Nationalismen er vor tids svøbe og straf. Forestillingen om den nationale identitet bestemt af landegrænser, sprog, historie, flag og regering er den hæderkronede støtte for en tvivlsom sag.

Når oplevelsen af tilværelsens mulighedsrigdom svinger om fra fryd til frygt, friheden slår over i rådvildhed, og man får ondt i sin egen ’identitet’, d.e. i de holdninger, der kan begrænse, ritualisere og målrette valgene, så er der hjælp at hente i det kollektive tankemønster:

Os mod dem. Jo mere usikker selvforståelsen bliver, jo skønnere bliver det at have en fjende, ved hvis hjælp man kan definere sig selv. En praktisk genvej til at vide, hvem man selv er. Nationalismen gør omverdenen, eller dele af den, til en sådan truende fjende, der hjælper til at definere én selv som del af en fælles sag og således skaber orden i geledderne og sikkerhed i sjælen.

Derfor elsker vi at hade vore fjender, og har vi ingen, skal vi nok opfinde dem, plus de dertil hørende begrundelser. Her i landet var det gennem nogle århundreder svenskerne, der hjalp til at holde sammen på os som danske, i flere omgange var det siden tyskerne, der gjorde sig ubetalelige som fjender, under den kolde krig havde vi russerne, i øjeblikket truer det med at blive muslimerne.

Der er naturligvis også andre muligheder for kollektiv selvforståelse. Et praktisk afsæt for fjendskab kan således findes i medlemskabet af en fodboldklub, der ganske som medlemskab af nationen har volden indbygget som mulighed. Fodboldkampen kalder på én gang på øl og Dannebrog: Godt politiet er til stede!

Den nationale identitet får unægtelig en særlig karakter, en temmelig anstrengt, i en verden, der ikke kun er fælles om uhyre økonomiske, sociale og kulturelle skel med dertil hørende indbyrdes frygt eller mistro, men også er fælles om internet, tv, klimatrussel og finanskrise, en verden, hvor meget af maden kommer fra fjerne lande, underholdningen fra USA, forordningerne fra Bruxelles, legetøjet fra Kina, indvandrerne, bilerne og deres benzin fra andre fjerne egne – og hvor vi selv ferierer i Thailand, eksporterer grisekød og legoklodser til mange lande, er medlem af adskillige internationale organisationer og har soldater, der bliver skudt i Afghanistan.

På disse vilkår bliver den nationale identitet på én gang meget vigtig og temmelig anstrengt for enhver, der vælger den som sit Dannevirke og fikspunkt frem for at give den en mere begrænset plads i sjælen. Nationalisme som en form for trodsig nostalgi.

I en globaliseret verden undergraves en sådan nationalisme, og for at opretholde den må vi gøre os selv både dumme og aggressive. Desuden bliver vi meget selvoptagne. Der er aldrig skrevet så mange artikler og bøger om det danske særpræg som i vor tid.

Udlandet interesserer os ikke mindst, hvis det mener noget om Danmark, og når klimaet optager os, er det bl.a., fordi en verdenskonference om det blev afholdt i København.

Det er nyttigt at skelne mellem to former for nationalisme, den aktive og den passive. Den passive har vi alle del i, alene i kraft af sproget. Den aktive varetages forbilledligt af Dansk Folkeparti og har fundet sin vigtigste støtte i et virkningsfuldt fjendebillede, i muslimerne. Det er der sagt og skrevet en hel del om.

Den passive udgave er i grunden mere foruroligende. Det er den, som redaktionen på det engang så radikale blad Politiken håndhæver med betydelig konsekvens. Med en enkelt undtagelse, som jeg kommer tilbage til, er bladets udlandsdækning fortræffelig.

Det afgørende er imidlertid, at udlandet – som immervæk befolkes af godt og vel 99,9 pct. af klodens beboere – kun eksisterer på bladets forside de heldigvis sjældne gange, hvor der er sket en spektakulær naturkatastrofe eller sportsbegivenhed et sted derude – samt når der er valg i USA.

Ellers er begivenheder og baggrundsorientering om udlandet henvist til en eller to specialsider et stykke inde i bladet, plus forskelligt i anden sektion. Det er også sjældent, at forsidens – ofte meget læseværdige – lederartikler behandler forhold uden for landets grænser (derimod nok Danmarks relationer til udlandet).

Bladet fremstår i sit nuværende layout som danofixeret. Hvad selve udlandsdækningen angår, dén inde på specialsiderne, har jeg kun en enkelt bemærkning. Jeg synes, det er påfaldende – og beklageligt – hvor sparsom orienteringen er om de skandinaviske lande. Norge, Sverige, Finland, Island – og Grønland og Færøerne – dukker frem, når de har valg og regeringskrise, ellers sjældent.

