Jeppe Aakjær har om nogen demonstreret, hvor vigtig en rolle kunsten har i samfundet. Hans tekst til Carl Nielsens melodi i ’Jens Vejmand’ har betydet mere for den folkelige sociale forståelse i Danmark end de fleste taler fra Folketingets talerstol. Hans ord, i såvel bøger som aviser, har affødt mere håb hos de svageste og nederste end de fleste partiprogrammer.

LÆS OGSÅVirkelighedens Jens Vejmand

Kunsten, kulturen og dens mange udtryk spiller nemlig en fundamental rolle i samfundet.

Det er gennem litteraturen, teatret, filmen, billedkunsten, musikken, at vi skaber billederne og identiteten af det samfund, vi lever i. Det er gennem kunsten, vi på mange måder spejler os selv og formes som mennesker.

Ofte, og ikke mindst i disse finanskrisetider, fremstilles kunst dog som flødeskummet på toppen af behovspyramiden, som bare kan skrabes fra og på i takt med den økonomiske formåen. Intet er mere forkert. Kunsten og behovet for kunstneriske oplevelser hører til i bunden af behovspyramiden. Den er det væsentlige brændstof i vores mentale maskinrum og forudsætningen for en stærk intellektuel og kreativ infrastruktur i Danmark.

Jeg er overbevist om, at hvis nogle af vores ældre medborgere var tvunget til at vælge mellem muligheden for at læse en bog eller se en film – og så et dagligt bad, så ville mange hellere bade hver anden dag.

LÆS OGSÅKun tv og radio kan slå bibliotekerne

Offensiv kulturpolitik
Vi har i otte år haft en regering og kulturministre, der har forsømt at investere i fantasien, følelserne og kunstens vækstpotentiale. Kulturpolitik er blevet reduceret til oppustet hyldest af fortidens kulturelle milepæle frem for at lægge sporene ud til de nye. Kunsten er blevet reduceret til en diskussion om sponsorater og effektiviseringskrav i stadig strammere resultatkontrakter på de bærende kulturinstitutioner.

Der er behov for et kulturpolitisk kursskifte, og jeg vil gerne her i dag fremlægge mit bud på en ny og nødvendig kulturpolitik under en socialdemokratisk ledet regering.

Jeg ønsker, at Danmark skal være et stærkt kulturelt samfund, der baserer sig på borgernes aktive engagement og deltagelse. Danmark skal være et land, der sprudler af kunstnerisk energi og aktivitet, og hvor danskerne selv får de bedste forudsætninger for at opleve, diskutere og skabe.

Danmark har derfor behov for en offensiv kulturpolitik, hvor vi investerer langt mere i kunstens muligheder og borgernes egen kreativitet og skaberevne.

Jeg tror på, at kunsten har en særlig rolle i samfundet. Kunsten er nysgerrige spørgsmål om forholdet mellem mennesker og dets omgivelser. I lyset af et samfund, der ofte reduceres til fornuft og praktiske løsninger, er kunsten de vilde ideer og umulige tanker.

Kunsten er den luksus at kunne stille spørgsmål uden at have svar. Kunst er sammenlignelig med grundforskningen, hvis umiddelbare resultater ikke kan måles og vejes nu og her, men ikke desto mindre er altafgørende for viden, vidensproduktion og nytænkning.

Kunstens verden er undtagelsen, og kunsten skal udvikle sig frit, vildt og frodigt. Den moderne verden, medierne og globaliseringen er som oftest med til at standardisere og ensarte, og derved opstår der knaphed på det usædvanlige, det unikke og i sidste ende fornyelsen.

Kulturpolitikkens rolle i samfundet er at få øje på væksten og spirerne og give det gødning.

Markedskræfterne overtager flere og flere områder af vores liv. Kunsten skal forblive et åndehul og et alternativt erkendelsesrum for os alle. Kunsten undersøger, hvad det vil sige at være menneske til hver en tid og uafhængigt af markeds- eller økonomiske interesser. Kunsten kan dermed udvide vores livsrum og forestillingsevne.

