Sidste år fik Danmark en ny forening, der har til formål at styrke fremmedsprogene: Ja til Sprog er et netværk, der kalder til ’oprør mod sprogdød’ og ’sprogligt lavvande’ i Danmark og arbejder for at styrke sprogfagene i uddannelsessystemet.

Foreningen er dannet af kloge og fornuftige folk, som for længst har indset, at et lille land som Danmark nødvendigvis må interessere sig for fremmedsprog, og som oven i købet er parat til at arbejde for sagen: De har oprettet et websted, skriver kronikker og arrangerer aktiviteter, der skal få os alle til at forstå, at fremmedsprog er vores bedste vej til viden i en verden, der bliver stadig mere global.

Hvad de fleste til gengæld nok ikke har tænkt over er, at vi i Danmark også har en klub, der siger ’nej til sprog’. Medlemmerne er ganske vist ikke formelt organiseret i en forening, har intet fælles websted, betaler ikke medlemskontingent og skriver ikke kronikker i klubbens navn. Men den, der lever skjult, lever godt, og nejsigerne har i de senere år været så gode til at sælge deres budskab, at man næsten kan mistænke Ja til Sprog for at være opstået som reaktion på nejsigernes succes.

Nejklubben siger selvfølgelig ikke nej til alle sprog: For dem er dansk fredet i klasse A, engelsk er et nødvendigt onde, mens de øvrige kontinentale dannelsessprog som tysk, fransk og spansk som regel forbigås i tavshed. Til gengæld er alle andre sprog potentielt dømt ude; det gælder ikke mindst indvandrersprogene fra ikkevestlige lande: arabisk, tyrkisk, somali, urdu og vietnamesisk, der i nejsigernes optik er enten irrelevante, rent tidsspilde eller ligefrem skadelige.

Nejklubbens medlemmer er selvfølgelig kloge nok til ikke offentligt og direkte at kræve de uønskede sprog forbudt – så ville de jo komme i karambolage med lovgivningen og de mange internationale traktater, Danmark har underskrevet.

De benytter sig i stedet af mere indirekte strategier som f.eks. at koble de uønskede sprog til sociale problemer: Ved at omtale arabisk, tyrkisk og somali som sprog, der udelukkende tales af folk i Gellerup, Vollsmose og Mjølnerparken, hvor gennemsnitsindkomsten er lav, arbejdsløsheden høj og de sociale problemer betydelige, får disse sprog nemlig lavstatus, og sprogbrugerne bliver følgelig socialt svage individer, der ikke kan bidrage til samfundets udvikling.

Helt i forlængelse af det billede bliver sprogene fremstillet som noget, der koster rigtig mange penge, for der skal jo betales tolkeudgifter til både sygehuse, socialforvaltninger og forældremøder.

En anden nejsigerstrategi er at fremstille de uønskede sprog som simple og uegnede til at udtrykke det moderne samfunds kompleksitet: Sprogene mangler ord for moderne genstande og fænomener, har ikke tilstrækkeligt med tekniske og videnskabelige begreber til at kunne følge med den teknologiske udvikling og kender ikke til abstrakte begreber som ’demokrati’, ligestilling’ og ’personlig frihed’. Hvordan skulle sådanne sprog kunne bidrage til et moderne velfærdssamfund?

At denne fremstilling går stik imod al sprogvidenskab, der dokumenterer, at alle sprog er plastiske og udvikler sig som en funktion af de samfund, de anvendes i – og altså ikke lider af medfødte sproglige skavanker – synes ikke at interessere nejsigerne.

I forskningslitteraturen kalder man den slags kunstgreb ikonisering: Når nejsigerne tegner et billede af en gruppe sprog som uegnede til brug i moderne velfærdssamfund og kobler dem til svage socialgrupper og sociale problemer i en sådan grad, at sprog og sprogbruger smelter sammen i et negativt billede, skaber de et symbol – et ikon. Og uden at der siges et ondt ord om hverken sprogbruger eller sprog, går budskabet klart igennem: Indvandrersprog – nej tak!

