For få uger siden indefrøs Indien alle diplomatiske forbindelser til Danmark.

Af en kort erklæring i en indisk avis fremgår det, at al formel kontakt mellem de indiske og danske myndigheder er suspenderet, og at alle henvendelser skal gå gennem udenrigsministeriet. De danske myndigheder meddelte offentligheden, at »Indien har lagt Danmark på is«. Det normalt venskabelige forhold mellem de to nationer var med andre ord pludselig blevet væsentligt forværret.

LÆS OGSÅ Lene Espersen: Indien har lagt Danmark på is

Den diplomatiske krise er kommet noget uventet, men baggrunden for striden mellem Indien og Danmark om udleveringen af en dansk statsborger er velkendt.

I 1995 kastede våbensmugleren Niels Holck – som i Indien mest er kendt under sit alias ’Kim Davy’ – tilstrækkelig mange avancerede våben til at starte en mindre krig ned over Purulia-distriktet i Vestbengalen. Våbensendingen blev kastet ud med faldskærm og bestod af Kalasjnikov-geværer, pistoler, rifler, håndgranater, miner, natkikkerter og 25.000 patroner. Operationen forløb dog ikke som planlagt. Piloten i det lejede fly havde i væsentlig grad fejlvurderet nedkastningshøjden, og derfor landede våbnene i en travl landsby, ikke i øde lysninger i en nærliggende skov.

Niels Holck, der var hjernen bag operationen, flygtede i sikkerhed i det fjerne Danmark, mens politiet forsøgte at finde kilden til våbnene, der mirakuløst var dukket op af den blå luft. Hans medansvarlige i ’Purulia-våbensagen’, som sagen kaldes i den indiske presse, blev senere arresteret, retsforfulgt og idømt flere års fængsel. Indien har siden blandt andet gennem Interpol forsøgt at få udleveret Holck – den eneste anklagede, der er undsluppet – så han kan blive retsforfulgt ved en indisk domstol.

Sagen blev også meget omtalt i de danske medier, da Indiens anmodning om udlevering blev genstand for en ankesag i det danske retssystem. Sagen handlede ikke om, hvorvidt Niels Holck var skyldig eller uskyldig, men snarere om rimeligheden i at udlevere ham til Indien. Det er interessant, at debatten primært handlede om de potentielle trusler mod Niels Holck, hvis han blev sendt til Indien, selv hvis det blot var til selve retssagen (ifølge tidligere indgåede aftaler ville han have afsonet dommen i Danmark).

Eksperter i forskellige afskygninger blev hevet frem i medierne samt i retten og satte spørgsmålstegn ved Indiens forhold til menneskerettighederne og torturkonventionen, fængselsforhold samt mærkeligt nok landets demokratiske institutionernes soliditet.

Kunne Indien virkelig garantere, at Holck ikke ville blive tortureret? Ville han rent faktisk få en retfærdig rettergang? Var der ikke tale om en sammensværgelse mellem korrupte ledere, rivaliserende politiske partier og det indiske efterretningsvæsen, som ville bruge en uskyldig mand som Holck i deres eget magtspil? Og forsøgte han trods alt ikke at hjælpe de fattige og undertrykte ved at give dem våben? Fokus gled i en periode væk fra Niels Holck. I stedet var det, som om Indien var kommet for retten.

Det er netop det, der gør denne historie så interessant – og ikke de juridiske slagsmål eller den rodede omskrivning af Indiens politik og historie i Niels Holcks version af sagen. Det er den udbredte utryghed ved at skulle forholde sig til et ’tredjeverdensland’, der er blevet en global magt, som nu Indien, hvis økonomi selv under finanskrisen er vokset med 8-9 procent, og som står på spring til at påtage sig en førende rolle i verden ved siden af Kina.

LÆS OGSÅDansk våbensmuglers skæbne afgøres om to uger

På den ene side ønsker Danmark et fuldgyldigt samarbejde med Indien i jagten på nye markeder, og på den anden side betragtes landet med en tvivl, der bunder i forældede holdninger. Dette dilemma kommer til udtryk i Danmarks pragmatiske politik, der afspejler de forandrede realiteter i verden, samtidig med at den offentlige debat er præget af gamle fordomme, tvivl og stereotype ideer om Indien som en præmoderne, uciviliseret og tilbagestående nation.

Hvordan forholder man sig til et land, der indtil for nylig var bistandsmodtager, og som ikke længere tøver med at spille med musklerne? Dette spørgsmål er kernen i denne krise, der har destabiliseret det indisk-danske forhold i de seneste uger.

Utrygheden bliver tydelig, når man gennemgår de indbyrdes modsigende reaktioner, der er dukket op i den danske debat.

Mens politikere og diplomater forsøgte at finde en velovervejet løsning, tegnede der sig en meget anderledes debat i det offentlige rum. Det kunne man blandt andet se på kommentarerne til onlinenyhedsmediernes artikler, hvor de konflikter, jeg skitserer, kommer til udtryk.

