske, der ansøger om ophold, hvad enten det flygter fra noget, som giver krav på ophold, eller ej.

Dette sproglige og kategoriseringsmæssige skifte hænger bl.a. sammen med ændringer i betydningen af begrebet sikkerhed. Hvor flygtninge er mennesker, som gives sikkerhed, bliver asylansøgere – særligt efter 11. september 2001 – i stadig højere grad opfattet som nogen, der kan true den nationale sikkerhed.

I Skandinavien knyttes asylansøgeres trussel tillige ofte til vores velfærdssystem. Argumentet er, at systemet er for generøst og sårbart og må derfor beskytte sig. Sikkerhed i dag handler altså i højere grad om modtagerlandets sikkerhed end om asylansøgernes sikkerhed og beskyttelse.

Barnets status har også ændret sig op gennem det 20. århundrede. Kulminationen på den udvikling finder vi i FN’s Børnekonvention fra 1989, der sikrer børn individuelle rettigheder – bl.a. ret til skolegang og ret til at blive hørt – og som søger at beskytte børnene mod såvel deres egne familier som mod verden omkring dem.

Grundprincipperne fra Børnekonventionen er i et vist omfang allerede indlejret i den skandinaviske velfærdsideologi. Men der er stor forskel på, hvordan konventionen har påvirket landenes lovgivning, og det har bl.a. betydning for, hvordan vi behandler asylbørn.

I Danmark har vi ganske vist ratificeret Børnekonventionen, men den optræder ikke i hverken serviceloven eller udlændingeloven. Konventionen har haft en marginal rolle i asylpolitikken på trods af heftig kritik af børns levevilkår i danske asylcentre. I den danske udlændingelov er nøgleenheden familien, og hovedfokus ligger på at opretholde familien som enhed, mens børnene ikke betragtes som enkeltpersoner med individuelle rettigheder.

I Norge forholder det sig noget anderledes. Børnekonventionen er en del af den norske menneskerettighedslov, og derfor er al lovgivning, der vedrører børn, formuleret i overensstemmelse med konventionens principper.

Det betyder blandt andet særligt fokus på barnets bedste, på barnets deltagelse og på ikke-diskrimination af asylbørn i forhold til alle andre børn i Norge. For eksempel sætter den norske udlændingelov af 2001 eksplicit tærsklen for at opnå opholdstilladelse lavere for asylbørn end for voksne.

Som følge af kravet om ikke-diskrimination bliver asylbørn i Norge sendt ud i lokale børnehaver og folkeskoler. Målet er, at de skal lære norsk og blive integreret i det norske samfund. I Danmark siger udlændingeloven, at asylbørn i skolealderen »skal deltage i særskilt tilrettelagt undervisning«. I praksis har det betydet, at asylbørn modtager undervisning i særlige skoler lokalt på centrene eller udenfor. På Sjælland kører nogle asylbørn i bus op til to timer om dagen til og fra skole.

På asylskolerne bliver børnene undervist i færre fag og har færre timer ugentligt end børn i folkeskolen. Undervisningen foregår på dansk, og kun nogle af børnene modtager undervisning i deres modersmål. Men endnu vigtigere er det, at børnene ikke kan gå til eksamen på asylskolerne. Siden 2009 har Dansk Røde Kors forsøgt at få langt flere asylbørn ud i lokale folkeskoler, men de fleste asylbørn (ca. 80 procent) går stadig på asylskole.

Uden officielle skolemeritter og med undervisning på et lavere niveau end andre børn i Danmark kan asylbørns skolegang i praksis give børnene dårligere muligheder for at fortsætte skole eller uddannelse i Danmark, hvis de skulle få opholdstilladelse. Og hvis de bliver sendt hjem, kan de også være afskåret fra at fortsætte skole eller uddannelse i deres oprindelseslande – både på grund af deres manglede meritter, og fordi de ikke taler sproget særlig godt.

Asylskolerne er et eksempel på, at vi i Danmark ikke betragter asylbørn som børn, der i overensstemmelse med FN’s Børnekonvention har krav på de samme skoleforhold som danske børn. Asylbørns politiske status som asylansøgere – underkastet særlige love og regler og sat uden for de love, som i øvrigt gælder i Danmark – bliver altså vægtet langt højere end det faktum, at de er børn som alle andre.

Et andet eksempel på forskellige politiske og menneskelige syn på asylbørn i Norge og Danmark er adgangen til humanitær opholdstilladelse. I Danmark er sygdomskriteriet det helt primære element i beslutninger om at give humanitær opholdstilladelse.

Der gives altså primært humanitært ophold, hvis en eller begge forældre er syge. Hvis et eller flere børn også er syge, kommer forældrenes evne til at tage vare på børnene også ind i billedet. Humanitær opholdstilladelse i Danmark gives kun i 5 pct. af ansøgningerne og gives for maksimum to år ad gangen. Ofte får familierne dog kun 6 måneder til at skabe sig et liv uden for centrene, inden deres sag igen skal vurderes.

I Norge anvender man også et sygdomskriterium, og myndighederne lægger også vægt på forældreevne i sager om humanitær opholdstilladelse for familier. Men derudover gælder et særligt tilknytningskriterium for børnene, der skal tilgodese deres behov for stabilitet. Mange asylbørn har oplevet at flygte fra deres hjem, og det norske system anerkender også de menneskelige omkostninger, det kan have for børnene at blive sendt tilbage til deres hjemland.

