I København er SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne gået sammen om et fælles projekt: at skabe en by, københavnerne kan være stolte af.

En levende, pulserende, nytænkende, modig, mangfoldig, solidarisk og omsorgsfuld by. Sammen vil vi sætte en værdipolitisk dagsorden, der adskiller sig markant fra de borgerliges.

Vores dagsorden er klar og kan udtrykkes meget kort: Vi vil have friheden tilbage. Anders Fogh har nemlig tilsyneladende sat sig for at fjerne friheden fra vores samfund, og det kalder på en stærk dagsorden fra centrum-venstre.

SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne hylder alle friheden. Alle tre partier definerer den positivt: Vi hylder friheden til at udleve vores potentiale og friheden til at være forskellige. Vi synes, at friheden får trangere og trangere kår under den borgerlige regering. Det gælder både kommuners frihed, de offentligt ansattes frihed og det enkelte menneskes frihed. I det følgende vil vi stille vores diagnose af statsministerens trang til at fjerne både kommuners og individers frihed og fortælle om det helt oplagte fælles projekt, vi ser for SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne: at kræve friheden tilbage.

Som kommunalpolitikere kan vi i vores egen dagligdag mærke, hvordan kommunernes frihed svinder ind. Vi bliver syltet ind i lovkrav, minimumsstandarder og puljestyring. Regeringens hang til kontrol med kommunernes opgaver og det åbenlyse ønske om ensretning har store konsekvenser for det kommunale selvstyre – og for danskerne. Der er jo netop kommunalt selvstyre, fordi forskellige kommuner bør have lov til at tackle opgaverne forskelligt. Der er ingen regel, der foreskriver, at de samme løsninger fungerer både i Ny Kolding Kommune og København. Tværtimod. Al forskning siger, at der er et stort samfundsøkonomisk potentiale i at lade kommunerne tilpasse deres service til netop deres borgeres præferencer. Samtidig er det en vigtig del af vores demokrati, at visse beslutninger træffes i kommunerne, tæt på borgerne. Derfor er det en politisk deroute at give køb på kommunernes frihed.

Situationen forværres yderligere, når man tænker på alle de penge, regeringen bruger på at opfylde sin kontroliver. Kontrol af minimumsstandarder og krav om dokumentation af alt mellem himmel og jord koster penge. Når danskerne har protesteret mod, at regeringen tvinger kommunerne til at skære ned i velfærden, har regeringen blot rystet på hovedet og sagt, at der skam bruges masser af penge. Det er en sandhed med modifikationer. Regeringen glemmer også at fortælle, at den tvinger kommunerne til at bruge en større del af budgetterne på administration, kontrol og bureaukrati. Resultatet er klart for danskerne, der jo benytter kommunens tilbud. Færre varme hænder og flere kolde.

I København forsøger vi at sætte en anden dagsorden. Vi mener, at de københavnske skatteborgeres penge skal bruges til velfærd i stedet for til administration og papirnusseri. Derfor forpligter vi os til at gå kommunens organisering igennem og se, om vi ikke kan rykke midler fra kold administration til varm velfærd.

Vi er allerede i gang på skoleområdet, der i mange år har været præget af uigennemsigtighed og overadministration. Vi forpligter os til at gå ældreområdet minutiøst igennem for at se, om vi kan rykke penge fra administration til hjemmehjælp og mere tid til pleje og omsorg på byens plejehjem.

Frustrationen over, at regeringen trækker i den modsatte retning, bliver så meget desto større for os. Derfor beder vi vore tre partier på landsplan stoppe de indbyrdes skænderier og sætte en anden dagsorden end regeringen: Vi skal kræve kommunernes frihed tilbage.

Den udstrakte kontrol har også menneskelige omkostninger for de ansatte i den offentlige sektor. Tilliden til den enkelte erstattes af skemalagte hverdage, hvor de ansattes selvstændige beslutninger er begrænset til et minimum. Det er ærgerligt, for vi har nogle meget engagerede og motiverede mennesker ansat i den offentlige sektor. At pille ansvar, tillid og selvstændighed ud af arbejdsdagen, så det eneste, der står tilbage, er behovet for at løbe hurtigt mellem de forskellige skemalagte opgaver, er den sikre vej til at fjerne den motivation. Det er også den sikre vej til at fremmedgøre de ansatte fra deres eget arbejde.

Naturligvis skal der være en kontrol med de ansatte i den offentlige sektor. Af hensyn til danskernes retssikkerhed må der aldrig herske tvivl om, at den rigtige ydelse bliver leveret. Men det kan også gå for vidt.

Det er gået for vidt på de plejehjem, hvor afføringsskemaer, pilleforbrugskurver og stærkt skemalagte hverdage erstatter den personlige kontakt mellem medarbejdere og gamle.

Det er også gået for vidt, når besynderlige regler erstatter den enkelte medarbejders frihed til at træffe et fornuftigt valg i almindelige hverdagssituationer. Tag for eksempel de småtspisende ældre på vores plejehjem. De er nogle gange så underernærede, at det er helbredstruende. Ville det ikke være en god idé at tage dem med ud i køkkenet for at bage boller, mærke duftene og på den måde få dem lusket til at spise lidt? Jo, utvivlsomt. Der foreligger bare en regel om, at de ældre ikke må færdes i køkkenet – heller ikke selv om både de og personalet skulle mene, at det er en god idé.

