I april udfordrede jeg Pia Kjærsgaard til en debat om Danmark. Den udfordring tog hun imod. Siden har jeg ikke hørt noget. Maj, juni, og juli. Men så for to uger siden rørte Pia Kjærsgaard på sig igen. På partiets sommergruppemøde valgte hun at bruge en stor del af sin tid på at antyde, at jeg er et dårligt og anløbent menneske. Hende om det.

Jeg vil ikke diskutere eller anfægte Pia Kjærsgaards personlige kvaliteter. Men jeg vil diskutere og udfordre hendes politik, så kontant man overhovedet kan. Ikke mindst nu. For i dag står det tindrende klart, at et nyt flertal med Socialdemokraterne i spidsen er det eneste, som kan forhindre, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti kommer med i regeringen.

Uden et nyt flertal vil en stemme på Lars Løkke Rasmussen være en stemme på Pia Kjærsgaard som kulturminister. Uden et nyt flertal vil en stemme på Lene Espersen være en stemme på mere indflydelse til Dansk Folkeparti – ikke mindre.

Årsagen er simpel: De Konservative har opgivet modstanden mod en VKO-regering. Det samme gælder Liberal Alliance. Og den sidste som vil indrømme, at Dansk Folkeparti er på vej ind i regeringen er statsministeren. Sædvanen tro vil han til det sidste benægte det åbenlyse.

Ingen kan betvivle Dansk Folkepartis ret til at sætte sig på ministertaburetterne. Det spørgsmål er alene op til vælgerne. Men det kræver, at vælgerne bliver mødt med ærlig tale. Lad os på denne side af et valg få at vide, hvad Dansk Folkeparti vil i en regering. Lad os få svar på, hvordan Dansk Folkeparti vil føre Danmark gennem krisen. Og lad os få rigtige svar. Ikke den slags svar, hvor man systematisk siger et og gør noget andet.

Siden valget i 2001 har Dansk Folkeparti igen og igen sagt, at det var et parti, som var særligt engageret i vores ældres omsorg. Alligevel valgte Pia Kjærsgaard gladeligt at medvirke til en skattereform, som giver direktøren i Den Danske Bank en skattelettelse, som er 200 gange større end den, som pensionisterne får.

Og når mange kommuner om få uger begynder at fyre personale på landets plejehjem og i ældreplejen, så sker det som en direkte konsekvens af Dansk Folkepartis beslutninger.

Siden valget i 2001 har Dansk Folkeparti hævdet, at partiet havde en særlig kærlighed for udkantsområderne i Danmark. Men uden Pia Kjærsgaard havde der ikke været en strukturreform, som har svækket lokalsamfundene. Når Danmark i dag er ved at knække over, skyldes det ikke mindst Dansk Folkeparti.

Og siden valget i 2001 har Dansk Folkeparti igen og igen sagt, at de vil værne om velfærdssamfundet. Men nu kommer der kraftige nedskæringer på kernevelfærden. Genopretningsplanens besparelser sender regningen for VKOs fejlslagne økonomiske politik til de ledige, de handikappede, børnene og de ældre.

Dansk Folkeparti har valgt at blæse på alle partiets løfter og mener i ramme alvor, at det netop er deres løftebrud, der endegyldigt gør partiet egnet til at sidde i regering.

Der er et og kun et punkt, hvor Dansk Folkeparti gør alt, hvad de kan for at holde, hvad de lover og gerne mere til, nemlig udlændingeområdet. Siden 2001 har partiet benyttet enhver lejlighed til at tale om udlændinge. Hver eneste sommer lancerer Dansk Folkeparti nye og gamle forslag, som kun har til formål at splitte befolkningen.

