Forestil dig, at du ankommer til lægevagten med en stærk smerte i maven.

Du stiller dig i kø til en af de analysebåse, der vil tage en blod- og urinprøve fra dig og guide dig igennem en række spørgsmål for til sidst at henvise dig til indlæggelse på hospitalet til observation. På hospitalet bliver du mødt af sygeplejersker og sundhedspersonale, der sørger for, at du får den medicin, du er blevet ordineret hos lægevagten, og tager løbende de nødvendige prøver fra dig.

Undervejs når du spørger til sygdommens udsigter, henviser sygeplejerskerne til analyserne og de svar, som computeren har givet som værende det normale sygdomsforløb. Efter en uges indlæggelse bliver du udskrevet af afdelingens oversygeplejerske. På intet tidspunkt møder du en læge, da dit tilfælde ikke kræver et kirurgisk indgreb, og alle undersøgelserne har kunne foretages maskinelt.

Dette scenarie vil være den oplevelse, mange patienter vil få, hvis man fjerner den del af lægegerningen, der berører vores oplevelse af at være syg. Alle de dele, der ikke kan måles og analyseres. Spørgsmålet er, om denne virkelighed allerede nu er i gang med at presse sig voldsomt på.

Da jeg for nogle uger siden skulle afslutte min undervisning i medicinsk filosofi og videnskabsteori for medicinstuderende, bed jeg mærke i, hvordan en af de studerende beskrev lægers primære arbejde som værende videnskabsmænd (m/k). Betegnelsen faldt under en diskussion om videnskabelighed i det medicinske system, og den vakte min opmærksomhed i en grad, så jeg mente, det krævede en uddybning. For hvad vil det sige at være videnskabsmand?

Grundlæggende er det en insisteren på at følge de regelsæt om vores vidensproduktion, der forudsætter, at videnskabelige resultater kan genskabes på baggrund af en række definerede forudsætninger.

Forudsætningerne kan variere fra videnskab til videnskab, men videnskabsmandens neutrale distance til sine analyser og skepsis over for sine egne resultater er hjørnestenen i alle former for videnskab. Min egen opfattelse af lægens primære funktion er væsensforskellig fra min opfattelse af en videnskabsmands funktion.

Henvendt til hele holdet bad jeg alle, som delte opfattelsen, at læger primært er videnskabsmænd, om at markere. Samtlige hænder røg i vejret. Jeg spurgte ind til andre prioriteter for færdiguddannede læger, men intet rykkede ved den generelle holdning.

Spørgsmålet om, hvorvidt fremtidens læger primært er videnskabsmænd, er vigtigt, fordi det rejser en række relevante problemstillinger, der har konsekvenser for både læger, patienter, sygeplejersker og politikere. Det er problemstillinger, der bunder i en række forventninger fra alle grupper i berøring med sundhedssystemet.

Der hersker ingen tvivl om, at det videnskabelige fundament i medicinen er uomgængeligt og ønskværdigt, men hvis scenariet viser sig at være virkeligt, er det nødvendigt at få afstemt forventningerne på alle fronter, hvis man vil undgå alt for store gnidninger i fremtiden.

Kristne rødder
At medicinen er forskningsbaseret og indeholder utrolig meget forskning er åbenlyst. Men derfra og til at opfatte lægen som primært en videnskabsmand ligger meget fjernt fra opfattelsen af lægen som en behandler af sygdomme og plejer af mennesker.

Tidligere var lægens rolle primært helbredelse af sygdomme – og i tilfælde, hvor behandling var umulig eller ineffektiv, lindring af smerter og trøst af patienter for nu at parafrasere skriften over indgangen til et gamle Amtssygehuset i Århus.

Spørgsmålet er, om der er sket en ændring – ikke kun af offentlighedens opfattelse af lægerne, men også af lægernes egen opfattelse af sig selv og deres fag?

På ét plan handler det om sygdomsopfattelser og måden, hvorpå de nye læger går til deres job – som forskere eller behandlere. Men på et andet plan handler det også om de værdier, vi vælger at indlejre i den medicinske uddannelse. Hvilken rolle ønsker vi som befolkning, at fremtidens læger skal varetage? Hvilke forventninger og retninger skal vi stille de studerende i udsigt, når de vælger medicinuddannelsen?

Lægens funktion i behandlingen af sygdomme er – ifølge de studerendes opfattelse – altså forskningsmæssig; indsamling og analyse af data, fortolkning, igangsættelse af behandling og forfra. Elementerne af omsorg, lindring og trøst er overladt til andre grupper i sundhedssystemet og efterlader lægerne som (ideelt set) objektive fortolkere af videnskabelig data.

Følger man dette fokus vil en lang række af de lægepraktiske funktioner på sigt med fordel kunne varetages af computere og robotter for at sikre en mere objektiv videnskabelig behandling. Der vil ikke være nogen grund til at lade usikre menneskelige bestemmelser være styrende for behandlingerne, idet den medicinske videnskab synes bedst sikret, når den fjernes mest muligt fra menneskelige vurderinger.