Efter nyheden om, at Indien havde suspenderet forbindelserne til Danmark, startede der en ophedet diskussion på et dansk nyhedssite. En læser opsummerede offentlighedens holdning: »Vi skal ikke udlevere folk til tortur! Indien er et uciviliseret samfund med korrupt politi, der tager imod bestikkelse. Det er ikke et demokrati eller retssamfund. Indien skulle hellere bruge tid på deres problemer med drab på pigespædbørn og deres frygtelige kastesystem«.

I forbindelse med den indiske boykot, skriver en anden: »Ja, og det er så takken fra Indiens side, for de mange år vi har givet dem ulandsbistand«. De forskellige diskussionsstrenge var fyldt med kommentarer om det spinkle indiske politiske system og om, at man ikke kan stole på den indiske stats garantier og sende »vores våbensmugler«, som der stod i en kommentar, til retsforfølgelse der.

Der ligger tydeligvis to sammenkædede temaer bag disse reaktioner. For det første, at Indien er et tomt demokrati, der ligner en moderne stat, men hvor der under overfladen lurer et despotisk regimes korruption og udisciplinerede og barbariske voldspraksis. Der er ikke noget nyt i denne holdning.

Den går faktisk tilbage til kolonitiden, hvor vestlig imperialisme blev betragtet som en godgørende og moderniserende bevægelse, der ville lære den oprindelige befolkning liberale menneskelige værdier. De moderne statslige institutioner, demokratiets politiske rammer og modellen for den indiske forfatning bliver ofte fejlagtigt betragtet som en ’gave fra imperiet’.

Denne ukyndige antagelse ses ofte hos folk, der ignorerer Indiens rige intellektuelle tradition for politiske ideer og de store ideologiske forandringer, der fandt sted i begyndelsen af det 20. århundrede og skabte grundlaget for det moderne Indien.

I visse kredse har man stadig den forfejlede opfattelse, at det moderne Indien – samt andre demokratiske nationer i Asien og Afrika – er en imitation af de ’originale’ og dermed renere former for demokrati i Europa. I den verdensanskuelse er Europa fortsat modernitetens ideologiske centrum og hjem, som andre i den ikkevestlige verden kun kan håbe at imitere.

Det er ikke usædvanligt at høre vestlige universitetsfolk tale om problemerne med at gennemtvinge et kunstigt system blandt en befolkning, der ikke ’fra naturens hånd’ er disponeret i retning af demokratiske idealer og menneskerettigheder. Uanset hvad der sker, vil Asien og Afrika dermed altid blive set som de mindre oplyste, der kun kan håbe på at ’stige op’ og blive jævnbyrdige med Europa.

LÆS OGSÅIndiens kritik rammer ømt punkt i Danmark

Denne udbredte holdning kan også være en af forklaringerne på, hvorfor velmenende organisationer som Danida rutinemæssigt gennemfører udviklingsprogrammer rettet mod Asien og Afrika med nøgleord som god regeringsførelse, demokratisering og menneskerettigheder. Man vil udbrede ideer og praksis blandt dem, der som udgangspunkt ikke skønnes at være begavede med arven fra oplysningstiden.

Denne overbevisning blev også tydelig i debatten, hvor Indien blev betragtet som et eksempel på et mangelfuldt, tomt demokrati – en ydre demokratisk skal, der er hul indeni bortset fra den utæmmede hang til vold og tortur. Man skeler stort set ikke til, at Indien faktisk er verdens største demokratiske nation, hvor en stor del af de sociale forandringer er blevet opnået gennem politisk mobilisering, søgsmål og forfatningsreformer.

Indien er det eneste land i Sydasien, der aldrig har haft militærdiktatur – bortset fra de to år, hvor Indira Gandhi indførte undtagelsestilstand i 1975-77 – trods de utallige trusler mod landets eksistens i de seneste seks og et halvt årti. Selv i dag oplever Indien en massiv mobilisering i befolkningen mod korruption blandt de offentlige myndigheder. Det er en form for mobilisering, der kun er mulig i et blomstrende demokrati. Alligevel betragtes Indiens demokratiske kvalifikationer og vilje til at håndhæve loven som værdiløse.

Det andet sammenkædede tema er Indiens status som tidligere modtager af udviklingsbistand. Kommentarerne antydede, at Indien fortsat skulle stå i taknemmelighedsgæld til Danmark, fordi landet tidligere har modtaget udviklingsbistand.

Det danske bistandsprogram i Indien begyndte ganske vist i 1963, men det blev på Indiens opfordring standset i 2003, og alle lån, som Indien blev ydet af Danmark, er blevet fuldt tilbagebetalt.

