Man kan ikke diskutere politik med radikale vælgere.

Af den simple grund, at de ikke diskuterer politik. Og derfor benytter de naturligvis heller ikke politiske argumenter. De tænker Biedermeier og diskuterer æstetik, den gode smag. Og smag kan man som bekendt ikke diskutere. De hykler ikke. De er urokkelige. Søren Krarup, Pia Kjærsgaard, Jesper Langballe er grimme. Derfor tager de fejl. Derfor er de uanstændige. Derfor hører man ikke på, hvad de siger. Derfor læser man ikke, hvad de skriver. Det er ikke kun folk fra Dansk Folkeparti, der afskrives på den konto. Er håret forkert, kjolen for plisseret eller for lyserød, sidder bukserne for højt eller for lavt, ja, så kan de tale for døve øren. Det har simpelthen ingen interesse. For de, der taler, er grimme. Men de er ikke kun grimme, de bor også grimt. Den mad, de spiser, er ulækker, den er i hvert fald helt sikkert ikke økologisk.

Selvfølgelig fungerer alle radikale vælgere ikke sådan. Jeg taler om et nyt bedsteborgerskab. Generation Biedermeier. Den har genopfundet de biedermeierske idealer, der dominerede dansk kulturliv fra 1820-1870. De gamle biedermeiere gjorde deres bedste for at fortrænge denne verdens disharmonier. Så de kastede sig i stedet over boligindretningen. Intet var nemlig vigtigere end harmoni, et smukt hjem og dannelse. Vor tids biedermeiere er som snydt ud af næsen på 1800-tallets. De er frem for alt æsteter. Og det er takket være dem, at R de seneste år har oplevet en historisk fremgang. Især i de københavnske brokvarterer. En fremgang, der er gået hånd i hånd med byfornyelsen. For med byfornyelsen har indvandringen til brokvartererne af akademikere eller akademikere in spe foretaget et tigerspring. Det er ikke grebet ud af den blå luft, når der på klistermærker rundt om på Vesterbro står »Jyderne ud af Vesterbro«. De nye radikale vælgere er ikke gammelkøbenhavnerne, men derimod dem, der i studietiden har forvandlet sig til københavnere. De ser ’Sex and the City’, de shopper sko og mænd, og de abonnerer på Politiken, Information, Folkekirkens Nødhjælp, Dansk Røde Kors og Amnesty International. Og på @aarstiderne og Det Radikale Venstre. De vil være urbane. Med det samme. Og de forbruger sig til den eftertragtede urbanitet. Men varen skal være appetitlig og pænt pakket ind. Lækker. Æstetisk. Helst økologisk. I hvert fald anstændig.

Sjældent har de radikale haft så mange vælgere, og aldrig har de haft mindre indflydelse i dansk politik. Det lyder som et paradoks. Men det er det ikke.

De radikale er et brand – som @aarstiderne, Acne Jeans eller Republic of Fritz Hansen. Og for de radikale vælgere er politik en vare som enhver anden; man gør sig naturligvis sine æstetiske overvejelser. Magt er en grim vare, for magt korrumperer, og hvem vil købe et stødt æble, en ridset Wegner-stol eller en flosset politisk profil? Ingen, hvis de har råd til at lade være. Og de radikales vælgere har råd. Råd til at tænke æstetisk og råd til ikke at tænke politisk. Fordi R er den eneste ngo, man kan stemme på til kommunal-, regions- og folketingsvalg. Fordi R ikke fører politik, men fremfører lækre mærkesager. På Københavns Rådhus kan man f.eks. med sin stemme købe Lækker Storby hos Klaus Bondam. Køber man @aarstidernes produkter, ved man, at man får økologiske produkter bragt til døren. Stemmer man på de radikale, ved man, at man får lækre mærkesager bragt til torvs. Hvis alverdens landbrug blev omlagt til økologisk drift, er det ikke sikkert, at de ville kunne brødføde alverdens mennesker. Hvis de radikale fik magt, som de har agt, er det ikke sikkert, at de ville være i stand til at regere landet. De nye radikale vælgere er ikke politiske forbrugere, de forbruger sig derimod fri af politik, fri af ansvar.

