Nye tal fra Danske Familieadvokater viser, at flere bliver skilt umiddelbart efter sommerferien.

Ikke fordi ferien er et problem, men fordi kvaliteten i samværet er kørt af sporet.

Mange studier viser, at mennesker, der er gift, lever længere, har et bedre helbred, tjener flere penge, opnår større velfærd, føler sig lykkeligere, har et mere tilfredsstillende sexliv og får gladere og mere succesfulde børn end de, som forbliver singler, lever papirløst eller bliver skilt. Alligevel bliver folk skilt. Hvorfor?

Mange studier peger på, hvordan vi både psykisk og fysisk med hele vores biologiske organisme, kroppen, er indrettet til at forbinde os med andre mennesker. Faktisk er mennesker et af de mest hjælpesløse ’arter’, når det kommer til at skulle overleve uden at forbinde sig. I hvert fald i barndommen.

Når det så alligevel går galt, skyldes det i høj grad, at partnerne giver op. Over for de udfordringer, de møder undervejs. Undersøgelser af, hvad folk selv angiver som grund til skilsmissen, viser udsagn som: »Vi er vokset fra hinanden«, »Vi kan ikke tale sammen længere«, »Jeg har tabt respekten og sympatien«.

Der kan naturligvis også være decideret udløsende faktorer i en akut belastende situation, som: utroskab eller forelskelse i en anden, vold, dødsfald eller sygdom i den nærmeste familie, tab af job eller alvorlige økonomiske problemer. Men det er ikke overvægten. En af vores førende ægteskabsforskere, John Gottman, har lavet studier, der viser, at par, der bliver skilt relativt tidligt i deres parforhold, oftest skilles grundet et højt konfliktniveau.

Imens par, der bliver skilt senere, oftest har oplevet en stigende mangel på kontakt og intimitet i deres forhold. Det er også min erfaring. Det er påvist, at mennesker, der selv er vokset op i skilsmissefamilier, har større tendens til at søge skilsmisse selv. Hvilket jo giver en umiddelbar bondelogisk mening, da de unge næppe har lært ved rollemodel, hvordan en anden vej er mulig, når ægteskabets udfordringer opstår.

Mennesker, der har problemer med nedsatte færdigheder i at udtrykke sig følelsesmæssigt – det være sig vrede, jalousi, sårethed – eller har en ringe evne til at klare sig økonomisk, har faktisk større tendens til skilsmisser. Så naturligvis er der tilfælde af halvpsykopatiske træk hos partneren, psykisk og fysisk vold, alkohol eller pengemisbrug, som gør det ganske håbløst at fortsætte livsbanen sammen. Imidlertid er det i praksis en temmelig lille andel af det faktiske skilsmissetal.

Faktum er, at utroskab tit slet ikke fører til skilsmisse. Mange par kommer sig over utroskab på egen hånd. Og mange søger i dag hjælp, hvis det er for vanskeligt alene, og kommer endda styrkede igennem utroskab. Selv par, hvor der har været meget langvarige seksuelle relationer med andre, synes at kunne komme sig over utroskab, hvis de rette betingelser er til stede for at genforbinde sig følelsesmæssigt.

Så hvad kan vi egentlig sige om, hvorfor folk går fra hinanden efter sommerferien? Nogle af de par, der har det skidt i hverdagen, er plaget af stress, som de lader gå ud over parforholdet. Ikke mindst småbørnsfamilier har meget at se til, rent praktisk i hverdagen, og parforholdet bliver måske det sidste, der plejes, hvis der ikke er bedsteforældre i nærheden til at tage fra en gang imellem. De par, som er belastede i hverdagen, går måske og hakker på hinanden, men klarer sig imidlertid ofte godt, når det bliver ferie. Hvis folk grundlæggende har det godt sammen, får de faktisk ladet op, og dem er der trods alt stadig flest af.

Par, der grundlæggende har svært ved at takle hinandens forskelle og de konflikter, der altid opstår i parforhold, får det ikke nødvendigvis bedre af blot at få mere tid sammen. Faktisk kan man i dag med meget stor sikkerhed se på en videooptagelse af et nyforelsket par, om de senere vil gå fra hinanden. Hvis man ser parret i en konfliktsituation på video, vil man kunne se, at de par, der ikke klarer sig, har et mere vredladent, indelukket eller afvisende kropssprog, ansigtsudtryk, stemmeføring over for hinanden gennem diskussionen. Imens det, der er typisk for de par, der klarer sig, er, at den ene af parterne gør noget andet og mere kærligt i løbet af diskussionen.