I denne sommer fik vi forslagene om at nedsætte en kommission, som skulle beregne præcis, hvad indvandrere fra ikke-vestlige lande koster det danske samfund – jeg ved ikke, hvordan man regner slitage på fortovene ud, men det gør Dansk Folkeparti nok. Vi fik forslaget om en ny 28-årsregel, som kun Venstre i sin følgagtighed nåede at kalde interessant. Og vi fik et forslag om et totalt stop for indvandring fra ikke-vestlige lande. Slut med læger fra Indien. Slut med eksperter fra Asien.

Jo, der er et behov for en robust udlændingepolitik, som sikrer, at de udlændinge, som kommer til Danmark, kan forsørge sig selv. Og det er en udlændingepolitik, som sikrer, at kun de udlændinge, som opnår opholdstilladelse eller asyl, bliver i Danmark, også når det kan være svært, som det var tilfældet med de irakiske asylansøgere i Brorsons Kirke.

Jo, der er brug for en konsekvent integrationspolitik, som sikrer at indvandrere har både de samme rettigheder som danskere, men så sandelig også de samme pligter. Vi skal ikke et øjeblik gå på kompromis med vores frihedsrettigheder, såsom ytringsfriheden – hellere en karikaturtegning for meget end en tegning for lidt. Men vi må heller ikke gå på kompromis med vores fælles ansvar for at sikre en integration, som giver alle i det danske samfund en fair chance, og som skaber tryghed for alle borgere.

Hvordan er det så gået med integrationen siden 2001?

I den tid Pia Kjærsgaard har svunget taktstokken i dansk politik, er der intet sket med den massive overrepræsentation af unge indvandrere, som begår kriminalitet. Antallet af skoler i byerne, som har flertal af børn med en anden baggrund end dansk, er absolut den samme, hvis ikke stigende.

Regeringens egen ghetto-ekspert, Jørgen Nue Møller, advarer mod, at der i de danske ghettoer er ved at opstå parallelsamfund, som er helt afsondrede fra resten af samfundet. I flere byer skal ambulance og brandfolk have politieskorte for at kunne udføre deres opgaver. Flere steder vil busserne ikke køre, fordi man med rette frygter for chaufførernes og passagernes sikkerhed.

Kort sagt: Pia Kjærsgaard har et enestående ansvar for, at netop de problemer i det danske samfund, hun selv mener, er de vigtigste at få løst, bare vokser og vokser. De ældre og andre grupper, som kræver en særlig omsorg, bliver forbigået, så snart fotograferne er holdt op med at tage billeder, ved den årlige finanslov. Udkants-Danmark bliver mere og mere ladt i stikken. Og i stedet for at skabe tryghed om integrationen er der skabt utryghed.

Efter Anders Fogh Rasmussen blev fristet af sydlige himmelstrøg, er Pia Kjærsgaard den politiker, som har den entydigt største indflydelse på Danmarks tilstand. Når hun siger hop, så hopper regeringen. Og når hun siger rul, så ruller den.

Ingen kan som sagt betvivle Dansk Folkepartis ret til at indtræde i en regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Men lad os få helt rene linjer. Lad os få at vide, hvordan Dansk Folkeparti vil løse de store udfordringer, som Danmark står overfor. Og lad os få at vide, hvordan man kan regne med, at partiet vil opføre sig i en regering.

Listen over Dansk Folkepartis hykleri er endeløs. Men som en start er der 10 spørgsmål alle vil blive klogere af, at Pia Kjærsgaard svarer på.

1. Finansminister Claus Hjort Frederiksen har sagt, at målet er at sænke skatten.

Erhvervsminister Brian Mikkelsen mener, at løsningen på alle Danmarks problemer er, at vi får den samme selskabsskat som i lande som Polen. Og for Liberal Alliance er lavere skat den største opfindelse siden hjulet.

Det eneste vi ved om Dansk Folkepartis skattepolitik, det er, at den er skæv og skaber større ulighed. Den tager fra velfærden og giver til de rigeste. Sammen med Venstre og Konservative har Pia Kjærsgaard været med til at udhule velfærden med ufinansierede skattelettelser i 2003 og i 2007.

