Det var grænseoverskridende, da et menneske for første gang satte foden på Månens støvede overflade.

Det er også grænseoverskridende, hvis man træder i spinaten.

At overskride en grænse er ikke nødvendigvis noget at råbe hurra for. Da vores landegrænse 9. april 1940 blev overskredet, blev der muligvis råbt hurra syd for grænsen, mens stemningen nord for var noget mere trykket. Mildt sagt.

Det kan være pinligt at overskride visse grænser, og det kan åbne nye perspektiver at bevæge sig uden for de afstukne grænser. Det, der forarger den ene, kan virke befriende på den anden.

Jeg har set en del teaterforestillinger, som ville have været utænkelige, dengang jeg som ungt menneske begyndte at gå i teatret. Grænserne flytter sig, men er der grænser for, hvor langt de kan flytte sig?

I de seneste årtier har vi oplevet seriøse skuespillere fremsige deres replikker siddende på et toilet, med bukserne nede, og jeg husker en forestilling med en erotisk scene, hvor meget lidt var overladt til fantasien, hvortil en nydelig dame i vores lille selskab bagefter sagde: »Der er ikke noget ved det, hvis man ikke selv er med …«.

Det er længe siden, Lone Hertz chokerede og henrykkede Det Ny Teaters publikum med sin utilslørede nøgenhed i ’Vidunderlige kælling’, selvom nøgne kvinder inden for malerkunsten aldrig har fået selv det mest bornerte borgerskab til at falde i svime. Men sprællevende på scenen – det var grænseoverskridende.

Dengang. Ligesom ’Dødens triumf’ med Vivi Flindt på selve den kongelige scene. Af en eller anden grund har det på det punkt været småt med ligestillingen. Ganske vist fik Stærekassens publikum i slutscenen et glimt af balletmesteren kun iført maling, men vi skulle flere årtier frem, før manden for alvor begyndte at vise, hvem der havde bukserne af.

Det blev en udfordring for teatertegneren.

Et basalt krav til en teatertegning er, at man skal kunne se, hvem det forestiller, og det er jo ikke bare ansigtet, som skal ligne. I tidens løb har jeg lejlighedsvis fået henvendelser fra skuespillere og pårørende, som gerne ville erhverve en af de tegninger, jeg havde fået på papiret og i avisen.

Inden for den genre, som vi kan kalde ’the full monty’, har jeg imidlertid ikke fået nogen henvendelser. Der er altså grænser. Lad mig i den sammenhæng tilføje, at jeg heller ikke har modtaget nogen klager fra koner eller kærester.

Man kan selvfølgelig også være grænseoverskridende med hænderne oven på dynen eller for den sags skyld fuldt påklædt, og efterhånden som der ikke er flere fysiske tabuer at nedbryde, er det på et andet plan, man kan ryste, vække eller frastøde. Man kan for eksempel slippe et par fængslede nynazister løs på scenen, og samtidig med at de slår sig løs og andre ihjel uden for murene i Stockholm, spiller man ’Indenfor murene’ på Det Kongelige Teater i København. I klassisk opsætning, vintage 1912.

Stykket har aldrig været grænseoverskridende, selvom sammenstødet mellem to kulturer i samme stue nok kunne have slået gnister i et samfund, hvor antisemitisme ikke var et helt ukendt fænomen. Men Nathansen trådte ikke i hverken det ene eller det andet blomsterbed.

Han var ikke grænseoverskridende, men måske mildt provokerende, med et smil. Det er interessant, at stykket i Det Kongelige Teaters 2005-opsætning bevarede sin aktualitet, uden at man havde prøvet at ’modernisere’ forestillingen. Et normalt begavet publikum kunne selv se parallellen til vore dages kultursammenstød inden for familien.

Men selvfølgelig er det forfriskende, når der pustes nyt liv i gamle klude, og man kan da godt forestille sig, at den senere tids trends inden for teaterverdenen kan følges op. ’Queen Lear’ er en oplagt mulighed ligesom ’Den gamle herre besøger byen’.

Og hvorfor skal klassikerne opdateres, når man lige så godt kan neddatere dem? ’Bygmester Solness’ kunne skrues tilbage til faraonernes Egypten og blive en pyramidalsk succes, og mens vi er på de kanter, kunne man opføre ’Aida’ i Ulvedalene i ny oversættelse af Bo hr. Hansen og med Mærsk hr. Møller ridende på en elefant.