Dette kan selvfølgelig ikke være ambitionen for fremtidens læger, idet de i så fald til en vis grad ville underminere deres egne muligheder for ansættelser. Men faktum er, at hvis man ønsker at ændre ved det behandlingsmæssige forhold mellem læge og patient, så har det nødvendigvis en række konsekvenser, der vil få betydning for lægernes virke og den autoritet, vi som befolkning og patienter tildeler dem.

Den moderne praksis af medicin i vores del af verdenen har sine historiske rødder i den kristne institution fra en tid, hvor behandling sjældent var fokuseret på helbredelse, men i højere grad på lindring og trøst. Kort og godt var sygdom i middelalderen af så alvorlig karakter, at hvis man var uheldig at blive ramt, var der sjældent nogen vej tilbage, og behandlingen koncentrerede sig derfor om at give patienterne den letteste vej ud af livet og ind i himlen. Derfor var de første hospitaler også drevet af kirken, hvor det var nonnernes job at pleje og trøste de syge.

Professionaliseringen af medicinen og særdeles etableringen af hospitalerne fra 1800-tallet og frem, fjernede kirkens rolle i behandlingen af sygdom og overlod både de videnskabelige og ’menneskelige’ dele af behandlingerne i hænderne på sundhedssystemerne.

Psykologiske, sociale eller kulturelle faktorer
Vi skal heldigvis ikke bruge middelalderens medicinske systemer som referenceramme for vores behandling af syge og sygdomme i dag. Men den medicinske tradition har nogle konsekvenser, der gør, at sundhedssystemet har indlejret en række autoritative niveauer, man som patient eller pårørende automatisk forholder sig til. Den autoritet, som lægen besidder, forpligter samtidig. Eller sagt på en anden måde, vi forventer, at den forpligter.

Autoriteten forpligter på den vis, at det er lægen, vi som patienter forventer tager hånd om vores helbred. Vi forventer ikke en videnskabelig neutral distance og skeptisk indstilling til vores symptomer, men en behandling, der respekterer vores situation og også forholder sig til de sider af vores sygdom, der ikke kan måles eller vejes.

Den autoritet, lægen besidder, udspringer derfor til en vis grad af vores forventninger om, at lægen er den, som behandler hele vores sygdom og ikke kun den fysiologiske del.

Hvis man i nogen grad kan tale om en dalende autoritetsfølelse over for lægen, så ville det ikke undre, hvis det havde sin årsag i en ændring af de lægelige funktioner på hospitalerne. Tænk over, hvad det er, du selv husker fra din sidste hospitalsoplevelse.

Det er sandsynligvis et billede af sundhedspersonalets behandling af dig, mere end det er indlæggelsen eller undersøgelsen i sig selv.

Dem, vi husker som dygtige, er også dem, som har udvist overskud og tid til samtale, mens dem, vi husker som knap så kompetente, er dem, som er fraværende og upersonlige. Og det gælder på tværs af faggrupper og uagtet den autoritative orden på hospitalet.

I dag er der heldigvis rigtig mange læger, som også forstår vigtigheden af de ikke-videnskabelige dele af lægegerningen og tager sig tid til dem. Men hvis fremtidens læger i højere grad er fokuserede på at være videnskabsmænd, står vi over for en drastisk ændring af den måde, hvorpå vi opfatter vores sundhedssystem.

Det kan være på sin plads at skelne mellem den lægelige rolle, vi møder hos den praktiserende læge, og den, vi møder i hospitalsvæsenet, hvor opsplittelsen af den medicinske praksis i en videnskabelig og en ’menneskelig’ del ses mere tydeligt.

På hospitalet er det ofte sundhedspersonalet – sygeplejerskerne – der håndterer de følelsesmæssige aspekter af behandlingsforløbet, mens lægerne står for den videnskabelige udførelse og efterfølgende rapport over forløbet. Så måske er de studerendes forventninger grundet i deres oplevelser fra det eksisterende sundhedssystem – måske er det i virkeligheden vi andre, der har en urealistisk forestilling om den moderne læges rolle i behandlingen af vores sygdomme.

Der er brug for lægelige forskere til at udvikle vores viden i bekæmpelsen af de sygdomme, som rammer os. Vi kan ikke undvære dem. Men kan vi undvære lægen som behandler og overlade omsorgen og trøsten til sygeplejerskerne?

På sin vis kan vi sagtens, men det virker ikke som en holdbar løsning. De fleste sygeplejersker går i forvejen rundt med kronisk dårlig samvittighed over ikke at kunne give patienterne den tid og omsorg, som de gerne ville. Samtidig bliver vi nødt til at stille spørgsmålet, om fremtidens læger virkelig gerne vil være primært forskere? Og hvis ja, hvorfor er det så, de gerne vil denne ændring?

