Så har jeg netop igen hørt en magtfuld mediemand ævle om, at man gerne vil have kvinder ind i ledelsen, hvis de bare er lige så kvalificerede som mænd, for ellers vil det være synd for dem (kvinderne!).

Og frygtelig ydmygende for kvinder må det vel også være at blive ansat, »bare fordi de er kvinder«. Den sang har jeg hørt i de 43 år, jeg har været tilknyttet mediebranchen, hvor kvinder fortsat har utrolig svært ved at kvalificere sig til de ledende og indflydelsesrige stillinger.

Senest har henholdsvis Ugebrevet A4 og fagbladet Journalisten kortlagt mændenes mediemagt i Danmark. Resultaterne kan læses på de respektive hjemmesider, så jeg vil kun i forbifarten nævne, at ledelserne på syv af de største dagblade i Danmark er fuldstændig kvindefri zoner og som eksempel på den typiske kønsfordeling på medieområdet henvise til Politikens kolofon.

Uligestillingen i medierne er ikke så meget værre end i resten af samfundet, og det er naturligvis et generelt demokratisk problem, at den ene halvdel af befolkningen praktisk taget er udelukket fra ledelsen af såvel den private som den offentlige sektor. Et demokratisk problem, som har svært ved at komme på dagsordenen, fordi de, der skulle anbringe det dér, nemlig medierne, selv er en del af problemet. Uligestillingen i medierne er et særlig alvorligt demokratisk problem, fordi medierne producerer vores fælles bevidsthed. Lige nu har medierne således bestemt, at vi alle skal være ekstremt optaget af ligestillingsproblemerne i de etniske mindretalsgrupper, mens vi ikke skal beskæftige os nævneværdigt med ligestillingsproblemerne i det danske samfund generelt, endsige i redaktionsledelserne.

Det er uhyre vanskeligt for kvinder at kvalificere sig til ledende eller indflydelsesrige stillinger i medierne. Det kan enhver se.

Men – jeg har med stadig stigende forbløffelse også gjort den iagttagelse, at det praktisk taget er umuligt for mænd at diskvalificere sig til samme type stillinger. Og måske skulle man prøve at nærme sig ligestillingsproblemet fra den vinkel. At mænd ikke kan diskvalificere sig til de ledende og indflydelsesrige stillinger i medierne, vil jeg belyse med nogle eksempler fra det virkelige liv. Hermed bryder jeg et tabu og sårer nogle sarte sjæle, men det får så være. Første eksempel er Ekstra Bladets chefredaktør, Hans Engell. Han var oprindelig uddannet journalist, men gjorde sig aldrig bemærket som sådan. Han gik i stedet ind i politik og var i korte perioder konservativ minister. Hans daværende chef, Poul Schlüter, har ikke meget pænt at sige om hans indsats (i portrætbog fra 2006). Op gennem 1990’erne gjorde Hans Engell sig nemlig – ifølge mange kilder – mest gældende som en hensynsløs og intrigant drukmås, som var stærkt medvirkende til, at Det Konservative Folkeparti blev slået i stumper og stykker på grund af magtkampe. Det hele kulminerede, da Hans Engell i 1997 – i fuldskab – torpederede en betonklods på motorvejen og måtte forlade dansk politik.

Det siges, at vi kvinder skal lære at ’netværke’ for at få de gode stillinger, og jeg vil af mit hjertes naivitet gerne spørge bestyrelsen for Politikens Hus: Hvad er det for et mandligt netværk, som opsamler en falleret og fordrukken konservativ politiker for at gøre ham til chef for et af Danmarks største dagblade? Jeg forstår det simpelthen ikke. Det forholdt sig jo ikke sådan, at Hans Engell nogensinde havde gjort sig gældende som journalist eller havde erfaring med dagbladsdrift overhovedet. Og man ville umiddelbart forestille sig, at det ville ’trække ned’ i kvalifikationerne hos en potentiel leder, at han havde ødelagt og splittet sin tidligere gruppe med magtkampe og intriger?

Men nej, mænd kan ikke diskvalificere sig. Og kvinder kan ikke kvalificere sig til de betydningsfulde stillinger i medierne.

Mit andet eksempel er tidligere chefredaktør på Ekstra Bladet, nuværende formand for Litteraturudvalget under Kunstrådet samt kultur- og debatskribent på Berlingske Tidende, Claes Kastholm Hansen. Claes Kastholm Hansen har en lang og kulørt historie, så jeg springer ind dér, hvor han er blevet chefredaktør på Ekstra Bladet i slutningen af 1990’erne.

Som sådan blev han gennem et par år berygtet for at hærge redaktionen og sine medarbejdere med alkoholisk storhedsvanvid, en karakterafvigelse, der manifesterede sig ved, at han verbalt hånede og nedgjorde alt og alle – samtidig med at han utrætteligt lovpriste sin egen genialitet. På et tidspunkt slog ordene ikke til, da han ville udtrykke sin foragt over for en medarbejder. Derfor tog han sine bukser af og sked rundt omkring på den pågældendes kontor, hvorefter han tørrede røv i gardinerne. På aftenens rundtur i huset hånede han de medarbejdere, som han stødte på, og en kvindelig medarbejder i redaktionssekretariatet fik en omgang, som i mere snerpede kredse nok ville være blevet opfattet som sexchikane. Politikens Hus er rummeligt, men chefredaktørens skideri var dog for grænseoverskridende, så Claes Kastholm Hansen måtte forlade sin stilling. Adskillige medarbejdere jublede af lettelse over hans afgang, og der gik ikke et døgn, før historien var kendt i alle byens bladhuse.

Ingen havde fantasi til at forestille sig, at Claes Kastholm Hansen kunne vende tilbage til en position som magtfuld medie- og kulturperson. Men det kunne han. Han blev nemlig først samlet op af Berlingske Tidende – og derefter af kulturministeren!

