Nu lyser løv i lunde, grønt ligger Danmarks land, den sommer, alle har drømt om så længe, synes – i det mindste for en stund – at velsigne os med sin tilstedeværelse.

Syren og kastanje er allerede blomstret af, året vender, og det hele går så stærkt, at man kan have svært ved at følge med. Indlæst i sin skole-Goethe ved enhver, at det er livsfarligt at bede det skønne øjeblik om at blive, som det er, i tid og evighed. Gør man det, sælger man også sin sjæl til Fanden.

Men egentlig ved jeg ikke, hvad fanden man gør. Jo, man ser selvfølgelig fodbold, og er det ét af de år, hvor man er ekstra heldig, strander en stor hval i et lille dansk farvand. Den er på forhånd dødsdømt, så det gør ikke noget, at man beder den blive bare en liden stund, for det er en god hval, og på mange måder kalder den det bedste frem i os alle sammen.

Vi smider gerne avisen og slukker for fjernsynet for at deltage i det drama, hvalen er kommet svømmende med, og som for en stund giver os mulighed for at mobilisere de følelser, vi til daglig holder på behørig afstand og frivilligt eller ufrivilligt lægger låg på. Medfølelsen og dramaet tager hinanden i hånden hos tilskuerne langs bredderne af Vejle Fjord, og springet tilbage til andre tider er pludselig kort.

Et billede trænger sig på: en enorm svane med den ene fod frosset fast i isen i 1941-42. Der var ganske vist tale om en almindelig svane og ikke en kæmpe som hvalen, men virkningen på fællesskabet var synonym. Man havde på fornemmelsen, at der ikke stod meget andet i bladene end beretningen om svanen med foden i isen og de vældige redningsaktioner, som gik i gang for at befri den. Her kunne store som små være med, det var spændende som det meste i de meteorologisk mærkelige år, hvor Danmark over isen var landfast med Sverige, og man genoptog istransporter tværs over Storebælt fra Korsør til Nyborg og tilbage igen.

Men ikke nok med det, små øer (og dem er der som bekendt mange af i landet) blev afskåret fra omverdenen, og redningskorpset Zonen gik tappert på vingerne og trodsede vejr og vind og kastede forsyninger ned, så de nødlidende hverken skulle sulte, fryse eller tørste.

Det var spændende, og da som sagt alle kunne være med, både unge og gamle, rige og fattige, opstod en emotionel hvirvel, som drejede hurtigere og hurtigere, indtil den ventede udløsning kom, og det hele igen var lige så kedeligt, som det plejede at være. Falck-Zonen indfriede vores lønligste følelser, svanen fik foden fri, men samtidig var også indbygget en slags postcoital melankoli, der næsten fik hele nationen til at synke sammen i celluldssokkerne, thi har man været så højt oppe, er det svært at komme ned igen uden at slå sig.

Kollektiv medfølelse og sansen for andres tarv er ædel, både når det gælder hvaler og fastfrosne svaner, alligevel kan man – lidt på afstand – undre sig over, hvad det egentlig er, der kalder følelserne frem, og hvordan man finder målet for sin empati. Mens vi gik på Amager Strand sammen med de andre hundreder af observatører og sympatisører, foregik der ca. 200 km længere sydpå uhyrligheder, man næppe havde fantasi til at forestille sig og derfor af gode grunde ikke var i stand til opfatte som helt virkelige eller vedkommende.

Så var det meget lettere med svanen, som var et rigtigt levende væsen, der havde bragt sig i en tragisk situation, den bestemt ikke selv var skyld i. Og sådan er det med kæmpehvalen, den søde skat, der ufrivilligt er kommet på afveje og nu ligger gispende og til sidst død i en idyllisk dansk fjord, mens de lyse nætter rejser deres sommertelt over hovederne på os alle sammen.

