Det hedder sig, at en vandmand er 90 procent vand og 10 procent mand.

Det skal nok passe, har man set en død vandmand på stranden, er der ikke meget mand tilbage. Hvad mennesket angår, består vi – som bekendt – af 60 procent vand og 40 procent mand, selv om man en gang imellem kan få fornemmelsen af, at det forholder sig omvendt. Visse mænd er frygtelig meget mænd og oven i købet stolte af det. Det ved jeg ikke rigtig, hvad jeg skal mene om, til gengæld har jeg altid været optaget af vand.

Det begyndte som så meget andet i barndommen. Jeg har i hvert fald et fotografi af mig selv splitternøgen med vand som baggrund. Bevægelsen i billedet og blikkets retning tyder ikke på umiddelbar tryghed ved bevidstheden om det store vands nærhed. Der er et forbehold gemt i udtrykket. Og sådan var det da også, når jeg kobler en konkret erindring ind og tænker på stranden i Kandestederne i midten af trediverne i forrige århundrede, hvor Vesterhavet var koldt og vældigt, mens stranden til gengæld rummede lune søer uden bølgegang, som jeg meget hurtigt døbte ’Det lille hav’ og langt foretrak for det store. Og det var ikke kun, fordi vandet var lunere i Det lille hav, der skete ting og sager i det, som nok var fremmedartede, men ikke truende. Der var haletudser, og skønt ingen vil tro på det og siger, at det er løgn og opspind og fysisk umuligt, for der må jo have været alt for meget salt i vandet, så insisterer jeg: Der var haletudser i Det lille hav, for jeg har selv set dem for mere end halvfjerds år siden, og hvis det ikke var haletudser, var det hundestejler.

Under alle omstændigheder var det vand, og det var mig, der var nede i det. Jeg så, hvad der foregik, og det var fuldkommen anderledes end det, der skete oppe på det tørre. Der var en anden rytme, en svajende blødhed, som i et glimt kunne forvandles til bevægelse, når en stime af de små fisk fra fuldkommen stilstand pludselig skiftede position og nu stod et andet sted og ikke rørte sig af flækken. Der var ingen forklaring, til gengæld kunne man få fornemmelsen af at være under observation, og det var jo ikke så underligt, for dér sad man selv og observerede, så noget for noget.

På en måde var der tale om anskuelsesundervisning, hvad jeg af gode grunde ikke havde nogen anelse om dengang. De fisk var ikke for fastholdere. De kunne stå dér og se så tilforladelige ud, mens de små finner gik som hjulpiskere, og de selv holdt øje med den indtrængende. Men så vupti, væk var de alle mand som én og stod et helt andet sted og skævede. Nysgerrigt, vagtsomt med et lille smil på læben. Der var styr på tingene, men også en slags nervøsitet, nærmest elektrisk, som om de var sig det livstruende konstant bevidst, men samtidig ejede en dyb selvsikkerhed forankret i en instinktiv fornemmelse af, at hvis det gjaldt, kunne de altid komme af vejen og væk.

Det er en meget kunstnerisk måde at forholde sig til tingene på, pendlende mellem superbevidst alarmberedskab og en slags vegetativ, summende sikkerhed. Men den har en bagside, for den tvinger til at holde afstand. Fisken kan godt stå dér med armene over kors og sit sardoniske smil, men nærmer hånden sig, åben, indbydende og truende, må den væk, for atter at stå et nyt sted og fimre og se på. Og være udenfor.

Men for det badende barn i det lune vand var truslen fra det eksotiske og eventyrlige kun som en fjern sitren, der kunne ikke for alvor ske noget farligt i Det lille hav, mens man ikke var i tvivl om, at kom man først ud mellem de tårnhøje bølger i det kolde vand, var der for alvor fare på færde. Siden er det blevet omvendt.

En klog mand eller kone har sagt, at grunden til, at det er så dejligt at bade i havet, er afionisering. Man skulle angiveligt i dagens løb opsamle så megen statisk elektricitet, at det bliver til en hel ekstra sæk af spændinger og belastninger at slæbe rundt på. Jeg ved ikke, om det er sandt, men når et legeme nedsænkes helt i vand, fuser spændingerne af som det ekstra panser, man har følt sig spærret inde i. Jeg vil påstå, at jeg af og til når jeg kaster mig i bølgen, ligefrem har hørt en syden, der kunne tyde på, at der er noget om snakken.

Man vil gerne af med sine spændinger, men man vil også have dem. Idyllen og trygheden i Det lille hav var ikke nok, og der var mere at hente indlands, hvor gamle tørveskær og sære, sivomkransede småhuller boblede af et liv, det var svært at få styr på i al dets paradoksale sammensathed. Lad gå med rygsvømmere og skøjteløbere, men hvem kan hamle op med vandkalvene, dyscitidae, der svømmer i ferskvand, men kan flyve og forlader vandet om natten?

Sådan en vandkalv havde smuglet sig selv med og anbragt sig skjult i det akvarium, jeg senere blev ejermand af. Der havde jeg sat de haletudser ud, som var fanget i lerede, vandfyldte huller på Amager Fælled. Jeg så selvfølgelig til tudserne hver dag for at følge med i udviklingen, men en morgen var de væk. Da jeg kiggede nærmere efter, lå de på bunden af akvariet, hvide og udsugede og stendøde. Meget lidt kan se så dødt ud som døde haletudser på bunden af et akvarium. Henne i hjørnet sad en vandkalv og grinede, og det var næsten for meget: Man kan måske klare en massakre, men ikke at se den grinende morders gumlende kindbakker.