Det, der er at lære her, er altså, at hvis du vil forandre situationen i en truende skilsmisse, må du gøre noget nyt. Du må spørge dig selv: hvad har mit parforhold brug for, snarere end hvad har jeg brug for. Du må se dig selv, ikke blot indefra, men også udefra, for at kunne vurdere dit eget bidrag. Det er det, der kaldes mentalisering. Når vi bliver fastlåst i vores overlevelsesmekanismer, som at råbe højt, gå vores vej, sende dræberblikke osv., hjælper det ikke ligefrem parforholdet, tværtimod. Vores intention er at få den anden til at fatte, hvad vi har på sinde, men jo mere vi intensiverer og fokuserer på vores eget behov, jo mere sandsynligt er det, at vi ikke vil få det resultat, vi går efter.

Den største trussel imod parforholdet er negativitet. Hvis vi først er kørt ind i en negativ spiral med vores partner, har vi tendens til at grave os dybere og dybere ned i negativiteten. Den ene starter måske med at sige: »Hvorfor gør du aldrig den grillrist ordentligt ren?«. Hvilket får den anden til at føle sig kritiseret og uretfærdigt angrebet, hvorfor han/hun pr. automatik går i forsvar. Hvad enten forsvaret er at gå til modangreb, flygte ud af rummet, stivne følelsesmæssigt eller lydigt underkaste sig og gå ud og skrubbe grillristen nok en gang.

Det, modparten gør, vil ofte aktivere første persons forsvar, og så har vi balladen. De mere primitive dele af vores hjerne reagerer stærkt på et negativt kropssprog eller stemmeføring, kritik og bebrejdelser. Reptilhjernen arbejder og reagerer lynhurtigt og reagerer fortrinsvis på, om vi er i fare eller kan føle os trygge. Det er ikke trygt, når partneren for eksempel er ophidset eller kold over for en, det er utrygt. Så hvis ingen af partnerne så at sige forstår at hæve sig op over egen overlevelsesadfærd, skabes der hurtigt et inferno af to reptilhjerner, der forsøger at kommunikere. Og det er svært.

Mennesker laver en gentagelse af tidligere oplevelser fra opvæksten, på godt og ondt. Vi gentager i høj grad os selv. Vi forelsker os i en, der har karaktertræk, der ligner vores primære omsorgspersoner. Studier viser endda, at vi særligt – og naturligvis ubevidst – spotter negative karaktertræk hos en potentiel partner.

Det plejede at lyde, at grunden til de flere skilsmisser var kvindernes økonomiske muligheder og muligheder på arbejdsmarkedet. Tidligere kunne kvinderne se, at de muligvis dårligt ville overleve, hvis de begærede skilsmisse. Og det er da tydeligt i tidens fremvækst af ’dating abroad’, at kvinder fra meget fattige lande om ikke andet så forestiller sig at kunne overleve mange former for ægteskab, hvis blot de får et bedre velfærdsgrundlag.

Man kan jo heller ikke tydeligt afvise, at faktorer som bedre økonomi, børn, sex spiller ind på, at folk synes mere tilfredse i ægteskabet end uden for ægteskab. Ikke desto mindre må vi jo også se i øjnene, at det kan være betydeligt stressende faktisk at leve i et langvarigt forpligtende parforhold. Man udfordres ganske enkelt til det yderste af at leve sammen med en partner. Parforholdet er mere udfordrende end andre relationer.

Min erfaring er, at mange skilsmisser skyldes, at vi kan være vokset fra os selv i en periode eller have tabt kontakten med os selv. At negativiteten over for livet kan have fået overtaget, og vi tror ikke længere på en lykkelig fremtid … i hvert fald ikke sammen med denne partner. Mange må sande, at lykken ikke nødvendigvis kommer ved at slippe af med den forbindelse. Ofte kommer der en ny og lignende udfordring senere. Og ofte har det store konsekvenser på en anden bane at blive skilt, ikke mindst for børnene. En forholdsvis spinkel andel af dem, der går pga. forelskelse i en anden, oplever, at dette kærlighedsforhold så holder. Hvilket er en ørkesløs oplysning at give en nyforelsket. Ikke desto mindre et faktum.

Der er brug for, at vi revurderer vores syn på parforholdet og på, hvad det er, der skal til for at holde folk sammen. Hvilket jeg tager for givet, at vi ønsker. For eksempel fordi det er bedst for den generelle sundhedstilstand og børnene. Det er ikke mange generationer siden, at ægteskabet var en mere praktisk foranstaltning, end der var tale om egentlig romantik. I dag forventes vi at vælge med hjertet, og der er andre forventninger til, hvilke højder parforholdet og familielivet skal bringe en til. Hvilket bringer muligheden for skuffelse.

