Det danske fodboldlandshold, der i disse dage kunne have spillet ottendedelsfinale ved VM, men så forsmædeligt tabte alt på gulvet mod fodboldlilleputten Japan forleden, er et spejl af den danske folkesjæl. Det er fjerde gang, vi er med, og i år første gang, vi ikke klarede os videre fra den indledende runde.

Fire forskellige hold spejler fire forskellige epoker i dansk samtidshistorie. Setuppet virker gammelkendt: Et lille land på den anden ende i lige dele begejstring og benovelse over at være med i fodboldens fineste selskab. Lighederne med tidligere tiders danske VM-hold og VM-deltagelser er dog kun tilsyneladende.

Mexico 1986. Som VM-debutant drog Danmark i juni 1986 af sted med store forventninger hjemmefra. Forventninger, der dog også blev pakket ind i en vanlig dansk selvtilfredshed om, at vi under alle omstændigheder spillede det pæneste fodbold og til enhver tid bidrog til spillets forskønnelse.

Det var lidt ligesom med hospitalerne, folkeskolen og demokratiet. Vi havde det bedste af det hele, vidste vi. Men vi skiltede jo ikke med det. Fodboldmæssigt var der dog en hel masse at have forventningerne i. Undervejs i kvalifikationen havde Danmark spillet mindeværdige kampe med den uforglemmelige 4-2 sejr over Sovjetunionen 5. juni 1985 som det absolutte klimaks.

VM-landsholdet fra 86 blev sendt af sted i et ly af sjældent stabile parlamentariske tilstande. Schlüters firkløveregering sad sikkert i sadlen efter navnlig statsministerens markante fremgang ved valget i 84 – sjovt nok samme år, som fodboldlandsholdet nåede den første slutrunde nogensinde, nemlig EM i Frankrig.

I 1986 var den borgerlige regering ved for alvor at finde fodfæstet bakket op af vinterens ja til EF-pakken og en bevidsthed i befolkningen om, at regeringen var bedst til at sikre orden i den danske økonomi. Det var, imens det, ifølge Schlüter, stadig skulle være lettere at være dansker.

Siden kom kartoffelkuren og påskepakken, og piben fik en anden lyd. Men der i forsommeren 1986 havde regeringen sit momentum. Schlüter var ikke længere noget, der gik over. Og hos socialdemokraterne var det kun et spørgsmål om tid, før Anker Jørgensen – nærmest som sidste mand – indså, at der skulle en ny partiformand til for at få brudt den borgerlige bølge.

Opbakningen til det danske VM-hold i 1986 var monumentalt stor og mere massiv end den, der er tilkommet de efterfølgende VM-hold. Opbakningen skyldes til dels selvfølgelig et helt ekstraordinært dansk landshold med verdensklassespillere som en ung Michael Laudrup og den altid selvtillidsfyldte Preben Elkjær.

Men den skyldes også, at der ikke var så meget andet at samles op i 80’ernes individualiserede tidsalder. Det var i de år, at Thorkild Thyrring med brændende dæk kørte beaujolais nouveau i racerbil til de smarte cafeer, og Jens Okking spillede strømer på tv, mens de såkaldte yuppier førte sig frem iført tynde slips og en drøm om en hurtig erhvervskarriere som ikonet Klaus Riskær.

Og så kom alle de danske fodboldstjerner fra de europæiske topklubber og banede vejen.

Elkjær fra Verona, Laudrup fra Juventus, Jesper Olsen fra Manchester United, hele danskerkolonien fra Anderlecht, Frank Arnesen fra Valencia, Lerby fra Bayern München, Berggreen fra Pisa.

Stjerner hver og en, men endnu mere sammen i det veldisciplinerede kollektiv, som en tysker satte på formel. Landstræner Sepp Piontek, der lærte danskerne, at et fodboldlandshold kunne være så meget mere end et wellnesscenter for hjemvendte udlandsproffer, der indimellem kom hjem til øl med fodboldvennerne og ja, så lige en kamp i Idrætsparken.

Piontek straffede ligefrem spillerne for deres nederlag. Tabte holdet, betød det overnatning i Idrættens Hus’ alt for korte senge i Beton-Brøndby og ikke dejlig luksus i byen. Ville man juble i yuppieland, skulle man vinde.

Dog med den klassisk danske H.C. Andersen-afslutning på 86-epoken, at selv om eventyret sluttede brat med Jesper Olsens tilbagelægning og 1-5 nederlaget til Spanien i ottendedelsfinalen, så var netop det nederlag næsten større end sejrene, der gik forud.

Vi var jo med, vi blev regnet for noget, accepteret og respekteret af de store, for godt til at være sandt og dermed den helt rigtige mytologiske afslutning på en fantastisk fortælling om lige dele selvtillid og jantelov.

Frankrig 1998. 12 år senere stod vi der igen. Kvalificeret til VM i Frankrig med svenske Bo Johansson på trænerbænken og et landshold, der endelig var vokset ud af den momentvise lammelse, som den fuldstændig overrumplende EM-triumf i 1992 havde medført.