Jeg gik for nogle år siden med post på Vesterbro. Og jeg gjorde nogle banale iagttagelser. Vesterbro er, som man siger, multikulturel. De studerende/veluddannede og de etniske minoriteter er flot repræsenteret. Her er også pensionister og folk fra socialklasse fem. Men med byfornyelsen er de sidste på vej ud og har været det i snart 10 år. Groft sagt er boligmassen på broen blevet delt i to: ejer- og andelslejligheder, der efterhånden er det samme, og så det sociale/almennyttige boligbyggeri. Jeg fandt ikke mange poser med blandede bolsjer på Vesterbro.

På postkasserne i Saxogården møder postbuddet næsten udelukkende navne på vore nye landsmænd, tyrkere, somaliere, arabere, kurdere og så videre. Der er da også indimellem en, der hedder John eller Jytte. Dem er der dog ikke så mange af, og ærlig talt, så ser broderparten af dem ikke særligt sunde ud.

I andels-/ejerforeningerne er navnene som oftest Andreas, Camilla, Rikke, Julie, Christina, Michael, Jesper og Mads. Nogle hedder Hansen, andre Jensen, mange et eller andet med bindestreg. Men det er ikke altid sådan.

For postbuddet på Vesterbro er hver opgang, hver dør, et lille eventyr. En lille rebus. Her bor Camilla & Mads eller Martin & Jesper. Nogle gange skal man løse en krydsogtværs for at se, hvem der bor her. På noget, der minder om Ishiharas farveblindhedstavle, kan vi ane Emil, Victor, Alma, Amalie eller et andet navn, der dufter af tradition og godt håndværk. Eller også finder postbuddet navne som Cirkeline, Tullinulla, Pottelotte eller noget helt fjerde. Emil og Cirkeline får imidlertid mest Anders And-blade eller indbydelser til Victors eller Pottelottes fødselsdagsfest. De er danske børn på det multikulturelle Vesterbro. Måske står der et godt gammeldags hr. Feddersen eller fru Gyldenkaal. Men postbuddet ved godt, at så er det katten eller kanariefuglen, der har fået sit navn over brevsprækken. For folk, der bor der, er vokset op med Cirkeline, Bennys Badekar, Snuden, Pippi Langstrømpe og Emil fra Lønneberg. I et parcelhus et sted i Jylland, på Fyn eller Lolland-Falster. Hjemme venter mor og far med maskinkaffe i termokander på kakkelborde, der er fast forankrede til væg til væg-gulvtæpper. Der serveres måske boller fra Kohberg med marmelade fra Blå Spand. Eller svinekoteletter i fad. I carporten holder en Toyota Corolla eller en Ford Taunus, eller måske en Volvo af den firkantede slags.

Men alt det forlod man jo, da man flyttede til København for at læse. Så nu bor hr. og fru Hansens børn i Villa Villekulla (2. tv), og det har de i deres nyerhvervede selvbevidsthed altid gjort. Og i Villa Villekulla har hr. og fru Hansens børnebørn sjove navne. Ellers ville det slet ikke være Villa Villekulla. Og derfor står deres navne på døren. Og derfor står katten og kanariefuglens navne der også. Det er nemlig aldrig for sent at få en sjov og smagfuld barndom, sådan en barndom, som man ser i bolig- og dameblade, noget med svensk landidyl, træhuse med små tårne og fantasifuldt udkårne gesimser, lyshårede børn i fine sommerkjoler eller blå smækbukser, der samler blomster og binder kranse, hvis ikke de leger med trælegetøj fra Krea.

Biedermeierne er det segment, Det Radikale Venstre kalder det kreative Danmark. Det er dem, der tænker nyt, tænker alt, også Danmark, forfra. Det gør de i deres stillinger i centraladministrationen. Og frugten af al deres kreative møje møder postbuddet i form af fantasirige navneskilte og go-card-udsmykninger på entredøren.