Her er det så, humanisten begynder at ræsonnere. Vandkalven er jo ikke ond, den gør ikke, hvad den gør af ondskab, men fordi den er sulten. At den dræber mere end den kan fortære, må henvises til det instinktive, under alle omstændigheder kan den ikke gøre for, at den gør, som den gør. Ifølge tidens diskussion kan mennesker for så vidt heller ikke gøre for, at de gør, som de gør, og når bølgerne går rigtig højt, hvæses der beskyldninger ud mod de arme, enfoldige humanister, der påstås ikke at ville erkende, at ondskaben findes. Jeg ved ikke, hvor man har det fra, jeg ved kun, at mennesket ikke er en vandkalv og derfor ikke nødvendigvis behøver at opføre sig som en sådan. Jeg glæder mig over at have Hannah Ahrendt i hånden, når jeg gentager min gamle påstand om, at mennesket er udstyret med et indre gyroskop, som retviser, hvis man moralsk er kommet på afveje. Hvis man altså giver sig selv mulighed for at aflæse det eller lytte til den indre stemme, der siger: Lad nu være, du ved jo godt, at det, du har gang i, er forkert. Alt sammen i modsætning til vandkalvene og deres artsfæller til vands, til lands og i luften.

Bag gården hvor jeg var ’evakueret’ i 1940 (vi boede for tæt på lufthavnen i Kastrup, og mine forældre var bange for, at den skulle blive bombet) lå der et vand, som hverken var et gadekær eller en sø, men noget midt imellem. Jeg gik derom, når hjemveen blev for stærk og tudede. Ingen så mig (det var heller ikke meningen), men jeg lagde mærke til noget, som egentlig burde være indlysende, men alligevel overraskede. Overfladen skiftede og mine indre svingninger med den. Sophus Claussen har gjort sådan en erfaring kendt gennem et par berømte linjer: »Faldt der storm over solstille flade, min sjæl flagred op som et lin«. Jeg ved ikke, om min sjæl flagrede op som et lin, men en dag, da jeg var gået om til ’søen’, var alting pludselig anderledes. Der gik mange mænd rundt et par af dem i kitler, og sognefogden, der ejede gården, var der også. Jeg blev alt for overrasket til at tude. Ikke mindst da jeg så tre heste med sammenbundne ben liggende i græsset.

Ingen lagde mærke til mig eller prøvede på at jage mig væk. Der var en følelse af næsten febril kompetence over sceneriet, man gik til og fra og talte på én gang mere dæmpet og højere end sædvanligt. Der var udbrud, næsten skingre. Jeg vidste ikke, hvad der foregik, følte blot en stigende spænding og angst som en hede i kinderne. Jeg blev tør i munden. Der var tale om en gilding, hestene skulle kastreres. Hvorfor og hvordan og med hvilken ret og hvad der i det hele taget foregik, fattede jeg ikke, men da hestene med en brutal saks blev klippet op og deres testikler viste sig som øjenkugler, der vender det hvide opad, og dyrene vrinskede skrigende, opdagede jeg, at vandet bagved krusedes, som var der tale om et hav. Bølger gik fra den ene side til den anden, krappe og med skum på, ondulerende, som ville de blive ved til evig tid, uden at nogen kunne gribe ind. Og i det øjeblik blev tørsten så overvældende, at jeg måtte have noget at drikke, vendte om på hælen og løb og løb gennem virvaret, til jeg endelig fik stukket hovedet ind under hanen og drejet op for den og slubrede det kolde vand i mig, som om jeg aldrig kunne få nok.

Jeg havde engang en god ven, og vi tilbragte en del tid sammen ved en mergelgrav, som lå inde i plantagen. Jeg tror, vi begge to var lidt bange for den, men det blev aldrig rigtig sagt, ikke på den måde i hvert fald. Vi talte nok om, at hvis en ko gik ud i det mælkede vand, ville den forsvinde fuldkommen med yver og horn og det hele. Det ville et menneske også, for enhver vidste, at en mergelgrav er bundløs. Men vi sagde det ligesom henkastet, flot. Måske fordi vi alligevel et eller andet sted var bange for den mergelgrav.

Åbenbart har den i hvert fald været dyb nok til at sluge det venskab, og halvfjerds år er lang tid. Måske er venner mere vand end mænd, jeg ved det ikke, men jeg vil gerne tilegne følgende digt til venskabet:

Et glas vand

Ræk hånden frem og lad

mig skænke dig et godt glas vand

helt gennemsigtigt klart og fint

helt køligt friskt og ligetil

det er til dig, min ven

ræk hånden frem.

Ræk hånden frem og lån

mig dine sanser

luk op for alt hvad du har glemt

og se det strømmer frem

som vand fra hanen

du blir svimmel og på samme tid

helt klar

ræk hånden frem

for sådan var det jo engang

så smukt og enkelt

køligt friskt og ligetil

med appetitten som et hanegal

og alle muskler smurt

og hår på hovedet.

Ræk hånden frem og lad mig

trykke den

for der er venskab nok og

visse ting er stadig meget enkle:

at kunne huske

at kunne se hvad der er op og ned

at være glad og vred.

Ræk hånden frem

du får et godt glas vand.