Liberalismens aktualitet
Rigdommens kilder er ikke materielle, men intellektuelle. Og liberalismen er den bedste leverandør af opskrifter på en bedre fremtid.
| AF Henrik Gade Jensen |
fakta
»Der var en ung mand, som studerede til at være digter, han ville være det til påske, gifte sig og leve af digteriet, og det er, vidste han, bare at hitte på, men han kunne ikke hitte på.
Han var født for silde, alt var taget op før han kom til verden, alt var der
digtet og skrevet om. »De lykkelige mennesker der fødtes for tusinde år
siden!«, sagde han. »De kunne sagtens blive udødelige! Lykkelig selv den der
fødtes for hundred år siden, da var der dog endnu noget at digte om; nu er
verden digtet ud, hvad skal jeg kunne digte ind!««.
Sådan
begynder H.C. Andersen sit eventyr ’Hvad kan man hitte på’, og læseren
fatter hurtigt ironien i historien. For vi ved alle sammen, at det sidste
digt næppe nogensinde bliver forfattet eller den sidste sang skrevet. Eller
den sidste melodi komponeret. Kunsten holder aldrig op. Menneskelig fantasi
kan ikke udtømmes. Der er nok at øse af som af danaidernes kar. Vi kommer
aldrig i en situation som Andersens digterfantast, der tror, at verden er
digtet ud. Måske slipper fossile ressourcer langsomt op på jordkloden, men
menneskelig snilde er ikke på samme måde en given størrelse, der langsomt
svinder. Verden bliver aldrig digtet ud.
De politiske ideologier
oplever hver deres op- og nedgangsture. Der er konjunkturer og mode, også
for politiske ideer. Med jævne mellemrum indtræder der en vis træthed over
ideologier, og de erklæres for døde, forældede eller overflødige. Men den
dødsdømte er knap lagt i graven, før ideerne sprudler af liv igen. På godt
og ondt.
Ideer er som ukrudt, der altid pibler op. Det, man bør
gøre, er at kultivere dem og prøve at få bragt lidt orden og systematik i
nyttehaven. Og luge ud, hvad der ikke kan bruges, hvis det ikke selv visner
hen.
Det ville være så rart, hvis vi kunne undvære ideologier og
bare diskutere fordomsfrit og så indrette samfundet fornuftigt. Men det kan
ikke lade sig gøre. Ideerne er med os, og mennesker kan næppe handle i flok
og med et artikuleret formål uden at referere til et idesæt, moralske
overbevisninger, religiøse funderinger eller mere eller mindre
sammenhængende tanker om liv, frihed og lykke.
Liberalismen er
som ideologi den mest aktuelle af klassiske ideologier. I mange henseender
passer den bedre til at forklare og forstå, hvad der sker i verden i dag,
end da den blev formuleret i 1700-tallet.
De principper, som John
Locke i 1690 formulerede, og som eftertiden har opfattet som udtryk for
liberalisme, er i dag mere aktuelle end dengang. Lockes udgangspunkt var det
selvfølgelige, at mennesket har ret til sig selv. Mennesket er ikke kommet
til verden som slave, men født frit.
John Locke hører til
blandt de første oplysningsfilosoffer ved at sætte individet og dets ret i
centrum. Politisk tænkning før da fokuserede på staten og statens opgave som
ordensskaber i samfundet. I enevældens forskellige statsteorier blev det
typisk knyttet sammen med organiske og hierarkiske opfattelser af
fællesskabet, så forholdet mellem individerne i samfundet ikke blev opfattet
som lige og ligeværdigt, men funderet i ulighed. Sociale og kønsmæssige
forskelle blev typisk fortolket som grundet i naturmæssige forhold.
Locke
begrunder den private ejendomsret ud fra menneskets ret til sig selv. For
når vi ejer vores krop og tanker, ejer vi også de produkter, vi kan skabe i
vores ansigts sved. Locke forestillede sig det ret bogstaveligt. Hvert
menneske har ret til at tage det ud af den fælles naturtilstand, som det
selv forarbejder. Den jord, jeg opdyrker og pløjer og hegner ind, er min,
fordi jeg har givet den værdi gennem mit arbejde. Og derfor har jeg også ret
til frugterne af mit arbejde.
Samtidig er Locke bekymret for, om
der nu også er nok til alle. Hvad nu hvis nogen hegner for meget jord ind?
Bliver der nok til andre? Er vi alle stillet lige over for naturens
ressourcer?
Derfor formulerede Locke en klausul, nemlig at den
enkelte ikke må tage mere ud af alnaturen, end at der stadig er nok tilbage
til andre. Så hvis Locke tages bogstaveligt, skal vi hver især være
påpasselig med ikke at forværre andres situation, når vi skaber værdier med
vores arbejde.