Nejsigernes ikonisering bliver dog først rigtig slagkraftig, når den kobles til en anden strategi, som i forskningslitteraturen kaldes udradering eller erasure. Udradering betyder, at man fjerner, fortier eller glemmer træk, der ikke passer ind i det billede, man søger at skabe af et givet fænomen.

Når nejsigerne i deres iver for at viderebringe et negativt billede af de uønskede sprog samtidig glemmer at fortælle, at disse sprog også tales af andre end dem, der bor i ghettoerne, og at en del unge mennesker rent faktisk har gode job både her og i udlandet, bl.a. i kraft af at de er dygtige til de pågældende sprog, taler man om indirekte udradering: De gode historier om Mohammed, Ahmad og Fatima, der tjener penge til Danmark ved at producere modetøj i Tyrkiet, eksportere nødhjælpskøretøjer til Irak, Libanon og Afghanistan og sælge serviceydelser i Golfen, gemmes og glemmes, for de forstyrrer det budskab, nejsigerne ønsker at sende.

Udradering kan også være direkte, som når Dansk Folkeparti stiller forslag om, at skolebørn f.eks. ikke må tale arabisk i frikvartererne, eller når regeringen og dens støtter får vedtaget ændringer i sundhedsloven, der betyder, at det fra 2011 er slut med gratis tolkebistand i sundhedsvæsnet, hvis man har boet i Danmark i mere end syv år.

At strategien med direkte udradering har gode kår i sparetider, er regeringens seneste ’genopretningsplan’ et godt eksempel på. Her er parterne nemlig blevet enige om, at der skal spares mindst 15 millioner kroner om året på tolkeudgifterne fra 2012 – et symbolsk beløb, måske, men også kun en begyndelse, for parterne har aftalt, at der skal igangsættes en større gennemgang af tolkningsområdet med det ene formål at finde yderligere besparelser.

Et af nejsigernes mest vellykkede forsøg på udradering har været slaget om modersmålsundervisningen.

I 1990’erne blev der 14 gange fremsat forslag i Folketinget om at ændre og/eller afskaffe indvandrerbørns ret til undervisning i deres modersmål efter skoletid, og i 2002 vandt nejsigerne det første store slag: Her besluttede Folketinget nemlig at afskaffe statsstøtten til modersmålsundervisningen i ikkeeuropæiske sprog og overlod det til kommunerne at afgøre, om der var behov (og økonomi) til den slags, hvilket ikke overraskende førte til en drastisk nedgang i undervisningen.

Og nu har nejsigerne så godt som vundet det andet slag: Med de trængte kommunale budgetter er det nemlig kun 3 ud af de 20 kommuner med flest tosprogede børn, der stadig udbyder gratis modersmålsundervisning, og 2 af dem endda kun op til 3. og 5. klasse.

Det har i praksis betydet, at velfungerende hollandske bønderbørn i dag har et EU-krav på at få statsstøttet modersmålsundervisning i Danmark, mens arabiske, tyrkiske og somaliske børn er henvist til den lokale koranskole eller nogle af de mere eller mindre velfungerende pakistanske, tyrkiske og arabiske privatskoler, hvis de vil lære forældrenes sprog.

Og det er her, det tredje og endelige slag om modersmålsundervisning kommer til at stå: For hvis det lykkes nejsigerne at sætte en stopper for den sidste rest af formaliseret sprogundervisning i de uønskede sprog på disse skoler, er der kun familierne og moskeen tilbage, og så er det kun et spørgsmål om tid, før den visse sprogdød indtræder.

Nejsigernes største genistreg har dog uden tvivl været deres insisteren på, at sprogtilegnelse er et spørgsmål om enten-eller: De har systematisk og konsekvent hævdet, at indvandrersprogene er en blokering for at lære dansk, at de er skadelige for børns evner til at klare sig i det danske samfund, og at alle tiltag, der involverer både dansk og et af de uønskede sprog, derfor bør afvises med hård hånd. At budskabet strider mod meget store dele af den forskning, der er bedrevet om sprogtilegnelse, både nationalt og internationalt, synes ikke at genere dem.

