Nu må det være nok. Endnu en dansk soldat er blevet dræbt i Afghanistan.

Det kan naturligvis fra et højere synspunkt være ligegyldigt, om det er en dansk soldat eller en soldat fra et andet land, der er blevet dræbt. Men vi i Danmark har ansvaret for de danske soldater. Vi har ansvaret for deres tilstedeværelse, og vi har ansvaret for deres liv og død. Vi har ansvaret for de ulykker, de påfører andre, de drab, de udfører, og den sorg og smerte, det medfører – såvel som den sorg og smerte, det medfører, når de selv bliver dræbt.

Nu må det være nok. De danske soldater kæmper en kamp, de ikke kan vinde. Hvis de i abstrakte vendinger kæmper for demokratiet, kan de ikke vinde, for demokrati kan ikke indføres ved hjælp af krig. Demokrati er en styreform, der vælges på baggrund af oplysning, viden, indsigt i alternativer. Demokrati kan ikke tvinges ned over en befolkning ved hjælp af drab og ildspåsættelse. I store dele af Mellemøsten identificeres vestligt demokrati med bomber, drab og mangel på elektricitet, mad og andre fornødenheder.

Hvis de danske soldater mere konkret kæmper for at slå islamister ihjel – hvilket soldaterne i alle tilfælde ser som deres mål – vil det heller ikke lykkes at vinde. Ligegyldigt hvor mange medlemmer af Taleban det lykkes dem at udrydde, vil der komme nye til. De vil kunne bombe, de vil kunne skyde, de vil kunne ransage, de vil kunne ødelægge, de vil kunne afbrænde, de vil kunne bygge op igen og erstatte, men lige meget vil det hjælpe. Der vil stadig være nye fjender, nye kampklare mænd, der vil se det som deres opgave at forsvare deres land.

Hvis det i en eller anden hjerne drejer sig om at forsvare Danmark – det hedder jo det danske forsvar, det hedder Forsvarsministeriet og ikke Krigsministeriet – er den også helt gal. Krigen har ikke noget med forsvar af Danmark at gøre, så den krig kan ikke vindes. Danmark er ikke blevet angrebet, og hvis nogen vil bilde os ind, at USA blev angrebet af Afghanistan – eller for den sags skyld af Irak – 11. september 2001, så er det ikke sandt. USA blev udsat for et terrorangreb. Det kan ikke besvares ved at gå i krig.

Hvis nogen tror på George W. Bushs gentagne forsikringer om, at vi – USA og den vestlige verden – er i krig mod terror, tager de fejl. En krig kan ikke udkæmpes mellem på den ene side USA og på den anden side terror. En krig udkæmpes imellem lande. Så da USA og dets allierede gik i krig 20. marts 2003, invaderede de ikke ’terror’, men Irak. Danmark deltog i den ulovlige invasion og var på Anders Fogh Rasmussens foranledning en krigsførende nation. Siden blev krigen ’lovlig’, ligesom krigen i Afghanistan, som indledtes i 2001, kaldes ’lovlig’.

Lad os ikke her diskutere forskellen på FN-lovliggjort eller ikke FN-lovliggjort krig. Den lovlige krig i Irak var vel aldrig kommet på tale, hvis ikke den ulovlige var startet. Og at krigshandlingerne i Afghanistan er velsignet af FN, gør dem ikke rimelige eller rationelle og udstyrer dem ikke med nogen større grad af håb om en realistisk sejr. Såvel Irakkrig som Afghanistankrig er asymmetriske svar på terrorhandlinger, som fra første færd burde have været en politiopgave og ikke et militært anliggende.

At Danmark deltog i invasionen af Irak i 2003 skyldes alene Anders Fogh Rasmussen. Kan man forestille sig, at Danmark havde deltaget, hvis Anders Fogh Rasmussen ikke havde været statsminister? Kunne man forestille sig, at Danmark ville gå enegang og ikke følge Norden og det øvrige Europa (minus England), hvis vi havde haft normale tilstande? Det havde vi ikke. Vi havde en USA-forelsket statsminister og Dansk Folkeparti som støtteparti for hans borgerlige regering. Og USA-forelsket betød George W. Bush-forelsket.

Vanviddet herskede. I de øvrige lande, som deltog i invasionen, der kostede hundredtusinder af mennesker livet – hvor mange ved vi ikke, for civile irakiske tab blev ikke talt op – har der siden fundet en selvransagelse sted. Men ikke i Danmark. Det er end ikke blevet tilladt Grundlovskomiteen 2003 vedr. Irakkrigen at føre sag mod Anders Fogh Rasmussen for at bryde grundloven ved at lade Danmark deltage i en angrebskrig uden FN-mandat. Nogle vil måske tænke, det kan ikke passe, men sådan er det.