Det er her, at virkeligheden har overhalet Lockes
teori og gjort liberalismen mere aktuel end nogensinde. For når der i det
moderne samfund skabes værdier, sker det typisk ikke ved at grave guld eller
olie eller kartofler op af jorden, men ved at skabe viden, teknologi,
software og rockmusik. Det gælder om at hitte på. Det kræver ingen stor
indkomst at erhverve 10 tønder land jord på Lolland i dag, men man bliver
ikke rig af selv den bedste muld i Danmark. Rigdommens kilder er ikke
materielle, men intellektuelle. Det er uddannelse og kreativitet, man bliver
rig af i dag.
Og fordi rigdom i dag skabes af kreativitet, som er
en uendelig ressource, er der i dag mindre bekymring for, om dem, der skaber
værdier, har taget dem fra nogen. Eller om der ikke efterlades nok til de
øvrige.
Liberalismens aktualitet viser sig ved, at privat
ejendomsret i dag i større grad end før ikke kan associeres med udbytning
eller frarøvelse. De, der skaber rigdom og dermed velstand, hugger ikke fra
nogen. Informationsteknologien har overflødiggjort Lockes klausul. Vi
behøver ikke som tidligere at ængstes for, om der er nok til andre, når vi
har at gøre med nutidens rigdomskilder.
Samtidig har den
private ejendomsret vist sin aktualitet ved, at uden incitamentet til at
kunne nyde frugterne af sit arbejde ville samfundet næppe holdes i gang.
Lockes lidt yngre samtidige, franskmanden Jean-Jacques Rousseau, mente, at
den, der hegner sin jord ind og kalder det for sit, er ophav til konflikter
og krige. Men eftertiden har vist, at fælleseje og kollektiviseringer er
vejen til hungersnød.
Markedets karakter af plussum, hvor alle
parter vinder ved transaktioner, er mere åbenlys i dag. I oliebaronernes og
guldgravernes tid kunne det bedre sandsynliggøres, at det rige svin med fed
cigar var kommet til sin formue på anløben vis og i hvert fald blokerede for
andres samme muligheder. Så den enes rigdom var den andens fattigdom. Sådan
er det ikke mere. Nørden, der udvikler computerprogrammer, tager lige så
lidt noget fra nogen, som når sangeren og komponisten Kim Larsen,
rockgruppen TV-2 eller drengene fra Nephew udnytter deres kreativitet til at
producere en ny landeplage. Forudsat selvfølgelig, at man ikke kopierer fra
andre og dermed stjæler andres ideer eller toner. Og hvor grænsen går mellem
egne og andres ideer kan også være svært at fastslå i en økonomi, der også
er blevet mere integreret og specialiseret end før.
Verden er
ikke blevet mere retfærdig, hvis der med retfærdighed menes, at alle får
efter fortjeneste ud fra et moralsk kriterium (flid, behov, etc.) At ville
skabe et retfærdigt marked fører altid til socialisme, dvs. ineffektiv
udnyttelse af ressourcerne. Der skal bl.a. være en til at fordele til andre.
Og den, der har noget at fordele, glemmer sjældent sig selv, som Trotskij
sagde.
Markedet forbliver lige så uretfærdigt i dag, som det altid
har været. For den gode ide og det iørefaldende refræn, som kan gøre
skaberen til mangemillionær, behøver ikke moralsk set at være bedre eller
dårligere end så mange andre ideer, som markedet ikke belønner. Det er også
opbyggeligt. For de, der klarer sig godt på markedet, behøver ikke være
moralsk bedre mennesker end andre. De er måske bare heldige.
Men
den teknologiske udvikling har gjort det muligt for langt flere mennesker at
deltage i flere sider af markedsøkonomien. Det er ikke mere kun at kunne
vælge mellem Brugsen og Netto og SuperBest. Man kan over nettet købe varer
fra hele verden, så det bliver sværere for lokale monopolister –
forhandleren henne om hjørnet eller den stat, man er borger i – at profitere
af en. Fra hjemmecomputeren er det også muligt at deltage direkte i det
finansielle marked, hvor det for år tilbage var forbeholdt banker og
selskaber. Markedet udligner og skaber lige muligheder, ikke af sig selv
eller som manna fra himlen, men for dem, der deltager i det. Og der er som i
livet generelt altid en risiko.
Liberalismens sejrsgang fejrer hver
københavner, der i sommervarmen har nydt en dukkert fra havnekajen.
Kapitalismen er blevet ren og grøn, hvor den i sin vorden kunne virke grim
og grå. Som borger er miljøet langt mere venligt i dag end for år tilbage.
Ressourcerne udnyttes bedre i dag. Tog, fly og personbiler forbruger
energien bedre end for få år siden. Derfor kan studerende flyve Jorden
rundt, som var utænkeligt for 20-30 år siden, hvor en interrail med bumlende
jernbaner omkring i Europa hittede.
Moderne staters
nationalprodukter vejer i fysisk vægt ikke meget mere end for 50 og 100 år
siden, selv om de er mangedoblet i værdi. Og det på trods af øget
globalisering og samhandel på tværs af landegrænser og kontinenter. For
ideer vejer ikke så meget og er lette at transportere.