De første ægteskabsrådgivere var vel præsterne, som lagde vægt på, om der var syndet, eller om man havde levet ydmyg og gudstro. Årsag til skilsmisse kunne være utroskab eller barnløshed. Igennem en lang epoke siden Freud har ægteskabsrådgivningen været præget af et individualiseret syn på, hvad ægteskabet rummede. Og kuren imod manglende lykke har været behandling af individet for at løse de grundlæggende ubevidste konflikter, der havde skabt neurosen. At ruste individet. På det seneste har videnskaben tendens til at ville erstatte religionen, og de to instanser har det med at slås imod hinanden.

Når par bliver skilt efter sommerferien, er det ikke et pludseligt påfund, men efter en proces, der ofte har gået på i lang tid, ofte i årevis. Der kan være skuffelsen over, at ferien ikke gik bedre, som den jo altid synes at gøre hos naboen. Vores forventninger til oplevelser og romantik er ikke dalet efter højkonjunkturen, og det kan være svært at se realiteterne i øjnene, hvis der ikke er råd til den ønskede ferieform eller materielle status. Men selve beslutningen om skilsmisse bliver truffet, der hvor den ene eller begge parter føler, at nu er der ikke længere noget håb om forandring i parforholdet. Når håbet om, at du kan forandre dig sammen med denne partner, er udslukt. Nogle vil måske sige: »når håbet om, at min partner vil forandre sig, er udslukt«. Men det er blot et udtryk for afmagten i ikke at kunne forandre sig, så længe partneren ikke gør det. Det peger – desværre – altid tilbage på os selv. At tage ansvar for at begynde at tilføre relationen noget nyt igennem sin adfærd. Skabe den forandring, du ønsker at se, som Gandhi sagde.

Seks ministre beslutter at give 35 millioner kroner til at mindske vold i parforhold uden tilsyneladende at overveje at bruge de ressourcer, der findes til en direkte forebyggende indsats. Med al respekt læser jeg, at de forebyggende indsatser er efterværn og udslusning fra krisecentre. Det er jo ikke forebyggelse. Man kommer jo ikke på krisecenter, før det er drevet alt for vidt. Der er behov for en indsats langt tidligere, der er brug for et mere direkte arbejde med de mekanismer, som vi godt ved, at der skal arbejdes med, hvis parforhold skal lykkes. Færdigheder som anerkendelse og empati, evnen til at kunne kontrollere sin egen reaktive adfærd, kendskab til sin egen baggrund og nye veje at gå, når det brænder på og forsvaret gasser op.

Når folk vælger at blive skilt efter sommerferien, handler det altså ikke kun om, at ferien har været et problem, men om at grundlæggende problemer kan forstærkes i ferien. Det er glædeligt at se, at nogle kommuner vælger at støtte op om, at familierne får gode oplevelser til ferien, i form af tilskud til ferieaktiviteter eller camping og feriekoloni. Imidlertid forestiller jeg mig, at disse tilbud ofte benyttes af familier, der i forvejen er trængt. Det, jeg som parterapeut kunne tænke mig som et videre skridt, var, at mange af dem, der er i direkte kontakt med parrene i hverdagen, bliver uddannede i, hvordan de bedre støtter par i krise.

Hvis vi samlede kræfterne her, hos lærere, præster, sundhedsplejersker, socialrådgivere, praktiserende læger osv., burde det være muligt at forandre det historiske syn på, at folk skilles, fordi et individ fejler noget eller har fejlet. Og advokater, for øvrigt og ikke mindst, da en del af denne misere består i, at Danmark tenderer til at læne sig op ad lande, hvor relationelle konflikter søges løst ved at slæbe folk i retten og se, hvem der har haft råd til at hyre den stærkeste advokat. Det får sjældent nogen til at vokse med udfordringerne. Det ved advokaterne godt, og det burde Danmark også vide, da vi plejede at være en fredfuld nation, der faktisk var i stand til at leve med forskelligheder side om side, erfarne i at danne fællesskaber i foreninger, skoler, frie skoler, fri uddannelse og gensidigt sikrende sundhedspolitik.

Det ville klæde Danmark at gå i front med vores lange tradition for at arbejde ikke blot for individets frihed, men også fællesskabets og relationernes evne til at løfte op og frem.