Overvågning har alle dage været del af det kinesiske samfund – også før kommunisternes magtovertagelse i 1949.

Viden om andre er værdifuld; en slags pant, man kan indløse i trængte situationer. Kinas kommunistiske herskere har i høj grad udnyttet denne tradition; når det har stået allerværst til, har børn angivet forældre, venner, slægt og søskende hinanden – og når Mao Zedong i forbindelse med sine kampagner dekreterede, at der var fem procent revisionister og kapitalistiske lejesvende på enhver arbejdsplads, blev denne kvote uden videre opfyldt – uanset de pågældendes generalieblad. Det var også en måde at skaffe sig af med fjender, konkurrenter og andre.

Og mens Kina i knap 2.500 år udmærkede sig ved, at hvem som helst i princippet gennem studier kunne gøre sig fortjent til at blive endog meget indflydelsesrig embedsmand, blev arvesynden hurtigt udbredt i det ellers erklærede ateistiske kommunistiske Kina; børn måtte bøde for forældrenes erhverv, overbevisning, ejendomsforhold eller andet – ligesom man kunne blive belønnet med f.eks. plads på det prestigefyldte Beijing Universitet, hvis ens klassebaggrund var i orden – hvis man var af fattig bonde- eller arbejderstand, eller ens forældre havde været gode revolutionære.

I 1980’erne og 1990’erne udviklede sig en slags arvegunst, sådan at f.eks. højtstående militærfolks eller partikadrers børn automatisk fik adgang til al landsens goder og i folkemunde blev kaldt for ’småprinser’ og småprinsesser’, mens de kørte vildt og uansvarligt omkring i dyre biler, målte tiden på kostbare armbåndsure og tændte deres udenlandske cigaretter med guldlightere. Disse bedre folks børn nød f.eks. også demonstrativt at skodde cigaretter på gaden og knipse ad bøden. De smed pengene på jorden, så alle og enhver kunne se, at hvad der dengang var en dagløn for andre, intet betød for dem.

Da de økonomiske reformer, der spirede fra 1979 og frem, havde fået ordentligt fat, betød dét at være småprins eller –prinsesse adgang til f.eks. at svinge sig højt over loven, tilsidesætte det klæge bureaukrati eller i bogstaveligste forstand krybe over, hvor gærdet var lavest, hvis man ville tjene penge i en fart; eller til at komme til udlandet at studere.

Men i reformernes indledende år var det stadig mest arvesynden, der rådede, og unges fremtid afhang fuldt og helt af forældrenes indsats for Moderlandet og ikke så meget af deres egne evner – og da slet ikke deres egne fremtidsdrømme. Dengang besluttede systemet de unges livsbane. Og det var umådeligt svært at vriste sig ud af den. En jernbanearbejder kunne ved selvstudier være højt uddannet, mens en dimittend fra et universitet kunne være fuldstændig blæst. Det var uhørt at skifte arbejde, og ægtefæller boede ofte så langt fra hinanden, at de kun sås et par uger årligt.

Siden Kongfuzi – altså i over 2.500 år – er kineserne blevet indskærpet lydighed og underdanighed. I den kongfuzianske samfundspyramide stod kejseren øverst, kvinder og småpiger nederst. Piger var underlagt deres brødre, som var underlagt deres ældre brødre, onkler, deres far, en eventuel herremand eller mandarin, som refererede til sin overordnede. Kejseren havde kun Himlen over sig. En lille fattig pige havde hele verden over sig på en ugunstig måde. I princippet kunne hun kun lade mulige frustrationer gå ud over sine mindre søstre og dyr.

Afgørende i denne pyramide var slægt, magt – og rigdom. F.eks. havde yngste datter af tredje eller fjerde hustru i en velstående familie tjenestefolk, som hun havde total magt over. Denne afmagt i forhold til nogen, der står over en i pyramiden, går alt for ofte ud over nogen under en. Prøv bare at besøge et lille omrejsende cirkus i Kina og se, hvor mange regulære bank f.eks. geder og heste får. Eller den store morskab det er at købe en levende høne i Guangzhou Zoo for at binde et reb om dens klo og så drille og lokke tigrene med det vidskræmte dyr, indtil en af dem får fat i hønen.