På
verdensplan viser det sig, at de lande, der åbner sig for omverdenen og
inviterer markedet indenfor, også klarer sig bedst. Og for at markedet kan
virke og virke troværdigt over for dem, der kommer udefra, må det sikre
privat ejendomsret. Frihed og velstand hører sammen, og det er ret glædeligt.
For
50 år siden var Sydkorea og Taiwan lige så fattige som Zambia og Kenya i
Afrika. I dag er de tyve gange rigere. Har sydkoreanerne og taiwanerne taget
noget fra nogen? Nej, de har primært forstået at indrette det politiske
system, så det befordrer en kapitalistisk udvikling. Hvis man ser
satellitoptagelser af det østlige Asien ved aftenstid, kan Nordkoreas
grænser ses fra himmelrummet. For hele landet er mørkt. Som et lukket og
dunkelt samfund. Mens Sydkorea, Japan og store dele af det østlige Kina er
oplyst af gadelys, biler og huse. Israels grænser kan i dagslys også ses fra
himmelrummet. Det dybe snit ned mod Det Røde Hav, Negev-ørkenen, er grønnere
end Sinai og Jordan og Saudi-Arabien.
Hvorfor bliver så nogle lande
rige og velstående, mens andre forbliver fattige og arme? Det har mange
frimarkedstænkere forsøgt at besvare. En af dem er Adam Smith. Da Adam Smith
i 1776 forfattede værket, som vi i dag kender som ’Nationernes Velstand’
(Wealth of Nations), gav han det titlen ’En undersøgelse af principperne og
årsagerne bag nationernes velstand’ (An Inquiry into the Nature and Causes
of the Wealth of Nations). Det er det samme spørgsmål, som vi i dag skal
forsøge at besvare. Hvorfor blev Sydkorea rigt og ikke Nordkorea? Hvorfor
har mange lande i Afrika ikke udviklet sig? Hvorfor var Argentina for 100 år
siden lige så velstående som samtidens europæiske lande, mens det i dag
hærges af økonomiske kriser?
Det eneste plausible svar
herpå giver liberalismen. Opskriften består i at udvikle markedsøkonomier
med privat ejendomsret og en begrænset og tøjlet statsmagt. Retsstat og frit
marked skal institutionaliseres. Skal et samfund udvikles, må det sikres, at
det kan betale sig for indbyggerne at arbejde, og at det kan betale sig for
det globale marked at handle med og investere i landet.
Intet kan
skabe fattigdom som despoter, der beslaglægger frugterne af en befolknings
arbejde. Politisk kleptomani og korruption er den tredje verdens største
problem. Fidel Castro har en formue på 550.000.000 dollar ifølge Forbes.
Beløbet er ikke så interessant som det system, der forhindrer andre i at
generere lignende rigdom.
Mange gængse og akademisk populære
forklaringer på fattigdom passer ikke. Årsagen til fattigdom i dag er ikke
imperialisme, udbytning eller afhængighed. Handel er ikke tyveri.
Markedstransaktioner er ikke nulsum.
Liberalismen er i dag bedste
leverandør både på diagnoser af miserer og opskrifter på en bedre fremtid.
De lande, der annammer ideerne og får institutionaliseret et liberalt
samfund, går det vel for. Og for den enkelte gælder det, som for den unge
digter Andersen, om at hitte på
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Grækerne stemmer ja til sparepakke
Det græske parlament har godkendt kontroversiel sparepakke.
Ronaldo sender Real tæt på guldet med hattrick
Efter 4-2-sejr over Levante skal meget efterhånden gå galt, hvis ikke Real Madrid vinder...
800.000 danskere er på overførselsindkomst
Der blev gjort for lidt under opsvinget i 2004 til 2008 for at hjælpe folk i gang, vurderer fagfolk.
The Artist får engelsk Oscar for stumfilm
Filmen The Artist løb af med den prestigefyldte britiske Bafta-pris i kategorien bedste film.
Endelig pumpes olien væk fra 'Costa Concordia'
Med to ugers forsinkelse bliver det ulykkesramte krydstogtskib 'Costa Concordia' tømt...
Afstemning: Læserne elsker 'I will always love you'
53 procent har soundtracket fra 'The Bodyguard' som deres Whitney-favorit.
Forsvarsspiller sender City til tops
Med en 1-0-udesejr over Aston Villa er Manchester City tilbage på førstepladsen i Premier League.
Ekspert: Overenskomst er en gratis omgang
Ekspert kalder industriens overenskomst for et smalt forlig, der ikke vil koste...
Arabere vil lave fredsstyrke sammen med FN
Arabisk liga vil forsøge at presse FN til at skabe fælles fredsbevarende styrke.
Mick Øgendahl: Jeg er begyndt at drikke dåsebajere uden at flække et søm i toppen
ibyen anbefaler
-
11. feb. 2012 KL. 12.05 Biografen Testamentet
restaurant & cafe
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|




















