Et nyt skoleår har taget sin begyndelse, og det plejer at give anledning til selvransagelse for alle involverede parter: Elever beslutter, når de får et nyt kladdehæfte, at nu skal de skrive pænt og holde orden, og penalhuset strutter på denne årstid med nyindkøbte, spidsede blyanter i alle regnbuens farver. Forældre beslutter, at nu skal børnene have bedre madpakker med, og lærere, skoleledere, skolebestyrelser, skoleforvaltninger, ja, hele skoleverdenen er på denne tid af året sprængfyldt med ny energi og går til sagen på en ’vi starter på en frisk’-agtig måde. Og sådan skal det være. Kære skolefolk: Lad denne sensommer være tiden, hvor vi også giver undervisningens indhold en refleksion. Det er hårdt tiltrængt, for vi befinder os i en kultur, der er markant anderledes, end den var for blot få år siden. Skolen har bare ikke opdaget det endnu.

Undervisningens indhold defineres i de enkelte fags læseplaner i faghæfterne, som i de senere år er gået under betegnelsen ’Fælles Mål’. Faghæfter til folkeskolens fag udkommer fra Undervisningsministeriet med kortere og kortere interval, for vi må løbende justere undervisningen og dens indhold efter de ændringer, der sker i det omgivende samfund, og her sker udviklingen som bekendt med større og større hast. Ethvert fag bør således være et dynamisk fag, der udvikler sig i takt med tiden og verden omkring os. Tager vi skolens største fag, dansk, er der naturligvis en række danskfaglige dyder, som er ‘klassiske’, men strategierne til, hvordan disse erhverves, må udvikle sig i takt med omgivelsernes udvikling og ny forskning, ligesom fagets indhold løbende bør justeres.

I skolens danskundervisning har vi altid arbejdet med tekster. Med læseplanen fra 1976 introduceredes ‘det udvidede tekstbegreb’. Her blev en tekst defineret som noget »læst, hørt eller set« – altså blev tekstbegrebet udvidet til også at indbefatte f.eks. film og billeder. Det vakte en del postyr.

Tekstbegrebet i virkelighedens verden må siges at være udvidet betragteligt siden 1976, og faktum er, at vi slet ikke længere lever i en tekstkultur, men i en mediekultur, og det må naturligvis få konsekvenser for undervisningens indhold og vores pædagogiske strategier. I dag kommunikeres der fra mange platforme, overalt og hele tiden. Hertil kommer, at tekstbegrebet er blevet demokratiseret, så det ikke længere kun er få eksperter, der publicerer guldkorn til masserne. Nu kommunikerer alle med hinanden, og vi gør det hele tiden.

Ethvert barn færdes og agerer hjemmevant i mediekulturen: Moderne børn blogger, facebooker, downloader musik, shopper apps til mobilen, publicerer filmklip på YouTube, kan med imponerende hurtighed bestige højeste level i ’World of Warcraft’, og nutidens børn har surfet, skypet, googlet og arbejdet i tekstdokumenter, siden de sad i kravlegård. Mere end hver fjerde 9-årig har en profil på nettet, og ord som Wi-Fi, sta-tus-op-da-ter-ing og in-ven-to-ry-list hører til hverdagsvokabulariet for børn i skolestartsalderen.

Det får mange voksne til fejlagtigt at tro, at moderne børn er yderst kompetente til at begå sig i denne nye kultur – ja, at de måske ligefrem er mere kompetente end deres lærere, da børnene er indfødte i mediekulturen, modsat vi voksne, der er immigranter i den. Men hvad er det egentlig, børnene kan? Og hvad skal de lære i skolen? Gennem deres medieerfaringer kommer de med en række praktiske færdigheder i at håndtere nye medier, som vi i skolen skal opfange og udvikle. Det er ikke svært, og mange klasserum er udstyret med flotte it-værktøjer som interaktive tavler.

