»Der var en ung mand, som studerede til at være digter, han ville være det til påske, gifte sig og leve af digteriet, og det er, vidste han, bare at hitte på, men han kunne ikke hitte på.

Han var født for silde, alt var taget op før han kom til verden, alt var der digtet og skrevet om. »De lykkelige mennesker der fødtes for tusinde år siden!«, sagde han. »De kunne sagtens blive udødelige! Lykkelig selv den der fødtes for hundred år siden, da var der dog endnu noget at digte om; nu er verden digtet ud, hvad skal jeg kunne digte ind!««.

Sådan begynder H.C. Andersen sit eventyr ’Hvad kan man hitte på’, og læseren fatter hurtigt ironien i historien. For vi ved alle sammen, at det sidste digt næppe nogensinde bliver forfattet eller den sidste sang skrevet. Eller den sidste melodi komponeret. Kunsten holder aldrig op. Menneskelig fantasi kan ikke udtømmes. Der er nok at øse af som af danaidernes kar. Vi kommer aldrig i en situation som Andersens digterfantast, der tror, at verden er digtet ud. Måske slipper fossile ressourcer langsomt op på jordkloden, men menneskelig snilde er ikke på samme måde en given størrelse, der langsomt svinder. Verden bliver aldrig digtet ud.

De politiske ideologier oplever hver deres op- og nedgangsture. Der er konjunkturer og mode, også for politiske ideer. Med jævne mellemrum indtræder der en vis træthed over ideologier, og de erklæres for døde, forældede eller overflødige. Men den dødsdømte er knap lagt i graven, før ideerne sprudler af liv igen. På godt og ondt.

Ideer er som ukrudt, der altid pibler op. Det, man bør gøre, er at kultivere dem og prøve at få bragt lidt orden og systematik i nyttehaven. Og luge ud, hvad der ikke kan bruges, hvis det ikke selv visner hen.

Det ville være så rart, hvis vi kunne undvære ideologier og bare diskutere fordomsfrit og så indrette samfundet fornuftigt. Men det kan ikke lade sig gøre. Ideerne er med os, og mennesker kan næppe handle i flok og med et artikuleret formål uden at referere til et idesæt, moralske overbevisninger, religiøse funderinger eller mere eller mindre sammenhængende tanker om liv, frihed og lykke.

Liberalismen er som ideologi den mest aktuelle af klassiske ideologier. I mange henseender passer den bedre til at forklare og forstå, hvad der sker i verden i dag, end da den blev formuleret i 1700-tallet.

De principper, som John Locke i 1690 formulerede, og som eftertiden har opfattet som udtryk for liberalisme, er i dag mere aktuelle end dengang. Lockes udgangspunkt var det selvfølgelige, at mennesket har ret til sig selv. Mennesket er ikke kommet til verden som slave, men født frit.

John Locke hører til blandt de første oplysningsfilosoffer ved at sætte individet og dets ret i centrum. Politisk tænkning før da fokuserede på staten og statens opgave som ordensskaber i samfundet. I enevældens forskellige statsteorier blev det typisk knyttet sammen med organiske og hierarkiske opfattelser af fællesskabet, så forholdet mellem individerne i samfundet ikke blev opfattet som lige og ligeværdigt, men funderet i ulighed. Sociale og kønsmæssige forskelle blev typisk fortolket som grundet i naturmæssige forhold.

Locke begrunder den private ejendomsret ud fra menneskets ret til sig selv. For når vi ejer vores krop og tanker, ejer vi også de produkter, vi kan skabe i vores ansigts sved. Locke forestillede sig det ret bogstaveligt. Hvert menneske har ret til at tage det ud af den fælles naturtilstand, som det selv forarbejder. Den jord, jeg opdyrker og pløjer og hegner ind, er min, fordi jeg har givet den værdi gennem mit arbejde. Og derfor har jeg også ret til frugterne af mit arbejde.

Samtidig er Locke bekymret for, om der nu også er nok til alle. Hvad nu hvis nogen hegner for meget jord ind? Bliver der nok til andre? Er vi alle stillet lige over for naturens ressourcer?

