Når de unge soldater i den danske Afghanistanfilm ’Armadillo’ står jublende og næsten i ekstase beretter, hvordan de har slået talebanere ihjel, spørger vi, om det så handler om krig, om jura, om politik, massemedier, filmkunst eller opdragelse.

Vi prøver at få styr på krigen, kamphandlingerne, drengenes erfaringer, og vores politiske mål. Og på de retlige grænser.

Vi spørger, om man bør lave film om den slags, og om filmen egentlig kan sige noget om det. Efter Anden Verdenskrig sagde en af de store tyske filosoffer, at nu kunne man ikke mere skrive digte.

Omdrejningspunktet i fortællingen er da også et helt andet. Det drejer sig hverken om krig, politik, jura eller kunst. Men om en slags religion. Når lysene gnistrer i de unge soldaters øjne efter den intense kamp, skyldes det, at de har reddet deres kammeraters liv.

De har opnået den ultimative anerkendelse, nemlig at redde deres fællers liv. Det er kammeraterne, de kæmper for; og det er en ting; noget andet er at opleve, at det lykkes.

Det er et møde, som kan sammenlignes med en åbenbaring og en orgasme, der skaber liv. Her og nu har to sjæle mødt hinanden og er blevet forenet i kampen om kroppens liv. Det drejer sig om inklusion og sjælefred, om at få en evig berettigelse til at have sin gang på Jorden. Frem for at være ekskluderet og gå rundt med evindelige spørgsmål og usikkerheder om man som enkeltmenneske er o.k., god nok og ikke blot en ensom stakkel, har man reddet en anden og måske en helt gruppe.

Kroppens liv er blevet til korpsånd og et altinkluderende fællesskab, der varer livet ud. Det er få forundt, sker sjældent, og det er helt forståeligt, at de unge uskyldige drenge flipper helt ud over den oplevelse.

Samtidig er det lige så åbenbart, at hele garnisonens tilstedeværelse, dens anstrengelser og ofringer i Afghanistan er påfaldende formålsløs. USA har hverken militært eller finansielt råd til at have over hundrede tusinde soldater i Afghanistan, og da der ikke er nogen strategisk interesse i at holde landet besat, trækker USA sine styrker ud.

Derefter må andre lande, inklusive Danmark, bogstaveligt talt følge trop. Konsekvensen vil være, at indsatsen stort set braser sammen. Hvilket man har vidst siden 2001, som for eksempel allerede den anerkendte krigshistoriker Gabriel Kolko viste i sit lille fortrinlige oversigtsværk ’Still Another Century of War’ fra 2001. Nemlig om ’Afghanistan som fælden’, i høj grad en fælde, USA skabte for sig selv, ved igennem 1980’erne i kampen mod Sovjet at støtte og oplære mujahedinerne til guerillakamp.

I mellemtiden har Danmark mistet over 30 soldater og fået flere hundrede såret, mens endnu langt flere er blevet sårede på sjælen på en måde, som efter nogle års overgang vil præge dem og deres pårørende, herunder deres børn, resten af livet.

Krigen vil sætte sine spor endnu i to-tre generationer, efter at tropperne er trukket ud, og Afghanistan endegyldigt er brast sammen i det inferno af usikkerhed, som vil følge. Den slags konsekvenser for moderne vestlige soldater har været kendt siden Vietnamkrigen.

Det tog lang tid før det amerikanske militær, og dermed Nato, begyndte at tage sine strategiske eksperters historiske analyser til sig:

At det ikke er muligt at vinde irregulære krige ved hjælp af regulære troppeindsatser. Man kan i det hele taget ikke bruge termer som ’at vinde’ og bruges de, har man tabt, fordi man så ikke indser arten af den krig, man kæmper, og dermed har man kastet sig ud i et ustyrligt foretagende.

I ’Armadillo’ ser vi for så vidt ganske præcist, at ’kampen om at vinde hjerter og sjæle’ er både futil og håbløs. Har man et godt kendskab til, hvad bjerge er, vil man vide, at det ikke er Nato’s soldater, der kontrollerer stammekrigerne, men dem, der kontrollerer Nato. Satellitter og overvågningsfly kan ikke se forskel på en bonde med redskaber og en kriger med redskaber. Nato-tropperne kan slå folk ihjel, men med risikoen for, at man slår civile ihjel. er der sikkerhed for, at man får civilbefolkningen imod sig.

Tragisk, for overtager Taleban igen, går befolkningen en voldelig og grusom fremtid i møde. Med en metafor kan man sige, at mens ’Titanic’ sank, har soldaternes arbejde så at sige bestået i at afhjælpe skaden ved at tømme skibet for vand med en vandspand. Godt nok, men håbløst på det lange sigt.

