»Pas nu på dig selv«.

Døren lukkes, og den sidste gæst fra min mors begravelse går hjem. For de flestes vedkommende mennesker, som jeg næppe nogensinde ser igen. Min mors mand døde nogle måneder tidligere, og det er en epoke, både de og jeg siger farvel til. For mit vedkommende foregår det i en slags døs.

Der er gået seks dage siden min mor døde, og indtil dette øjeblik har tiden været pakket med praktiske ting. Tale med bedemanden og forklare at hun vitterlig ønskede en lilla kiste og ditto urne. »Usædvanligt«, smilede bedemanden, »men bestemt ikke umuligt«. Skrive dødsannoncen, så vi undgik frasen 'elsket og savnet'. Den hadede min mor, fordi man efter hendes mening ikke kunne nå at have savnet nogen endnu. Det er jeg nu ikke så sikker på, men hun fik sin vilje. I stedet fik vi god hjælp af websitet poems about death - hvem laver den slags? - der viste vej til et digt, vi synes passede. At digtet også blev brugt i 'Fire Bryllupper og en Begravelse' var jeg vist den eneste af mine søskende, der bemærkede, og jeg gjorde mit bedste for ikke at tænke på det. Undlod også at skrive 'efter lang tids sygdom' i annoncen. Ikke fordi det ikke var tilfældet, men fordi det altid har slået mig som en konstatering, en kodet måde at sige, at enden var ventet og i virkeligheden godt, det sluttede. Hvad der er noget forvrøvlet sludder? Døden kommer brat. Der var gået to et halvt år, siden min mor fik kræft, men det ene øjeblik var hun i live. Det næste var hun død. Mindre end en uge før havde hun og jeg drukket rødvin og spillet sudoku på hospicets terrasse, og et par uger før havde hun spillet bridgeturnering med min bror. Tre måneder tidligere var hun og jeg på forlænget weekend i Berlin. Så selvfølgelig er det en ubegribelig katastrofe, at hun er død. Uanset om det er 'efter lang tids sygdom' eller ej.

Så var der præsten at tale med, talen skulle skrives, gravøllet arrangeres og tøjet til begravelsen vælges. Den første uge var det ikke noget problem at få tiden til at gå. Om aftenen faldt jeg sammen foran fjernsynet og ind i en drømmeløs søvn.

Så klappede fælden. Netop som jeg troede, at det værste var overstået.

Mere end noget andet har jeg altid frygtet min mors begravelse, og så sent som dagen inden været alvorligt i tvivl, om jeg ville kunne komme igennem det. Det var helt overflødigt. Begravelsen var den lette del. Her er man mandsopdækket af familie og venner. Pakket i et tykt lag følelsesmæssigt vat, der ligesom bedøvelsen hos tandlægen tager det meste af smerten.

Men før eller siden letter bedøvelsen og afløses af en hul, dunkende smerte. En protest over at noget vitalt er revet ud af ens liv, og kroppen og sindet skal anstrenge sig til det yderste for at omorganisere sig til den nye virkelighed. Og med afslutningen af den offentlige sorg - som i tråd med tidens effektiviseringsånd er kortet ned til et par uger - forventes man at være nogenlunde sig selv igen. Hvad man naturligvis ikke er, og i takt med at savnet blev stadig mere ulideligt, gik det op for mig, at jeg ikke anede, hvordan man sørger. Som agnostiker havde jeg ingen ritualer at falde tilbage på, ingen hellige huse at vende mig til og ingen Gud at klage min nød til og bede om vejledning fra. At sørge var ikke noget, vi havde lært i skolen eller gået til aftenskoleundervisning i på Studieskolen.

Man kan undre sig over, at det kom bag på mig. Min far døde et par år tidligere, og det var ikke længere end fire måneder siden min stedfar, som jeg var meget tæt knyttet til, døde. Men Pi, den 16-årige dreng i Yann Martels vidunderlige bog 'Life of Pi' havde ret: »At miste sin far er at miste den, hvis råd og hjælp man søger, den som støtter en, som en træstamme støtter sine grene. At miste sin mor er som at miste selve solen«.