Da vi sad og spiste friske danske jordbær forleden, mindedes jeg sentimentalt den lune luft over Spodsbjerg på Langeland, hvor vi ferierede i begyndelsen af fyrrerne i forrige århundrede. En times tid før aftensmaden (som altid blev spist klokken seks) blev et par af os sendt op til ’Kaptajnen’, der havde et lille sted, hvor han dyrkede jordbær. Ved dagens slutning var de modne bær til salg, og hvis man plukkede selv, kostede de 25 øre pundet. At der var nymalket fløde fra nabogården, siger sig selv.

Mætte og tilfredse tørrede vi os om munden, og når det lyse mørke begyndte at falde, gik vi op på en nærliggende bakke for at nyde de store glimt og den rullende torden, der nærmede sig både over og under vandet, når allierede fly bombede Kiel og Lübeck og forvandlede huse til murbrokker og folk til ubeskrivelige laser og blodige klumper. Det sidste beskæftigede vi os ikke med, det var jo tyskerne, der fik nogle ordentlige nogle over nakken, som de havde fortjent.

Hvis man nu med absolut sordin siger, at det er interessant, hvad man vælger og ikke vælger at ofre sine følelser på, vil mange sikkert være enige. Men jeg kan allerede høre lyden af protest, hvis jeg påstår, at der er en mærkelig afstand mellem vores sympati og medlidenhed med den store hval, og hvad der f.eks. foregår i Afghanistan eller andre tilsvarende lande, som vi har velsignet med vores aktivistiske udenrigspolitik

Jeg har hverken hørt eller læst om de sørgende og deltagende skarer, som i stort tal viser deres medfølelse, når en dansk soldat, mand eller kvinde, begraves med en let camouflage over det blødende kød, de er forvandlet til. ’Sådan er krig’, siger de vidende, ’Shit happens’, tilføjer kynikeren, mens unge mennesker stormer rekrutteringskontorerne for at blive del af det uvirkelige show, så mange insisterer på er selve den virkelige virkelighed.

Jeg er fuldkommen klar over, at den fortvivlelse og det raseri, enhver meddelelse om et nyt dansk tab i krigen fremkalder hos mig, er fuldkommen absurd og nytteløst, men som jeg allerede har skitseret, er det svært at disciplinere følelser.

Jeg prøver da også på at dulme min kvalme ved at læse så meget som muligt om de saglige grunde, der sender os i krig – også de mest fantasifulde, der har det med at skifte med konjunkturerne: Først skulle vi skabe demokrati og ligeberettigelse og frigøre de afghanske kvinder (lidt på samme måde, som da vi skulle straffe Saddam Hussein for de masseødelæggelsesvåben, han ikke havde), siden blev det et spørgsmål om at bekæmpe terrorismen, eller som den charmerende udenrigsminister siger: »Hvis vi ikke slår til i det fjerne, kommer terroristerne her i stedet for«.

Det er så, hvad det er, den sædvanlige ideologiske hopsa på politisk makronbund, hvor andres død og lidelser bruges som underliggende argument i kampen om fremgang ved næste valg. Værre er, at shit happens-holdningen ikke fremkalder diskussion for slet ikke tale om protest.

Tværtimod synes en ligegyldighed at brede sig som den fede råolie ved udslippet i Den Mexicanske Golf. Vi gider ikke alt besvær med at tænke selv, der tænkes jo så glimrende i tv og radio og i dagspressen, der selv svømmer over af livsstils – og sundhedsråd, pop og pakkenelliker, sport og fitness, så man skulle tro, at landets befolkning ikke kun interesserede sig for sin egen bekvemme overlevelse, men allerhelst så det hele blive ved, til man er hundrede eller hundredeogti eller hundredeogtyve år gammel.

Misforstå mig ret, jeg synes, interessen for både finhvalen og den frosne svane er okay, jeg beundrede også de tapre folk fra redningskorpsene, der gjorde deres bedste både for dyrene og for underholdningen, men jeg får spat ved tanken om, hvor megen energi man bruger på at bedrage os alle sammen ved dag efter dag at bilde os ind, at de ’ofre’, vi yder, giver mening, og det at ’betale den højeste pris’ er alting værd og en smule til, fordi det sker i en ideel sags tjeneste,

På en måde synes jeg, jeg har levet med Afghanistan hele mit liv. Min bedste vens far var læge og arbejdede for WHO i det fjerne land i årene efter Anden Verdenskrig. Min ven besøgte ham og kom hjem og fortalte, at der på gadehjørnerne i Kabul lå små dynger sten.

