Jeg var i New York til et seminar om kunst og aktivisme få dage efter 17. september, hvor en demonstration bevægede sig gennem Manhattan og endte ved en mindre park tæt på World Trade Center, Zuccoti Park, hvor de slog lejr under parolen ’Occupy Wall Street’.

Så vidt jeg kunne fornemme, var demonstranterne fortrinsvis unge og studerende, som havde fået nok og ville fortælle finanskapitalisterne på Wall Street en sandhed eller to. Siden er mange flere kommet til, og Zuccoti Park er blevet rum for en mangfoldighed af protester og generationer, der forenes om at afvise af neoliberalismens enorme ulighed.

Protesterne i New York har spredt sig som en steppebrand til andre byer i USA og videre ud i verden under kampråbet ’Occupy Everything’ (Besæt alt). Protesterne har bare spredt sig og spredt sig fra New York til Chicago og videre til Paris, Berlin, København, Sydney og Hongkong. I mere end 1.500 byer overalt i verden har folk demonstreret, indtaget pladser og torve og skabt deres egen besættelsesbevægelse. I London har demonstranter besat pladsen foran St Paul’s Cathedral, og i København er der en mindre, men permanent teltlejr på Rådhuspladsen. I Oakland besatte op mod 10.000 mennesker 2. november byens havn – den femtestørste i USA – og blokerede for al trafik til og fra havnen, uden at politiet greb ind.

Overalt protesteres der imod økonomisk uretfærdighed og manglende politisk repræsentation. På tværs af demonstrationerne og besættelserne synes der at være en udbredt følelse af at være blevet forrådt af de politisk ledere, der forsøger at gennemføre voldsomme besparelser efter at have brugt milliarder af penge på at redde banker og kreditinstitutter.

LÆS OGSÅ Wall Street-besættere: »Vi har retten på vores side. Det har I ikke«

Umiddelbart så krakket i 2008 ellers ud til at miskreditere den neoliberale finansieringsmodel, der har været dominerende de seneste 30 år, men regeringer verden over forsøgte at bevare status quo gennem flere lån, med det resultat at krisen blot er blevet intensiveret. Billedet er det samme i USA og i Europa: Den ’reelle’ økonomi er stagneret med stigende arbejdsløshed til følge. Samtidig har bankerne afviklet deres tab, og den rigeste del af befolkningen har fået en højere procentdel af den samlede indkomst.

På den baggrund oplever de demonstrerende i New York, London og Rom, at deres fremtid så at sige er blevet plyndret på forhånd. I modsætning til de foregående generationer i den vestlige verden, som har kunnet se frem til en bedre fremtid, mere velstand og flere muligheder, har vi her at gøre med en generation, som på en helt anden måde er blevet forrådt. Det er derfor, studerende og unge arbejdsløse udgør så stor en procentdel af de protesterende.

De forstår i særlig grad det gigantiske tyveri, der har fundet sted, hvor en lille snæver finanselite og grådige koncerner har tilegnet sig svimlende summer, mens resten af befolkningen er blevet kastet til side, forgældede, ubrugelige og overflødige, og det vel at mærke uden at det politiske system har gjort noget aktivt for at forhindre det, men tværtimod har arbejdet indædt på at muliggøre denne udvikling.

Begivenhederne i New Yorks finansdistrikt på Manhattan skal forstås som et punkt i et internationalt netværk af indbyrdes sammenhængende modstand, der er ved at tage form, hvor demonstranter inspirerer hinanden skaber en ny global protestbevægelse mod den neoliberale kapitalisme og dens enorme økonomiske ulighed. Occupy Wall Street-bevægelsen er på den måde en amerikansk fortsættelse af de spanske protester, hvor 15. maj-bevægelsen besatte centrale pladser i flere spanske storbyer, blandt andet Madrid og Barcelona, og oprettede lejre under parolerne ’Democracia real ya’ (Ægte demokrati nu) og ’No nos moveran’ (Vi flytter os ikke).

De spanske lejre var selvfølgelig inspireret af den nordafrikanske og egyptiske revolte og af den måde, demonstranter indtog centrale pladser i Tunesien og Egypten på, eksemplarisk med Tahrirpladsen i Kairo, hvor tusinder af egyptere markerede deres utilfredshed med Mubarakstyret og nægtede at gå hjem, før Mubarak var trådt tilbage. Den store opdagelse i de tunesiske og egyptiske revolter var selvfølgelig, at hvis man er mange nok og agerer med beslutsomhed, er det faktisk muligt at forsøge at ændre verden. Det er dette princip – der har været til stede i alle revolutionære processer – som folk over hele verden er ved at opdage.

LÆS OGSÅ Politiet fjerner Wall Street-besættere i New York - for en stund

De forskellige protester har naturligvis specifikke karakteristika, der har at gøre med de lokale kontekster og den måde, krisen manifesterer sig på der, men der er en række fællestræk, man kan udlede fra Kairo over Madrid til New York. Overalt drejer det sig om finanskrisen. I Egypten og Tunesien var voldsomt stigende fødevarepriser med til at igangsætte protesterne mod de lokale magthavere, og i USA er en eksploderende ulighed med ekstremt rige på den ene side og en stadig mere forarmet middelklasse og fattig underklasse udgangspunkt for voksende utilfredshed.