Bagefter kommer regningen. Og den bliver dyr, både for den lokale befolkning og for os. Problemet består ikke blot i den håbløse forestilling om, at man kan føre krig, samtidig med at man sætter skatterne ned.

Hvis der er noget uprofessionelt og dilettantisk her i verden, så er det at tro, at krige ikke fører til finansielt dræn. Alle større og specielt vedvarende krige fører til gigantiske omkostninger og fører til enten ekstremt stigende skatter eller ekstreme finanskriser. Bush og Fogh vidste det ikke og fik det måske heller ikke at vide af deres rådgivere, til trods for at eksplosivt overskredne krigsbudgetter hører til den måske sikreste samfundsvidenskabelige forudsigelse, man overhovedet kan lave.

Den har været velkendt gennem århundreder. Men o.k., mange er faldet for den. Da Første Verdenskrig begyndte, misundte mange lande Tyskland landets enorme opsparede reserver, der skulle finansiere krigen; de var brugt efter tre uger. Krig er et andet ord for skat.

Nobelpristageren i økonomi Joseph Stiglitz har i bogen ’The Three Trillion Dollars War’, fra foråret 2008 (NB, altså før krisen!), om USA’s omkostninger ved Irakkrigen gjort opmærksom på, at rentesænkningen efter krigens begyndelse blev brugt til at holde investeringsoptimismen oppe, hvorefter husholdninger lånte og spenderede langt ud over, hvad man producerede.

Renterne var så lave, at de kun kunne stige, hvis der kom uro, hvilken art den end var af; f.eks. kunne anledningen blot være spændinger i handel netop som følge af krigen, såsom USA’s enorme underskud på handelsbalancen. Konsekvensen blev finanskrisen.

Et helt igennem typisk kriseforløb som konsekvens af kriges enorme finansieringsbehov i kombination med deres forhøjelse af forsyningsrisici. Nationalbankdirektørerne i USA og Denmark, Greenspan og Bernstein, så ikke det indlysende scenario.

Desværre er problemet ikke blot kriges umiddelbare træk på ressourcer. De langsigtede omkostninger er nemlig også gigantiske. Så hvad er kriges virkelighed?

Teoretisk set viste allerede den store preussiske krigsteoretiker Carl von Clausewitz, at problemet ligger i kriges såkaldte tyngdepunkt, deres omdrejningspunkt – eller akse, som også kaldes for deres gravitationscenter. I langsigtede krige, som drejer sig om udmattelse og opslidning, forskydes tyngdepunktet nemlig. Det går hurtigt fra at bestå i en kamp om en taktisk veldefineret slagmark til en stadig mere diffus forskydning af de ressourcer, der indsættes.

Specielt vil den part, der indsætter store ressourcer i en offensiv krig langt hjemmefra, opleve en omfattende nedslidning af finansielle ressourcer og af militærets moralske og sociale sammenhængskraft, den såkaldte sociale kohæsion.

Pres på kreditter, renteniveauer og skattestigninger følger med, og militærfolkenes officersskoler tænker sjældent på, at det pres skulle høre med i deres ABC-lærebøger om strategi. Det samlede pres fra den type overudstrækning eller ’overstrech’ har skubbet USA bort fra den unipolære supermagtsstatus. Igen en uintenderet konsekvens af den uprofessionelle strategiske forståelse fra Bushregeringens, Blairs og Foghs side.

I praksis har problemet været velkendt fra Vietnamkrigen, der fik USA til at gå fra guldet i 1970’erne, og til at få to millioner soldater hjem, der som veteraner for langt størstedelens vedkommende endte som uproduktive fysiske og frem for alt psykiske invalider, med de omkostninger frem for glæder og gevinster man kunne få ud af de dengang ellers unge mennesker. Langt, langt mere tyngende har omkostningerne ved Første og Anden Verdenskrig været. Lad mig tage det værste og største af alle eksempler, Sovjets omkostninger ved den tyske intervention.

Det tyske angreb på Sovjet i 1941 var ud fra folkeretlige kriterier om en såkaldt ret til krig godt og vel lige så berettiget som angrebet på Irak i 2003. Masseødelæggelsesvåben, et langt mere diktatorisk regime, brud på alskens folkeretlige regler, manglende samarbejde osv. var dagsorden i Sovjet. Nazityskland var til gengæld mindst lige så hensynsløst.

I lang tid har man ikke kendt omkostningerne for Sovjet. Under og straks efter krigen ville Stalin ikke officielt fortælle, hvor svækket landet var blevet. Man talte om 6-7 senere 9 millioner døde. Med Krustjovs tale i 1956 ved den 20. partikongres blev verden forfærdet over at høre tallet 20 millioner, hvoraf godt halvdelen var civile.

