I Storbritannien sidder 8.500 krigsveteraner i fængsel. Yderligere 12.000 veteraner er prøveløsladte, har fået betingede domme eller afsoner samfundstjeneste.

Antallet af britiske krigsveteraner i straffesystemet på cirka 20.000 er dermed dobbelt så stort som antallet af britiske soldater i tjeneste i Afghanistan, og krigsveteranerne udgør hele 10 procent af det samlede antal indsatte i de britiske fængsler.

Det helt store flertal af veteranerne er dømt for voldsforbrydelser og helt overvejende for vold mod kvinder, ofte begået under indflydelse af alkohol.

Tallene stammer fra en omfattende undersøgelse, som fængselsfunktionærernes organisation, Napo, foretog i 2009. Napo forsøger nu sammen med en støtteforening for krigsveteraner at råbe myndighederne op, så der kan blive sat ind over for den chokerende udvikling.

De britiske fængselsfunktionærer peger blandt andet på, at militæret straks må iværksætte uddannelsesprogrammer, som kan lære soldaterne, at vold mod kvinder er uacceptabelt og strafbart, samt programmer til forebyggelse af alkoholmisbrug.

De britiske tal svarer stort set til undersøgelsesresultaterne i USA, hvor justitsministeriets statistiske kontor senest har opgjort antallet af indsatte krigsveteraner til 140.000. Også her udgør veteranerne 10 procent af fangebefolkningen.

57 procent af de amerikanske veteraner er dømt for voldsforbrydelser, og blandt de voldsdømte er det helt store flertal dømt for vold mod kvinder og børn, fremgår det af justitsministeriets opgørelse. Der er således dobbelt så stor sandsynlighed for, at en krigsveteran begår voldtægt som en ikkekrigsveteran.

Herhjemme er der mig bekendt ikke lavet lignende undersøgelser, og det vil formentlig blive betragtet som despekt for krigsheltene overhovedet at bringe emnet på bane.

Der er dog intet, der taler for, at danske soldater skulle være af en helt anden støbning end de britiske og amerikanske, men lad os i første omgang holde os til de udenlandske.

Soldaterne, deres organisationer og støtteforeninger samt militæret som institution foretrækker at opfatte veteranernes voldsforbrydelser som udslag af PTSD (post traumatic stress disorder) og plædere for dette som en formildende omstændighed.

Voldsforbrydere med militær fortid skal hjælpes, ikke straffes, fremfører man.

De krigsansvarlige myndigheder og politikere foretrækker at overse eller minimere problemet, men når de konfronteres med det, henholder de sig også gerne til ’sygdomsmodellen’ og taler om PTSD, som om det var en smitsom virus, der rammer soldater og veteraner i flæng.

I den kritiske offentlighed er der til gengæld en del, som er skeptiske over for sygdomsforklaringen.

Man stiller spørgsmål om årsag og virkning:

Valgte disse unge mænd at blive professionelle soldater og gå i krig, fordi de havde psykosociale problemer, eller fik de psykosociale problemer af at være i krig?

Hvad enten man vælger at tro det første, det sidste eller mener, at svaret nok er et både-og, kan kritikere enes om, at hovedansvaret for produktionen af de mange voldsforbrydere må tilskrives den stat, som oplærer og udsender unge mænd til uprovokerede angrebskrige i fjerne lande.

Både i England og USA er der befolkningsflertal mod krigen i Afghanistan, og debatterne om krigen og dens hjemlige konsekvenser har været mere åbne og fri end debatten i Danmark, som har været hæmmet af krigsmyndighedernes fortielser, propaganda og løgne.

Det helt store problem for mange soldater og krigsveteraner er at navigere mellem de værdisæt, der gælder i krig, og de, der gælder i det civile liv.

Det menneskesyn, som er hensigtsmæssigt i krigen, er fuldstændig uacceptabelt i det civile liv, og den adfærd, som man får status eller medaljer for i krigen, får man fængselsstraf for i det civile liv.

Det må retfærdigvis understreges, at langt de fleste veteraner magter omstillingen fra krigen til det civile liv, men der er altså også et meget stort mindretal, som ikke kan få styr på de modstridende værdisystemer og derfor ender med at komme i fængsel.

Når dette mindretal er stort, hænger det sammen med den måde, som soldaterne rekrutteres på.

Soldaterne er professionelle, og krigsdeltagelse er frivilligt. Krigstjeneste tiltrækker i høj grad unge mænd med udpræget voldsfascination og kamplyst. Egenskaber, som er yderst hensigtsmæssige i krig, og som militæret ønsker at udnytte.

Hvervet tiltrækker også unge mænd med usikker social opvækst og deraf følgende psykosociale problemer.

Til gengæld tiltrækker det professionelle soldaterliv ikke i større omfang unge mænd, der er socialt trygt forankrede, som har en vellykket skoleuddannelse og er i besiddelse af et veludviklet intellektuelt analyseapparat.

