Kravet om afskaffelse eller hurtigere udfasning af efterløn har længe og stadig mere højrøstet lydt fra en række partier, arbejdsgiverorganisationer og økonomer i den borgerlige lejr.

Efterlønnen er af disse udråbt til nærmest hovedproblemet i dansk økonomi og afskaffelse af ordningen til det afgørende element i løsningen af krise, statsunderskud og vækstfald.

Modstandernes begrundelser for at afskaffe efterlønnen falder i tre hovedgrupper:

For det første ses efterlønnen med en udgift på omkring en snes mia. kr. som (for) dyr og en væsentlig årsag til det aktuelle store statsunderskud.

For det andet er kun 20 pct. af efterlønnere egentligt nedslidt, og ordningen ’misbruges’ af arbejdsduelige og af ’golfspillende akademikere’.

Og sidst, men ikke mindst ses ordningen for det tredje som en barriere for øget beskæftigelse og vækst.

Realiteterne omkring efterløn svarer imidlertid langtfra til det ’hadebillede’, som tegnes fra nyliberalistisk hold.

Hvad angår det første kritikpunkt – omkostningerne ved efterlønnen – er det naturligvis rigtigt, at efterlønsordningen belaster de offentlige budgetter, idet efterlønsbidraget ikke dækker de fulde udgifter til pensionen. Det gælder imidlertid ikke kun efterløn, idet stort set alle pensioner er stærkt skattesubsidierede, og omfanget af statstilskuddet er betragteligt, idet der årlig indbetales over 50 mia. til pensionsformuen.

Det er især velstillede personer, der betaler topskat og fortsat kan fradrage en række pensionsindbetalinger heri, der hermed får skattetilskud til deres pensionsordninger. Og ligesom de højtlønnedes pensionsopsparinger er særligt skattebegunstigede, er fortjenesten ved de høje indkomstgruppers anden foretrukne (pensions)opsparingsmåde, ejerboliger, også stærkt skattebegunstiget, idet fortjenesten ved salg af bolig i dag, som den eneste indkomst i skattesystemet, er helt skattefri.

Efterlønnen er således på ingen måde en større belastning for de offentlige udgifter end de velhavendes pensions- og opsparingsordninger, tværtimod.

Lige såmeget en myte er det, når efterlønnen udråbes til hovedskurken i underskuddet på de offentlige finanser på i 2010 omkring 90 mia. kr. For som anført belaster statstilskuddene til de velhavendes (pensions)opsparinger de offentlige finanser i endnu større omfang. Og hertil kommer, at VKO siden 2001 har givet skattestop og skattelettelser – fortrinsvis til selvsamme velhavende – der i 2010 dræner statskassen med årlig omkring 60 mia. kr. En række af disse skattelettelser i 2007 og 2010 har tilmed været ufinansierede eller underfinansierede, i et omfang der er hovedårsagen til, at Danmark i dag ikke efterlever EU’s konvergenskrav.

Hvad angår det andet kritikpunkt om, hvem der bruger efterlønsordningen, mener modstanderne, at kun en lille gruppe er nedslidt, og at det store flertal af efterlønnere sagtens kunne arbejde i adskillige år mere. Og når bølgerne går højest, males et billede af golfspillende akademikere, der på efterløn danderer den på skatteydernes regning.

Også her er der tale om en myte. Akademikerne udgør i dag omkring 2,5 procent af samtlige efterlønsmodtagere, og andelen er oven i købet faldende. Op mod to tredjedele af tilgangen til efterlønsordningerne kommer derimod fra a-kasser for lønmodtagere med kortere uddannelse og med det dokumenteret mest belastende arbejdsmiljø.

Og navnlig holder påstanden om efterlønnernes gode helbred heller ikke. Tværtimod viser undersøgelser en markant større overdødelighed hos efterlønsmodtagere, der går på efterløn som 60-årige, i forhold til beskæftigede på samme alder. For mænds vedkommende er overdødeligheden på 74 pct. Den håndfaste konsekvens heraf er da også, at personer, der går på efterløn som 60-årige, i gennemsnit lever knap to år kortere end 60-årige, som er i job. Dette beviser sort på hvidt, at hovedparten af efterlønsmodtagere har dårligere helbred og dermed gyldig grund til at kunne trække sig tidligere tilbage.

Det er navnlig de kortere uddannede blandt efterlønsmodtagerne, som rammes af overdødeligheden. Ufaglærte, der går på efterløn som 60-årige, lever omkring tre år kortere end videregående uddannede i job. Selvfølgelig fordi de i arbejdslivet har det hårdeste arbejde med det dårligste arbejdsmiljø og derfor bliver mest nedslidt.