End ikke i de sammenligninger, der ofte bruges for at sætte danske forhold i relief, indtager de nogen fremtrædende stilling (Danmark som nummer xx i en eller anden sammenhæng).

Sverige findes i Politiken som det land, hvor en del af Ørestad ligger, og hvor et antal danskere med ægtefæller er tvunget til at bo på grund af dansk lovgivning. Samt i et lørdagstillæg som muligt mål for danske turistrejser. Punktum.

Politiken er meget langt fra at være danmarksmester i dansk navlepilleri. Fjernsynet (og formiddagsbladene) fører suverænt. Der går næppe en dag, uden at vore medier fortæller os om os selv: En gallupundersøgelse viser, at vi mener ..., en Pisa-undersøgelse, at den danske folkeskole ..., en international undersøgelse mener at vide, at vi er verdens lykkeligste folk. Hvem der er de ulykkeligste, og hvorfor, synes mindre relevant.

Tilbage til den danske identitet: Vi lever alle i vort sprog, som fisken lever i vandet. Men fordi det danske er bevidsthedens udgangspunkt, behøver det ikke være dens endemål. Frihed er også frihed til at afprøve nye muligheder.

Det er på alle måder synd for tilværelsen, hvis man for en sikkerheds skyld (’tradition’) indskrænker den til at være en tvangsgentagelse. Det gælder også den nationale selvforståelse. Frihed, der ikke bruges til andet end grundlovstaler, er en narrehat.

Er det kun af økonomiske grunde, Danmark er medlem af diverse internationale organisationer?

Den lille nationalist i dig – og i mig – søger en lederskikkelse, en karismatisk personificering af os selv, en figur, der ud af sit eget indre kan genskabe den billedverden, hvor vi – folket – kan genfinde vore forhåbninger og vor frygt.

En sådan narcissistisk lederskikkelse vil være særlig efterspurgt i usikre tider: noget at samles om. At samles er skønt! Men hvornår er tiderne ikke usikre? Jeg selv lærte den danske kongerække i skolen, har engang kunnet den udenad, begyndende med Gorm den Gamle, tiden op til Kristoffer af Bayern var særligt svær. Som ordentlig dansker gik jeg siden ind for Danmark til Ejderen.

Hvad den nationale lederfigur selv vil søge, er den stadige vækst i tilhængerskaren. Man kan tænke på Dalai Lama, Sarkozy eller Berlusconi som gode eksempler. Med urokkelig salvelsesfylde hælder de forfærdelige banaliteter af sig, samtidig er de benhårde i frasortering af konkurrenter eller obsternasige tilhængere.

Deres og andre karismatikeres bedste stund er ankomsten pr. fly: frem på platformen, huldsalig vinken til mennesker, som vi tv-seere aldrig får at se, rolig-afmålt nedstigning ad trappen, modtagelse ved kongelige personer, gerne med kasket, henholdsvis statschefer, defilering forbi soldater på geled, som gør alt for at ligne hinanden, mens personen i centrum har et meget markant ansigt, kameraet følger ham nøje.

Denne identifikationsfigur, denne narcissist, findes både i ondartet og godartet udgave: Over for en Hitler, eller måske en Bush, har vi eksempelvis en Obama, der gerne fremstår som den storslåede giver og hjælper, eller tænk på Nelson Mandela! Skikkelsen kan være forskellig, situationen, der skaber ham, er den samme (ham, hvorfor aldrig hende?

Hvorfor kan Pia Kjærsgaard ikke slå igennem som national frontfigur? Glistrup havde chancen, det samme har hendes to mandlige drabanter, når turen engang kommer til dem. Men Pia? Hun er lige så umulig som Mor Danmark. Margaret Thatcher kunne. Men ellers? Det skal være en mand!).

Et godt eksempel på den gode tyran er Tyrkiets Kemal Atatürk: opstået fra ruinerne af et sammenstyrtet osmannisk rige, et knust sultanat, førte Atatürk det tyrkiske folk (minus kurderne og armenierne, det var altså prisen!) mod en national enhed og en vestlig modernisering.

Han hjalp dem også i deres modstand mod den skyldfølelse, som drabene på adskillige armeniere belastede dem med, derfor har deres børn – eller børne- eller oldebørn – stadig så svært ved at komme ud af den armenske – og den kurdiske – klemme, de er havnet i.