Har man magt, kan man bryde loven i Danmark. Det er den måde, hvorpå vi praktiserer det demokrati, vi vil udbrede med bomber og kugler. Men den danske befolkning afsætter ikke en regering, der mener, at Danmark bør forsvare sine grænser i fremmede lande langt fra Danmark, som hverken har angrebet Danmark eller truet med at ville gøre det.

Hvis den eneste begrundelse for at angribe er, at de pågældende lande ikke har demokrati, så får vi travlt, for så er der mange lande, der skal angribes.

Man kunne få den tanke, at den egentlige grund til, at alle disse mennesker skulle dø, er, at Anders Fogh Rasmussen gerne ville tækkes USA af helt private årsager. Det gav ham en tilfredsstillelse at blive fotograferet arm i arm med George W. Bush på dennes ranch, og det gjorde ham til en oplagt kandidat til stillingen som Nato’s generalsekretær.

Selv da amerikanerne havde mistet tilliden til George W. Bush, elskede Anders Fogh Rasmussen ham stadig og kaldte ham klimaforkæmper og andre absurde kælenavne.

9. december 2008 blev tre danske soldater dræbt i Afghanistan. Daværende forsvarsminister Søren Gade blev i pressen refereret for, at han modtog meddelelsen med dyb sorg og forfærdelse. Mon dog? Man bliver ikke ramt af dyb sorg og forfærdelse over dødsfald, man har kalkuleret med. Forsvarsministeren havde naturligvis ikke kalkuleret med netop disse tre soldaters død netop denne dato, men man kan ikke sende soldater ud i en angrebskrig og tro, at fjenden ikke vil forsvare sig. De danske soldater dræber rask væk fjenden.

Det ville være mærkeligt, hvis fjenden ikke også dræbte de danske soldater. Dyb sorg og forfærdelse er noget, man føler, hvis nogen, man kender og holder af, uventet bliver dræbt.

Forsvarsministeren hyklede dengang i 2008, når han spillede uskyldig og lod, som om han ikke vidste, at soldaterne ville dø. Akkurat som nu, når den nuværende forsvarsminister – og den nuværende statsminister – bilder befolkningen ind, at de sørger over de døde soldater. Det ville være mere forståeligt, hvis Søren Gade havde modtaget meddelelsen med skam og afsky.

LÆS TIDLIGERE KRONIK 'Armadillo' og krigens virkelighed

Skam over, at han stik imod ideen med et forsvar – at forsvare landet mod angreb – havde sendt soldater i krig langt fra Danmarks grænser. Og afsky ved, at han foregav, at soldaternes indsats var til gavn for deres landsmænds sikkerhed og på kort eller langt sigt til fordel for den afghanske befolkning. Ligesom det i dag ville være forståeligt, hvis vores nuværende forsvarsminister – ja, hun har et navn: Gitte Lillelund Bech – og vores nuværende statsminister, Lars Løkke Rasmussen, følte skam og afsky over egne handlinger.

De bærer det direkte ansvar, som de har arvet fra Anders Fogh Rasmussen og Søren Gade, men også vi andre, alle borgere i Danmark, bærer indirekte en del af ansvaret, om vi har stemt på VKO eller ej. Vi har ansvaret for, at vi beholdt Anders Fogh Rasmussen som statsminister i så mange år, vi har ansvaret for, at vi ikke har stillet ham for retten endnu. At han frit kan gå rundt med så mange menneskeliv på samvittigheden, såvel civile i Irak og Afghanistan som danske soldater. Vi kan ikke løbe fra dette medansvar.

Vi kan ikke i den øjeblikkelige parlamentariske situation bruge Folketinget, vi kan ikke vælte regeringen. Vi kan heller ikke benytte retsvæsenet, befolkningen kan ikke stille den tidligere statsminister for retten. Men vi kan protestere, vi kan melde fra og sige, at nu er det nok. Hvis tilstrækkelig mange gør det, er der en chance for, at situationen vil ændre sig – efter næste valg – og at de direkte ansvarlige vil lytte – allerede nu. Det er det middel, vi har: til stadighed at bringe drabene på tale og placere ansvaret.