Afskaffede man efterlønnen og gennemtvang arbejde frem til en alder af f.eks. 65 nu, ville mange i denne gruppe ikke blot kunne se frem til et kortere otium efter arbejdslivet, men ganske givet i det hele taget også til et endnu kortere liv end i dag. Og på grund af det dårligere helbred ville mange, hvis efterlønnen afskaffes eller hurtigere udfases, blot havne på anden overførselsindkomst såsom sygedagpenge eller førtidspension.

Og når tilhængere af afskaffelse af efterlønnen lægger op til, at man ved hurtigt at afskaffe efterlønnen kunne spare 18 mia. kr., ser man netop bort fra realiteterne om, at det offentlige herved i stedet blot vil skulle udbetale andre offentlige ydelser i stedet for efterløn.

Det helt centrale i kampagnen for afskaffelse af efterlønnen er imidlertid det tredje kritikpunkt, at efterlønnen virker som en barriere for øget beskæftigelse. Hvis efterlønnen afskaffes, hævdes det f.eks. af Arbejdsmarkedskommissionen, at beskæftigelsen ville kunne forøges med omkring 100.000 fuldtidspersoner, hvilket ifølge kommissionen ville spare statskassen for omkring 18 mia. kr. I dette regnestykke forudsættes efterlønnere at komme i beskæftigelse, hvorved det offentlige sparer udgifter og vinder øgede skatteindtægter.

Men heller ikke det holder de første mange år. Afskaffelse af efterlønnen vil godt nok øge arbejdsstyrken, men i første omgang kun i form af arbejdssøgende. For at disse skal kunne finde beskæftigelse, skal der også være en efterspørgsel efter mere arbejdskraft fra arbejdsgivere. Og det er der ikke udsigt til de første mange år. I den private sektor på grund af den økonomiske krise og i den offentlige sektor, fordi VK-regeringen tværtimod gennem nulvækst vil skære den offentlige beskæftigelse ned.

Og der er ikke udsigt til, at krisen i den private sektor og dermed arbejdsløsheden ændres afgørende en årrække fremover. Det hænger sammen med, at opsvinget må vurderes at blive svagt og gradvist, idet regeringerne i det meste af den vestlige verden i den nærmeste årrække pga. de store statsunderskud tegner til at være i gang med at nedtrappe den massive pengeudpumpning, som ellers har stoppet det økonomiske nedsving.

Det vil selvsagt virke stærkt dæmpende på den økonomiske vækst og dermed på beskæftigelsen. Hertil kommer, at de private virksomheder i de kommende år udsættes for en skærpet konkurrence, som må vurderes at tvinge til en øget fokusering på produktivitetsforøgelse og effektivisering. Hermed følger beskæftigelsen ikke op sammen med væksten – vi får ’jobløs vækst’.

I denne situation vil alternativet til efterlønnen ikke være beskæftigelse, men kun at stille op i arbejdsløshedskøen. Arbejdsløsheden vil hermed ikke falde, men vokse.

Det fremstilles af nyliberale økonomer ofte, som om en afskaffelse af efterlønnen fører lige lukt over i øget beskæftigelse. Det vil som påvist på ingen måde være tilfældet, tværtimod. Men den øgede arbejdsløshed er ikke en biomstændighed, som de nyliberale økonomer bare ’har glemt’. Tværtimod er det en integreret del af de nyliberalistiske modeller og teorier, at der skal komme øget arbejdsløshed, som så kan presse lønningerne og derved gøre det mere profitabelt for arbejdsgiverne hen ad vejen at ansætte flere. Vejen til en øget beskæftigelse på langt sigt går således over øget arbejdsløshed og indkomsttab for lønmodtagerne her og nu. Værsgo og spis.

Men hvad så på længere sigt – når vi engang er kommet over på den anden side af krisen. Vil der så ikke være behov for mere arbejdskraft? Hvad angår den private sektor er beskæftigelsen og dermed efterspørgslen efter arbejdskraft under de seneste par års krise faldet med op mod 200.000 personer. Derfor har vi også fået en stigende arbejdsløshed, hvorved der altså er en betydelig reserve at gnave af, før den private sektor kommer til at mangle arbejdskraft.

Her er det rigtigt, at der navnlig i den offentlige sektor i de kommende år vil være en stor afgang på grund af pensionering. Men samtidig har VKO en målsætning om, at det offentlige forbrug fra i dag 28 pct. skal tvinges ned på omkring 26,5 pct., hvilket ikke blot klares med tre års nulvækst, men formentlig vil forudsætte vedvarende nulvækst i mange år. Og dermed vedvarende reduktion af offentlig beskæftigelse.

Hertil kommer, at arbejdsstyrken kan forøges med i alt 60.000 personer ad andre veje end gennem afskaffelse af efterlønnen, nemlig gennem bedre fastholdelse og øget arbejdstid for værende medarbejdere, bedre forebyggelse af udstødning, øget integration og højere erhvervsfrekvens for indvandrere samt tilførsel af arbejdskraft udefra.