Ved at gøre tilegnelsen af dansk til et spørgsmål om enten-eller har nejsigerne ikke blot leveret et enkelt og slagkraftigt budskab, der med et pennestrøg sletter indvandrersprogenes betydning for det danske samfund.

De har også formået at gøre sprog til et spørgsmål om loyalitet ud fra devisen: At være dansk vil sige at tale dansk, for sproget er det kit, der binder nationen sammen i en globaliseret tidsalder. Og hvis sprog er et spørgsmål om loyalitet, så må flere sprog jo være lig loyalitet mod flere nationer.

Og da man som bekendt ikke kan stole på folk, der har placeret deres loyalitet mere end et sted, bliver det nødvendigt, at indvandrere sværger troskab mod det danske sprog – ganske som det sker i dag, når indvandrere og flygtninge som en del af integrationspakken skal underskrive en erklæring, hvori de lover, at både de og deres børn vil lære dansk hurtigst muligt.

At gøre brugen af dansk til et spørgsmål om loyalitet er et eksempel på det, der i forskningslitteraturen kaldes fraktal rekursivitet.

Det betyder såmænd bare, at man løfter sproglige problemstillinger ud af deres sproglige sammenhæng og bruger dem til andre formål, f.eks. politiske eller ideologiske.

Og det er netop det, nejsigerne så dygtigt har formået at gøre: I stedet for at se indvandrersprogene som kompetencer, der kan komme det danske samfund til gavn i både kommercielle og politiske sammenhænge, og som et nyttigt og intellektuelt stimulerende redskab for tosprogede børn og unge, er sprogene blevet en del af den kulturkamp, nejsigerne udkæmper mod islam og muslimerne – en slags stedfortræderkrig, hvor sprogene bliver ammunition i en anden sags tjeneste.

Nejsigernes succes har haft omkostninger, først og fremmest for de indvandrerbørn, som over årene har måttet vænne sig til, at deres sprog var noget, man så ned på.

At sådanne holdninger har indflydelse på børns selvværd, kan man forvisse sig om ved at læse nogle af de mange beretninger om den sociale stigmatisering, danske bønderbørn og dialekttalende unge oplevede, når de kom til København i 1800- og 1900-tallet. Men det har også haft omkostninger for det danske samfund, for ved at aflære kompetencer i stedet for at fremme dem mister vi muligheder for at udvikle nye dynamiske vækstområder, hvilket ellers er så vigtigt i en globaliseret verden

»There is no view from nowhere«, hverken når det gælder synet på sprog eller for den sags skyld på alle andre fænomener. Nejklubbens ikonisering og forsøg på at udradere indvandrersprogene og gøre dem til en del af deres kulturkamp mod islam er hverken tilfældig eller uskyldig, men et ideologisk projekt, der går ud på at fremme en særlig forståelse af danskhed.

Mit syn på nejsigerne er selvfølgelig heller ikke fritsvævende: Formålet i denne sammenhæng har været at få trukket nejsigerne frem i lyset, så det bliver tydeligt for enhver, hvad de har gang i. For nok er det vigtigt at sige Ja til Sprog, hvis vi vil Danmark det godt i en globaliseret verden, men det er mindst lige så vigtigt at modarbejde den uhensigtsmæssige og undergravende modstand mod de sprog, som nejsigerne af ideologiske grunde kæmper for at få fjernet fra danmarkskortet.

Jeg synes, vi bør bestræbe os på at fravriste nejsigerne deres negative dagsorden og sørge for at få sat en ny, en, der siger Ja til Alle Sprog – både for indvandrerbørnenes, vores egen og det danske samfunds skyld.

Kilder: Irvine, J.T., and Gal, S. (2000). Language Ideology and Linguistic Differentiation. I: P. Kroskrity (red.), Regimes of Language (pp. 35-83). Santa Fe, NM: School of American Research Press.