Dem brugte folk (mændene) til at tørre sig i enden med, når de sad på gaden og sked. Det var bl.a. derfor, hans far var der, tilfældene af hudkræft omkring anus var eksplosivt. Jeg er sikker på, at der er mere wc-papir i Afghanistan nu end dengang, men ikke helt sikker.

Så her er et nyt råd til besættelsestropperne: Bring mere wc-papir både af hensyn til jer selv og til Afghanerne. Det vil styrke fremskridtet, og måske er det det, der i sidste ende vil gøre sejren mulig, selvom hverken England eller Sovjetunionen har været i stand til at bringe fjenden ned med nakken, en fjende, ingen bekymrer sig om, men med fornøjelse ser skåret til cervelat, fordi det, når alt er sagt, blot er en flok muhamedanere, der en dag vil komme og sprænge Nørreport i luften midt i myldretiden.

Dem havde vi ingen af dengang for mange år siden, da vi fulgte svanens kamp eller stod på bombebakken og nød tordenen fra syd, til gengæld sad tyskerne hos konditor Schmidt på Amagerbrogade og hjørnet af Ulrik Birchs Allé og åd othellokager, så flødeskummet stod ud af ørerne. Hvad man fandt i sin orden, fordi det gav andre smør på brødet – særlig i landdistrikterne.

Jovist er det indviklet og egentlig umuligt at bringe på formel, selvom det ville være ganske enkelt at sige om Danmark, at landet efterhånden er en bananrepublik regeret af havenisser. Til gengæld koger emotionerne, når en anden hval fra de sorte dybder pludselig dukker op og strander i det danske fjernsyn med vilde øjne.

Nu troede man lige, at Anders Fogh Rasmussen var forsvundet i Nato’s byzantinske sindrighed i sin utæmmelige magtbrynde, men så står han pludselig – halvt truende og halvt bedende – og vil have flere penge til sin krig, som om han ikke havde blameret sig nok i Irak.

Og her er det så, jeg savner medborgernes deltagelse, for hvor ville det dog være befriende, hvis nogen sagde: Skrub ud af det vanvittige land, glem den afsindige krig, brug pengene til noget andet end rustne bæltekøretøjer og livsfarlige mandskabsvogne, drop de kampfly og vupti, gælden er betalt, de sytten milliarder eller atten eller otteogtyve eller mere er hjemme, vi kan koncentrere os om svanerne og de rigtige hvaler med god samvittighed, ingen kommer hjem i kiste, ingen melder sig på rekrutteringskontorerne, for der er ingen, Danmark er atter frit, vi har tabt i Dybbøl, men fred være med det, vi var selv ude om det, sommeren er over os, og nattergalen synger, så syng da, Danmark, lad hjertet tale, hørte I det? HJERTET!

Jeg er entydigt begejstret for en aktiv udenrigspolitik, hvor man i stedet for kampvogne og droner drøner ind med fuld musik for at hjælpe folk med både demokrati og wc-papir. Der skal ingen isenkram til, der skal kun energi og medfølelse, fantasi og fordomsfrihed. Glem alt det soldaternonsens og machopis, det er simpelthen gammeldags og ubrugeligt som det hvalskelet, man nu slås om skal ligge i Vejle eller København eller på Månen.

Jeg elsker mit land og ikke engang ved midsommer mest, men faktisk det meste af året og i særdeleshed i de sjældne stunder, hvor vi holder af mennesker lige så meget som af dyr og ikke lader os kvæle i sentimentalt hvalspæk eller politiske løgnehistorier og slet skjulte trusler. Men i sorte øjeblikke har jeg det faktisk som svanen med den ene fod i isen uden at kunne komme fri. Det er en klam fornemmelse.