Jeg var på bar bund og søgte, som min vane har været, fra jeg var lille, trøst og hjælp i bøger. Jeg startede med min mors mange og meget deltaljerede scrapbøger. Mindst en gang om ugen tog jeg op til hendes hus, satte mig i stuen eller på terrassen og læste de store bøger fra en ende af. Genlevede på siderne hendes liv, også de dele jeg ikke havde været deltager i. Så billederne fra hendes barndom. Læste for første gang min mormors kommentarer til min mors første skridt. Faldt i staver over et billede, hvor hun kigger direkte nysgerrigt ud på beskueren. Hun er vel fire-fem år, det er taget lige før krigen, og livslysten lyser stadig ud af det gulnede papir.

Videre til hendes ungdom, rejserne til Paris, San Remo og Venedig med min far, der nu er dukket op i arenaen. Videre til dengang de boede i New York, muntre stunder, masser af levet liv med dets glæder og sorger.

Men beviserne på, at min mor har haft et godt og rigt liv, luner ikke. Jeg er stadig vred. Bitter over at hun ikke kan sidde med mig her i efterårssolen, men i stedet skal ligge en kilometer henne ad vejen i sin lilla urne. Småligt og nytteløst vred, hver eneste gang jeg ser friske ældre vandre ubekymret af sted. Livet går videre uden min mor, og det føles uretfærdigt.

Sideløbende med mine ugentlige pilgrimsrejser til hendes hus læser jeg bøger om sorg for at få en klarere fornemmelse for, hvad jeg kan vente mig i de kommende måneder. Jeg erfarer, at det vil vise sig en fordel, at jeg havde et godt og meget nært forhold til min mor. Ellers kan det gå helt i fisk senere, forklarer Vamik D. Volkan og Elizabeth Zintl i 'Life after Loss - The Lessons of Grief', en selvhjælpsbog, som jeg faldt over i New York. En ringe trøst, eftersom Volkan og Zintl samtidigt gør det klart, at det gode forhold på kort sigt gør sorgen desto værre.

På min psykologs anbefaling læser jeg også 'Den nødvendige smerte', der er mere af samme skuffe. Ikke noget galt med det, men jeg bliver hurtigt mæt af mikset af den kliniske beskrivelse og den følsomme-og-forstående tone.

I stedet begynder jeg at læse bøger og artikler skrevet af døende. Jeg ved ikke hvorfor, men det føles helt rigtigt at læse den afdøde amerikanske journalist Marjorie Williams usentimentale beskrivelser og refleksioner omkring sin sygdom i 'The Woman at the Washington Zoo'. Kortere, men lige så fremragende er også de klummer den britiske skribent Ruth Picardie skrev om kræft, før hun døde som 34-årig. Det er ikke, fordi det lindrer at læse om andres død, men deres refleksioner omkring tilværelsens indbyggede uretfærdighed er alligevel et skridt i den rigtige retning. Hvis de kunne acceptere at skulle dø unge, kan jeg vel også lære at acceptere, at min mor er død og ikke kommer tilbage.

Let er det dog ikke. Sorg er en ekstremt ensporet følelse, som kun modvilligt lader sig distrahere. Jeg famler mig fra bog til bog, emne til emne, og det er først, da jeg ved et tilfælde finder den amerikansk-jødiske forfatter Leon Wieseltiers bog 'Kaddish', at jeg for alvor kommer på rette spor.

Jeg fik bogen i fødselsdagsgave af en ven for nogle år siden - egentligt en lidt morbid gave - men jeg havde aldrig læst den. Nu var lejligheden der og lige fra den første side talte Wieseltier til mig som en ældre og klogere bror.

Wieseltier er litteraturredaktør på det liberale magasin The New Republic, og bogen handler om det år, han siger kaddish for sin far. Kaddish er den jødiske dødsbøn, som en søn skal sige tre gange om dagen i et år efter en forælders død. En krævende forpligtelse, og en, som Wieseltier der ikke er troende, har sine kvaler med. Men jeg har ikke læst ret mange sider, før fornuften i ritualet bliver åbenbar. De tre daglige bønner udgør netop den strukturerende ramme for Wieseltiers sorg, som jeg selv har savnet.

Jeg er ikke troende, men det står klart for mig, at Danmark har været alt for hurtig til at kaste ethvert lidt krævende religiøst ritual på møddingen. Det er ikke rimeligt at forlange af en sørgende, at han eller hun skal opfinde sine egne ritualer.