Valget af arbejdet med den medicinske praksis kan have mange incitamenter: drømmen om at redde menneskeliv, opdage kuren mod alvorlige sygdomme, penge, status, eller helt andre årsager. Grundlæggende kan man som læge vælge at se sygdomme som udelukkende fysiologiske tilstande, der skal korrigeres, eller som et helhedsforløb, der indbefatter både psykologiske, sociale og kulturelle aspekter.

Tæt ved 100 pct. af alle de medicinstuderende, jeg har undervist, har opfattet sygdomme som fysiologiske entiteter, der skal sættes ind over for, om end de er klar over, at der kan være psykologiske, sociale eller kulturelle årsager til de fysiologiske tilstande.

Konsekvensen af denne sygdomsopfattelse rummer en reel fare for, at mennesket bag patienten forsvinder, og kun sygdommen står tilbage som det væsentlige.

En ny generation af læger
Lægen møder os i vores mest sårbare tilstand – når vores organisme ikke længere fungerer. Og det er netop det essentielle: Vi opsøger lægen, når noget er galt eller forandret.

Når vores helbred ikke længere er som normalt. Når der opstår en forandring i det, vi opfatter som vores normale sundhedsniveau. Vi henvender os derfor til lægen med et spørgsmål (hvad fejler jeg?), som vi forventer et svar på. Der ligger et utal af følelser (ængstelse, bekymring, håb, osv.) gemt i disse spørgsmål, og historisk set har det været lægens rolle at være opmærksom på og adressere de følelser i sin omgang med og behandling af patienten.

Hvis vi fjerner denne del af behandlingen – hvis vi accepterer en reduktion af lægegerningen til ren videnskabelig praksis, så accepterer vi samtidig, at sygdomsforløb kan reduceres til et spørgsmål om fejlfunktioner i vores fysiologi. Det er der i og for sig ikke noget problem i, bortset fra at det er de færreste syge, der oplever sygdomme udelukkende fysiologisk. Fysiologien er kun anledningen til en følelse af at være syg, mens det reelt er alle de konsekvenser, som en ændring i vores velbefindende medfører, der rammer os hårdest.

Sygdomsforløb er fyldt med følelser af en positiv eller negativ karakter, der har stor indvirkning på selve forløbet og ikke uproblematisk kan opfattes som en selvstændig del af sygdommen. Lægens rolle i håndteringen af de følelser har umådelig stor værdi for den sygdomsramte, netop fordi den lægelige autoritet gør, at man som patient vejer ethvert udsagn fra lægen for tegn og betydninger.

En klog dansk overlæge udtalte en gang, at »det væsentligste var ikke, hvad han sagde« til patienten under en konsultation, »men hvad patienten hørte«. Heri ligger en sandhed om vigtigheden af lægens behandling af patienten. Det medicinske system er utilgængeligt for det fleste af os, med uforståelige diagnoser, uklare symptomer og termer, der kun nødtvunget lader sig oversætte på forståelig vis.

Lægen er den tolk, som gør patienten i stand til at forstå sin sygdom og det forløb, der vil komme. Det er i stigende grad en nødvendighed, i takt med at omfanget af tilgængelig information via internettet er stigende og gør sygdomsramte i stand til selv at søge information, de sandsynligvis ikke er i stand til at afkode i forhold til deres egne symptomer.

Det handler ikke om, at læger skal være bedre formidlere af deres videnskabelighed. Det handler om, at der i udøvelsen af medicinen nødvendigvis må være indlejret en forståelse for vigtigheden af kontakt med patienten gennem hele behandlingsforløbet, og at medicinuddannelsen nødvendigvis er en uddannelse, der uddanner til netop det.

Tillad mig et øjeblik at gå ud fra den forudsætning, at den holdning, jeg oplevede på mit undervisningshold, er en generel holdning blandt alle medicinstuderende.

Og lad os samtidig antage, at denne holdning ikke er udtryk for en naiv forestilling om lægegerningen hos studerende, der endnu ikke har siddet sammen med den femårige terminale cancerpatient eller har skullet forholde sig til den 34-årige skleroseramte mor til tre, der endnu ikke er bekendt med årsagen til hendes manglende følesans i højre arm.

På tredje semester, hvor undervisningen i medicinsk filosofi og videnskabsteori finder sted, har de medicinstuderende allerede oplevet klinikken, og mange af dem bruger nætterne på de eftertragtede FADL-vagter, der sætter dem i direkte kontakt med patienterne modsat de cases, der står beskrevet i deres bøger. I så fald er der tale om en ny generation af læger, der har nogle andre forventninger til deres uddannelse og kommende gerning, end vi tidligere har oplevet.

Såfremt det er en tendens, der har vundet udbredelse blandt fremtidens læger, vil det være uomgængeligt med en omfattende diskussion af hele vores sundhedssystem og de forventninger, vi som borgere og patienter har til den offentlige sygedækning, og samtidig også af de uddannelser, der udbydes på landets universiteter.