Qinghai-søen med sit salte vand er et enestående levn fra en svunden tid 3.300 meter over havet på Det Tibetanske Plateau. Den blanke, grønne overflade strækker sig, så langt øjet rækker. Lidt ude ligger et bizart levn fra nyere tid: en pælekonstruktion, hvor den kinesiske flåde i årtier har torpedotrænet.

På molen falbyder tibetanere i usædvanligt farvestrålende tøj tingeltangel. En bedstemor tilbyder foto af sit barnebarn formedelst 5 yuan (4,50 kr.). Hun er ikke stolt ved situationen, men man skal jo leve …

Ved strandbredden står tibetanernes sindige yakokser, tøjret på række med ringe i næsen. Under parasoller hænger tibetanske dragter i massevis, af kunststof og i hysteriske farver. Dem kan man leje eller købe – og blive fotograferet i på ryggen af en yak. Kinas etniske flertal, han-kineserne, kommer i horder og lader sig forevige på yak – højlydt begejstrede med armene i vejret.

Sidst jeg var her for fire år siden, havde tivoliseringen af tibetanerne ikke nået samme højde. Men allerede da stod det klart, at det store han-kinesiske væg til væg-tæppe af udvikling og historieskrivning var ved at blive rullet ud. Uanset tibetanernes opfattelse, og hvad Kinas forfatning lover dem, er de ifølge centralmagten i Beijing Kinas historiske ejendom og undersåtter.

I Kashgar, en vigtig oase på Silkevejen lige vest for Taklamakan Ørknen (det betyder stedet, hvorfra man ikke vender tilbage) i den autonome region Xinjiang, viger gamle, smukke, relativt jordskælvssikre bydele for den samme udvikling som Tibets hovedstad, Lhasa. Snoede gyder erstattes af snorlige boulevarder med plads til parader og om nødvendigt kampvogne.

Etnisk særegenhed, kultur og religion pulveriseres af bulldozere. I stedet opføres højhuse med dyre ejerlejligheder, som folk ikke har råd til. Tiden med bolig over værkstedet er forbi. Det gamle byggeri havde toiletter med træk og slip og faldstammer, så nedrivningen kan ikke alene forklares med hygiejnisk fremskridt. Templer, klostre og moskeer er i dag først og fremmest seværdigheder med symbolsk tilstedeværelse af religion og religiøse.

Uighurernes, tibetanernes og mongolernes dybe tro med tilhørende ritualer vækker undren. Kineserne forstår ganske enkelt ikke, at nogen kan sætte tro – her islam og buddhisme – og spiritualitet højere end materiel velstand. Derfor opfatter de fleste han-kinesere de tre folkeslag som utaknemmelige og bagstræberiske.

Overmagt og undertrykkelse
I fjor kostede etniske sammenstød knap 200 mennesker livet i Urumqi, flest han-kinesere.

Årsagen skal søges i massiv diskrimination og undertrykkelse af uighurer, som er taget til i takt med privatiseringen i Xinjiang. Da staten ejede al industri, var der kvoteordning for uighurer; han-kinesere sidder i dag tungt på erhvervslivet og vil helst ansætte han-kinesere fra deres egen provins. Og Xinjiangs BNP er halvdelen af Kinas gennemsnit – en ond og farlig cocktail af fattigdom, diskrimination og etnisk udtynding.

Ved Kinas ’befrielse’ af Xinjiang i 1949 var under syv pct. af befolkningen han. I dag udgør han-folket officielt godt 40 pct. I Xinjiang er 45 pct. af befolkningen uighur; andelen svinder med han-indvandringen. Andre befolkningsgrupper er kasakker, hui m.fl., som uighurerne overvejende muslimer.

I Kashgar er uighurerne fortsat i flertal, men samtidig en eksotisk tilbagestående etnicitet under et tykt lag kinesisk fernis af udvikling og overherredømme – demonstrativt overherredømme ligesom i Kinas øvrige randområder mod vest i form af massiv og iøjnefaldende troppetilstedeværelse.

Forskellige uofficielle kilder anslår, at der er omkring 200.000 befrielsessoldater og sikkerhedsstyrker i Tibet, yderligere nogle på resten af Det Tibetanske Plateau, 600.000 i Xinjiang og et ligeledes betydeligt antal i Det Indre Mongoli. Nu er der naturligvis tale om grænseregioner, men den meget demonstrative tilstedeværelse blandt den almindelige befolkning signalerer overmagt og undertrykkelse – af befolkningsgrupper, der tilsammen udgør mindre end 20 millioner mennesker blandt Kina 1,3 milliard. At der skal så massiv overmagt til at kontrollere så få, er en gåde.

Brølende og bevæbnede soldater og sikkerhedsstyrker træner og patruljerer tæt i gadebilledet, så enhver kan holde sig for øje, hvem der har magten – som jo i øvrigt ifl. Det Nye Kinas grundlægger, Mao Zedong, sidder i et geværløb. For god ordens skyld står en af Kinas største og få tilbageværende statuer af Mao Zedong på Folkets Gade i Kashgar – nogle tusind kilometer fra Kinas hovedstad, Beijing.

