God mad? For hvem?
Er det nødvendigvis klogt at satse på lokalt og økologisk produceret mad? Eller kan ’etisk indkøb’ skade verden?
| AF Jens Streibig |
fakta
I Frankfurts lufthavn er udbuddet af danske aviser, især Politiken, lille, så jeg greb det næstbedste, tidsskriftet ’The Economist’, som 9. december havde en forside og inde i bladet en artikel, der straks fangede min opmærksomhed.
Overskriften var: ’Good Food? Why ethical shopping harms the world’ (Gode
fødevarer? Hvorfor etisk indkøb skader verden). Det lød så tilpas politisk
ukorrekt, at jeg ikke kunne lade være med at skrive om det. Jeg har sjældent
læst en artikel, der passer så fint ind i min erfaringsverden.
Tidsskriftet
har taget begreber og dogmer om god og bæredygtig fødevareproduktion og
-kvalitet op til diskussion. Kan vi ændre verdens gang og tilgodese den
oprindelige natur ved at købe fødevarer ud fra etiske principper for
vesterlændinge?
Som tidsskriftet skriver, er det uendeligt
sjovere at shoppe i supermarkedet og købe de ’rigtige’ fødevarer end at
beskæftige sig med drastiske ændringer af vores politik på det globale
landbrugsområde. Lad os sætte de mest populære begreber inden for
fødevareproduktion til debat: økologisk fødevareproduktion, retfærdig handel
med fødevarer og køb af lokalt producerede fødevarer. Men først en kort
introduktion til den globale fødevareproduktion.
Min baggrund
er mere end 40 års erfaring med landbrug i såvel ilande som ulande. Da emnet
indeholder flere aspekter end de rent landbrugsfaglige, må jeg hellere sikre
mig mod anklager for videnskabelig uredelighed ved at gøre opmærksom på, at
jeg her udtaler mig som privatperson med en vis baggrund i emnet.
Befolkningstilvæksten
tog rigtig fart for ca. 200 år siden. Vi måtte opdyrke mere og mere jord for
at brødføde den hastigt voksende befolkning. Vi ryddede heder, regnskove og
stepper, pløjede og harvede og såede vores afgrøder. Til at begynde med gik
det godt, fordi jordkvaliteten var god i dele af de nyopdyrkede stepper og
skovområder i såvel Nord- som Sydamerika. Langsomt, men sikkert skete der
imidlertid en udpining af de ellers frodige steppe- og skovjorde, så de i
dag kræver tilførsel af plantenæringsstoffer for at opretholde et fornuftigt
udbytte. Kvaliteten af den nye jord, vi opdyrkede i Europa, var fra
begyndelsen ofte af ringe kvalitet. Vi behøver ikke gå længere end til
opdyrkning af den jyske hede for ca. 150 år siden; det var hårdt slid og små
udbytter på sandede jorde.
Landbrug er og bliver et
ødelæggende indgreb i den naturlige økologiske balance, som er styret af
topografi, klima og jordbund. Vi rydder regnskove og stepper for naturlig
plantevækst, pløjer og sår vores afgrøder, og med i købet forsvinder der
plante- og dyrearter. Det er en historisk erfaring, at fødevareproduktion så
godt som altid har forrang over for bevaring af miljøet. Der skal ikke meget
matematisk sagkundskab til for at regne ud, at med ca. 10 milliarder
mennesker om ca. 35-40 år vil der være langt mindre dyrket jord pr.
indbygger, end der er i dag, også selv om man rydder de sidste rester af
oprindelig natur for at dyrke afgrøder.
For knap 50 år siden
fandt man ud af at kombinere planteforædling, kunstgødning og kemisk
plantebeskyttelse (pesticider) på en ny måde, og siden da har vi tredoblet
fødevareproduktionen pr. hektar. Vi har med andre ord sparet ’naturen’ for
helt utrolige ødelæggelser. Dette fremskridt i planteproduktionen, der i
vide kredse kaldes ’den grønne revolution’, har sandsynligvis reddet store
naturområder fra at blive ødelagt af plov og harve. På grund af denne
historisk enestående udbyttefremgang inden for så få årtier har vi efter
1960 næsten ikke inddraget mere jord til dyrkning i forhold til tidligere.