Det er bare ikke nok at have det konkrete værktøj i orden. Vigtigere er det, at vi forsyner eleverne med ‘indre redskaber’, der sætter dem i stand til på et analytisk og reflekteret plan at forholde sig til de nye medier, for her står det ikke så godt til: Måden, børnene navigerer rundt i medielandskabet på, er ofte direkte hjælpeløs, hvilket ikke er så mærkeligt, for de har jo aldrig fået undervisning heri. Vi har troet, at de pga. deres medieerfaringer udviklede sådanne kompetencer ‘af sig selv’. Men desværre forholder det sig ikke sådan. Det kræver undervisning. At være rutineret er ikke ensbetydende med at være kompetent.

Det burde jo være enhver dansklærers våde drøm at arbejde i denne mediekultur, hvor eleverne i den grad er aktivt deltagende og både læser og producerer masser af tekst hver eneste dag (det gør de!). Det viser sig dog ikke at være helt ligetil. Tekstbegrebet er udfordret af de nye medier, så hvor man i ’76 talte om et tekstbegreb, der var ‘udvidet’, er det i dag lige ved at eksplodere.

Finkultur og popkultur mikses, og mange spørgsmål trænger sig på: Er et blogindlæg mindre seriøst end en kronik? Er ’Grand Theft Auto’ en tekst? Hvad betyder web 2.0 for den traditionelle kommunikationsmodel? Hvad er mobillyrik, sms-noveller og Facebookromaner? Kan man analysere en flash mob? Er den fiktion? Hvad er personal branding? Hvad med viral markedsføring? Kan jeg stole på Wikipedia? Kan en profiltekst være poesi? Kan en film ligne et computerspil i fortællemåden? Og har det betydning for fortællingerne om Vitello, at man kan være Facebook-ven med ham og kommunikere med ham flere gange dagligt?

Det hele startede med to animerede rumskibe, nogle streger og en sort/hvid-skærm. Stephen Russell havde sammen med andre studerende på Massachusetts Institute of Technology, Boston i USA, leget med noget nyt udstyr og som en sidegevinst skabt verdens første computerspil. Det hed ’Spacewar’. Året var 1962.

Siden er der unægtelig løbet meget vand i stranden. Computerspil har udviklet sig fra monokrom pixel-minimalisme over simple scroll-teknikker til labre 3D-universer og stribevis af expansion packs. Vore dages spil er store og flotte, koster millioner at producere og sælger på niveau – hvis ikke højere – med film og musik. I dag låner andre medier med arme og ben fra spillenes verden.

Det gælder grafik og interface: cinematografisk og ’ludologisk’ produktion og post-produktion er stort set identiske anno 2010. Men også den – måske nye – narrative konstruktion, som ligger under computerspillene, deres forskelligheder til trods, bliver i stigende grad importeret af nabomedierne. Og resultaterne, som vi først nu skal lære at analysere? Vi får tv-serier, der i virkeligheden er ’spil’, og vi ser film, der indeholder ’levels’ snarere end sekvenser med psykologisk drama og tidsmæssig suspense. Aristoteles er død, The Sims lever.

Spil.  Grand Theft Auto IV I ’Grand Theft Auto IV’ styrer vi Niko Bellic, en kriminel immigrant fra Serbien, som ankommer til USA lokket af skønsang om frihed, lykke og dollar. En illusion, viser det sig hurtigt. Niko bliver fanget i Liberty Citys barske underverden. Sat på spidsen handler GTA ikke bare om, hvordan Niko nådesløst banker, skyder og bander sig vej til den mafiøse top, men også – og mere – om hans futile kamp for at undslippe sin skæbne. Altså, han er jo li’som fanget i et computerspil, ikk’? GTA er en moderne tragedie, ’Romeo og Julie’ på coke. Og ’Serbien’? Det er de genreforventninger (læs: tyrannier), som stadig lever bag jerntæppet. Niko nakker genstridige dansklærere.

Reglerne er simple nok: Niko (og dermed spilleren) skal helst være ferm til at håndtere skydevåben, stjæle biler og date damer på den hårde måde. Det er et spørgsmål om at forstå og handle ud fra et begrænset sæt af handlemåder med henblik på at overkomme spillets forhindringer og bevæge sig fremad i GTA’s fiktive rum. Problemet er, at disse handlemåder – ’playing by the rules’ – også har en semantisk overbygning: de inviterer til etisk stillingtagen og moralske dilemmaer. For eksempel lægger spillet op til, at man får ekstra point ved at være sammen med en prostitueret (man får tanket op på ’health’-kontoen nemlig). Man skal dog samtidig betale for disse ydelser, og så er det jo heldigt, at man bare kan slå den prostituerede ihjel efter endt action og tage sine penge igen!