I Grækenland, Italien, Spanien, Portugal og Island presser politikere på for at gennemføre voldsomme spareprogrammer, der truer med at fjerne eksistensgrundlaget for en stor del af befolkningerne. Så den økonomiske krise er udgangspunktet for den voksende globale modstand.

Samtidig er demonstrationerne udtryk for en afvisning af det officielle politiske system, der på forskellig vis opleves at have spillet fallit og være ude af trit med samfundets reelle problemer. I tilfældet med det egyptiske militærdiktatur med Mubarak i spidsen var denne dimension så indlysende, at det samlede protesterne i ét fælles krav om systemskifte. Afvisningen af det etablerede politiske system går imidlertid igen i Spanien, USA og andre steder, hvor demonstranterne kritiserer det officielle demokrati for at have udviklet sig til et skuespil, et iscenesat meningsmålingsdemokrati, hvor politik, finanskapital og spin er smeltet sammen i forsvaret for et neoliberalt system, der tilgodeser finanskapital og en lille snæver elite.

Protesterne er også alle sammen kendetegnet ved at eksperimentere demokratisk, og som allerede skrevet er der en fornemmelse af, at vi – hvis vi er mange nok – kan gøre en forskel. Der oprettes generalforsamlinger, hvor man diskuterer, planlægger og vedtager, hvad der skal ske, og hvordan det skal gøres. På den måde forsøger man at praktisere basale demokratiske idealer i protest imod, at disse er blevet knægtet i det etablerede politiske system. Den fortsatte diskussion og de konkrete eksperimenter er vigtige, idet de udgør et alternativ til den politiske repræsentations eksisterende strukturer og peger på, hvorledes den politiske offentlighed ikke lader folket komme til orde andet end gennem ritualiserede stemmeafgivelser.

De mange forskellige forsøg på at praktisere en art direkte demokrati, hvor alle stemmer tæller, og alle har mulighed for at blive hørt, er den anden side af den aktive og fysiske modstand, som protesterne naturligvis også er et udtryk for. Der er netop tale om besættelser, hvor man tager stilling, indtager en plads og nægter at flytte sig. Man indtager eller snarere genindtager et fælles sted, den offentlige plads, og forsvarer så at sige den ’oprindelige’ idé om et demokratisk offentligt rum, hvor folket diskuterer og tager stilling. Pointen er, at dette rum ifølge demonstranterne er blevet lukket ned, privatiseret, forvandlet til en vare eller scene for politisk spin.

Derfor kræver de det tilbage, sætter sig imod og peger på det nødvendige i at holde dette rum åbent og tage vare på det. Demonstranterne synliggør, at det offentlige demokratiske rum ikke eksisterer, især ikke i de urbane bycentre, som er reserveret turisme (som Puerta del Sol i Madrid), blevet privatiseret (som Zucotti Park i New York) eller bare fyldt med trafik (Tahrirpladsen i Kairo). Det er selvfølgelig netop derfor, at det er disse centrale pladser, demonstranterne har indtaget og forsøger at forvandle til fælles rum.

LÆS OGSÅ Analyse: Europa er kastet ud i en politisk tillidskrise

I et længere historisk perspektiv ser det ud, som om vi er konfronteret med begyndelsen på afslutningen af den neoliberale kapitalismes epoke. En periode, der strakte sig fra sidst i 1970’erne og frem til i dag. Den neoliberale kapitalisme erstattede keynesianismens og velfærdsstatens kapitalisme med en mere intensiv og voldelig form for udbytning. I retrospektiv kan vi læse den neoliberale fase af kapitalismen som et svar på de omfattende sociale og politiske kampe, der fandt sted i 1960’erne og 1970’erne. Her artikulerede arbejdere, studerende og kvinder kritik af det, man med henvisning til bilindustrien kalder det fordistiske disciplinsamfund og en kritik af dets sexistiske, racistiske arbejdsdeling og ulige udveksling.

Da det fordistiske kompromis ikke længere var socialt profitabelt på grund af arbejderpres, blev det erstattet af afregulering, privatisering, lavere sociale ydelser, bedre muligheder for udenlandsk investering og finansøkonomi. Svaret på modstanden var således en veritabel neoliberal kontrarevolution – almindeligvis eksemplificeret af Margaret Thatcher og Ronald Reagan – hvor det vigtigste af alt var en systematisk reduktion af omkostningerne, der for alvor tog fart i 1980’erne, og som konkret tog form af en omorganisering af den globale arbejdskraft og en udhuling af sociale rettigheder. Svaret var overmåde effektivt: Omorganiseringen og den medfølgende arbejdsløshed blev accepteret, og forestillingen om en revolution forsvandt næsten fuldstændig i 1980’erne og 1990’erne.