Når afskaffelse af efterlønnen ikke inden for den nærmeste årrække vil øge beskæftigelsen, men tværtimod øge arbejdsløsheden, vil det selvsagt heller ikke reducere statsunderskuddet. Når alternativet til efterløn i en årrække med høj og vedvarende arbejdsløshed ikke er beskæftigelse, men ledighed, vil der i stedet for efterløn for den raske del af de ældre på arbejdsmarkedet kun være det alternativ at hæve arbejdsløshedsdagpenge.

Men satsen for arbejdsløshedsdagpenge er – givet værende regler – højere end for efterløn, når man går på efterløn i en alder af 60 år. Det offentlige vil således ikke spare penge ved afskaffelse af efterlønnen, men tværtimod få øgede udgifter og dermed øget underskud.

Til dette løbende underskud pga. højere sats skal så ved selve ophævelsen af ordningen lægges ovennævnte udgift til tilbagebetaling af indbetalte efterlønsbidrag.

Hvis efterlønnens kritikere får held til at få lukket den omstridte ordning, bliver der en kæmpe regning, som skal betales. Siden 1999 har arbejdstagerne nemlig skullet betale et særligt efterlønsbidrag for at være med i ordningen. De penge kan man hæve, hvis man alligevel ikke vil gå på efterløn, og afskaffes ordningen, skal de mange opsparede penge også returneres.

I alt er der ifølge Finansministeriet blevet indbetalt 62 mia. kr. siden 1999, men da de udbetales i takt med, at man går på efterløn, så er den samlede opsparing netop nu 50 mia. kr. Dertil kommer, at pengene skal betales tilbage med renter. Alt i alt drejer det sig om 57 mia. kr.

De mange penge står ikke på en spærret konto, men er i stedet blevet brugt til at finansiere statens løbende udgifter, så derfor er det penge, man skal ud at finde, hvis ordningen besluttes afskaffet.

Mens der således er mange fejlagtige myter om efterlønnens fejl, har der været mere stille om ordningens gode og gavnlige virkninger. Men de er der alligevel.

Først og fremmest forties efterlønnens gavnlige virkning på arbejdsløsheden. Uanset begyndende opsving må ledigheden også i 2010 forventes at stige året igennem, fordi ledigheden halter efter den økonomiske udvikling. Ind i 2011 må dermed forventes et bruttoledighedsniveau på 200.000 til 250.000 personer.

Dette er imidlertid ikke noget mod den ledighedsstigning, vi ville opleve uden efterlønnen. Bruttotilgangen til efterlønsordningen udgør årlig lidt under 35.000 personer (2008), og vi ville selvsagt allerede i dag have haft en klart højere ledighed end uden ordningen, for ikke at tale om, at arbejdsløsheden ved udgangen af 2010/begyndelsen af 2011 vil ligge mærkbart højere.

Ifølge VK-regeringen selv har »Regeringens aktive krisehåndtering« sikret, at 85.000 flere er i beskæftigelse. Men skræller man det fra, som skyldes lav rente m.m., har VK-regeringen kun løftet beskæftigelsen med 25.000 personer. Dvs. at efterlønsordningen har gjort mere for at forhindre en eksplosion i ledigheden, end regeringen har.

Hermed betyder efterlønnen samtidig et tryggere alternativ til en usikker tilværelse som ledig, udsat for alskens for disse aldersgrupper mere eller mindre meningsløse aktiveringstiltag.

Endelig skal det ikke glemmes, at efterlønnen tilbyder en vigtig tilbagetrækningsmulighed for fysisk og psykisk nedslidte. Myten om de golfspillende akademikere har som anført ikke meget på sig i virkeligheden. Størstedelen af efterlønsmodtagerne kommer faktisk fra de brancher, som har det mest hårde arbejde og belastende arbejdsmiljø.

Desværre er debatten om efterlønnen blevet stærkt ideologisk præget. Man stirrer sig blind på efterlønnen som Danmarks økonomiske hovedproblem i dag og i de kommende år, mens de virkelige udfordringer fortrænges og forties. Disse virkelige udfordringer er, at op mod 200.000 arbejdspladser er forsvundet i den private sektor, enten nedlagt eller forsvundet til udlandet, at investeringer, produktivitetsvækst og økonomisk vækst er og i lang tid vil være på et lavpunkt, og at tusinder af unge ikke engang gennemfører en ungdomsuddannelse, ligesom en tredjedel af den ældre arbejdsstyrke kun har en grunduddannelse.

Dette kan ikke løses ved at spare velfærden ned til sokkeholderne, men kun ved Danmark vokser sig ud krisen gennem øget økonomisk vækst, beskæftigelse og produktivitet.