Det er småt med kulturpersoner på højrefløjen, så på Berlingske Tidende besluttede man sig for at se gennem fingre med fortiden, da Claes Kastholm Hansen efter at være blevet smidt ud af Politikens Hus afslørede sig som stærkt borgerlig. I stedet for at skide i gardinerne på Rådhuspladsen begyndte han så at lukke lort ud i Groft Sagt-spalten i Berlingske Tidende.

Og her fik kulturministeren øje på ham.

Man kan om Claes Kastholm Hansen sige, at han i udtrykkets mest bogstavelige betydning ikke er stueren, og den slags har regeringen en vis erfaring i at samarbejde med. Så da kulturminister Brian Mikkelsen i 2003 oprettede det nye Kunstråd, udpegede han skiderikken fra Pilestræde som medlem af den fine forsamling – og Kastholm Hansen blev desuden formand for det litteraturudvalg (under Kunstrådet), som årlig fordeler 22 millioner kroner til forfatterne. Det er betegnende, at der kun sidder én kvinde som medlem af dette fempersoners litteraturudvalg. Statens officielle politik er ligelig kønsfordeling i råd, nævn og udvalg, men ak, det er så svært at finde kvalificerede kvinder!

Til gengæld kan mænd ikke diskvalificere sig – uanset hvor meget de skider på andre eller andres kontorer.

Som et tredje eksempel fra min mediegeneration vil jeg – uden sammenligning i øvrigt – nævne de såkaldte gulddrenge Erik Stephensen og Jørgen Flindt Pedersen, som man kan betegne som generationens største tabere. I slutningen af 1980’erne satte de nemlig 400 millioner kroner over styr på en tåkrummende drengedum facon. Det var mange penge dengang. Og det var ikke deres egne.

Erik Stephensen og Jørgen Flindt Pedersen var i modsætning til de to førstnævnte glimrende journalister, som i tv-monopolets dage blev berømte for at lave nogle fremragende dokumentarprogrammer.

Men der er langt fra at være en god journalist og så til at relancere et dagblad og til at administrere andres penge klogt, ansvarligt og anstændigt.

Det var LO og arbejderbevægelsen, som i 1987 udstyrede gulddrengene med de 400 millioner kroner til relancering af bevægelsens skrantende dagblad, Aktuelt, og så gik det pinagtige show-off ellers i gang – med store armbevægelser og skryderi. Og et pengeforbrug, som der stadig går historier om. Som en af pinlighederne husker jeg nogle store helsidesannoncer, som drengene lod indrykke i konkurrerende medier. Annoncerne afbildede en bjørn og bar teksten: ’Der er nogen, som snart får et dyt i bamsen!’.

Et dyt i bamsen var datidens slang for den seksuelle akt, så i dag ville de nok have skrevet: ’Fuck you!’ (... store dagblade, for her kommer vi!).

Drengene begik sådan set alle de fejl, man kan begå. De havde ingen respekt for avisens ejere og ingen lydhørhed over for dens læsere. Avisen blev omdøbt til Det Fri Aktuelt (underforstået, at den hidtil havde været ejernes fange og nu blev befriet af de journalistiske helte), og indholdet ændrede karakter, så det kom i overensstemmelse med drengenes friskt progressive journalistiske selvforståelse frem for at afspejle læsernes kultur, traditioner og behov.

Samtidig kan man uden overdrivelse sige, at pengene fossede ud af LO’s kasse, som tømtes på rekordtid. Drengene forgyldte sig selv og vennerne på det, som blev døbt A-holdet. Der opstod nemlig på redaktionen et A-hold af meget dyre nyindkøbte journalister og et B-hold af de medarbejdere, som hidtil havde trukket læsset. Det medførte naturligvis interne spændinger og må vel vurderes som resultat af dårlig ledelsesstil.

Men mange på A-holdet morede sig strålende og tjente fedt, indtil kassen var tom. Så gik piraterne fra borde og overlod den synkende skude til B-holdet. I medieverdenen foregår intet i stilhed. Alle kunne følge det beskrevne forløb, og derfor undrer man sig sådan.

For hvad skete der med gulddrengene? De havde fået en stor chance og demonstreret for alverden, at de ikke kunne løfte opgaven. De havde tabt 400 millioner, og man skulle vel mene, at det var konkret diskvalificerende. Men nej. Nye ledende stillinger ventede:

Erik Stephensen sprang først og blev tv-chef på Nordisk Film. Senere blev han selvstændig, og han har gjort det dygtigt, men det manglede også bare, når nu arbejderbevægelsen har udstyret ham med 400 millioner kroner til at øve sig for.

Og Jørgen Flindt Pedersen kunne i 1993 forlade Det næsten læser-Fri Aktuelt, som han havde fået skabt, for at indtage en af medieverdenens absolutte topstillinger som direktør på TV 2.

Der må være nogle skjulte mekanismer, som vi kvinder ikke forstår eller ikke kan gennemskue. Nogle mekanismer, som betyder, at mænd ikke kan diskvalificere sig til de indflydelsesrige og magtfulde stillinger, hvad enten de så skider på andres kontorer, taber formuer eller smadrer deres partier (og biler i forbindelse med spritkørsel).

I stedet for den evindelige og ørkesløse diskussion om kvindernes kvalifikationer, synes jeg, at vi skal tage den derfra, som det hedder på nydansk: Hvordan kan det være, at mænd ikke kan diskvalificere sig?

Og er det ikke selve årsagen til den manglende ligestilling? Det er klart, at når der er et begrænset antal pladser i toppen, og mænd ikke på nogen måde kan diskvalificere sig, så bliver det svært for kvinderne at finde ledige pladser.