Det er en sejlivet myte, at når to forfattere mødes, vil talen altid falde på penge. Det er faktisk en af de få myter om vores stand, der holder vand.

Som sultne mennesker altid taler om mad, taler vi altid om penge. Så sandfærdig er alle myterne om os ikke. Og nu skal vi begrave en af dem. Det er den om, at forfattere lever på nas hos staten, og at staten gør mere for os, end vi gør for staten.

Sidst i juni er følelsernes tid for forfattere. Som forfatteren Robert Zola Christensen skrev på Facebook forleden: »... venter på bibliotekspenge – åh lad det regne på sommeren«.

For langt de fleste forfattere (også dem vi alle kender navnene på) er biblioteksafgiftsudbetalingen årets største indtægtskilde, medmindre man i netop det år har haft en særlig salgsmæssigt succesrig udgivelse. Robert Zola Christensen får lige omkring de 40.000 kr. i år.

Som forening kan vi med mange års empiri i hatten godt røbe, at det ikke er det billede, som medierne normalt tegner af afgiften – heller ikke i år. Det er langt oftere billedet af rige, snyltende, succesrige parasitter såsom ham der Bjarne Reuter. Ham med ’Zappa’.

Bjarne Reuter har ligget på førstepladsen i mange, mange år på listen over, hvem der modtager mest i biblioteksafgift, og det er, fordi han har udgivet så mange forskellige titler, der stadig er til rådighed på rigtig mange biblioteker i rigtig mange eksemplarer. I år modtager han omkring 800.000 kr.

Med de sidste års hårde biblioteksnedlægninger og -sammenlægninger og bibliotekernes kontinuerligt kompetente kassering af bøger, der aldrig bliver udlånt, kan vi kun herfra konstatere, at det er, fordi Bjarne Reuter holder. Og gudskelov for det.

Men hverken Bjarne Reuter eller alle os andre biblioteksafgiftsmodtagere snylter. Vi lever ikke af nas, på klods, af almisser og på fortidens drøm om en løsagtig socialdemokratisk velfærdspengespreder, der sender skejser af sted mod hver en fremstrakt hånd, bare folk siger, de er kreative.

Danske forfattere laver penge. Danske forfattere er en god forretning. Ikke så ofte for den enkelte forfatter – desværre – men i høj grad for samfundet. Ganske vist udbetaler skatteyderne hvert år ca. 250 mio. kr. til forfatterne i form af legater, livsvarige ydelser, støtte til oplæsningsarrangementer og (især) den biblioteksafgift, folk utrolig tit får ondt i nummeren over.

Til gengæld ryger der hvert eneste år alene i bogmoms ca. 800 mio. kr. den anden vej, lige ned i statskassen. I snit betyder det, at hver gang forfatteren tjener 15 kr. på salg af en bog, tjener staten 25 kr. i moms. Hertil kommer skatteindtægter fra hele bogindustrien – boghandlere, forlagsmedarbejdere, litteraturanmeldere og så videre – samt naturligvis fra forfatterne selv.

Det er vist det, man kalder et ordentligt plus på kontoen – og så er vi endda slet ikke begyndt at skele til mindre bundlinjefokuserede værdier, der måtte ligge i overhovedet at have en dansksproget litteratur. Naturligvis har vi litteraturstøtte her i landet: Litteraturen støtter samfundet med adskillige milliarder om året!

Men ikke nok med det. Danske forfattere er en del af den branche, der kaldes den ophavsretsbaserede branche. Til en ophavsretskonference på Christiansborg, hvor vi kunstnere prøvede at få erhvervspolitikerne i tale, fremlagde lektor på CBS Mark Lorentzen nogle meget interessante tal på, hvor stor vores del af den forkætrede oplevelsesøkonomi egentlig er.

I den bunke, hvor også pressen ligger, gemmer der sig en omsætning på 36 mia. kr. Det er altså igen i år blevet dokumenteret, at det er i vores branche, væksten sker. Danmark skal satse på os, hvis vi vil have økonomisk medvind, og ikke kun vindmøllerne.

Bonusinformationen er, at vi ifølge Morten Østergaard fra de radikale bruger 22 mia. kr. på erhvervsstøtte. Vi lader lige de 250 mio. kr. stå et øjeblik.

Lad os fortsætte lidt med eksemplets magt. På samme konference talte en af mine kolleger, Lene Kaaberbøl. Hun har solgt bøger i over 2 millioner eksemplarer på verdensplan i mere end 30 lande. På kinesisk, russisk, japansk.