Eller hvad med en af medarbejderne, som gerne vil sidde sammen med de gamle og drikke en kop kaffe? Er det ikke en god idé? Jo, utvivlsomt. Der foreligger bare en regel om, at medarbejderne ikke må drikke de gamles kaffe – de skal gå ud i deres eget rum og lave kaffe for egne penge. Vores velfærdssystem er syltet ind i besynderlige regler, som ofte forhindrer fornuftige løsninger i dagligdagssituationer.

I København forsøger vi at sætte en anden dagsorden end regeringens. Vi har et mål om at blive bedre til at sætte hver enkelt københavners behov i centrum for de velfærdsydelser, vi leverer, og blive langt bedre til at anvende de kommunalt ansattes specifikke viden og erfaringer fra arbejdssituationen til at tilrettelægge den bedste velfærd for borgeren i dagligdagen. Både københavnere og ansatte har glæde af et velfærdssystem, der i højere grad tager afsæt i den enkelte borgers behov, viden og livssituation og giver plads til individuelle løsninger. Derfor er vi indstillet på at lave forsøg med øget selvforvaltning på kommunale arbejdspladser. På ældreområdet vil vi gerne lave forsøg med i et enkelt distrikt at give hjemmehjælperne visitationsrettigheder samt lade dem planlægge deres eget arbejde i små selvstyrende grupper. Ligeledes på plejehjem.

Vores målsætning om tillid og frihed til den enkelte ansatte kompliceres desværre af situationen på Christiansborg. SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne i København kræver de ansattes frihed til selv at træffe beslutninger tilbage.

Den enkelte danskers frihed bør for SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne være det allervæsentligste at værne om. Alle danskere skal have frihed til at vælge sig den livsbane, de ønsker – uanset social baggrund. Vi vil ikke acceptere, at danskernes frihed begrænses af deres hudfarve, køn eller forældrebaggrund. Det kan ikke tages for alvorligt, at vores frihed bliver begrænset under den nuværende regering. Det bliver vigtigere og vigtigere for ens livschancer, hvor man kommer fra. Den sociale arv forøges, indkomstmobiliteten falder, og uligheden vokser.

Selv om regeringens ministre får skældud, når de åbent hylder ulighed som et godt princip, er det et faktum, at uligheden vokser under den nuværende regering. Når uligheden vokser, fører det til ufrihed for de mennesker, som bindes af deres sociale baggrund.

I København forsøger vi at sætte en anden dagsorden. En frigørende dagsorden. Vi har taget initiativer for at begrænse den sociale arv i folkeskolen, fjerne den indflydelse, som køn, alder og etnicitet kunne have på jobsøgning og sætte ligebehandling på dagsordenen hos kommunens ledere. Vi vil nemlig ikke reducere frihedsbegrebet til at handle om at kunne vælge mellem forskellige velfærdstilbud, ligesom regeringen gør det.

For os handler frihed om livschancer og muligheder. Derfor handler frihed også om lighed. Og derfor har vi også brug for vore partier på landsplan. Til at fjerne de tiltag, som regeringen har indført, og som mindsker vores frihed fra den sociale baggrunds tvang. Tiltag som kontanthjælpsloft, starthjælp, skattestop, fjernelse af ubegrænset danskundervisning til indvandrere og mindskelse af den voksentid, vores børn har. I København er vi ret ligeglade med, om ordene loft og stop er nemme at kommunikere. For os handler det om at sikre alle danskere retten til selv at vælge fremtid uafhængigt af social baggrund.

Vores dagsorden i København – for kommunen, ansatte og borgere – er altså en frihedsdagsorden. Det er der brug for. I sig selv er det egentlig ganske tragikomisk, at der er så hårdt brug for det. For er det virkelig en liberalistisk dagsorden at fjerne vores frihed? At rykke fokus fra individet til systemet? At begrænse kommunernes ret til at tilpasse deres velfærdstilbud til netop deres borgere? At fjerne medarbejderens ret til at tilpasse sig det enkelte menneskes situation nu og her? At fjerne det enkelte menneskes frihed til at udleve sit potentiale til gavn for hele samfundet?

Regeringen er i sin iver efter at fjerne friheden for alle og enhver endda gået så vidt som til at fjerne sin egen frihed til at lave politik: Alt skal styres efter kontraktpolitikkens model. De liberale løver må da føle sig lidt snydt, når de skåler højt til frihedens pris. På den anden side har de vel vænnet sig til den fornemmelse efter flere år med en statsminister, der er berøringsangst over for alt, der bare lugter lidt af liberalisme. For os i SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne er det sjældent, vi har medfølelse med de liberale løver. Men når statsministeren fjerner friheden på væsentlige områder i vores samfund, så råber vi også vagt i gevær. Derfor bør vi danne et værdipolitisk alternativ til regeringen, der hylder friheden.

Efter fem år med en borgerlig regering står det klart, at frihed ikke er en borgerlig dagsorden. Frihed er til gengæld en utrolig oplagt centrum-venstre-dagsorden. Der er brug for politikere, som hylder et positivt frihedsbegreb. Som ønsker frihed for danskerne til at udleve deres potentialer, vælge deres fremtid og være nøjagtig så forskellige, som de har lyst til. I København har vi vist, at SF, Det Radikale Venstre og Socialdemokraterne er et stærkt alternativ til de borgerlige.