Der er lavet forskellige beregninger af, hvor meget ’natur’ vi har sparet
ved at have tredoblet udbytterne, og et af buddene er omkring 1.000 gange
det danske landbrugsareal på ca. 2,3 millioner hektar.
Økologiske
fødevarer er dyrket uden brug af kunstgødning og pesticider. Det er heller
ikke tilladt at dyrke genetisk transformerede afgrøder, de såkaldte gmo’er.
Gmo-afgrøderne
kom frem for cirka ti år siden. De vigtigste gmo’er er sojabønner, bomuld og
majs. De er blevet gjort tolerante over for det kemiske ukrudtsmiddel glyphosat.
Det vil sige, at man kan sprøjte og effektivt bekæmpe ukrudt i de tolerante
afgrøder, uden at de tager skade. En anden slags gmo’er kan producere et
stof, kaldet Bt-toksin, som er giftigt for visse skadelige insekter, men
ikke giftigt for mennesker og dyr. Med andre ord, afgrøderne producerer
deres egen pesticid.
Resultatet er, at man får bekæmpet disse
skadelige insekter uden at skulle sprøjte med kemiske insektmidler. I dag er
der ca. 100 millioner hektar (43 gange Danmarks dyrkede areal) med
gmo-afgrøder, overvejende i Nord- og Sydamerika, Asien og det sydlige
Afrika. Succesen skyldes, at disse gmo’ere har gjort livet lettere for
landmanden og sparet miljøet for en række giftige pesticider, men de har
ikke bidraget overvældende til udbytteforøgelsen på verdensbasis.
Hvad
FREMTIDEN vil bringe er vanskeligt at sige, men en ting er sikkert: Som
enkeltstående teknologi vil gmo’erne ikke i sig selv øge udbytterne markant
og dermed standse den fremtidige rovdrift på den oprindelige ’natur’. Gmo’er
skal indgå i sammenhæng med kunstgødning og plantebeskyttelse for at være
med til at brødføde verden. De glyphosattolerante afgrøder fik en ublid
medfart i Europa og har fået et dårligt rygte, som de faktisk ikke
fortjener. Visse steder i verden kan man ikke pløje, uden at jorden blæser
væk eller bliver ødelagt af regnskyl. Det medfører udpining af jorden og kan
ende med, at tidligere god landbrugsjord bliver omdannet til gold ørken.
En
af pløjningens vigtigste funktioner er at bekæmpe ukrudt. Derfor kan
glyphosat som den kemiske plov være med til at bevare selv følsomme jorders
dyrkningsværdi. Store dele af de nordamerikanske og sydamerikanske stepper
dyrkes i dag med glyphosat som den kemiske plov. Hvis jeg var regnorm, ville
jeg foretrække sprøjtning med glyphosat frem for pløjning, som er en
virkelig regnormedræber.
Da det økologiske landbrug fravælger
kunstgødning og pesticider, får man gerne et mindre og ofte mere svingende
udbytte end i den såkaldte konventionelle dyrkning, som benytter disse
kemiske hjælpemidler. Med andre ord, man skal bruge mere jord til at
producere den samme mængde fødevarer, end hvis man brugte de moderne
teknologier. Der er belæg for denne påstand, idet det netop var
kombinationen af planteforædling, kunstgødning og plantebeskyttelse, der var
med til at tredoble udbytterne pr. hektar de forløbne 50 år.
I
lande med rigelige forsyninger af fødevarer kan det være vanskeligt at se,
hvorfor økologisk produktion ikke er godt for ’naturen’ globalt set, fordi
vi har fødevarer nok. Og det konventionelle landbrug har generelt en meget
dårlig presseomtale. Økologiske fødevarer er pr. definition gode, sunde og
miljømæssige forsvarlige, og derfor er annoncer som »brødet er bagt af
økologisk hvede, naturligvis« i sig selv et salgsargument.
Debatten
om det sundhedsmæssige vil jeg overlade til andre. I vores iver efter at
udbrede budskabet om den økologiske planteproduktions fortræffeligheder til
ulande, hvor der ofte er mangel på fødevarer, overser vi de historiske
kendsgerninger. Men vi gør det i den bedste mening.