I ’Et dukkehjem’ har slutscenen givet anledning til spekulationer, men i en nyopsætning kunne Nora på vej ud i kulissen vende sig mod publikum og udbryde »Fuck Helmer!«, hvis man da ikke vælger en happy end, hvor hun efter sin dramatiske exit kommer ind igen med replikken: »Jeg skulle bare ned i døgneren efter nogle flere makroner …«.

Det Kongelige Teater har jo forvænt os med lykkelig udgang ved i ’My Fair Lady’ at lade Eliza kaste sig lidenskabeligt om halsen på professor Higgins, en af ørkenens sønner – dog ikke med Asger Reher som oberst Pikkerup.

Om Betty Nansen kunne tænkes at spille ud med ’Langdals rejse mod nat’, må nok stå hen i det uvisse. Mulighederne er legio. Selv ’Genboerne’ kan gøres farligere med lidt narko på hyblerne. Jeg kan ligefrem høre regensianerne synge: »Op I skæve sønner af den røde gård …«.

Efterhånden som frisind ikke længere er forbeholdt den kulturradikale elite – hvem det så er – men noget, som alle bekender sig til – i hvert fald i princippet – så skal man virkelig være med på noderne og unoderne for ikke at blive stemplet som støvbold eller drivanker.

Det kommer til udtryk, når kommentatorer og anmeldere undertrykker deres gode opdragelse og mere eller mindre akademiske baggrund og pynter på deres redaktionelle stil ved blandt andet at flirte med de mere folkelige udtryk for den menneskelige krops naturlige åbninger, udvækster og funktioner.

Velsagtens i et forsøg på at tiltrække en bredere og yngre læsergruppe, men noget, de nok ikke forfalder til på den sociale hjemmebane. Det ville være grænseoverskridende. Men ikke på den fede måde.

Lad det være. Det er skvulp i overfladen. Lars Noréns eksperiment med nynazisterne er et af mange initiativer, som går dybere til værks og rokker ved selve den etablerede rollefordeling mellem teatret og den skinbarlige virkelighed.

Flytter grænsepælene. River dem op. Det er forståeligt, at ordet ’grænseoverskridende’ dermed i avancerede kredse kan få en ukrænkelig status som det positive modstykke til reaktionære holdninger og indgroede fordomme.

Men der må være en grænse. Eller må der? Når man på parnasset blåstempler det grænseoverskridende, er der vel ikke noget at sige til, at der nede hos os andre kan herske en vis tvivl om, hvilke hensyn der anstændigvis bør tages, og hvilke man kan give pokker i. Ordet er friere end nogensinde, og det gælder også de øvrige udtryksformer, vi kan benytte os af. Nogle er endda mere frie end ordet, som er underlagt visse lovmæssige begrænsninger. Bladtegnerne har frit slag. De er praktisk talt urørlige for lovens lange arm.

Der har mig bekendt aldrig været ført en straffesag på basis af en ærekrænkende karikatur, men man kan godt forestille sig, at en tilsvarende forhånelse, udtrykt i ord, kunne få et retligt efterspil.

Dertil kommer, at skældsord og nedværdigende verbale udfald må siges at have begrænset underholdningsværdi.

Og ikke alene det. Man kan imødegå det talte og det skrevne, men man kan ikke tage til genmæle over for en tegning endsige skændes med den. I øvrigt elsker politikere og andre kendisser at blive tegnet, og de, som måske ikke er så glade for det, ville blive yderligere til grin, hvis de sagde det. I Folketingets nu nedlagte Snapstinget var væggene så at sige tapetseret med politisk satire til glæde for både dem, det var gået ud over, og måske især deres modstandere.

Der har i de sidste par år været talt og skrevet så meget om ytringsfriheden, at man kunne få indtrykket af, at den var til diskussion. Det er den ikke, så det turde være overflødigt at gå i felten for at forsvare denne demokratiske grundpille.

Når nogle tegnere med rette føler sig truet og må have politiet til at beskytte sig mod satirens ofre, er det en uhyrlig situation. Deres sikkerhed er truet, og trygheden er i fare.

Men man kan ikke sige, at ytringsfriheden dermed er truet. Den enkelte borgers grundlovssikrede ret til at give udtryk for sine synspunkter over for magthaverne kan ingen rabiate elementer rokke ved, hvor gerne de end ville. Men derfor er det ikke altid en god idé at udnytte sin frie ret til det yderste.