Hun favner hele det litterære spektrum – fra ni Disneybøger, hvor hun selv forhandlede med den store amerikaner, hen over den prisbelønnede Skammerserie for store børn til de i øvrigt også prisbelønnede kriminalromaner, hun skriver på nu. Hun har sit volumen i orden. Ligesom Bjarne Reuter.

Hvorfor skal hun så også have biblioteksafgift, på i år små 500.000 kr.? Det skal hun, fordi hun fortjener det. Og det skal hun, fordi hun gør en forskel for samfundet.

Pengemagasinet på DR 1 lavede på et tidspunkt en beregning af et enkelt af Lene Kaaberbøls årsværk. Hun genererer en omsætning – om året – på over 40 mio. kr., og det er kun det direkte bogsalg, altså den omsætning der sker, når en bog langes over disken.

Hertil kommer diverse andre udnyttelser, som når bogens historie bliver til radio, tv, film eller teater, eller de lidt mindre åbenlyse afledte indtjeninger på boggavepapir, bogreoler, læsebriller, læsekiks og andet, der måske ikke alene er Lene Kaaberbøls fortjeneste.

Det mest interessante her er dog hverken Bjarne Reuter eller Lene Kaaberbøl, selvom det er dem, der rager op i et land med en mental by kaldet Jante.

Det virkelig interessante er, at der er ca. 8.500, der modtager et bidrag, hvor det største er på ca. 800.000 og det mindste er på ca. 1.800 kr. Ud af de 8.500 er der en top-10, som får mellem 500.000 og 800.000, men der er ca. 8.200 modtagere, der får under 100.000 kr.

Det er naturligvis ikke alle forfattere, der har Bjarne Reuters og Lene Kaaberbøls volumenpotentiale. Nogle både burde og kunne omsætte på et tilsvarende niveau, mens andre slet ikke har det potentiale, fordi de skriver for en meget lille, afgrænset målgruppe.

Men det paradoksale er, at alle slags forfattere, fra Lene Kaaberbøl til lyrikeren med 12 systemdigte i bagagen, spiller i samme lille pressede amatørklub, når det gælder forholdet mellem den indsats, vi leverer, og den honorering, man mener, vi fortjener.

Det er vores arbejde at skrive litteratur af høj og professionel kvalitet, vi træner nidkært hele livet, vi raser frustreret, når tiden ikke slår til, og vi ryster nervøst på hånden, når vores indsats skal bedømmes i offentligheden. Dér er der nemlig ikke nogen, der siger:

»Det er da egentlig meget godt gået af en amatør!«. Men ved månedens udgang venter der sjældent en løncheck, der modsvarer andre professionelle menneskers. Vi skal være heldige, hvis vi kan ’leve af vores hobby’, og bedre bliver det ikke af, at selv bijob som artikler, foredrag og kurser ofte forventes udført for et par flasker rødvin, »for det er jo god reklame«.

Et par eksempler? Gerne. Hvad med den her: Her i juni har Dansk Forfatterforening brugt en uges mandtimer på at forklare en ildsjæl, at vi ikke bare donerer gratis tekster, som er udarbejdet med størst mulig overlægger, til et idealistisk nyt undervisningssite, men at vi ligesom alle andre professionelle mennesker gerne vil honoreres for det.

Eller den her: En anerkendt forfatter i litterære kredse inviteres til at holde oplæg på et universitet, og hun skal på scenen lige efter en stor amerikansk guru, der er blevet fløjet ind til lejligheden og får sit sædvanlige femcifrede honorar. Og den danske forfatter?

Hun får tre flasker vin for ulejligheden og en understregning af pr-værdien ved at være nævnt i programmet i fint selskab. Her skal nævnes, at guruen ofte har et lønnet job i forvejen.

Men er det da gået hen over hovedet på forfatterstanden, at vi har haft en finanskrise, og at vi nu alle sammen må være lidt mindre egoistiske og materialistiske?

Overhovedet ikke. Forfattere arbejder hjertens gerne de socialdemokratiske 12 minutter ekstra om dagen. Faktisk holder vi meget sjældent fri, for vi kan jo lide det, vi laver. Måske er det derfor, misundelsesjournalistikken reagerer med galvaniserede frøspjæt hvert år sidst i juni, når biblioteksafgiften uddeles.