Når vi træder indenfor, falder vi først over kassen fra @aarstiderne. Heldigvis lander vi blødt på Politiken eller Information. Gulvene er afhøvlede. Det blev de, da generation Biedermeier overtog lejligheden. Væggene er hvide. Her hænger ingen åkander af Monet. Men i stedet et lille sjovt billede malet af en veninde, der er kunstner. Og et litografi af Kirkeby. Der hænger også sort-hvide fotos, som Rikke eller Andreas selv har taget de gange, de har været i New York.

Der er bare en helt anden energi i New York. Alting er større, og man kan få alt derovre. Blandt andet er der en supercool forretning, hvor de sælger de mest fantastiske vintage-ting. Rikke har købt en kjole der, som helt klart er hendes yndlingskjole. Det er også der, Helena Christensen køber jeans, når hun er i New York. Og New York er forbløffende børnevenlig. Emil elsker New York. Og så er der et sted, som Mads og Camilla har anbefalet dem. Der får man bare de bedste sandwich. Det er der, newyorkerne selv kommer.

Inde i lejligheden er Villa Villekulla som sunket i jorden. Vi er nu i Republic of Fritz Hansen. Andreas gjorde simpelthen et kup. På et loppemarked i Holbæk, hvor hans forældre bor, fandt han tre syverstole. Hende, der solgte dem, vidste slet ikke, hvad de var værd. Han fik alle tre for 150 kroner. Ovre i hjørnet står Ægget. Den har Rikke arvet. Og Rikkes far fik et Piet Hein-spisebord af en ven, han hjalp med et eller andet. Men Rikkes forældre havde ikke plads til det. Så det fik Rikke og Andreas.

Der er mange ting, som Rikke og Andreas godt kunne tænke sig. Rikkes farmor har lovet, at hun får en Svanesofa i kandidatgave! Det bliver så fedt, for både Rikke og Andreas har altid ønsket sig en Svanesofa. De går meget op i Dansk Design. Det skal helst være helt enkelt. Wegner og Jakobsen er favoritterne. Og så selvfølgelig Kjærholm. Men han er meget dyr. I stuen hænger en PH-lampe. Den har Andreas købt hos en marskandiser i Nansensgade. Det er svært at gøre kup der, for folk, der kommer i Nansensgade, ved godt, hvad tingene er værd. Så den var ret dyr, men Rikke og Andreas måtte have den.

Under PH-lampen på Piet Hein-bordet ligger Radikal Dialog. Nummer 3, juni 2006. I en lille artikel med overskriften ’Flere etniske minoriteter i DRV’ opsummerer Maiken Maigaard, hvad der blev talt om til et medlemsmøde i Vartov 26. april 2006. Human Shojaae, der er konsulent i Foreningen for Nydanskere, arbejder for at få flere nydanskere i arbejde. Disse erfaringer vil han nu overføre til de radikale i bestræbelserne på at hverve medlemmer med anden etnisk baggrund end dansk. Han havde en sjov og anderledes måde at tænke problemstillingen på, synes Maigaard. Ifølge Shojaae skulle partiet være mere åbent og opfordre folk til at tage initiativ, og der skulle være let adgang til indflydelse. Han foreslog også en mangfoldighedspolitik, der bl.a. skulle indbefatte, at etniske minoriteter inddrages i formuleringen af politiske målsætninger. Der var meget for medlemmerne at tænke over på vejen hjem. Inden man forlod mødet, blev det dog klart, at man ønskede at formulere en handlingsplan.