Nationen havde efterhånden vænnet sig til statsminister Poul Nyrup Rasmussens særlige stil. Han fik vendt kurverne, reformeret arbejdsmarkedet og bragt arbejdsløsheden ned. Men skød samtidig sig selv i fødderne ved enhver given lejlighed. Rushdiesag, cykelhjelm og evindeligt uld i mund.

Men valget i marts samme år betød et endeligt farvel til hovedfjenden, den EU-sok-klædte Uffe Ellemann-Jensen. Det borgerlige Danmark måtte genopfinde sig selv.

Venstre med Anders Fogh og Claus Hjort som enerådende kaptajner, der lovede sig selv og hinanden, at de aldrig mere ville tabe til socialdemokraterne, om så det skulle kræve, at man selv skulle blive en kopi af dem. Og de konservative, der tog endnu en tur på selvpinebænken i et internt blodbad.

På fodboldbanen lyste især Michael Laudrup op. Som symbolet på alt det onde ved Richard Møller og hans åndelige tilbagelægninger stod Laudrup som spilleren, der i 1986 viste en ungdommens genialitet, men nu skulle sige farvel efter 15 år som en af spillets helt store kunstnere.

Dansk, men ikke så meget, at det gjorde noget. Afholdt som en royal, en ambassadør. En gentleman mere end en guttermand. På et hold af spillere, der alle blev målt efter hans alen. Og hvor fokus var på, hvem der skulle være den næste ham. Unge Martin Jørgensen måske?

Michael Laudrup til slutrunde sammen med lillebror Brian, eller lillesøster, som det sarkastisk, dog kærligt, lød om den på banen mere målsøgende Brian, der toppede i skotsk tryghed (middelmådighed?) i Glasgow Rangers, men kom mentalt til kort i Bayern München, Fiorentina, Milan, Chelsea, ja, sågar i FC København.

Men ved VM i 1998 var de rygraden på holdet sammen med den brovtende Peter Schmeichel, og sammen bragte de det bedste frem i holdkammeraterne, der bar med i kollektivets egentlige triumf.

Materialiseret ved 4-1 sejren over Nigeria i ottendedelsfinalen og ikke mindst det – igen igen – ærefulde 2-3-nederlag til Brasilien i den kvartfinale, hvor Schmeichel nok burde have nappet Rivaldos langskud, og hvor Brian Laudrup udlignede til 2-2 og for evigt printede sig ind på nethinden med sin udanske overskudsjubelscene, hvor han liggende i solbaderpositur tog imod holdkammeraternes og resten af nationens hyldest.

Hjemme levede Nyrup og finansminister Lykketoft i troen på reformernes magt og kraft. Politisk sad de på tingene, som René Henriksen styrede sit forsvar. Sikkert, stabilt, og uden at det så ud af for meget.

Henriksen havde så bare Laudrup’erne til at bære bolden videre, hvor især Nyrup nok mere var en politiker af Brian Steen Nielsen-typen. Noget grovmotorisk i det og ikke bange for at afbryde spillet med et frispark for lige at få luft.

Sydkorea og Japan 2002. Fire år senere var Danmark kvalificeret til VM igen. Lige i begyndelsen af frygtens årti, kun trekvart år efter terrorangrebet mod USA og altså midt i det, som professor Samuel Huntington kaldte Clash of Civilisations.

Så galt gik det ikke ved VM i Sydkorea og Japan i 2002, men selve fodboldspillet fyldte ikke så meget. 1990’ernes eufori over jerntæppets fald og den demokratiske forbrødring verden over var endegyldigt afløst af krigen mod terror. Danmarks rolle i VM vil næppe blive husket af nogen uden for nationens grænser.

Måske dog lige i Frankrig, der som regerende verdensmestre faldt til græsset i et 0-2-nederlag til danskerne med Dennis Rommedahl og Jon Dahl Tomasson som danske målskytter. Begge favoritspillere hos Morten Olsen, der havde overtaget trænerposten efter EM-slutrunden i 2000.

Morten Olsen sværgede dengang som nu på det papiret angrebsvenlige – men i mange situationer fastlåste – 4-3-3-system. Olsen gav pokker i modstander, skadesituation og den til enhver tid eksisterende talentmasse.

Der skulle fandengalemig spilles efter det system, koste hvad det ville. Udefra betragtet skulle man nærmest tro, at Olsen havde indgået en kontrakt med DBU om netop dette spillekoncept. Kontrakter var der også masser af i dansk politisk. Kontrakter med vælgerne.

For ved valget i 2001 var Anders Fogh Rasmussen kommet til magten på simple løfter om for eksempel skattestop og det, der blev kaldt en fast og fair udlændingepolitik. »Det, vi sagde før valget, er det, vi gennemfører efter valget«, lød mantraet fra Fogh. Samtidig gik Danmark i krig i Irak og Afghanistan, skulder ved skulder med den lidet elskede George Bush den Anden, FN-mandat eller ej.