Danmark skal være i verdensklasse, når det gælder kunstnerisk udvikling og produktion. Det har vi som land alle muligheder for. Men det kræver, at vi investerer de nødvendige offentlige økonomiske ressourcer i at styrke kunstens udviklingsmuligheder. Og det kræver, at vi tager kunstnernes vilkår i Danmark alvorligt og ikke blot affejer det med de sædvanlige forestillinger om, at kunsten bærer frugten i sig selv, og ægte kunst stadig skabes på skrabede loftsværelser.

Danskernes kreative ressourcer og skaberevner er et stort potentiale og aktiv for den enkelte dansker, for samfundets generelle udvikling og for de erhverv, vi skal leve af i fremtiden.

Der er derfor et stort behov for at understøtte borgernes kreative udfoldelsesmuligheder.

Som socialdemokrat tror jeg på et stærkt samspil mellem kunstnere og det omgivende samfund i bl.a. offentlige rum og boligområder, og på et stærkt samarbejde mellem kunsten og arbejdspladser i Danmark – med det sigte at lade kunsten tilføre arbejdspladserne nye ideer, kritik og udvikling og med det udgangspunkt, at kunst, der skabes i rammen af landets arbejdspladser og i tilknytning til boligområder og offentlige rum, vil give mange danskere en tilgang til kunsten, fordi den skabes og præsenteres i deres egen virkelighed.

Der er også behov for at styrke amatørorganisationernes og det lokale kulturlivs arbejdsbetingelser og vilkår, fordi det er vigtigt, at borgernes mulighed for selv at afprøve og udvikle kreative og skabende kompetencer bliver forbedret.

Oplysnings- og deltagelsessamfund
Den enkelte borgers kulturelle aktiviteter opfattes ofte som værende i modsætning til den professionelle kunst, og det betyder, at borgerne fastholdes i rollen som passive kulturforbrugere. Men elite og bredde eller amatørisme og professionalisme er på ingen måde modsætninger, der udelukker hinanden, men modsætninger, der beriger hinanden.

Der er behov for at stimulere danskernes lyst til at uddanne sig og deltage aktivt i kultur- og samfundsliv. Det er vigtigt for hver eneste borgers mulighed for at stå stærkt i globaliseringen, og det er vigtigt for den demokratiske tradition og udvikling i Danmark. Derfor har det været en helt forkert vej at betræde, når den borgerlige regering har gjort det dyrere for folk frivilligt at dygtiggøre sig selv på aftenskoler og højskoler og bl.a. fjernet tilskud til landets foreningsblade.

Der er også behov for at styrke danskernes muligheder for og incitament til at deltage aktivt i idræts- og motionsaktiviteter, for det fremmer fysisk og psykisk velvære, ligesom idræt og motion styrker det sociale liv og skaber fællesskaber.

Socialdemokraterne vil holde fast i, at vi skal være aktive og deltagende borgere i samfundet og ikke reduceres til blot at være forbrugere af kommercielle produkter i et mere markedsgjort velfærdssamfund.

Vi ønsker, at borgeransvar og borgerdeltagelse er bærende elementer i den danske kultur. Vi vil ikke have et mentalt junkfood-samfund i Danmark, men et samfund, der baserer sig på folkeligt ansvar, deltagelse og udfoldelse med vægt på kvalitet, indsigt, velvære og udsyn.

Vi vil have, at Danmark skal være et oplysnings- og deltagelsessamfund.

Op imod en tredjedel af befolkningen deltager slet ikke eller kun i meget begrænset omfang i samfundets kultur- og fritidstilbud.