Men det nytter ikke noget at græde over spildt mælk, så i mangel af bedre gør jeg læsningen af 'Kaddish' til mit personlige ritual. Jeg læser kun i den om morgenen, og kun når jeg har fri. Så sidder jeg til gengæld og fordyber mig i hans sælsomme jagt i de jødiske annaler efter betydningen og oprindelsen af Kaddish-ritualet, og de refleksioner det afføder i ham - og dermed i mig.

Jeg tvinger mig til at læse bogen langsomt ved at strege særligt interessante afsnit ind, og da jeg trods denne meget langsommelige læseteknik bliver færdig med bogen, begynder jeg forfra. Jeg orker ikke at opfinde flere ritualer. Og Wieseltier er lige, hvad doktoren har foreskrevet. En klog og ekstremt belæst mand som i en sammenlignelig situation har tænkt og reflekteret over døden og dens mening.

For er der én ting, døden gør, er det at tvinge de overlevende til at tænke. Over den afdøde, over deres eget liv og over tilværelsen i al almindelighed. Det er derfor, at en person som har fået døden helt tæt på, er anderledes end en, som ikke har. Ikke bedre eller værre; anderledes. Der er et før og et efter, og som Wieseltier skriver et sted, er et overfladisk liv ganske enkelt ikke acceptabelt i en verden, hvor mennesker dør. Det står glasklart, efter man selv har oplevet det, og jeg mærker det mere og mere i mig selv.

Et fokus på nuet og på at maksimere udbyttet af den tid, der er til rådighed. Ikke slut med tant og fjas, snarere tværtimod, men slut med ligegyldighed, tidsspilde og trækken på skuldrene. Det gælder også, når det kommer til tro og åndelighed. Jeg har aldrig opfattet mig selv som et særligt spirituelt menneske - snarere tværtimod - men Wieseltiers insisteren på, at vi består af andet og mere end kød, tvinger mig til at genoverveje min holdning.

I virkeligheden skal jeg ikke lede længere end til min egen mors sygdom og død for at finde beviset på, at der er sådan en ting som sjælen, og alt ikke bare kan forklares som kemiske processer. For vel døde min mor af kræft, men den måde, hun bekæmpede sygdommen på, og den måde, hun til sidst besluttede at opgive kampen og derpå døde i løbet af et par dage, kan ikke reduceres til kroppen og kødets logik.

Der var en ånd og en vilje bag, og det er den, jeg sørger over tabet af. Ikke over et halv hundrede kilo kød, knogler og blod. Men over at min mor aldrig mere skal spille bridge, lave mad, gå i vandet og lege med sine børnebørn. Selvmedlidenheden stikker også sit grimme fjæs frem i mig og får mig til at rase over uretfærdigheden i, at hun aldrig skal se mine børn, være til mit bryllup og følge min families udvikling, sådan som hun har gjort med mine søskende. Men mest af alt sørger jeg over det endegyldige, over ganske enkelt aldrig at skulle se og tale med hende igen.

Og selv om det på sin vis gælder om at bide tænderne sammen og ranke ryggen, forvisser Wieseltier mig om, at det ikke er hele svaret. »Der er omstændigheder, som må knuse dig, hvis du ikke bliver knust, er det, fordi du ikke har forstået, hvad der er sket. Den egentlige fejl er, hvis dit hjerte ikke bliver knust i sådanne tilfælde«, skriver han. Jeg kunne ikke være mere enig.

I dag er det et år siden, at min mor døde. Havde jeg været jøde som Leon Wieseltier, ville min sørgeperiode være slut nu (eller rettere for nogle dage siden på grund af den jødiske kalender), og i mangel af bedre har jeg besluttet at tilslutte mig den tradition. Et år er en passende sørgeperiode. Det nytter ikke at lade sig sluge af sorgen, og selv om tabet stadig ofte føles ubærligt, er det på tide at vende tilbage til verden på fuld tid.

Jeg har både glædet mig til og frygtet denne dag. Glædet mig til at kunne slappe af, være som alle andre. Frygtet det, fordi det betyder, at min mor virkelig er død. Helt død. Og dog. Hun lever videre i mig.