Kongfuzi definerede det perfekte samfund som det, hvor alle lever og arbejder med glæde, xiaokang. Modellen forudsætter, at kejseren, embedsmændene og andre i pyramidens top er gode, samvittighedsfulde menneskekendere. Så vidt, så godt. Der, hvor det gennem historien ofte er gået galt, er, når kejseren ikke har været god. Eller ikke har været klog eller dygtig nok til at løfte den tunge kappe, det er at være sin nations fader. Modellen, som Kina faktisk er blevet regeret ud fra i 2.500 år, forudsætter, at lederen er klog, god, dygtig og alfaderlig, og at undersåtterne i den pæneste version er som børn – uvidende, umodne og sommetider også uartige.

Kongfuzis lære er den traditionelle lære om statsførelse i Kina; det var den, unge mænd studerede for at blive mandariner i kejserens tjeneste, altså embedsmænd. Studier generelt – og da slet ikke i statsførelse – angik ikke kvinder, der skulle lære kvindelige dyder som poesi, sang, musik og andre bløde fortræffeligheder, der kun ad omveje havde med ledelse at gøre. Ud over det helt afgørende at føre mandens slægt videre skulle en kvinde forføre, underholde og behage sin mand eller hersker, og ad den vej kunne hun naturligvis påvirke mandens virke og embedsførelse. Men aldrig som ligestillet.

Lederen beslutter, hvad der er rigtigt og forkert. I sådan et samfund, som i høj grad værner om netop samfundet, og hvor mennesker flest ingen – eller kun ganske få – rettigheder har, er mulighederne for at værne om sig og sit nærmest ikke-eksisterende. Det er masserne frem for individet. Der findes ikke ventiler til at lufte retfærdig harme. Ethvert forsøg på selvstændig handling mødes med overmagt. I sådan et samfund er forventningerne meget små. Initiativ og selvstændighed belønnes sjældent, tværtimod. Det kan bedst betale sig at være lydig, underdanig og ikke skille sig ud fra mængden.

Love er skrevet ned, måske. Den herskende vind afsløres gennem dekreter eller eksempel – i gamle dage f.eks. ved at henrette formastelige og sætte deres hoveder på pæle langs bymuren eller slæbe dem gennem byen til spot og spe. I nyere tid har alle vidst, hvad de skulle gøre – enten via øverste leders eksempel, eller fordi det blev lanceret på lederplads i partiavisen Folkets Dagblad eller Befrielsesdagbladet, som er militærets avis.

Kineserne er vant til at udvikle f.eks. beundring, hengivenhed eller måske hysteri på kommando. Og indstille det lige så pludseligt. Metoden med massemobilisering af vrede, efterfulgt af en brat afslutning, benyttes ofte af magthaverne, når udlandet skal smage det kinesiske folks ’spontane’ harme.

En helt hysterisk stemning oppiskes på kommando, som det f.eks. skete, da NATO – formentlig ved en fejltagelse – bombede Kinas ambassade i Beograd i 1999. Med et slag var titusindvis af kinesere mobiliseret til hadefulde demonstrationer mod NATO-landenes ambassader (dog ikke den danske, fordi Danmarks NATO-medlemskab var gået hen over hovedet på kineserne). Vi så det tilsvarende, da Kina protesterede mod USA’s krænkelse af landets suverænitet i forbindelse med nedskydningen af et amerikansk spionfly i 2001. Og hver eneste gang de kinesiske ledere fordømmer Japan.

Spørgsmålet er, hvor længe magthaverne kan hidse op og hidse ned med så stor præcision.

Hvad der i dag er tilladt i Kina, kan være forbudt i morgen. Måske står det i straffeloven, måske ikke. Det er som med forfatningen – der står en masse, men det overholdes ikke nødvendigvis.

Et udmærket eksempel er, da Kina i begyndelsen af 1990’erne var i gang med at søge optagelse i GATT, som senere blev til Verdenshandelsorganisation, WTO. Også på den tid kunne man købe piratkopier af musik og film på video og cd samt computerprogrammer i Kina. De blev falbudt på hvert et gadehjørne, kostede næsten ingenting, og det var selvfølgelig forbudt.