En benægtet skyldfølelse kan være en væsentlig del af den møjsommeligt tilkæmpede nationale identitet, det er Hitlers Tyskland et godt eksempel på (skylden for Første Verdenskrig bliver stædigt skudt de allierede i skoene), Putins Rusland er et andet eksempel, vi venter stadig på det russiske opgør med Stalintiden. Sad jeg i Nobels fredskomité, ville jeg give prisen til den russiske organisation Memorial næste gang: tapre mennesker.

Der findes altså både reparative – opbyggelige – og destruktive narcissistiske ledere. De sidste er de ubehagelige: de beskytter deres eget store Selv gennem nedværdigelse af andre, udslettelse af andre. (Når Jörg Haider trivedes så godt i Østrig, Kärnten, hænger det sammen med, at det slovenske mindretal sammesteds var på hastig retur, staklerne gjorde alt for at glemme deres slovenske modersmål, de begyndte således at tale tysk).

Hvad skulle Dansk Folkeparti stille op uden de indvandrere, der er deres eksistensberettigelse? Partiet kunne lige så godt pakke sammen på stedet!

Den nationale identitetsdannelse bygger både på positive og på negative træk: sproget vel især (jf. det tosprogede Belgiens særlige vanskeligheder, mens Schweiz klarer sig flot med tre sprog), føj dertil et fodboldhold og muligvis historielærernes gode eksistensberettigelse: danmarkshistorien, desuden vore folkedragter samt spisevaner (pølser, ikke kebab), vort kongehus, vort religiøse tilhørsforhold, plus hvad man ellers måtte støde på af ens ’eget’ under ophold i udlandet.

Plus evnen til at kaste ens eget snavs over på naboens tag, disse nordmænd, disse svenskere – og finnerne! Alle lidt bizarre, hver på deres måde – mens ’vi selv’ er ordentlige repræsentanter for menneskeheden.

Når Norden/Skandinavien aldrig blev andet end en forening, og et temmelig uforpligtende politisk samarbejde, og de nordiske lande splittedes i EU- og Nato- eller hverken EU- eller Nato-medlemskaber, hænger det for Danmarks vedkommende sammen med vor numeriske lidenhed – jf. mediedrømmene om Danmarks verdensklasse, vi lader gerne os selv udnævne til verdens lykkeligste folk (hvis vi var 50 millioner i stedet for sølle 5, ville vi nok have det bedre, med bedre drømme).

Vor lidenhed udgør vor ’negativ-identitet’, en art skam, som skal overvindes, nærmest en kvalitet! Hvor heldigt, at vi har Amnesty og andre gode menneskerettighedsforeninger (som også kendes i andre lande) og selve vort demokratiske system, hvis plus nok består i, at det inddrager alle med valgret i ’folket’, mon ikke det er derfor, demokratiet er så populært?

Og vort flag! Trædes der på det, eller brændes det, er det en særlig hån. Det har endda sit eget navn, kendes især som pynt på villaveje ved børnefødselsdage, og på kager.

Og sproget! Det skal ingen tage fra os. Det er der gudskelov heller ingen, der har lyst til.

Til alt held vokser nationalismen, når befolkningsgruppen frygter sin opløsning og risikerer at gøre sig selv til grin. »Og gamle Danmark skal bestå, så længe bøgen spejler ...«. En god sang at have i baghånden, når fodboldmesterskaber udkæmpes i Sydafrika og ikke handler om at slå svenskerne (Hissa, hussa hej sa sa, nu skal svensken ha da da). ’Folkebevægelsen mod EU’: mageløst sludder: denne bevægelse har i høj grad levet af EU.

Over for de positive narcissistiske førere har vi de destruktive, der beskytter deres store Selv gennem nedværdigelse af andre, distancering fra dem, udslettelse af dem. En sådan nedværdigelse af de andre (de fremmede) får nedværdigeren selv til at føle sig i live, giver ham et ’kick’, som han kan blive afhængig af: den karismatiske leder personificerer og samler ’folket’, skaber ud af sit eget (fornærmede) indre den billedverden, hvor folket genfinder sine forhåbninger og sin frygt.

En sådan leder er særlig efterspurgt i usikre tider: et narcissistisk samlingspunkt. Berlusconi er Guds straf over det Italien, der aldrig blev ordentlig forenet, og som i mange år havde det godt og fredeligt med Mussolini. EU har været fremmende for nationalismen overalt i Europa, fra Sverige til Grækenland, Danmark ikke at forglemme.

Hvordan bærer man sig så ad med at håndtere sin danskhed? Man lærer at leve med den.