I USA i 1960’erne var der en voksende modstand mod Vietnamkrigen. I 1966 skrev Pete Seeger sangen ’Bring Them Home’: »Support our boys in Vietnam/ Bring them home, bring them home«. Støt soldaterne i Vietnam, hent dem hjem, hent dem hjem. Stands disse krige, der ikke kan vindes, hent soldaterne hjem. USA havde ikke dengang moralsk ret til at myrde løs i Vietnam. USA – og Danmark – har ikke i dag moralsk ret til at føre krig i Irak og Afghanistan. Alle mulige måder kan vi benytte til at propagandere for vores demokrati undtagen at slå ihjel.

Den samme sang kunne man synge i Danmark i dag: Støt vores drenge i Afghanistan, hent dem hjem, hent dem hjem. Vi har ikke ret til at tage andres liv i vores kamp for en bedre verden. Vi har ret til at forsvare vores land, men vi har ikke ret til at bringe dette ’forsvar’ ud til fjerne egne af kloden og angribe lande, der ikke har angrebet os. Vi kan komme med skoler, med lægehold, med penge, med oplysning, med sundhedsprogrammer, med pædagogiske programmer, med en hjælpende hånd, men ikke med våbenmagt.

Det er et simpelt moralsk problem. Slår jeg et andet menneske ihjel, er jeg ansvarlig for dette drab. Beder jeg en anden om at slå et andet menneske ihjel, er jeg ligeledes ansvarlig. Kun hvis der er tale om selvforsvar, kan handlingen overhovedet forsvares. En minister, der sender soldater ud til fjerne slagmarker for at slå ihjel og blive slået ihjel, er ansvarlig for de drab, der bliver begået såvel på fjenden som på egne soldater. Men i et demokratisk land, hvor ministeren er valgt af befolkningen, er befolkningen ligeledes ansvarlig.

Henry Miller skrev i sin bog ’Myrd morderen’, som udkom på amerikansk i 1944 og på dansk 20 år efter: »Jeg kan i dag med fuld oprigtighed sige, at jeg er parat til at gøre alt, hvad man vil kræve af mig i menneskehedens navn – undtagen slå ihjel. Selv om jeg skulle være i stand til at slå ihjel uden lidenskab, ville jeg nægte at gøre det. Jeg har sagt det før, og her gentager jeg det højtideligt: hvis det skulle komme til en prøve, er jeg mere villig til at lade mig slå ihjel end til selv at slå ihjel«. Han forstår affektmord, men mord med koldt blod kan ikke retfærdiggøres.

»Og«, tilføjer han, »hvad angår det at udrydde en idé ved at slå den mand ihjel, som tror på den, så er det i mine øjne mere vanvittigt, end ord kan udtrykke det« (Jørgen Rothenborgs oversættelse). Men er det ikke netop det, USA – og Danmark, og hvem der ellers deltager – forsøger: at udrydde en idé ved at slå ihjel? Det er vanvittigt, for ideen bliver ikke udryddet, ligegyldigt hvor mange mennesker vi slår ihjel. Den vil tværtimod leve videre og få flere tilhængere, jo flere vi slår ihjel, uanset hvad det er for en idé, og hvem der tror på den.

Vi kan være modstandere af ideen, vi kan mene, at det er en dårlig idé – det være sig ekstrem islamisme eller en hvilken som helst anden idé – men den vil ikke blive udryddet, ved at vi sender soldater ud i fattige bjergegne og slår uskyldige mennesker ihjel. Vi kan omvendt synes, at Danmark er et dejligt land, og at demokrati er værd at kæmpe for, men det kan ikke retfærdiggøre, at vi i denne kamp slår mennesker ihjel, der ikke har nogen anelse om, hvad Danmark er, og hvad demokrati betyder andet end bomber og kampvogne.

Det er klart, at befolkningen i det fra vores synspunkt fjerne land vil bekæmpe de indtrængende soldater, den er jo netop i sin fulde ret til at forsvare sit eget land. Den idé, vi vil udrydde, vil spredes og blomstre, jo flere vi slår ihjel. Drab vil føre til drab, som drab hidtil har ført til drab. Hvem kan tro, at drab lige pludselig skulle føre til fred og ingen fare og demokrati og samhandel og velfærd for den lokale befolkning? Hvor naiv kan man være? Og hvor kynisk kan man være i forhold til andre menneskers liv og død?

Hvad end der er årsagen for Danmarks deltagelse i disse krigshandlinger, hvad end der bruges som forklaring, kan det ikke retfærdiggøres, at uskyldige mennesker slås ihjel. Hverken civile afghanere eller danske soldater. Vi har ikke mulighed for at standse USA’s deltagelse eller andre landes deltagelse, men vi har mulighed for at bringe vores egen deltagelse til ophør. Det er vores ansvar. Vores ministres direkte ansvar og vores indirekte. Hent soldaterne hjem. Bring them home, bring them home.