Den krigsførende stat udnytter og videreudvikler voldsfascinationen og kampgejsten hos de socialt og intellektuelt svage unge mænd og giver dem for en tid stor opmærksomhed, høj status og magt over liv og død (fjendernes).

Disse soldater oplever krigen som deres livs største succes. Mange føler sig for første gang betydningsfulde og værdsatte.

Den britiske fhv. fængselsinspektør David Ramsbotham, som nu er præsident for støtteforeningen Veterans in Prison (Veteraner i Fængsel), skriver i The Guardian, at mange af veteranerne gik ind i krigen for at komme væk fra hjemlige forhold, som var kaotiske og dysfunktionelle.

Efter krigsindsatsen, hvor de har vundet militær hæder og ære og har følt sig svært magtfulde, ønsker de ikke at komme tilbage til de samme elendige sociale forhold, men de har ikke noget alternativ, og i deres frustration kommer de ud på et skråplan med misbrug, vold og anden kriminalitet.

Mange soldater – også danske – beklager sig højlydt over, at de ikke møder tilstrækkelig hyldest og respekt, når de vender hjem fra den fjerne angrebskrig.

Derfor har den krigsførende danske stat indført en officiel flagdag, og adskillige steder i landet har man ladet soldater gå i en slags æresmarcher og mere eller mindre tigget borgerne om at møde frem og hylde og respektere krigerne.

»From hero to zero« (fra helt til nul) – kalder The Times den nedtur, som rammer mange hjemvendte soldater, og som kan være en del af forklaringen på voldsforbrydelserne mod kvinder og børn.

Kan man ikke hævde sig i samfundet, kan man altid voldstyrannisere sin fysisk svagere samlever. En anden forklaring kan være veteranernes indoktrinering med militarismens grundide om, at konflikter kan og skal løses med vold og drab.

I debatten om de mange veteraner i fængslerne fremføres det også, at de USA-ledede såkaldt forebyggende krige har en karakter, der tiltrækker soldatertyper med et særligt aggressivt voldspotentiale.

Krigene er ikke drevet af et ’naturligt’ selvforsvarsinstinkt, hvor soldaterne forsvarer deres familie, deres hjem eller deres fædreland over for en indtrængende fjende.

Soldaterne bliver derimod fløjet til den anden side af jordkloden for at deltage i abstrakt motiverede og uprovokerede angrebskrige, hvis væsentligste drivkraft er aggression over for nogle fjerne lande, hvis samfundsform vi ikke bryder os om i Vesten.

I Danmark har vi hørt om et par spektakulære drabssager, hvor gerningsmændene var krigsveteraner, og hvor formodet PTSD blev draget ind som formildende omstændighed, men nogen systematisk kortlægning af krigsveteranernes straffelovsovertrædelser har vi ikke set.

Til gengæld har vi hørt en del om PTSD, der manifesterer sig som misbrug, sygdom eller ensomt liv i danske skove.

LÆS ARTIKELKrigsveteraner flygter ud i skovene

I England og USA manifesterer PTSD sig i høj grad som vold mod kvinder og børn, og spørgsmålet er, om den nemme sygdomsforklaring og PTSD-diagnose både her og der dækker over meget mere komplicerede problemstillinger omkring soldaters rekruttering og oplæring og om den kultur, de holdninger og det menneskesyn, som præger militæret og især den aggressive angrebskrig.

Hvis man vil vide noget om holdninger og kultur i den danske afdeling af Afghanistankrigen, bør man læse journalisten Kim Hundevadts noget oversete reportagebog fra Afghanistan, som bærer den sigende titel: ’I morgen angriber vi igen’.

Bogen er tænkt som en hyldest til de danske soldater og er som sådan blåstemplet af militæret, før den udkom. Netop derfor er den god at få forstand af.

I bogen beskrives det, hvordan angrebslystne danske soldater igen og igen forsøger at lokke, provokere og skræmme afghanerne til kamphandlinger. De unge danskere er vældig opfindsomme. Eksempelvis producerer de en lydfilm med et miks af krigs- og horrorlyde, brølende monstre, vilde skrig og tunge maskingeværers skratten.

Filen bliver så lagt på højttalersystemet, som med enorm kraft blæser rædselslydene ind over afghanske områder, i håbet om at formodede fjender vil bide på og lade sig opskræmme.

Det fremgår, at det store problem for de danske soldater er, at de jo principielt er i Afghanistan for at skabe fred og genopbygning, og at Nato-reglementet derfor forbyder dem at skyde på afghanere, medmindre soldaterne føler sig truet.

De danske soldater og deres befalingsmænd opfatter denne Nato-regel som en konstant kilde til frustration.

Derfor forsøgte de sig hele tiden med provokationer og skinangreb, som kunne skræmme afghanere til at løsne det første skud.