Drøje og langvarige forhandlinger mellem Kina og USA blokerede for Kinas optagelse, bl.a. med henvisning til den omfattende piratkopiering. Som en gestus over for de amerikanske forhandlere henrettede kineserne på et tidspunkt 11 gadeforhandlere af piratkopieret musik, film og software. Da kineserne imødekommende berettede, hvad de havde gjort for at komme piratsalget til livs, blev amerikanerne dybt rystede og erklærede, at det jo ikke var det, de ønskede. Kineserne undrede sig over, hvad det så var. Resultatet var, at de ulovlige cd-forhandlere holdt meget lav profil i flere måneder.

Og på den måde var det jo lykkedes magthaverne at sætte en – i hvert fald midlertidig – stopper for det piratsalg, som gik amerikanerne så meget på. Piratsalget blev selvfølgelig hurtigt genoptaget og er vokset til nye højder. Det kunne jo undre, at magthaverne ikke satte ind mod de fabrikker, der fremstillede kopierne. Hongkong-avisen South China Morning Post skrev, at der var to store fabrikker, der kopierede, og at direktøren for den ene plejede meget nære bånd til Deng Xiaoping. Og dermed var han urørlig.

Taktikken, der kom til udtryk gennem henrettelsen af de 11 gadehandlere, hedder »at dræbe kyllingen for at skræmme aben«. Ved at gøre op med en enkelt eller et fåtal af dem, man er ude efter, får man lynhurtigt spredt budskabet om, hvad der for tiden forlanges af masserne.

De fleste kender deres plads i Kina. Afmagt og lydighed over for dem, der regerer eller bestemmer over en, er fortsat reglen; i tilgift sparkes der nedad i magtpyramiden, så de, der lever nederst, nærmest er sønderslåede.

I et demokrati, derimod, vælger indbyggerne deres egne ledere, og politikerens opgave er at tjene en vælgerbefolkning, der nøje holder øje med, om valgløfterne holdes og magten ikke misbruges. Den politiske magt er omskiftelig, og politikerne ved, at de skal gå ydmygt til opgaven, hvis de vil have chance for genvalg.

I Kina er magthaverne ikke på valg – andet end måske i deres egne snævre kredsløb, hvor de kan blive væltet af interne magtkampe. I Mao Zedongs tid blev magten brugt til at iscenesætte massehysteri og en persondyrkelse uden sidestykke i art og omfang i verdenshistorien.

Deng Xiaoping og hans efterfølgere har derimod afvist persondyrkelsen. Men de har fastholdt et magthierarki med enorm afstand mellem top og bund. Magtudøvelse i Kina er stadig omgivet af hemmelighed, symbolik og vilkårlighed. Lydigheden over for magthavernes skiftende signaler er fortsat den sikreste – og den forventede – leveregel.

I den stærkt positive analyse kan man sige, at Deng Xiaoping brugte den lydige kineser konstruktivt i sine økonomiske visioner ved at beordre økonomisk udvikling og ny familiepolitik.

Problemet for Kina i det 21. århundrede er, at den videre udvikling til et moderne, velstående samfund ikke kan ske på kommando. Interessant er det dog i den forbindelse, at de mange elskede eneønskebørn i byerne, som er resultatet af familiepolitikken, generelt er så forkælede, at det er usandsynligt, at Kinas magthavere bliver i stand til at kommandere rundt med lige netop dem, som det er sket med alle kinesere før dem.

Udenlandske virksomhedsledere i nutidens Kina er betagede af kinesernes enorme flid og stræbsomhed. Men de bemærker også, at selv veluddannede kinesere i konkurrence med deres fagfæller i Europa og USA ganske mangler selvstændigt initiativ og i alt for høj grad afventer ordrer frem for at tænke selv og arbejde selvstændigt.

Hvis Kina skal fortsætte sin udvikling, så skal den lydige kineser omprogrammeres til den selvstændigt tænkende, improviserende og kritiske kineser.

Det vil blive et markant opgør med årtusinders tradition. Bruddet er så småt begyndt med kulturændringerne som følge af de mange enebørn samt en forsigtig, gradvis indførelse af nye principper i undervisningen i under- og mellemskolen såvel som på de højere læreanstalter.

Magthaverne tøver med at kaste sig ud i processen af frygt for, hvilke politiske konsekvenser det kan have ligefrem at uddanne befolkningen til mindre lydighed og mere selvstændighed.