Jeg accepterer ikke denne urimelige ulighed, der særligt rammer de socialt dårligst stillede og Danmarks udkantsområder. Socialdemokrater kan ikke leve med, at den negative sociale arv påvirker muligheden for kulturoplevelser. Derfor skal vi nedbryde den geografiske skævhed i adgangen til kulturtilbuddene. Og derfor vil vi prioritere, at kunst- og kulturtilbuddene kommer tættere på borgerne – også i Danmarks udkantsområder.

Der er behov for at udarbejde en kulturel helhedsplan for Danmark, der skal sætte ind over for uligheden, som ofte er geografisk og socialt bestemt – en helhedsplan, der understøtter en stærk kommunal og regional kulturpolitik, som ikke mindst giver de lokale kulturinstitutioner mulighed for at nå bredere ud.

Vi skal sikre bedre muligheder for at sende turnerende forestillinger og udstillinger rundt i landet og specielt målrettede kunst- og kulturinitiativer i de socialt udsatte områder. Og ikke mindst er der behov for at gennemføre en målrettet og stærkere indsats over for vore børns adgang til at opleve kunst og kultur og selv udfolde sig kreativt.

Men vi skal også sørge for, at kunst og kunstnere i langt højere grad får mulighed for at fungere i samspil med og tættere på befolkningen. Mange kunstnere ser en stor udfordring i at skabe deres værker eller udøve deres kunst i samspil med institutioner, arbejdspladser og boligområder. Det er vigtigt at understøtte – for det giver en ny og langt bredere platform for kunstnerne, og det bringer mange mennesker tættere på kunsten.

Det er vigtigt, at kunsten ikke bare lukker sig inde i sin egen osteklokke. Vi skal have kunsten frem i første række og ud der, hvor folk er.

Kulturparnassets lovord
Danmark har som søfarts- og handelsnation altid været internationalt orienteret. Og også i dag er vi part i den omfattende udvikling mod øget internationalisering og globalisering. Vi producerer og sælger vore produkter og service til markeder med meget forskellige kulturelle udgangspunkter. Det kræver, at alle danskere har udsyn og dermed forståelse for den mangfoldighed af kulturer, vi skal handle med verden over.

Samtidig bor der i Danmark i dag mange med forskellig kulturel baggrund, som skal arbejde, bo her og bidrage til samfundets udvikling. Det betyder, at vi i Danmark må lægge vægt på respekten for kulturel mangfoldighed som en grundlæggende værdi blandt de andre grundlæggende værdier i vores samfund som respekten for demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Der er behov for at gøre op med en kulturpolitik, der i alt for mange år har været underlagt Dansk Folkepartis indsnævrede og overnationalistiske åg.

Som socialdemokrater vil vi en kulturpolitik i Danmark, der bygger på dialog og integration frem for konfrontation, og vi tager afstand fra alle forsøg på at skabe konflikter og grave grøfter mellem befolkningsgrupper i vores samfund.

22. april fik kulturminister Per Stig Møller mulighed for i folketingssalen og på initiativ af oppositionen at redegøre for sin og regeringens kulturpolitiske ambitioner.

Det blev til en træt teknisk gennemgang af ministeriets ressortområder helt skrabet for nyt initiativ. Så skrabet, at det stadig står uklart for de fleste, hvad kulturministeren egentlig vil, selv om alle på kulturparnasset kun havde lovord tilovers for ham ved tiltrædelsen.

LÆS OGSÅPer Stig Møller: »Jeg kan kun skuffe«

Også her stod det klart, at der er behov for en ny og langt mere ambitiøs og offensiv kulturpolitik i Danmark. En kulturpolitik, der reelt satser på, at Danmark skal kendes for kunst af høj kvalitet og danskerne som et åbent, debatterende, udforskende og kreativt folkefærd – en kulturpolitik, som fremmer nyskabelse og forandring. Vi skal sikre kulturarven, men samtidig skabe nye rum for eksperimenter og for den kunst, der åbner for nye erfaringer.