Rikke og Andreas kan helt klart tilslutte sig ønsket om en handlingsplan. De vil også gerne have flere nydanskere med i R. Desværre kunne de ikke selv være med til mødet. Det er nok den vigtigste grund til, at Rikke og Andreas har meldt sig ind. Udlændingepolitikken. Hvis de med deres stemme kan gøre tilværelsen bedre for etniske mennesker, så er det det eneste rigtige at gøre. Det er også derfor, at Rikke og Andreas bor på Vesterbro. Det er så fedt med alle de etniske butikker herude. De fatter ikke, hvorfor hr. og fru Danmark er så angste for det fremmede. Andreas og Rikke har rejst meget. På road trip gennem USA. Andreas har læst i New York. Rikke har en god veninde i Barcelona. Sidste år var de med til hendes bryllup. For syv år siden rejste Rikke og Andreas i Fjernøsten. Med rygsæk. Også i Tibet. Danmark er altså en landsby sammenlignet med resten af verden. Derude er folk mere spirituelle. De er afslappede på en helt anden måde. De er ikke så optaget af det materielle. Ting koster bare ingenting derude. Rikke og Andreas købte en hel masse kunsthåndværk, da de var der. Også for at støtte.

Nu har de indrettet sig helt enkelt og klassisk. Så de har været nødt til at sætte det meste af det, de købte i Vietnam og Tibet, op på loftet. Emil skal starte i skole efter sommerferien. Han er kun fem år. Men Rikke og Andreas vil gerne ruste ham til videnssamfundet. De har været superheldige. Der var en anden, der faldt fra, så Emil skal starte i første klasse på Den Classenske Legatskole. Emil havde fået plads på en anden skole her på Vesterbro. Der er lidt flere tosprogede elever på den skole end på Den Classenske. Men Rikke og Andreas synes, det er vigtigt, at it bliver tænkt med i al undervisning. Og det sker på Den Classenske Legatskole. Og så har den nogle ret fine målsætninger. Især kan Rikke og Andreas godt lide den om, at skolens virksomhed skal omfatte det nære og det fjerne. Eleverne skal have lejlighed til at se deres eget udgangspunkt i en københavnsk og dansk lokalitet i et globalt perspektiv. Åbenhed og forståelse for det fremmede skal være en del af skolens udgangspunkt, når den skal gøre eleverne i stand til at møde den globale udfordring, som de kommer til at stå over for.

Rikke og Andreas bor på Vesterbro, de handler hos den lokale grønthandler, der er tyrker eller iraner, han taler i hvert fald arabisk, og de stemmer radikalt. Og de spiser helst økologisk. De gør i det hele taget meget for integrationen. De synes faktisk, de bliver beriget af de ’fremmede’. De går også op i uddannelse. Andreas er scient.pol. og Rikke bliver færdig på antropologi næste år. Det er vigtigt, at Emil får en god uddannelse. De er ikke sikre på, at Emil ville lære nok, hvis han gik i en klasse med 60 procent tosprogede. Men Emil skal gå i folkeskole. De synes, det er egoistisk at sende sit barn i privatskole. Og så længe Rikke kun får SU, har de heller ikke råd. Og så langt væk ligger Den Classenske Legatskole jo heller ikke. Margrethe Vestagers børn går også på skolen. Rikke og Andreas synes, at Vestager er en rigtig sej kvinde. De er meget enige med hende i hendes syn på udlændingepolitikken. Og så fatter de ikke, at folk er så forargede over, at Vestager ikke sender sine børn til Amager Fælled Skole. Hvis de er så forargede, hvorfor sender de så ikke selv deres børn derhen? Man kan godt gå ind for en anstændig udlændingepolitik, uden at man partout skal ødelægge sit barns fremtid.

Andreas har lavet en liste. Inden de går i seng, sidder han og Rikke på hver sin syverstol under PH-lampen og krydser af på listen. Det går fremad. Efter at de har meldt sig ind i R, mangler de kun fem felter at krydse af, før de fuldgyldigt er smukke, kreative, tolerante, åbne, globaliserede, veluddannede, demokratiske, progressive og helt uden andel i rigets elendige moralske forfatning. Det Radikale Venstre gav dem rigtig mange krydser. I morgen skal de til foredrag med Georg Metz.