Alligevel hævder Dansk Folkeparti, at man har en særlig social profil. Hvorfor skal vi stole på, at Dansk Folkeparti ikke igen siger ja til skattelettelser, som går ud over velfærden?

2. Rigsrevisionen har vist, at VK-regeringen anført af Lars Løkke Rasmussen i sin tid som sundhedsminister har overbetalt de private sygehuse. Pengene er givet for, med regeringstoppens egne ord, at løbe gang i den private sundhedssektor.

Det er jo bare volapyk for, at man har anvendt skatteborgernes penge på en måde, som ikke har givet mest mulig sundhed. Dansk Folkeparti har forholdt sig helt ukritisk til overbetalingen af de private hospitaler.

Hvordan kan man være sikker på, at Dansk Folkeparti vil sikre, at skatteborgernes penge ikke igen bliver brugt på at støtte en ideologisk kærlighed til det private, frem for det simple princip, at borgerne skal have mest muligt for skatten?

3. Den økonomiske krise er den værste siden Anden Verdenskrig. Vi har tabt over 5 procent af vores velstand. 200.000 job er forsvundet. På et år er langtidsledigheden blandt dagpengemodtagere tredoblet.

Det er særligt de ufaglærte, som bliver hårdest ramt. De mennesker, som ikke fik så mange år bag skolebordet eller som af forskellige grunde ikke fik fuldført deres uddannelse, vil få ekstra svært ved at få et nyt job, selv når krisen vender. Det ved vi fra tidligere tilbageslag. Og det vil også gælde nu.

Alligevel har Dansk Folkeparti halveret dagpengeperioden, og partiet har siden 2001 igen og igen været med til at skære i arbejdsmarkedsuddannelserne. Hvordan vil Dansk Folkeparti hjælpe Danmarks ufaglærte med at få et job?

4. Der er ingen grund til at lægge skjul på, at den danske demografi ændrer sig. I løbet af de næste 20 år vil antallet af borgere, som har en baggrund fra et ikke-vestligt land vokse markant.

Tallet skifter lidt fra fremskrivning til fremskrivning. Men det er givet, at Danmark om 20 år vil se anderledes ud, end da Pia Kjærsgaard eller for den sags skyld Lars Løkke Rasmussen, Lene Espersen og jeg voksede op. Men hvad gør vi? Sammen med SF har vi fremlagt et detaljeret program, som handler om alt fra boliger til skoler.

Til gengæld er det helt uklart for mig, om Pia Kjærsgaard ønsker, at de unge med indvandrerbaggrund får en vej ind i det danske samfund, eller om man er tryggest ved, at indvandrerne bor i ghettoer uden kontakt til os andre. Lad os få et svar?

5. Danmark er blevet et terrormål. Vi betaler en høj pris for at forsvare ytringsfriheden og for at være en del af en alliance. Men den pris er ikke til at komme udenom. Jeg kunne ikke drømme om, at vi skal bøje os for terrorister. Men præcis lige som Pia Kjærsgaard ønsker jeg også, at vi beskytter Danmark bedst muligt mod politiske voldsmænd og deres ugerninger.

Jeg er ikke i tvivl om, at det sikreste for Danmark er et stærkt internationalt samarbejde. I NATO. I FN. Men også i EU. Vi har brug for, at Danmark bliver en del af det retslige og forsvarsmæssige samarbejde i EU. Det kan kun gå for langsomt. Til gengæld er det en gåde, hvordan Dansk Folkeparti vil sikre Danmarks sikkerhedspolitiske interesser. Også når det gælder kampen mod terror.

Så for at være direkte: Hvordan kan Dansk Folkeparti på den ene side hævde, at man vil forsvare Danmark, mens man på den anden side systematisk ønsker at holde Danmark udenfor vigtig indflydelse? Eller har vi her et område, hvor Dansk Folkeparti igen vil sige et til sine vælgere før valget og så handle modsat efter?