Udlændingepolitikken og den aktivistiske udenrigspolitik gjorde en gang for alle op med Danmarks rolle som den stille pige i klassen, der aldrig ville være med, hvis reglerne skulle bøjes, og det blev lidt farligt. Der skulle handles sammen med de hårde drenge.

De hårde drenge gjorde sig også gældende i den danske VM-trup, hvor billederne af de vandkampkæmpende Stig Tøfting og Thomas Gravesen gik verden rundt. De lignede udsmidere på et diskotek i en jysk provinsby mere, end de lignede fodboldspillere.

Deres attitude og spil på banen bar præg af det samme. Hårdhed og kant med en råhed, der må have fået tidligere tiders elegantier som Allan Simonsen og Michael Laudrup til at tænke, at tiden, hvor Danmark slog sig op på æstetikken i fodbold, endegyldigt var forbi.

Som i det politiske syntes råheden på fodboldbanen dog at virke. I første omgang i hvert fald. Danmark kvalificerede sig forholdsvis let til ottendedelsfinalen og blev lige så let slået ud af England med 3-0 i en kamp, der aldrig reelt var spændende.

Det blev den danske VM deltagelse i 2002 heller aldrig, og befolkningens fokus var andre steder end på fodboldbanen. Vi koncentrerede os om kampen mod terror og ro på skattebilletten.

Sydafrika 2010. Hvad er det så for et hold, vi sendte til Sydafrika i ly af en global finanskrise, som har sat forventningerne på vågeblus? Som Fogh i dansk politik har Morten Olsen i hele sin regeringstid kompromisløst holdt fast i sin opstilling og i sit system. En for alle og alle for Olsen. For ligesom Foghs har Olsens autoritet aldrig været udfordret. Hvad Olsen gjorde, har altid været det rigtige, og de to stærke ledere har om noget en offentlig tilknappethed til fælles.

Men ligesom Lars Løkkes regering lige nu kæmper med arven fra Fogh, så kunne noget tyde på, at der skal nye boller på landsholdes suppe, hvis potentialet skal forløses.

Dette års exit var historien om en bebudet fiasko. Begejstringen, engagementet og lysten var væk. Enkelte lyste op i små glimt, men når det kom til stykket, løb både bolden og japanerne fra danskerne. Vi kom til VM, men så heller ikke længere.

I ly af skuffelsen, hvor anfører Jon Dahl Tomasson gik forrest i tristessen – symbolsk brændte han straffe mod Japan og fik en fibersprængning samtidig, og selv om han fik skovlet riposten i mål, så var netop det mål så æreløst, som de kan blive – så er der trods alt stadig noget at bygge en fremtidstro på.

Med en rygrad af Thomas Sørensen, Daniel Agger, Simon Kjær, Christian Poulsen og Nicklas Bendtner har holdet et stærkt potentiale. Spørgsmålet er mere, om den grundlæggende strategi også har det. En ting er at holde de andre fra at score – hvad hjælper det, hvis man ikke selv kan få bolden ind andre steder end i eget net.

Hvad gør man så? Laver man om på det hele, eller kan man nøjes med at arbejde lidt mere?

Her står en mand som Christian Poulsen i udstrakt grad som sindbilledet af, at lidt mere arbejde kan betale sig. Arbejd lidt hårdere – måske bare 12 minutter mere?

Er det hans vej, resten skal gå, eller er han blot udtryk for den arbejdermentalitet, der skal være til stede på midtbanen? Bag ham ligger Daniel Agger og Simon Kjær, begge tatoverede unge mennesker, som sikkert kunne gøre sig godt på ’Paradise Hotel’. I hvert fald bedre end 86-holdets tilsvarende typer som Søren Busk og Ivan Nielsen.

I dag er forsvarsspillerne de mystiske muskuløse stjerner, spillets klippefaste enere i en idrætsgren, der med sine kapitaltunge oligarker og afsindige firmakonstruktioner som bagmænd i klubberne vækker et pift af Stein Bagger. Spillere og trænere handles for hundreder af millioner af agenter, der i fremtoning og hemmelighedskræmmeri lever op til deres titler.

De danske drømme ligger fremover i fødderne på Nicklas Bendtner – landsholdets svar på Søren Pind. Eller er det omvendt, Søren Pind som dansk politiks svar på Nicklas Bendtner. En enlig kriger, en løve, som kræver frihed for alle, i hvert fald for sig selv. Frihed og albuerum.

En spiller, som i pludselige glimt viser, at det hele ikke er ordgejl, når han iscenesætter sig som en af spillets helt store kanoner. Der er frækhed, selvtillid, optimisme og lysten til at være sig selv. Til at være den største individualist i en individualistisk tid. Nøjagtigt som Søren Pind er Bendtner en del af et hold.

Og den samlende sandhed i både fodbold og politik er velsagtens, at ingen er større end holdet, hvad enten man er vicestatsminister eller førsteangriber. Hvad enten man er landstræner eller statsminister, balancespiller på den defensive midtbane eller finansminister med bly i støvlerne og bid i tacklingerne.