Retfærdig
handel med fødevarer er et begreb, som forbrugerne har taget til sig. De vil
gerne købe fødevarer til lidt forhøjede priser, hvis de mener, at det kommer
de fattige landmænd til gode. Ideen med retfærdig handel med fødevarer er
absolut beundringsværdig, men kan give overdrevne forventninger til vores
godgørenhed over for de fattige landmænd i ulandene.
Jeg
har imidlertid erfaringer for, at denne form for støtte til fattige landmænd
i visse tilfælde kan have en gunstig virkning, når overprisen kanaliseres
direkte tilbage til landmanden. Det kræver sikkert en velbevandret
landbrugsøkonom til at udrede trådene på en mere kvalificeret måde, end jeg
kan.
Det er bedst at købe lokalt producerede fødevarer, hedder det.
Jo tættere forbrugeren er på produktionsstedet for fødevarer, jo bedre,
fordi vi så minimerer det, man kalder fødevarekilometerne, og dermed
bidrager vi også til at minimere CO2-udledningen. Men i England og andre
steder har man vist, at halvdelen af de kilometer, der bliver brugt på at
transportere fødevarer rundt i verden, kan tilskrives de private
husholdningers indkøb. Det er billigere rent energimæssigt at transportere
fødevarer med skib, jernbane eller lastbil fra fjerne steder i verden til
Europa end at producere fødevarerne her. F.eks. har undersøgelser vist, at
det er energimæssigt billigere at sende spanske tomater i lastbil til
England end at dyrke dem i engelske drivhuse. Et andet forbløffende resultat
af en analyse viser, at det er mindre energikrævende at producere
mælkeprodukter, lammekød, æbler og løg på New Zealand og sende dem med skib
til England end at producere de samme varer i England.
Mange
mennesker lever tættere på supermarkedet end på landmandens stalddør. Derfor
vil mere lokalt produceret mad solgt ved stalddøren kræve flere
fødevarekilometer, end hvis varerne blev samlet og forarbejdet for så at
blive sendt med store lastbiler til det lokale supermarked. Denne tendens
vil sikkert blive endnu mere udtalt i fremtiden, når mere end halvdelen af
Jordens befolkning vil bo i kæmpestore byer.
At handle efter
princippet ’køb lokalt’ modarbejder faktisk princippet om at købe ulandenes
produkter. Som djævlens advokat kunne man godt få den tanke, at ’køb
lokalt’-bevægelsen mistænkeligt nærmer sig den gode gamle protektionisme med
et skær af bekymring for miljøet over sig. Og princippet hjælper ikke de
fattige landmænd i ulandene.
Gode fødevarer er også
spørgsmålet om fødevaresikkerhed. Fødevaresikkerheden er beundringsværdig
høj i EU, fordi vi vil være sikre på ikke at blive syge eller dø af at spise
det daglige brød. For at ulandene kan få adgang til det lukrative marked i
EU, må fødevarerne kun indeholde forsvindende lidt af giftstoffet
aflatoksin. Aflatoksin produceres af svampe, der lever på bl.a. korn og
nødder. Det er til stede på alle disse fødevarer, men i små mængder.
Umiddelbart
ser det tilforladeligt ud, at vi går ind for høje standarder, men i dette
tilfælde kan man diskutere, om det ikke er en særlig snedig form for teknisk
handelshindring. Selv om de fattige bønder i bl.a. Afrika godt kunne tænke
sig at eksportere visse fødevarer til EU, bliver de stoppet ved grænserne på
grund af for højt aflatoksin-indhold. Der er lavet internationale
grænseværdier for aflatoksin i fødevarer, men EU har valgt at have sine egne
skrappere krav. EU’s grænseværdier er mindre end det halve af de
internationale grænseværdier. Så stort set intet afrikansk land kan levere
f.eks. nødder med aflatoksin under EU’s grænseværdi.
Verdensbanken
har undersøgt konsekvensen for Afrika, og den hævder, at den lave
grænseværdi for aflatoksin måske kan redde livet for én europæer om året,
mens Afrika vil miste 670 millioner dollar i tabte eksportindtægter.
En
af de store skurke i spillet om gode fødevarer er måske i bund og grund de
industrialiserede landes subsidiering af landbrug. Det medfører
overproduktion af fødevarer i vores del af verden. Men det overskud har vi
netop kun i kraft af, at vi har prioriteret fødevareforsyningen højt.