For er det nu overhovedet arbejde, det der skriveri? Snyder vi os ikke bare til at høste penge på noget, vi har lavet for sjov? Jo, det er da lige, hvad vi gør. Nøjagtig ligesom alle andre mennesker, der finder glæde og tilfredsstillelse ved at passe deres professionelle arbejde.

Til gengæld kan de færreste forfattere få adgang til en a-kasse, hverken som lønmodtager eller selvstændig, hvis de først og fremmest ernærer sig som forfattere, og skønt vi over skatten betaler til glimrende ordninger som efterløn, aktivering, sygedagpenge og børnepasningsorlov, er vores ret til at benytte dem enten ikkeeksisterende eller stærkt begrænset. Medmindre, naturligvis, vi kan bevise, at vi ikke længere er forfattere og end ikke tænker på at skrive en bog mere.

Her kan vi som samfund godt gøre noget mere for Bjarne Reuter og alle os andre. Vi skal passe på, at vi ikke får den litteratur, vi fortjener – det vil sige en amatøragtig litteratur skabt på amatøragtige vilkår. En litteratur skabt udelukkende af de særligt idealistiske eller de særligt kommercielt begavede.

De allerfleste forfattere har hverken modtaget uddannelse inden for deres erhverv eller efteruddannelse. På de fleste engelske og amerikanske universiteter undervises der i creative writing, altså kunsten at skrive kreativt. Det ser man kun lidt af i Danmark.

Vi har en meget lille forfatterskole, der uddanner nogle få talentfulde forfattere på et højt kunstnerisk niveau, og en endnu mindre forfatterskole for børne- og ungeforfattere, der end ikke kan modtage SU, mens de går der, men må tage til takke med aften- og weekendkurser og dermed naturligvis får en vis træning i at håndtere de amatørvilkår, de også senere skal arbejde under.

Vi har verdens højeste bogmoms. Vi har en skattelovgivning, der dårligt tillader, at en forfatter fratrækker udgiften til et arbejdsværelse, mens man f.eks. i Irland for længst har indset, at det er en fordel for samfundet og kulturen, at kunstnerisk virksomhed simpelthen ikke beskattes.

Vi har et socialt system, der er indrettet sådan, at forfattere hellere må lade være med at blive syge, få børn, blive arbejdsløse eller blive gamle, i hvert fald hvis de stadig vil være forfattere. Vi har i det hele taget et samfund, der hverken anerkender værdien eller professionaliteten af vores arbejde.

Vi skal holde op med at se på Bjarne Reuters store portion af de ca. 160 mio. kr.s biblioteksafgift som noget, han er kommet sovende til, og spørge med korslagte arme, hvad vi egentlig har fået for de penge?

Vi skal som samfund holde op med at se på forfattere, der modtager livsvarige ydelser, som nogle snyltere, vi skal se på det som en anerkendelse af et essentielt stykke arbejde, som er rigtig vigtigt for vores samfund. Ganske vist blev ideen om biblioteksafgiften født i en tid, hvor kulturradikalismen lå i sin vugge, og hvor det civilisatoriske og det dannelsesmæssige ved litteratur var utrolig moderne.

En af mine forgængere, forfatteren Thit Jensen, foreslog allerede i 1918 en biblioteksafgift til danske forfattere, men ideen blev først realiseret i 1946 med en udgift på 5 procent af statens grundtilskud til bibliotekerne.

Danske forfattere er stadig rørende enige i det elitære synspunkt, at man skal fremme litteraturens vilkår i et samfund, hvis man vil fremme samfundets dannelse og åndelige niveau.

Men den værdi, der er allermest moderne i vores samfund, er bundlinjen. Og det er her, vi må åbne jeres øjne og fortælle jer, at det med at satse på litteratur, fra vækstlag til elite, ikke bare er civilisatorisk og dannelsesmæssigt fornuftigt, men også en rigtig god forretning.

Så kære læsere, den der myte om forfatteren med den udstrakte tiggerhånd, der altid fyldes op med jeres skattepenge – lad den dø. I disse dage er det jeres tur til at give os en hånd, og det skal I gøre ved at huske på, at vi bærer mere ved til det fælles bål, end vi tager med os.

Giv os et professionelt læringsmiljø og en lovgivning, der rummer plads til alle os besværlige kreative kunstnere og håndværkere ... men allervigtigst: Giv os en hånd. Og det må gerne være en klapsalve.