Citat fra bogen:

»Klokken 10.16 iværksatte Martin Velin en skydning med røg for at fremprovokere en reaktion. Det fik han ...«.

»Så var festen åbnet, og alle var inviteret«, skrev en anden soldat i sin dagbog.

Festen var blandt andet en serie flybomber over den compound, hvorfra reaktionen på danskernes skinangreb var kommet.

Gad vide, hvem bomberne har ramt? I det politiske og militære sprogbrug skal alle dræbte afghanere kaldes for talebanere, men det siger sig selv, at talebanere hverken bærer rygmærker eller emblemer, og at ingen aner, hvilken politisk gruppering de dræbte tilhører.

Eller om de måske bare var almindelige familiefædre, der lod sig opskræmme og ville forsvare deres hjem og område. En 2.000-punds flybombe over en compound skelner ikke mellem oprørere og ikkeoprørere.

Danske soldaters aggressivitet og angrebslyst dokumenteres talrige gange i Kim Hundevadts lange krigsreportage fra 2007-2008:

»Vis ham (fjenden, red.), at her er kommet nye folk, som skyder mere end dem, der var her før«, sagde bataljonschef Kim Kristensen til kompagnichef Anders Storrud.

De danske befalingsmænd havde ikke svært ved at få deres soldater med på den offensive strategi, for mange af de unge mænd var soldaterlivet »en drengedrøm, som var gået i opfyldelse«.

Da et hold danske soldater for første gang skulle ud at skyde på mennesker, »kunne de ikke lade være med at glæde sig til den professionelle udfordring«, for »man længes efter at få brugt det rene soldaterhåndværk«, eller man »elsker dette liv med eksplosioner og skud«.

Det er bemærkelsesværdigt, at den danske blodtørst også blev for meget for den afghanske samarbejdspartner. Den afghanske brigadechef, general Muhajadin »mindede konstant Kim Kristensen om, at danskerne ikke bare skulle angribe over stok og sten, men skabe fundamentet for et bæredygtigt område, hvor afghanerne selv kunne tage ansvar«, fortæller Kim Hundevadt.

På et tidspunkt blev to danske soldater dræbt af engelske soldaters varmesøgende missiler, og det skulle afghanerne også – ifølge Hundevadts reportagebog – betale for:

»Mange danske soldater havde en følelse af indestængt vrede ... Inderst inde havde de accepteret, at kammeraterne var blevet dræbt af britiske missiler, men de følte stadig, at det dybest set var fjendens skyld, og håbede på at komme i kamp, så regnskabet kunne blive gjort op ...«.

Men igen stod Nato-reglen i vejen for, at man bare kunne skyde løs. For at få gang i festlighederne råbte danskerne denne gang i højttaleren: »I er kujoner. I kæmper som kvinder ...«.

Kim Hundevadts krigsreportage illustrerer med stor tydelighed, at professionelle soldater ikke er specielt velegnede til fred og genopbygning.

Mange af dem er heller ikke specielt gode til at vende hjem fra krigen, og det forstår man, når man læser, hvordan de elsker dette liv med skud og eksplosioner, glæder sig til ildkamp og oplever krigsdeltagelsen som en virkeliggjort drengedrøm.

Man kan godt kalde det PTSD, når krigsveteranerne ikke kan finde sig til rette i den grå hverdag i et civilsamfund, hvor aggression er uacceptabelt og vold strafbart.

Hvad man end kalder det, er det først og sidst staten, som bærer ansvaret for at udnytte og udvikle nogle egenskaber og adfærdsmønstre hos unge mænd, som er hensigtsmæssige i krigen, men socialt invaliderende i det civile liv.

Det er derfor i høj grad staterne, som har produceret de voldsforbrydere, som i de kommende år vil fylde fængslerne i de krigsførende lande. Kvinder og børn vil være voldsforbrydernes ofre. Lidt af en absurditet, fordi en af de talrige skiftende begrundelser for angrebskrigen i Afghanistan er, at soldaterne skal befri de undertrykte afghanske kvinder.

Et af dogmerne i den sparsomme danske debat om krigsdeltagelsen er, at man ikke har ret til at ytre sig eller mene noget om krigen, medmindre man selv har befundet sig på slagmarken.

Det holder selvfølgelig ikke en meter, for krigen er ikke soldaternes private krig. Krigen er heller ikke Forsvarskommandoens, ministeriets eller nogle politikeres private krig. I et demokrati er vi alle moralsk medansvarlige for nationens krige og for deres konsekvenser ude og hjemme.

Derfor har vi alle både ret og pligt til at blande os.

Kvinder i Vesten, som ifølge de amerikanske og engelske opgørelser bliver de næste ofre for soldaternes indlærte aggressivitet og voldelige konfliktløsningsmønstre, bør måske i særlig grad råbe op og protestere mod den militaristiske politik og kultur, som også er kommet til at stå stærkt i Danmark.