De misvisende tal har formodentlig lagt grunden til Vestens frygt for Sovjets styrke og udgjort en årsag til den kolde krig. Med Gorbatjov kom nye forfærdende tal frem, 8.668.400 soldater og ca. 17 millioner civile.

Det første tal var imidlertid betænkeligt præcist. Efterhånden havde man registreret langt flere navne, og efter arkivernes åbning kunne man slag for slag se helt andre figurer optræde. Fra den anden ende af beregningerne kunne man se befolkningsstatistikker, som pegede på en manko på over 40 millioner. En russisk historiker Boris Sokolov gennemregnede fem indgange og offentliggjorde resultaterne i Slavic Military Studies i 2009.

Har han ret i sine beregninger, må vi omtolke hele vores forståelse ikke blot af Anden Verdenskrigs styrkeforhold og mulige forløb, men også af den kolde krig og kriges langsigtede konsekvenser for landes opture eller nedture. Formodentlig har Sovjet mistet i omegnen af 26-27 millioner soldater. Mange ikke blot i kamp, men også som følge af tilfangetagelse, sult, kulde, sygdomme osv.

Dertil de omtrent 17 millioner civile, altså over 40 millioner mennesker, der skulle have været produktive i resten af deres liv og fået samfundet til at hænge sammen. Det er ikke underligt, at der i Rusland er tradition for, at kvinder er langt mere aktive i alle erhverv end i Vesten. I en enkelt by, Skt. Petersborg, mistede man næsten dobbelt så mange mennesker, som i USA, Frankrig og England tilsammen. Sovjet var i knæ i 1945 – og længe efter.

Dernæst kan vi prøve at gennemtænke eller seriøst at forstå og føle, hvad den slags betyder for omfanget af posttraumatisk stress disorder (PTSD) blandt de overlevende, både soldater, pårørende og børn. Konsekvenserne går langt længere, end hvad der blot kan antydes her.

I Danmark kommer vi til at opleve langtrækkende konsekvenser efter Irak- og Afghanistankrigene. Nogle eftervirkninger kendes allerede nu efter den langt blødere indsats i Kosova. Det er hverken soldaternes eller deres pårørendes skyld, at Forsvarsministeriets top og en lille klan af politikere ikke har sat sig ind i de advarsler, som ikke mindst amerikanske og britiske krigsstrateger er kommet med, om hvad de såkaldt asymmetriske krige fører til.

Det er heller ikke de unge drenges skyld eller ansvar at være faldet for rekrutteringspropaganda om, at krige gør stærk, moden og skaber udvikling frem for indvikling og nedbrud. Det er ikke deres skyld, at liberalistiske politikere i dilettantisk overmod troede, at man kunne sætte skatterne ned for dernæst med baggrund i den økonomiske krises besparelseskrav at ville sænke veteranernes SU, besvære deres kontanthjælp og revalideringsbehov for ikke at nævne deres fremtidige børns omkostninger ved at få psykologhjælp og anerkendelse i et samfund, hvor individualismens karriereplanlægning forsøges gjort til standard for det vellykkede liv.

Men det er ikke tilfældigt, at velfærdsstaterne udviklede sig eksplosivt efter Første og Anden Verdenskrig. Skatte- og velfærdsstaternes vækst i det 20. århundrede er mere end noget andet en konsekvens af uforsvarlig forsvarspolitik. I de krigsdeltagende lande havde man som oftest ikke finanserne tilstrækkeligt i orden til at betale for velfærdsydelserne, og man betjente sig ofte af forsikringsordninger. Lad det ikke være op til tilfældige forsikringer at hjælpe og kompensere for de tab og nedbrud, soldater og deres pårørende måtte opleve de næste mange, mange år.

De hjemvendte danske soldater har netop brug for solidaritet. Når de jubler over et drab, er det, fordi de oplever solidariteten med hinanden, meningen i anerkendelsen fra hinanden. Men de kommer hjem, og de kommer til at savne den solidaritet. Ikke mindst når krigens udsigtsløshed går op for dem inden for de næste par år, bliver anstrengelsernes meningsløshed en krænkelse, der fordrer solidaritet.

Mens disrespekten for den håbløse strategi bliver mere og mere åbenbar, vil den enkeltes behov for respekt og forståelse blive så meget mere meningsfuld. Krigenes største omkostninger kommer, hvis vi ikke kan give de hjemvendte og deres pårørende solidaritet i tide og i overflod. Nedbrudte soldater er en skændsel, en belastning for alle, en skamplet. Men vi må ikke forlade håbet om, at soldater en dag kan forbinde meningsløshed med mening.