De
smertelige erfaringer efter Anden Verdenskrig, hvor knaphed på fødevarer var
udtalt, skulle ikke gentage sig, og i den forbindelse har EU’s
landbrugsordninger været en kæmpesucces. Men politikernes vrangvillighed til
at foretage gennemgribende ændringer fører nu til absurde forhold for den
fattige verdens landmænd. Som en af de store amerikanske provokatører i
debatten skrev og sagde for mere end ti år siden: »Red verden med pesticider
og plastik og ophæv EU’s landbrugsordninger«.
For
en god ordens skyld vil jeg lige nævne, at han som amerikaner lige i
forbifarten glemte, at USA også subsidierer landbruget på næsten samme
niveau som EU.
Hvad med fremtiden? Det er efterhånden gået op for
de fleste, at olien ikke varer evigt, og alternative energiformer er
nødvendige. En af de hurtigst voksende industrier i Midtvesten i USA er
produktion af bioethanol til biler. Også i EU er der interesse for sagen.
Danskerne er lidt mere tøvende, fordi vi i øjeblikket er det eneste land i
EU, der producerer mere olie, end vi forbruger. Hvis vi vil gøre os
uafhængige af ustabile regimer med store olieressourcer, er der ingen vej
udenom, vi må dyrke vores egen energi på markerne.
Det
vil sige, at landbruget vil få endnu et stort ’forretningsområde’, nemlig
energiproduktion. Fra at være leverandør af fødevarer, foder, fibre og
vegetabilske olier skal erhvervet nu også levere energi til forslugne biler
og andre transportmidler. Den ændring i afgrødeproduktion vil fuldstændigt
ændre fødevaresituationen i verden. I ilandene vil vi ikke mere kunne
producere overskud af fødevarer til hele verden, men kun fødevarer og energi
til os selv.
Når vi diskuterer, hvad vi forstår ved bæredygtig
landbrugsproduktion og gode fødevarer, er det sundt en gang imellem at
justere vores indre automatpilot, der normalt styrer vores opfattelse af, at
gode fødevarer er dyrket økologisk og lokalt og handlet i et globalt
retfærdigt system.
DEBAT – Mere plads til debat og indlæg
Læs Politiken hver LØRDAG BESTIL I DAG
- Få dagens vigtigste debatter på mail
Overenskomst for en kvart million danskere er faldet på plads
DI og CO-industri har indgået overenskomst.
Musikekspert: Whitney var den perfekte pige
Musikekspert Henrik Milling fra DR mener, at Whitney Houston havde den største kvindelige...
Uheldigt sammenfald tog strømmen i København
Et større strømsvigt ramte tidligere i dag store dele af det centrale København.
Nervekrig præger græske politikere inden afgørende afstemning
Flere græske parlamentarikere tvivler på, om de vil stemmer ja til sparepakke.
Biskopper varsler færre job ved kirkerne
Kordegne og kirketjenere kan stå for skud, mens præster er mindre udsat.
Shane Bradford
Engelske Shane Bradford udstiller dyppede genstande på V1 Gallery.
Så kom undskyldningen fra Suárez: Jeg begik en fejl, jeg fortryder
Liverpool-spilleren Luis Suárez er på knæ efter skandalen på Old Trafford, hvor han ikke ville give hånd til United-spiller.
Tyrkiske fly bomber PKK-baser i Irak
Jagerfly fra det tyrkiske militær bomber PKK-baser i provinserne Zap og Kahurk i den nordlige del af Irak.
Sure S-borgmestre advarer om nyrupske tilstande
Kritik af betalingsringen forstummer ikke inden næste valg, advarer S-borgmestre, der minder om 90'ernes integrationsdebat.
Hele Danmarks Dirch...
Se eller gense de bedste klip med Dirch, oplev Nikolaj Lie Kaas fortolkning af den folkekære skuespiller, eller få den store boks med de 10 bedste Dirch Passer-film. Alt sammen til Pluspris.
Pluspriser fra 80 kr.
|
|
|
|
||||
|
Pluspris 80 kr.
Alm. pris 100 kr
|
|
Pluspris 59 kr.
Alm. pris 69 kr
|
|
Pluspris 679 kr.
Alm. pris 799 kr
|
|
Pluspris 1749 kr.
Alm. pris 2130 kr
|
