Derfor vurderer man efter tre års ophold børnenes tilknytning til det norske samfund gennem børnehave eller skole, legekammerater, fritidsaktiviteter og det norske sprog. Hvis det vurderes, at barnet er meget knyttet til Norge, giver myndighederne humanitær opholdstilladelse for at undgå, at barnets liv og hverdag (igen) skal rykkes op med rode.

En opholdstilladelse af humanitære grunde er permanent i Norge, men dog med færre sociale rettigheder end opnået ved almindelig opholdstilladelse. Hvis børnene får opholdstilladelse, følger familien med.

Igen ses væsentlige forskelle i, hvordan børn betragtes, og hvilke vilkår de stilles over for i det danske og norske asylsystem. Det danske asylsystem vurderer børnene som en del af familien i forhold til humanitær opholdstilladelse, mens man i Norge i højere grad vurderer børnenes situation og behov individuelt.

I Norge vægter man altså asylbørns status som børn, og hermed subjekter med egne rettigheder, højere end deres status som asylansøgere, hvis muligheder alene defineres ud fra forældrenes situation.

Yderligere interessant er det at se på, hvilke dynamikker de to systemer potentielt sætter i værk i forbindelse med ansøgning om humanitær opholdstilladelse. Og hvordan disse dynamikker påvirker asylbørn.

Hvor det danske system – med et relativt entydigt fokus på sygdom og dårligt forældreskab som kriterium for at opnå humanitær opholdstilladelse – potentielt skaber en logik, der understøtter familiernes manglende ressourcer og gradvise sammenbrud (som skal dokumenteres, hver gang opholdstilladelsen skal fornyes), skaber det norske asylsystem også en langt mere konstruktiv dynamik.

Når kriterier for opholdstilladelse også handler om tilknytning til Norge, i form af integration i norske institutioner og sociale fællesskaber, samt opnåelse af sproglige og evt. andre kulturelle færdigheder, betyder det, at familiens og barnets ressourcer understøttes, vedligeholdes og udvikles. Den type dynamikker må – uanset om livet skal fortsætte i oprindelseslandet eller i Danmark – alt andet lige skabe bedre familiemæssige opvækstvilkår for børn end det ensidige danske fokus på sygdom.

De nævnte eksempler tegner et relativt klart billede af, hvordan asylbørn defineres og reguleres i det danske og norske asylpolitiske system. I Danmark er børnerettighedsperspektivet marginalt i den asylpolitiske debat og helt fraværende i lovgivningen.

Den generelt ikke-integrerende danske asylpolitik betyder, at børnene bliver udelukket fra en række aktiviteter og sammenhænge, som danske børn almindeligvis indgår i – f.eks. i folkeskolen og i lokalområdet. Børnenes manglende skolekvalifikationer og officielle meritter (eksamenspapirer) kan fastholde børnene i en identitet som asylansøgere.

I Danmark får asylbørn primært status som asylansøgere, som en del af deres asylsøgende familie. I Norge mødes asylbørn i lang højere grad eksplicit med love og regler, som har udgangspunkt i, at disse børn skal have rettigheder som netop børn – altså rettigheder på lige fod med norske børn.

Den mere integrerende norske asylpolitik giver børnene mulighed for at udvikle sig som og med andre børn inden for mere normaliserede rammer. I Norge tildeles asylbørn således primært status som børn, selv om de søger om asyl til landet.

Danmark har de seneste 10 år udviklet den mest restriktive asylpolitik i Europa, som bl.a. sigter på at reducere antallet af asylansøgere til landet og gøre det ikke-attraktivt at blive på centrene efter afslag. Det er lykkedes at holde antallet af asylansøgere til landet nede på et minimum, men i præcis hvilken udstrækning det hænger sammen med vores restriktive asylpolitik, er svært at fastslå.

I år 2000 søgte ca. 12.000 asyl i Danmark. Det tal faldt til 2.380 i 2008, men er igen steget til knap 4.000 i 2009. Til sammenligning søgte 14.400 mennesker asyl i Norge i 2008. Det er en firedobling af ansøgere i forhold til årene før. I 2009 steg tallet til 17.200. Antallet af asylansøgere til vores del af verden svinger, bl.a. i takt med krige og uroligheder i verden.

Hvad derimod ikke er svært at fastslå, er, at asylbørns forhold er en politisk prioritering – og altså ikke kun forældrenes ansvar, som det ofte argumenteres. Som nævnt bygger ikke kun Børnekonventionen, men også velfærdsstaten på den grundtanke, at staten skal beskytte børn, også imod deres forældre.

Vores sammenligning med Norge viser, at man med politisk vilje kan indrette et asylsystem, så børnene får mulighed for at opretholde et børneliv, de kan bygge videre på fremover, uafhængigt af deres forældres asylsag.

Den politiske prioritering på Christiansborg synes dog at være, at begrænsning af antallet af asylansøgere står over børns rettigheder. Med denne tilsyneladende politiske konsensus er det lykkedes de danske politikere at afpolitisere asyldebatten.

Politikerne ser det ikke længere som deres opgave at diskutere, hvordan systemet bør indrettes, så det også tager væsentlige menneskelige hensyn, f.eks. til børn og deres familier.

Asyldebatten handler i dag snarere om asyladministration, hvor mislyde – f.eks. familiernes helbredsmæssige og sociale sammenbrud eller børnenes dårlige skolekompetencer – henføres til, hvorvidt love og regler følges eller ej. Hermed tilsløres det, at vores asylsystem er et resultat af politiske prioriteringer, hvis konsekvenser såvel politikere som vælgere har ansvar for.