Derfor formulerede Locke en klausul, nemlig at den enkelte ikke må tage mere ud af alnaturen, end at der stadig er nok tilbage til andre. Så hvis Locke tages bogstaveligt, skal vi hver især være påpasselig med ikke at forværre andres situation, når vi skaber værdier med vores arbejde.

Det er her, at virkeligheden har overhalet Lockes teori og gjort liberalismen mere aktuel end nogensinde. For når der i det moderne samfund skabes værdier, sker det typisk ikke ved at grave guld eller olie eller kartofler op af jorden, men ved at skabe viden, teknologi, software og rockmusik. Det gælder om at hitte på. Det kræver ingen stor indkomst at erhverve 10 tønder land jord på Lolland i dag, men man bliver ikke rig af selv den bedste muld i Danmark. Rigdommens kilder er ikke materielle, men intellektuelle. Det er uddannelse og kreativitet, man bliver rig af i dag.

Og fordi rigdom i dag skabes af kreativitet, som er en uendelig ressource, er der i dag mindre bekymring for, om dem, der skaber værdier, har taget dem fra nogen. Eller om der ikke efterlades nok til de øvrige.

Liberalismens aktualitet viser sig ved, at privat ejendomsret i dag i større grad end før ikke kan associeres med udbytning eller frarøvelse. De, der skaber rigdom og dermed velstand, hugger ikke fra nogen. Informationsteknologien har overflødiggjort Lockes klausul. Vi behøver ikke som tidligere at ængstes for, om der er nok til andre, når vi har at gøre med nutidens rigdomskilder.

Samtidig har den private ejendomsret vist sin aktualitet ved, at uden incitamentet til at kunne nyde frugterne af sit arbejde ville samfundet næppe holdes i gang. Lockes lidt yngre samtidige, franskmanden Jean-Jacques Rousseau, mente, at den, der hegner sin jord ind og kalder det for sit, er ophav til konflikter og krige. Men eftertiden har vist, at fælleseje og kollektiviseringer er vejen til hungersnød.

Markedets karakter af plussum, hvor alle parter vinder ved transaktioner, er mere åbenlys i dag. I oliebaronernes og guldgravernes tid kunne det bedre sandsynliggøres, at det rige svin med fed cigar var kommet til sin formue på anløben vis og i hvert fald blokerede for andres samme muligheder. Så den enes rigdom var den andens fattigdom. Sådan er det ikke mere. Nørden, der udvikler computerprogrammer, tager lige så lidt noget fra nogen, som når sangeren og komponisten Kim Larsen, rockgruppen TV-2 eller drengene fra Nephew udnytter deres kreativitet til at producere en ny landeplage. Forudsat selvfølgelig, at man ikke kopierer fra andre og dermed stjæler andres ideer eller toner. Og hvor grænsen går mellem egne og andres ideer kan også være svært at fastslå i en økonomi, der også er blevet mere integreret og specialiseret end før.

Verden er ikke blevet mere retfærdig, hvis der med retfærdighed menes, at alle får efter fortjeneste ud fra et moralsk kriterium (flid, behov, etc.) At ville skabe et retfærdigt marked fører altid til socialisme, dvs. ineffektiv udnyttelse af ressourcerne. Der skal bl.a. være en til at fordele til andre. Og den, der har noget at fordele, glemmer sjældent sig selv, som Trotskij sagde.

Markedet forbliver lige så uretfærdigt i dag, som det altid har været. For den gode ide og det iørefaldende refræn, som kan gøre skaberen til mangemillionær, behøver ikke moralsk set at være bedre eller dårligere end så mange andre ideer, som markedet ikke belønner. Det er også opbyggeligt. For de, der klarer sig godt på markedet, behøver ikke være moralsk bedre mennesker end andre. De er måske bare heldige.

Men den teknologiske udvikling har gjort det muligt for langt flere mennesker at deltage i flere sider af markedsøkonomien. Det er ikke mere kun at kunne vælge mellem Brugsen og Netto og SuperBest. Man kan over nettet købe varer fra hele verden, så det bliver sværere for lokale monopolister – forhandleren henne om hjørnet eller den stat, man er borger i – at profitere af en. Fra hjemmecomputeren er det også muligt at deltage direkte i det finansielle marked, hvor det for år tilbage var forbeholdt banker og selskaber. Markedet udligner og skaber lige muligheder, ikke af sig selv eller som manna fra himlen, men for dem, der deltager i det. Og der er som i livet generelt altid en risiko.