En ny oprindelsesmyte
Historiefortællingen lakerer dette gamle Østturkestan og mange andre beviser på selvstændig og uafhængig historie ganske over med utallige beretninger om diverse kinesiske dynastiers enevælde. Kina tager tilmed patent på to historiske storværker på uighur fra det 11. årh., ’Kompendium over tyrkiske Dialekter’ og ’Kutadgu Billig’ (’Lykkebringende Visdom’ eller ’Visdommen, der fører til Kongelig Storhed (eller Velstand/Lykke)’). Det ville svare til at erklære de islandske sagaer for danske.

Det nye museum i Xinjiangs hovedstad, Urumqi, er storslået. Her er tableauer af regionens mange mindretal i livagtige situationer, beskrevet som ’simple’, ’farverige’ og på et lavere udviklingsstadium end han-kineserne. Her er også enestående velbevarede mumier med hår, negle og sågar det tøj, de blev begravet i for op til 4.000 år siden, og uvurderlige skatte fra Silkevejen. De bliver til gengæld ført som en slags bevis for den kinesiske kulturs høje udviklingsstade allerede dengang!

For nu at springe i det – til Det Indre Mongoli; i hovedstaden, Hohhots nye supermuseum bliver fortællingen komplet. En udstillingshal er tilegnet Kinas Kommunistpartis ’befrielse’ af og senere bedrifter i netop Indre Mongoli; f.eks. hvorledes begejstrede mongolske nomader hengivent opgav tusindvis kvadratkilometer græsland til Kinas nye rumforskningsstation i 1950’erne.

Den verdensberømte samling af dinosaurusskeletter er udstillet på detaljeret og farverig baggrund af, hvordan dyrene så ud i live, med sul på kroppen og slagkraft i hale og klør.

Og her lanceres en ny oprindelsesmyte uden skelen til, hvad vi andre har lært om homo sapiens’ oprindelse: Disse kinesiske kæmpeøgler rejste sig for 65 mio. år siden op på to ben – og voilà, let og elegant mere end antydes det på den overvældende flotte udstilling, at mennesket, det tobenede, er opstået netop her, i den mongolske ørken, som i dag er Kina.

Disse storslåede områder, Det Indre Mongoli, Xinjiang og Det Tibetanske Plateau, der tilsammen dækker 5,3 mio. kvadratkilometer – over halvdelen af dagens Kina – er rige på bl.a. kul, olie, gas, uran, salt, bly og tin, på fangelejre nær atomprøvesprængningsanlæg, på sol, vand og vind og sine steder frodig grobund for saftige vandmeloner, granatæbler, vindruer og andet godt.

Dette er Kina – ifølge den nye fortælling menneskehedens vugge. Fred være med, om vi besøgende fra andre lande hopper på den nye historieskrivning; den er skræddersyet til de millioner af kinesiske skolebørn – han-kinesiske såvel som af Kinas øvrige 55 folkeslag – der besøger randområderne på lejrskole og måbende får historien serveret i ny, tidssvarende, multimedial version – milevidt fra Det Nye Kinas første 60 års naive, nærmest enfoldige propaganda, som intet moderne barn hopper på.

Det er snart 30 år siden, jeg besøgte Det Indre Mongoli første gang. Regionen var fattig og tilbagestående. Dengang var Hohhots navnkundige Store Tempel, Da Zhao, nærmest i ruiner. En gammel munk fortalte, at her var skjortefabrik under Kulturrevolutionen. Han var glad, da de kinesiske magthavere viste anger over Kulturrevolutionens excesser i årene 1966-76 og tillod et mål af religiøsitet og et begrænset antal munke i Da Zhao og andre templer.

I dag er templet kraftigt restaureret. En fed ung munk med cowboybukser og store løbesko under dragten motionerer sin mobiltelefon, mens han forvalter ’donationer’ til templet. Kinesiske guider i spidsen for store grupper kinesiske turister messer monotont templets historie og plads i den nye fortælling, som tilmed er begyndt at tage patent på den tibetanske (og mongolske) buddhismes arvefølge, så også Dalai Lama i fremtiden kan udpeges af centralmagtens erklærede ateister i Beijing; guiderne springer detaljen om skjortefabrikken over.

Mongoler for turister
På et mærkeligt nyt museum uden for Hohhot – tilegnet en af fire sagnomspundne kinesiske skønheder, prinsesse Zhaojun – cementeres hunnernes nære tilknytning og underkastelse i forhold til det han-kinesiske rige. Her viser et kort også, hvordan franskmændene var skyld i, at Vietnam blev skilt fra Kina i midten af det 19. årh. En historieforfalskning af dimensioner, som indgår i den nye store fortælling.

På museet finder man også nøglen til den nye historieskrivning i de store randområder i dette citat af Det Nye Kinas ministerpræsident, Zhou Enlai:

»Wang Zhaojun ydede et betydeligt bidrag til fred mellem Han-dynastiet og hunnerne (….) Selv i dag er beretningerne om hende udbredt i store dele af den almindelige befolkning«. Og trumfen: »Zhaojun ydede store ofre for at opretholde enheden i den store kinesiske familie af mange etniske grupper«. Det fremgår ikke, hvornår Zhou, der døde i 1976, skal have ytret ordene eller i hvilken sammenhæng.