6. Vores børn fortjener den bedste uddannelse. Alle sammen. Og vores konkurrenceevne er afhængig af, at de får den. Der har været skrevet meget om, at min ældste datter efter mange gode år i folkeskolen nu tager sit 8. skoleår i en privatskole.

Mange har sagt, at nu kan Socialdemokraterne ikke mene noget om folkeskolen. Det er det rene sludder. Vi træffer forhåbentligt alle de valg, som vi mener er de rigtige for vores børn i den situation, de er i. Og vores yngste datter fortsætter med stor entusiasme i den lokale folkeskole.

Derfor er det også helt ligegyldigt for mig, hvor og hvordan medlemmer af Dansk Folkeparti eller for den sags skyld regeringen selv har gået i skole, eller hvor deres børn går i skole. Det handler om deres skolepolitik.

Sammen med SF har Socialdemokraterne foreslået, at bankerne skal være med til at bidrage til, at vores børn får en bedre skole. Hvad siger Dansk Folkeparti?

7. Dansk Folkeparti fremstår gerne som et parti, der er særligt på vagt for Danmark. Men gælder det også den danske natur?

Jeg kan dårligt tænke på noget mere dansk end vores bøgeskove, vores åer og fjorde. Vores rene drikkevand direkte fra hanen. Vores grønne marker og ubrudte kystlinje. Derfor er det også så svært at forstå, hvorfor Dansk Folkeparti har valgt at holde hånden over svinebaroner, landbrugets eksplosive brug af sprøjtegift og har godkendt den største naturforandring i nyere Danmarkshistorie – nemlig den skandaløse udnyttelse af brakmarker.

Oveni kommer så Dansk Folkepartis totale fornægtelse af de globale klimaproblemer. Med andre ord: Ønsker Dansk Folkeparti mere eller mindre dansk natur?

8. I Danmark hylder vi frisindet. Og retten til at leve som man vil, så længe man ikke generer andre og udviser en respekt for de værdier, vores samfund hviler på. Derfor har det altid undret mig, at Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti vil gøre hvad som helst for at forhindre homoseksuelle i at få samme rettigheder som andre, når det handler om adoption og ægteskab.

Hænger det sammen med, at Pia Kjærsgaard mener, at der en særlig dansk familieform, som er den eneste rette?

9. Regeringen og Dansk Folkeparti har sat kommunernes økonomi i en spændetrøje med såkaldt nulvækst. Men nulvækst ’koster’ kommunerne, fordi kommunerne også skal dække stigende udgifter for at holde et uændret serviceniveau. Konsekvensen bliver, at kommunerne til næste år er nødsaget til at skære i den helt almindelige velfærd.

Når kommunerne bliver tvunget til at skære, bliver taberne dem, der har mest brug for vores fælles velfærd – de ældre, børnene og de mest udsatte i vores samfund. Synes Pia Kjærsgaard, at dette er den rette vej for vores velfærdssamfund?

10. Sidst, men ikke mindst bør Dansk Folkeparti og Pia Kjærsgaard have den ærlighed at svare klart og tydeligt på, om man ønsker, at indtræde i en regering med Lars Løkke Rasmussen som statsminister. Og vel og mærke inden det kommende valg.

Svaret på det sidste spørgsmål er helt sikkert et ja. Men jeg tvivler på, at Dansk Folkeparti vil fortælle vælgerne det før valget. Og jeg tvivler også på, at Lars Løkke Rasmussen har styrken til at garantere, at Dansk Folkeparti ikke indtræder i en ny VKO-regering.

Der er kun en garanti for, at Dansk Folkeparti ikke får mere magt i Danmark, og det er et nyt flertal med Socialdemokraterne i spidsen.

I april udfordrede jeg Pia Kjærsgaard til en debat om Danmark. Den udfordring gentager jeg i dag. Lad os mødes i en åben debat.

Det er nu, vi skal have debatten om Danmark.