Liberalismens sejrsgang fejrer hver københavner, der i sommervarmen har nydt en dukkert fra havnekajen. Kapitalismen er blevet ren og grøn, hvor den i sin vorden kunne virke grim og grå. Som borger er miljøet langt mere venligt i dag end for år tilbage. Ressourcerne udnyttes bedre i dag. Tog, fly og personbiler forbruger energien bedre end for få år siden. Derfor kan studerende flyve Jorden rundt, som var utænkeligt for 20-30 år siden, hvor en interrail med bumlende jernbaner omkring i Europa hittede.

Moderne staters nationalprodukter vejer i fysisk vægt ikke meget mere end for 50 og 100 år siden, selv om de er mangedoblet i værdi. Og det på trods af øget globalisering og samhandel på tværs af landegrænser og kontinenter. For ideer vejer ikke så meget og er lette at transportere.

På verdensplan viser det sig, at de lande, der åbner sig for omverdenen og inviterer markedet indenfor, også klarer sig bedst. Og for at markedet kan virke og virke troværdigt over for dem, der kommer udefra, må det sikre privat ejendomsret. Frihed og velstand hører sammen, og det er ret glædeligt.

For 50 år siden var Sydkorea og Taiwan lige så fattige som Zambia og Kenya i Afrika. I dag er de tyve gange rigere. Har sydkoreanerne og taiwanerne taget noget fra nogen? Nej, de har primært forstået at indrette det politiske system, så det befordrer en kapitalistisk udvikling. Hvis man ser satellitoptagelser af det østlige Asien ved aftenstid, kan Nordkoreas grænser ses fra himmelrummet. For hele landet er mørkt. Som et lukket og dunkelt samfund. Mens Sydkorea, Japan og store dele af det østlige Kina er oplyst af gadelys, biler og huse. Israels grænser kan i dagslys også ses fra himmelrummet. Det dybe snit ned mod Det Røde Hav, Negev-ørkenen, er grønnere end Sinai og Jordan og Saudi-Arabien.

Hvorfor bliver så nogle lande rige og velstående, mens andre forbliver fattige og arme? Det har mange frimarkedstænkere forsøgt at besvare. En af dem er Adam Smith. Da Adam Smith i 1776 forfattede værket, som vi i dag kender som ’Nationernes Velstand’ (Wealth of Nations), gav han det titlen ’En undersøgelse af principperne og årsagerne bag nationernes velstand’ (An Inquiry into the Nature and Causes of the Wealth of Nations). Det er det samme spørgsmål, som vi i dag skal forsøge at besvare. Hvorfor blev Sydkorea rigt og ikke Nordkorea? Hvorfor har mange lande i Afrika ikke udviklet sig? Hvorfor var Argentina for 100 år siden lige så velstående som samtidens europæiske lande, mens det i dag hærges af økonomiske kriser?

Det eneste plausible svar herpå giver liberalismen. Opskriften består i at udvikle markedsøkonomier med privat ejendomsret og en begrænset og tøjlet statsmagt. Retsstat og frit marked skal institutionaliseres. Skal et samfund udvikles, må det sikres, at det kan betale sig for indbyggerne at arbejde, og at det kan betale sig for det globale marked at handle med og investere i landet.

Intet kan skabe fattigdom som despoter, der beslaglægger frugterne af en befolknings arbejde. Politisk kleptomani og korruption er den tredje verdens største problem. Fidel Castro har en formue på 550.000.000 dollar ifølge Forbes. Beløbet er ikke så interessant som det system, der forhindrer andre i at generere lignende rigdom.

Mange gængse og akademisk populære forklaringer på fattigdom passer ikke. Årsagen til fattigdom i dag er ikke imperialisme, udbytning eller afhængighed. Handel er ikke tyveri. Markedstransaktioner er ikke nulsum.

Liberalismen er i dag bedste leverandør både på diagnoser af miserer og opskrifter på en bedre fremtid. De lande, der annammer ideerne og får institutionaliseret et liberalt samfund, går det vel for. Og for den enkelte gælder det, som for den unge digter Andersen, om at hitte på