For Kinas 56 nationaliteter skal pinedød smeltes sammen til én stor kinesisk familie. De største mindretal, zhuang, manchu og hui, er for længst assimileret. Yuan-dynastiets mongoler, der regerede Kina fra 1271 til 1368, er om ikke helt assimileret, så i hvert fald gjort politisk og etnisk ubetydelige.

Mens der stadig var masser af nomadehyrder i Det Indre Mongoli for 15-20 år siden, er hver eneste af dem i dag bofast. Der findes ikke flere nomader i Det Indre Mongoli, og den store tilflytning af han-kinesere betyder, at mongolerne i dag udgør mindre end 20 pct. indbyggerne.

I turistlejrene tager mongoler i farvestrålende traditionelle klæder imod, mens de byder vodka og synger oprindelige sange. De laver opvisninger i deres traditionelle færdigheder, hesteridt, brydning og bueskydning, de synger forfædrenes særegne strubesang – på kinesisk. Selv det traditionelle filttelt, geren, der rejses eller klappes sammen på et kvarter og læsses på et par trækdyr, er stationært i Kinas mongolske turistlejre: nu af cement med fast fundament, panoramavindue, toilet og bad!

Hvem har styr på fremtiden?
Opløsningen af den oprindelige kultur er stort set fuldbragt i Det Indre Mongoli. I den officielle statistik over provinser og regioners BNP ligger regionen nr. 15 – velstanden er den dobbelte af Kinas gennemsnit.

Hohhot er i dag en elegant storby, hvis mongolske træk indskrænker sig til dekorative symboler eller en stejlende hest på bygninger. Trafikken er infernalsk, men byen er behagelig; byggeriet er godt, sine steder ligefrem smagfuldt, udvalget i butikkerne kinesisk kram – ikke længere kinesisk jiade, bras, der stadig fylder mest i Xinjiang og på Det Tibetanske Plateau.

Selv om det officielt benævnes ’befrielse’, er det svært at opfatte den kinesiske centralmagts fremfærd i Xinjiang, Det Tibetanske Plateau og Indre Mongoli som andet end kolonisering, ensretning og tvangsopgør med tro. Med i denne effektive kinesificering er også åbenbar økonomisk udvikling, som formentlig kommer eller vil komme befolkningen til gode; til gengæld for udviskning af etnisk egenart, med eller mod målgruppens vilje.

Hvert af regionernes særlige afsnit i Kinas forfatning lover udstrakt selvstyre på alle andre områder end forsvar og udenrigspolitik, som varetages af centralmagten i Beijing. Formelt bestemmer de selv over sprog, religion, kultur, uddannelse og sågar økonomi. Men man skal ikke befinde sig længe i det mindste amt eller præfektur for at forstå, at dette ’selvstyre’ er en lillebitte tandløs, hulbrystet papirtiger.

Han-kinesiske virksomheder – og det er de fleste – averterer efter han-kinesisk arbejdskraft, han-kinesere har særlige begunstigelser som lav husleje, bedre skoler til deres unger og lov til at få flere børn end i deres oprindelige provins.

Og gifter en han-kineser sig f.eks. med en mongol, må parret få to børn og selv bestemme børnenes etnicitet. Og eftersom fremtiden tegner langt lysere for flertallet af han, er det nærliggende at styrke sine børns fremtidsmuligheder ved at give afkald på deres mindretalsetnicitet og tro. Som ren rutine er det forbudt at være religiøs, hvis man vil være medlem af Kinas Kommunistparti – den direkte vej til gode job og forbindelser.

Vil man fastholde sin etniske oprindelse, er turisterhvervet mest oplagt. Her kommer kineserne springende og bliver fotograferet med mongoler, tibetanere eller uighurer, der spiller på eksotiske instrumenter, synger og danser.

Der findes systemkritiske mongoler, men man hører mindre om dem end om tibetanere og uighurer, der modsætter sig den brutale kinesificerings etniske aflusning.

Kinesificeringen kommer også til udtryk i store tekniske landvindinger, som f.eks. verdens højest anlagte jernbane fra Xining i Qinghai til Lhasa i Tibet, der går over 5.500 meter over havet gennem permafrost, ligesom da Amerikas hvide indvandrere i sin tid anlagde jernbanen hen over kontinentet – i udviklingens navn, selvfølgelig, men så sandelig også som magtdemonstration.

Kina bidrager i stor stil til indskrænkning af CO2-udslippet med nye højhastighedsbaner på kryds og tværs af landet – og fra Kashgar til den pakistanske havneby Gwadar i Den Persiske Havbugt, hvor havnen er anlagt med kinesisk kapital og ekspertise.

Kina forhandler nu med 17 lande om højhastighedstog fra Beijing til London. Et stort bidrag til CO2-fattig transport – og et entydigt signal til verden om, hvem der har styr på fremtiden.

LÆS OGSÅKom fra Europa til Kina med tog på to dage

Men det er en helt anden historie.