Det kan være unødigt sårende, og det kan så sandelig også være uhensigtsmæssigt. Hvis man synes, at en kollega er et dumt svin, vil det næppe fremme klimaet på arbejdspladsen, hvis man lader det komme eksplicit til udtryk, uanset om karakteristikken i visse tilfælde kan være nok så berettiget.

I sidste instans kan det gå ud over virksomhedens produktivitet, konkurrenceevne og den indtjening, som er forudsætningen for medarbejdernes aflønning, personalegoder – det er ikke til at holde ud at tænke på. Så var din mund, og din pen! Jamen, det er jo selvcensur …

Selvcensur. Det var dog et grimmer ord! Før i tiden talte man om at lægge bånd på sig selv, og det blev regnet for godt at kunne. »Verden er en scene«, sagde Shakespeare, men dermed er ikke sagt, at det, man kan tillade sig på de skrå brædder, også er o.k. udenfor. Hvis man ikke kan lide mosten, kan man vælge et andet teater eller blive hjemme. Du kan ikke vælge en anden verden, og verden er også en arbejdsplads og et fælles rum.

Vi køber, sælger og producerer over hele kloden, vores børn og børnebørn færdes i øst og vest, og de gamle, som i en ung alder ikke havde været længere væk end i Malmø, er med på vognen.

Vi er selv blevet grænseoverskridende, så hvis det, vi siger og gør, også er grænseoverskridende, må vi lige tænke på, hvis grænser det er, vi overskrider. Vi er alle sammen naboer og ser de samme serier i fjernsynet. »Love thy neighbour«, siger englænderne, og det er måske lidt meget forlangt, men ligesom hjemme på vejen skal vi nødigt være som i Panduros ’Naboerne’.

Her i landet har vi tradition for hyggelig, godmodig satire som f.eks. i Blæksprutten, Svikmøllen og dagens tegning i dagens avis. Bare tænk på Bo Bojesen. Der var for år tilbage en anden tegner, som hed Herluf Bidstrup. Hans tegninger udkom under titlen ’Bid og vid’, og samtidig med at satiren ikke var til at tage fejl af, gik budskabet takket være humoren ind også hos dem, som ikke på forhånd var enige med ham.

Og det må vel være hensigten. I dag oplever vi måske en tendens til skarpere bid, selvom vi nok ikke er på vej mod franske tilstande, hvor saucen ikke kan blive skarp nok. Journalistik kan være dybdeborende. Den velrettede tegning sprænger sig vej igennem til læseren.

Det er naturligvis farligt at lege med sprængstof. Det har vi set. Men der er så meget at opnå, som man ikke kan opnå på tastaturet alene. Formanden for de norske avistegnere, Roar Hagen, har udtrykt det sådan: »«Mange spør om en tegner har magt. Det er et vanskelig spørgsmål.

Jeg tror ikke, at en tegning alene kan vælte en politiker, for ikke at tale om en regjering. Men en tegning kan forstærke en prosess som er i gang. Inngå i en politisk dynamikk. Richard Nixon visste dette bedre enn noen. Jeg kan ikke huske å ha set en eneste Nixon-vennlig tegning noe sted. Ikke engang de konservative tegnerne likte mannen. Det kom nok af at presidenten løy, og at tegnerne så dette tidlig«.

Ved en sammenkomst, da Museet for Dansk Bladtegning i anledning af klimatopmødet COP15 åbnede en udstilling af svenske, norske og danske bladtegneres – svært pessimistiske – syn på vores klima, sammenfattede Roar Hagen sit syn på tegnerens magt og satirens betydning således: »Tegneren skal i sit arbejde være lige så vidende, velinformert og ansvarfuld som enhver ansvarshavende chefredaktør«.

Store krav. Ord til eftertanke. Ord, som understreger, at bladtegningen ikke bare skal ses som en passende illustration til det, som står i teksten, eller »noget til at live op på siden«, selvom man naturligvis ikke må undervurdere tegningens grafiske effekt – evnen til at bryde de grå spalter og trække læseren ind i stoffet.

Den gode, aktuelle bladtegning er et selvstændigt indlæg i debatten og meningsdannelsen. Og det er ’instant communication’, som stempler sig ind i bevidstheden, inden læseren har taget stilling til, om han eller hun vil interessere sig for det, som journalisten har skrevet.

Man kan undre sig over, at journalistuddannelsen ikke så meget som strejfer et område med et sådant potentiale.

Men det ville måske være for grænseoverskridende.