De europæiske socialdemokratiers såkaldt tredje vej fremstår som et udtryk for denne udvikling, hvor selv socialdemokrater accepterede den neoliberale kapitalisme som en præmis for enhver politisk aktivitet. Kapitalismen fremstod i en lang periode således nærmest som en indiskutabel realitet, og den politiske horisont blev indskrænket til reformer og demokratisering.

En anden verden hinsides kapitalismen og dens uimodståelige nye kommunikationsteknikker var der ikke mange, der hverken drømte om eller troede på. Den omfattende omstrukturering fremprovokerede imidlertid en række ubalancer, som det i en længere periode lykkedes at holde i ave, men som nu truer ikke blot den neoliberale kapitalisme, men potentielt selve den kapitalistiske produktionsmåde.

Selv om den neoliberale globalisering var dominerende fra begyndelsen af 1980’erne og frem, fandt der løbende modstand sted. Ofte af rent defensiv karakter som i protesterne mod IMF’s strukturtilpasningsprogrammer i Afrika og Syd- og Latinamerika, hvor lande blev tvunget gennem dramatiske spareprogrammer, der drastisk forringede befolkningernes levevilkår. Men også mere koordineret og offensivt som sidst i 1990’erne, hvor den heterogene alterglobaliseringsbevægelse gjorde sig bemærket med topmødeprotesterne i Seattle.

LÆS LEDERSvag fremgang på Wall Street efter panik

Alterglobaliseringsbevægelsens kritik blev imidlertid hurtigt umuliggjort af ’krigen mod terror’, der ikke blot skulle uskadeliggøre den islamiske fundamentalisme, men som i lige så høj grad var rettet mod den nye antikapitalistiske internationalisme, som alterglobaliseringsbevægelsen forsøgte at etablere. At ’krigen mod terror’ i høj grad også var et forsøg på at afspore kritikken af den neoliberale globalisering bekræftes af den måde, antiterrorlovene er blevet brugt på siden 9/11, hvor protestformer som civil ulydighed og direkte aktioner er blevet kriminaliseret og iscenesat som terrorisme.

I en lokal sammenhæng er politiets adfærd i forbindelse med klimatopmødet i København december 2009 et glimrende eksempel. ’Krigen mod terror’ var første etape i etableringen af et egentligt antioprørsregime til forsvar for et verdenssystem i krise.

Hvad er det, vi er konfronteret med? Hvad er de mange protester et udtryk for? Den neoliberale kapitalisme er i en dyb krise – eurolandenes eskalerende problemer er blot et eksempel på dette – og det ser ud, som om krisen meget vel kan blive såvel en afslutning på den neoliberale kapitalisme som en åbning mod noget andet. Det er de færreste, der stadigvæk tror, at den såkaldte finanskrise blot er gigantiske frikøb af bankerne og et par magre år, før det hele er i gang igen. Flere og flere tvivler på, at alt bliver som før, at fremtiden bare er mere af det samme, uendelig reproduktion. Det begynder at dæmre for en stadig større gruppe mennesker, at vi står over for et omfattende skifte i organiseringen af samfundet.

Hvad konsekvenserne bliver, er endnu uklart, men der er ikke noget, der tyder på, at »økonomien kommer i gang igen«. Vi er hinsides ’det normale’; billedet af kapitalismen som en evig naturlig tilstand har ikke blot fået nogle grimme ridser i lakken, men er decideret ved at gå i stykker.

Det er vitterligt en underlig tid, vi lever i. På den ene side domineres verden stadigvæk af en militariseret neoliberalisme, der gør alt for at sikre den vestlige verdens borgerskabs velstand og forfølger oppositionskræfterne, hvor de end findes. På den anden side er situationen tydeligvis ude af kontrol, og nye perspektiver presser sig på. Den arabiske revolutionsbølge truer med at udløse en proces, som vil underminere den nuværende verdensorden med rige hvide nationalstater og farvede smadrede vasallande, og besættelserne i USA og Europa afviser den neoliberale kapitalismes uligheder.

LÆS OGSÅErhvervsredaktør: 'Occupy'-demonstranterne har faktisk en velunderbygget sag

Tilsammen kan de meget vel vise sig at være ved at blive udgangspunktet for en global revolutionær proces, der måske endda på sigt opløser nationalstatssystemet og ophæver pengeøkonomien, selv om der vil blive gjort alt for at afspore den udvikling. Magthavernes holdning er at den potentielt revolutionære proces skal destabiliseres.

Men tingene er i bevægelse, og 25. januar 2011, hvor den egyptiske revolution brød ud, kan ende med at blive langt vigtigere end 11. september 2001, som hele tiden trækkes frem som referencepunkt med henblik på at bevare den allerede etablerede orden og intensivere den neoliberale globalisering.

I modsætning til al-Qaeda har vi her en reel trussel mod den ‘globale orden’. 2011 kan blive begyndelsen på noget nyt.

FACEBOOKBliv ven med Politiken