Socialdemokraterne ønsker at styrke den fysiske bevaring og den kyndige formidling af fælles kulturarv. Men vi vil også styrke eksperimentet, energiudladningen og bruddet med fortidens arv.

En fremsynet kulturpolitik skal netop både rumme erfaringen og dens konsekvens: nemlig dét, der er et skridt foran; fremskridtet eller avantgarden. En ny kulturpolitik skal søge og fremme udsynet frem for det rent tilbageskuende.

Det er derfor nødvendigt i de kommende år at fokusere langt mere på de kunstneriske vækstlag. På grund af regeringens manglende prioritering må Statens Kunstråds fagudvalg i dag afvise langt størstedelen af de kvalificerede ansøgninger om kunstprojekter, som de modtager fra vækstlagene, og det er ikke holdbart. Her er der behov for flere frie og ikke politisk styrede ressourcer.

For det andet er der behov for at styrke børn og unges møde med kunsten og kulturen. Det er her, vi skaber fundamentet for både kunstens udbredelse og et kreativt og innovativt Danmark. Det er også her, vi fremadrettet kan gøre noget ved den udfordring, at op mod en tredjedel af befolkningen enten næsten ikke eller slet ikke udnytter samfundets tilbud. Men også her kan det konstateres, at regeringen har stoppet velfungerende ordninger, der netop understøtter børn og unges møde med kunsten.

En tredje udfordring er at få stoppet den omsiggribende detailstyring af kulturinstitutionerne, som sker gennem en i dag efter min opfattelse alt for bureaukratisk kontraktstyring. Vi ønsker at sætte kulturinstitutionerne mere fri og give dem bedre mulighed for at bruge deres ressourcer på det, de er sat i verden for: at understøtte og udvikle et levende og kreativt kulturliv.

Og endelig skal en ny kulturpolitik bidrage til samling frem for polarisering. Styrkelsen af kulturel dannelse, fri kunst og demokratisk kulturliv dæmmer op for truslerne fra ekstreme og fundamentalistiske kulturelle, politiske og religiøse grupperinger. Vi skal afvise den ubøjelige konfrontation og intolerance og i stedet søge den inkluderende samtale og den kulturelle interaktion.

Ved fortsat at bygge broer og skabe rum for nye kulturelle udtryk og mellemmenneskelige møder skal vi fremme fortsat udvikling af demokrati, velfærd og ligestilling på et humanistisk værdigrundlag.

Bævende læbers pris
Skal vi gennemføre visionerne om en ny og mere offensiv kulturpolitik, vil det være nødvendigt også generelt at højne kulturens status som samfunds- og politikområde i Danmark.

Derfor mener jeg, at Danmark skal have en egentlig kulturlov – en kulturens grundlov – der fastlægger samfundets overordnede ansvar for et mangfoldigt kultur- og kunstliv og samtidig stadfæster såvel statens, regionernes som kommunernes kulturpolitiske ansvar.

Formålet med en kulturlov for Danmark skal altså være at sikre og videreudvikle kulturens status som offentligt ansvarsområde. Loven skal understrege et offentligt ansvar for dels at skabe rammerne for et mangfoldigt kultur- og kunstliv, dels at alle danskere har lige adgang til at deltage i samfundets kulturelle aktiviteter og opleve varierede kultur- og kunstudtryk.

Med en egentlig kulturlov for Danmark vil vi således bidrage til, at kunst og kultur ikke fortsat opfattes som velfærdens flødeskum, men en af velfærdssamfundets vigtigste nervebaner – også for de svageste i vort samfund.

Derved lever vi også op til de stærke ord fra Jeppe Aakjær, tilegnet journalisten, folketingsmedlemmet og børnesagsforkæmperen Peter Sabro, der i mange år stod at læse ved indgangen til Socialdemokratens og senere Aktuelt og Det Fri Aktuelts redaktionslokaler:

»Du være den Fattiges Værner, du være den Riges Ris! Da faar du ej Ordner og Stjerner men bævende Læbers Pris«.