Politikken bag udviklingsbistand – hvordan den flyder, hvorhen og i hvis interesse – har altid været omdiskuteret. Mens nogle betragter det som et moralsk projekt for at forbedre vilkårene for undertrykte og marginaliserede dele af menneskeheden, ser andre det som et udenrigspolitisk instrument, der giver donorerne magt og indflydelse i internationale forhold. Magtbalancen mellem donor og modtager er meget enkel og barsk – donorerne beslutter, hvilken udvikling der er brug for, og modtagerne giver plads til eksperimenter, hvor programmerne kan implementeres. Alligevel er de glittede brochurer og strategipapirerne fyldt med ord som ’partnerskab’.

Bistandsforholdet mellem Indien og Danmark hører fortiden til, men den gamle magtbalances sprogbrug hænger fortsat ved.

Forventes bistandsmodtagere – også tidligere – at lade donorlandes statsborgere begå forbrydelser på deres territorium? Skal retsstatsprincipperne sættes ud af kraft under særlige omstændigheder? De forskelligartede debatter om udviklingsbistand, humanitære motiver og tilsidesættelse af lovgivningen flyder sammen i sagen om Niels Holck. I sin selvbiografi beskriver Holck sig som en social aktivist, der ønsker at hjælpe de fattige og undertrykte i Indien. Hele hændelsesforløbet omkring planlægningen, fremskaffelsen og nedkastningen af våben bliver i Holcks version til en humanitær indsats snarere end terrorisme (et begreb, der har optaget Vesten siden 11. september 2001).

LÆS OGSÅHolck: »Det tager lidt tid at vænne sig til livet igen«

Bistandsmodtagerlandene har altid været tumlepladser, hvor man kan lege social retfærdighed fra tid til anden – det gælder ikke kun ngo’er, men også privatpersoner fra donorlande. Man kan altid gå ind i en konflikt – næsten som et sabbatår, hvor man lærer om andre kulturer – og så rejse hjem i sikkerhed, når eventyret bliver for farligt. Det gør man alt sammen i fuld bevidsthed om, at ens hjemland aldrig vil lade en blive udleveret til et land med angiveligt barbariske traditioner. Det er denne tankeløse kådhed blandt sabbatår-guerillaerne, der er så foruroligende ved denne historie.

Mange kan måske huske billedet fra Congo af to norske lejesoldater, der for et par år siden blev anklaget for mord. De to mænd i kamuflagetøj sad omgivet af congolesiske vagter. Det er interessant, at størstedelen af debatten i de vestlige medier ikke handlede om den forbrydelse, de havde begået, men om lovløsheden og volden i regionen, der ikke kunne garantere disse mænds rettigheder. Det faktum, at disse bevæbnede mænd frivilligt havde deltaget som lejesoldater i en blodig konflikt og måske endda forværret den, fik ikke megen opmærksomhed. Disse nyhedshistorier bliver nærmest skrevet som en refleksreaktion, og offentlighedens støtte går i retning af ’vores smuglere’ og ’vores lejesoldater’.

I 1995 kunne Niels Holck dårligt have forestillet sig, hvor hurtigt verden ville forandre sig på mange områder. I midten af 1990’erne havde Indien netop indledt en række økonomiske reformer, der muliggjorde udenlandske investeringer og partnerskaber. Omkring ti år senere voksede den indiske økonomi i et fantastisk tempo, der var drevet lige så meget af middelklassen på hjemmemarkedet som af de udenlandske investeringer.

Omfanget af forandringerne, der er sket i Indien i de seneste 15 år – både de synlige og de usynlige – vil på mange måder gøre Indien til et fremmed sted for Niels Holck i 2011. Han kunne ikke have forestillet sig, at Indien nogensinde ville være i en position, hvor landet kunne udøve pres for at få ham udleveret. Men det er tydeligt, at Indien mellem 1995 og 2011 er holdt op med at være det skrøbelige sted, der også var en tumleplads, hvor man kunne lege social retfærdighed i vinterferien.

Der kan dog ikke herske tvivl om, at udleveringssagen understreger den ændrede verden, hvor asiatiske lande i stigende grad er villige til at bruge deres nyvundne indflydelse. Men i Danmark er det – trods nylige ændringer af de udenrigspolitiske mål, som giver Asien høj prioritet – fortsat USA, der i store dele af statsapparatet betragtes som den globale magt. Nedgangen i den amerikanske indflydelse må være tydelig for enhver, men Danmark forsøger alligevel at fastholde den tidligere situation.

Det forklarer nok, hvorfor der var så lidt offentlig debat, da Camilla Broe blev udleveret til USA for en relativt set mindre forbrydelse. Ingen nævnte fængselstilstandene i USA, hvor man anvender en af de værste former for tortur – fuldstændig isolation fra de andre indsatte i uger, måneder og år. Det efterlader ingen ar på kroppen, men er altødelæggende for sjælen. Ingen talte om USA’s aktuelle anvendelse af tortur – Bagram, Abu Ghraib, Guantánamo.

Tænk, hvis Niels Holck havde kastet våben ned over New Orleans for at støtte den fattige og undertrykte sorte befolkning. Så ved vi godt, hvordan forløbet ville have været.

Oversættelse: Mette Skodborg