Dilemmaet er åbenlyst. Egentlig er luderseancen bare en regel, man skal adlyde. Lidt ligesom en terning, der helst skal lande ordentligt på fortællingens bundlinje. Men til gengæld er det problematisk i en samfundsmæssig og moralsk optik. Vi spiller ikke bare efter reglerne, men lader os tillige nedsænke i og opsluge af simulationen og dens fiktion, dvs. spilverdenen. Det er derfor, det er sjovere at spille ’Quake’ med teksturer end barberet vektorgrafik, og det er sikkert også derfor, det er sjovere at spille skak på et fornemt marmorbræt end med grove trædimser på jorden.

Man kan også mene, at GTA er et meta-moralsk spil, nemlig fordi vores antihelt, Bellic, faktisk har det ad helvede til med Liberty Citys regelsæt. Han vil gerne væk fra sin kriminelle fortid (men vi vil ikke, ellers var spillet ikke fascinerende), og for at realisere den utopi må han lige præcis mønstre alle de kriminelle og afstumpede teknikker, der skal til for at få succes i spillet. Med andre ord peger Bellics forløsning og spillets medgang i to forskellige retninger. Vores spilintentioner og ønsket om fedt gameplay er Bellics store ulykke.

Det vigtigste er altså ikke, om eleverne kan trække landkort frem på de interaktive tavler. Nej, det helt centrale er, at de lærer at forholde sig analytisk og reflekteret til de nye medier. At de forstår, at Bellic lider, når de spiller ham. At de fatter, at ’Hamlet’ aldrig kan fungere som computerspil, fordi man ikke kan snyde sig til en cliffhanger. At de begejstret kan dissekere Christopher Nolans nyeste blockbuster, ’Inception’, og gå i flæsket på filmens egentlige ’Gud’ – nemlig en ’Arkitekt’, der vel snarere er en slags spildesigner, der skaber levels i drømmene.

’Grand Theft Auto’ er en fascinerende allegori over det 21. århundredes urbane drøm, og nu er det vist på tide, at vor tids foretrukne platform for fortælling, computerspillet, får plads i skolens danskundervisning. Glem for en stund ’Den stundesløse’ (vi gentager: for en stund!, for selvfølgelig skal vi stadig læse kanonisk litteratur). Ikke for at lefle for børnene og score billige point, men for at opfylde Fælles Mål, for de fejler ikke noget. Her slås der i slutmålet fast, at eleverne skal kunne forholde sig til tekster og andre udtryk fra forskelligartede medier.

Og så har computerspillene den fordel, at de er en del af de unges verden. De labber dem i sig. Den fordel har Holberg altså ikke. Så hør her:

Slip den indre drengerøv løs og lær børnene at forholde sig til gameplayet i’ World of Warcraft’, analysere rumligheden i ’Counter-Strike’ eller fokalisationen i ’Need for Speed’. Og lad overbygningsdrengene og -pigerne reflektere over den medierede verden og perspektivere den til virkelighedens verden: Er ’Grand Theft Auto’s verden ren voldsporno – eller er det i virkeligheden et spejl af samfundet på godt og ondt? I dag er computerspil ikke bare gameplay for de fede og dovne. Det er også et sprog og en kultur – et interface på verden – som kan aktualiseres på kunstnerisk form af voksne nørder. Og derfor har det sin berettigelse i skolens klasserum i danskfaget på samtlige trin.

Og lad dem også læse Holberg, Blicher, Turèll og Fupz Aakeson, for naturligvis skal de nye medier ikke erstatte skrevne tekster, men være et supplement, og faktisk viser det sig, at elever, der har lært at analysere computerspil, bliver bedre til at analysere litterære tekster. God fornøjelse og godt skoleår!